Livet på Shellem Station 1920 Missionær Karl Flatland, som overtog opgaven efter Erland Kjær kort passede stationen, giver her en statusrapport. Blandt andet møder vi flere af Mogens Uhrenholts tjenestedrenge. Bragt i "Sudan", nr. 10, oktober 1920   Shellem missionsstation er som bekjendt den sidst grundlagte station av D.F.S.M.s [Dansk Forenet Sudan Mission. red.] 2 missionsstationer i Sudan. Den ligger 54 km fra Numan. De første missionærer paa stationen var dr. Uhrenholt og frue; efter doktorens død kom missionær Kjærs, dernæst undertegnede, som har opholdt sig her den Iængste tid, og sidst korn frk. Madsen og lærer Jensen. Ved min ankomst var byggearbeiderne i fuld gang, og missionærerne maatte foreløbig bo i nogle smaa runde jordhytter, indtil husene ble færdig. Her staar nu 4 missionærhuse, bygget av lerjord, hvert med 2 store verandaer efter husenes længderetning samt 3 værelser og 2 smaakot. Bakenfor hvert miissionærhus staar 3 runde jordhytter, som anvendes til kjøkken, matbord og strykeværelse. Bakenfor disse igjen er hospitalshytten og tjenernes hytter anbragt. tilsammen 15, altsaa ialt 31 huse og hytter, hvis opførelse andrager til ca. 15,000 kr. Foran husene mot byen er plantet en have, likesom der mellem husrækkerne staar forskjellige slags nyplantede frugttrær i regelmæssige rækker, alle lubne og frodige. (Landbruket er tilsaad mcd de meget høitvoksende kornarter dawa og maiwa og jordnøtter og søte poteter). Shellem by har en befolkning paa ca. 1200, mest kanakuruer og 200 hausaer. Byen ligger paa en stor slette, omget av spredtstaaende, store kjæmpetrær ca. 1 km fra Gongolafloden, som løper Ut i Benue ved Numan. Bebyggelsen utgjøres av nogle hundrede runde, sma lerhytter med halmtak. Gulvene er strødd med grov grus. Missionsstation ligger paa et høidedrag 1 km ovenfor. Herfra har man en vakker utsigt. En lang og lav fjeldkjæde møter øiet mot svdvest. Længst ute i synsvidden staar en enlig rund, kegleformig fjeldtop. Ellers er hele landskapet flat land med spredtstaaende storkronede trær. Floden i midten er nu i denne tid, sidst i Juli, bred og mægtig.        *     *     * En dag i Shellem henløper som regel saaledes: Om morgen før frokost andagt av missionærerne med tjenerne, som derefter begynder sine forskjellige arbeider. Før frokost mottas patienter fra byen av sykepleiersken. Det praktiske arbejde igangsættes. - Efter frokost begynder som regel hausastudium. Kongens sønner og to av hans tillidsmænd kommer om formiddagen for at undervises. De er begge muhammedanere. Kl. 12 lunch eller kaffe. Middagshvil til kl. 1½. Da begynder skolen og varer i 1½ time. Eftermiddagen blir anvendt til forberedelser eller læsning, korrespondance, visitter, sykebesøk eller forskjellige arbejder. Før vi bader om aften, tar vi en spadser- eller ridetur. Det hænder, jeg tar en rulle bibelske billeder med og viser vore venner og for tæller dem om Jesus. Om søndagen holdes om formiddagen gudstjeneste og om eftermiddagen søndagsskole paa missionsstationen og om aften gudstjeneste i byen med fremvisning av bibelske billeder. Kongen er altid tilhører, og møterne holdes som regel foran hans dør under aapen himmel. Der er endnu ingen kirke i byen.        *     *     * Vort personale bestaar fortiden av arheidsformanden Jelani. Han er kanakuru og blev før stationens oprettelse antat til tjeneste av dr. Uhrenholt som dennes lærer i kanakurusproket, vistnok i 1918. Han har smaa evner og blir aldrig noe "skolelys", om han i det hele tat kan lære læse og skrive. Men han nyter en vis agtelse og autoritet blandt byens folk. Animismen har endda fast hold paa ham, men vi vil bede om, at han maa bli sat i Guds søns frihet. Han har delvis tolket for os i byen. Skjønt han antagelig kun er i 30 aars alderen, har han tat 6 koner. Noen er døde, andre har været ham utro eller blit syke. Den kone, han nu har, er en ung kanakurupike, som han sier, han har betalt med den høie pris av 6 pund sterling. Galin er ogsaa kanakurugut: en godmodig og trofast gut, som søker Herren. Han har gjort gode fremskridt i læsning og skrivning og har i skolen hjulpet at stave med begyndere, er mig fortalt. Han blev grepet av vækkelsen i Numan