Nils Malmros' livsværk
Jørgen Stegelmann tog i 1990 sin oprindelige
anmeldelse til revision
Jørgen Stegelmann, Berlingske Tidende, 31/3 1990, 3. sektion, side 2
- gengivet med tilladelse af forfatterens arvinger.
Læs også Stegelmanns oprindelige anmeldelse 13/11 1981.
Printervenlig udgave 
Nils Malmros kalder selv »Kundskabens træ «, som han efter flere års forarbejde holdt premiere på i 1981, for sit livsværk; sådan en film kommer jeg aldrig til at lave igen, skal han have sagt. Troligt nok, for i »Kundskabens træ « søgte han at følge en skoleklasse gennem en lang udvikling, og samtidig at holde øje med Elins historie, pigen, som først er klassens leder, siden bliver udsat for en hetz, der gør hendes skolegang til et mareridt. Hele denne historie bygger på Malmros ' egen skolegang, naturligvis, for Nils Malmros er af alle danske filminstruktører den i bedste forstand mest egocentriske. Alt, hvad han fortæller i sine minutiøst tilrettelagte billeder, hænger sammen med hans egen barndom og hans egen opvækst gennem skolealderen.
»Kundskabens træ « er derfor først og fremmest en helt ægte og troværdig skildring af selve det at gå i skole, især op mod 1960, og måske især i Århus. Tonen i Malmros ' film er gennemårhusiansk, båret af en dybt fortrolighed til stedet og atmosfæren, og Malmros ' er som filminstruktør en mærkelig blanding af digter og dokumentarist. Hans grundige instruktion er altid forberedt netop i de enkeltheder, som til sammen danner skolens hverdagsmosaik, og i »Kundskabens træ « indfletter han, ganske som han gjorde det i mesterværket »Drenge«, replikker og små reaktioner i helheden, så alt lyser af overbevisning. Han er en meget stor filmkunstner. Historien om Elin er en gammel historie, den handler om triumf og overspil, om nederlag og kulde. Malmros følger det farlige spil i en mellemskoleklasse på tærsklen til de erotiske spændinger. Luften dirrer af hemmelighedsfulde antydninger, bag alle fnis og grovheder ligger uro og forvirring, og de store udsving melder sig med sviende konsekvenser. Elin oplever skolegangens værste og almindeligste rædsler, men i al stilfærdighed, som noget helt normaliseret. Og Helge, som Elin har vovet at forsmå, intrigerer netop så barsk som skolebørn forstår det, direkte og unuanceret. Mens klassens leder Niels-Ole, et portræt af Malmros selv, bare lader stå til og ser drillerierne vokse. Man kan sige, at den fare lurer på en kunstner som Malmros , at han gentager sig og overforbruger sin ungdom og alle sine minder. »Kundskabens træ « dræver sig gennem mange repetitioner af stof, man må kalde typisk Malmros , men selv når man er ved at få for meget af Århus, oplever man Malmros ' kunstneriske suverænitet, hans sjældne evne til at fange disse øjeblikke fra skoledagene, som hverken Malmros eller nogen af os andre nogen sinde kommer fri af.
(c) Jørgen Stegelmann, Berlingske Tidende, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af forfatterens arvinger.
Læs også Stegelmanns oprindelige anmeldelse 13/11 1981.