A { color:"#d2b48c"; size:2; } A:visited {color:"#d2b48c"; size:2;} A:hover { color:"#d2b48c"; size:2; text-decoration:underline; } A { text-decoration:none; size:2;} BODY {SCROLLBAR-FACE-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-HIGHLIGHT-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-SHADOW-COLOR: #8A9BAE; SCROLLBAR-3DLIGHT-COLOR: #3b3f3b; SCROLLBAR-ARROW-COLOR: #ffffff; SCROLLBAR-TRACK-COLOR: #DFD7D7; SCROLLBAR-DARKSHADOW-COLOR: #BBD9BB }
Tilbage hos Lars
Ole
Men Nils Malmros' nye film mangler en
historie
Jørgen Stegelmann, Berlingske
Tidende, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af forfatterens
arvinger.
Læs også Stegelmanns
reviderede anmeldelse fra 31/3 1990.
Printervenlig
udgave
KUNDSKABENS
TRÆ.
Dansk
film, instrueret af Nils Malmros.
Dagmar og Tivoli
Bio.
Nils Malmros fortalte engang, hvordan tilværelsen gik for »Lars Ole. 5C.«. Med en vignetagtig observation, med ironi og megen omsorg beskrev han de første store trængsler og al den hjertets uro, som begynder at vise sig, når man bare går i 5. klasse. I »Drenge« gav han et originalt dobbeltportræt af nok en Lars Ole, ung diskret mand set som barn og som voksen, de første oplevelser og de første nederlag.
I »Kundskabens Træ« er Nils Malmros
atter hos disse Lars Ole'r og alle deres kvaler. På ny sætter han kameraet på
deres skole-hverdag og ser dem an i alle dens allermest trivielle sekunder. Han
er sammen med 2. mellem i 1958 og følger den med minutiøs årvågenhed i to år og
ser, hvor meget, eller hvor forfærdelig lidt der sker. Han viser os først og
fremmest hjertets uro, de tusind intriger og de mange farlige forsøg
på at åbne sig og bekende sin kærlighed.
Spillet foregår i »Kundskabens
træ« mellem piger og drenge i samme klasse. Man forelsker sig og oplever glimt
af lykke samt megen sorg, man gemmer hemmeligt på voldsomme lidenskaber og
prøver inden for skolens og hjemmels stramme rammer at lave noget, der hedder
lystighed og liv og lidt beskeden erotik. Og man er grum og ond mod dem, der ved
et mærkeligt tilfælde kalder på de andres samlede foragt. Man er stilig og
velfriseret og tager lussingerne med oprejst pande. Men Elin, der ofres i
intrigerne, løber i filmens sidste billede bort fra festen og ud i
mørket.
»Kundskabens Træ« er en tragedie om meget almindellige mennesker
i meget almindelige situationer. Alt er genkende!igl, alt er båret af Malmros'
helt enestående evne til at trække hverdagen ind i billedet, når den er
allermest almindelig. Disse skoletimer med deres utroligt uopfindsomme
drillerier, disse små baller med kinddans og en anelse af spiritus, disse
nervøse ansigter, der for sikkerhedens skyld helst ler modigt, men som
ustandselig røber angst og forvirring. Alt dette er med I denne film, men det
savner noget at samle sig om.
Det er alt sammen vignetter, alt sammen
brudstykker af en historie, som aldrig fortælles. Ingen at disse børn ligner
andet og mere end typiske børn, ingen af dem kommer op over det normales
overflade og bliver til noget, man kunne kalde skæbner. Kun Elin, og dog heller
ikke hun, for end ikke denne plagede pige tegner sig som andet end et eksempel.
Det er filmens styrke, at den er så utrolig almindelig, så den er lige' ved at
placere sig som et rammende dokumentarisk tidsbillede, dansk skoleliv anno
1958-60 præcist skildret i alle dets allermest normale afskygninger - men det er
samtidig den store og fatale svaghed ved »Kundskabens Træ«, at dens drama er så
antydet og dens tragedie så henkastet.
Måske havde man ikke fornemmet
»Kundskabens træ« som en meget lang og repeterende film, hvis den var blevet
forkortet og strammet til om færre af disse elevers historie. Måske havde man så
overvundet en fornemmelse af, at enten har Malmros kun meget lidt at fortælle om
disse børn, eller også er der ikke meget at fortælle om dem. En deprimerende
følelse af dansk jævnhed hænger efter filmen, samt en følelse af, at Malmros i
løbet af disse års grundige arbejde med filmen har tabt inspirationen og
dermed meningen med at fortælle så lidt om så mange.
Det er en smuk film.
dens billeder beskriver nænsomt en svunden tid og dens unge, dens billeder af
Danmark og danskere er fyldt med spændende nuancer. Men hvor megel vil man huske
fra denne film, hvor meget af tragedien sætter sig i ens erindring. Kun den
tragedie formodentlig, at den meget talentfulde Nils Malmros denne gang har
formindsket følelserne ved at skildre dem for pedantisk. Den magiske udstråling
er borte.
(c) Jørgen Stegelmann, Berlingske
Tidende, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af
forfatterens arvinger.
Læs også Stegelmanns
reviderede anmeldelse fra 31/3 1990.