i fjor og var en av dem, som bekjendte sine synder, fortalte nu avdøde frk. Kristensen. Galin er ogsaa oprindelig antat av dr. Uhrenholt her i Shellem. Han har med meget besvær faat sig en kone, som han elsker, og som elsker ham. Han hadde i 10 konkurrenter, men vandt slaget. Maatte Herren utruste denne haapefulde mand til en ordets forkynder for sit folk! Ape blev antat av doktoren for et par aar siden. Han er gift og har 2 barn. Søn til en hedensk "prest", som har magt til, at skaffe kanakuruerne godt jagtudbytte; alle tror, han kan ta paa sig "løveham", hekse o.s.v. Til tider har faren brugt haarde ord mot sønnen, som har nektet at delta i de hedenske offringer. Ape er en spænstig mand og var tidligere ofte i slagsmaal. Han var ogsaa i kollision med sin svigermor, som paa ingensomhelst maate vilde betro denne - som hun kaldte ham - hovmodige tyran sin datter. "Proceduren" varte i flere aar, før hun flyttet til ham hit i fjor med sin 2aarige datter. Vi faar haape, "tyrannen" blir et lam. I gamle dager var han vaabendrager for sin far i krig mot lallaerne. En gang i skogen møtte han 2 mænd av en anden fiendtlig stamme, som er menneskeætere. De var alle 3 bevæpnet med pile og buer. Ape stillet sig ved en træstamme og sa: ,,Vel an, dræper I mig, fordi I er to, og jeg er alene, saa skal dog en av eder dø nu." De gik fra ham, og han kom vel frem til bestemmelsesstedet, den by, hvortil hans svigerforældre var flygtet med piken. Han fik tak i hende, og de satte paa sprang, mens hendes mor løp efter graatende. Det blev forhør, og dommen faldt i Apes favør. Men i henhold til deres sædvane maatte kjæresten efter en tids forløp atter tilbake til sine forældre. Og det varte som nævnt ovenfor lang tid, inden hun blev hans kone. Han maatte flere gange betale hendes forældre penge, gjet, gryte og vaaronarbeide. Ape er sen til at lære, men har en god vilje. En gang spurte jeg ham, hvad han vilde gjøre, naar han hadde lært at læse og skrive. Han svarte: "Forkynde evangeliet for kanakurufolket." Tai (eller Tayi) er ogsaa kanakurugut, antat av fru Kjær, godmodig og flittig i skolen. Han er kommet længere end ovennævnte, Ape, tiltrods for, han kun har gaat i skole den halve tid. For et aar siden fortalte han mig om sin tro. Der var en Gud, men man kjender ham ikke. Ved døden kom ingen til ham men til aanderne - i fjeldet eller træerne. Ca. 1 km fra stationen, i nogle vældige trær "juju" eller aandetrær bodde de. Jeg bad ham følge, men frygten - det eiendommelige hos alle animister - gjorde sig straks gjældende, saa han standset flere ganger og vilde løpe tilbake, men ved min opmuntring skjøt han hjærtet op i livet. Han tok sig flere gange for brystet og klaget over, han var meget ræd. Jeg maatte passe mig for aanden, for den kunde ødelægge mig om natten. "Er han gammel?" spurte jeg. "Drikker han melk eller vand?" - Ja, han drak rikelig vand. - 1. Kong. 18, 27. [v27  Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: "Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!" red.] - Han turde ikke følge mig helt frem, men la paa sprang hjem. Han frygtet ogsaa for sine forældre, de vilde tugte ham, hvis de fik vite om denne dumdristige reise "paa skrømt" til "Eblis's" rike. Wazo, en ung kanakurugut, blev antat av undertegnede for et halvt aars tid siden. Han kan være stri og enkelte gange opsætsig, men han har længe kjendt sig draget til missionen og trives der. Først bad han om at bo her, fordi der var saa megen synd i byen og ingenting at lære. Han er meget interesseret i landbruk og vil gjerne være selvhjulpen. Han har fortalt, at han bad Gud om at komme i tjeneste hos missionæren. Og han blev bønhørt derved, at jeg sendte bud efter ham samme gang for at anta ham i min tjeneste. Engang han saa paa hedningernes dans, fik han en sterk lyst til at delta og begyndte at traa takt med benene, men en magt drev ham ut fra de dansende - det var mørkt og fuldpakket med mennesker -, og han faldt paa Knæ og bad til Gud. En dag, jeg gjorde ham glad, sa han: "Jeg vil være hos eder, til mine haar blir graa, og til jeg lærer at læse." Bed meget for vore gutter og           Eders utsending                        Karl Flatland.