Niels Brønnum om Elines død Adskillige af de parrets breve og breve om parret, der i dag ligger på Rigsarkivet er sendt til missionens kontor i Aalborg med udgivelse i Sudanbladet for øje. De er efterfølgende blevet redaktionelt bearbejdet, så de ikke virkede anstødelige eller skadelige på de danske læsere. I flere af brevene er afsnit således blevet ændret eller ligefrem udelad. Således også i nedenstående, hvor afsnittet om, hvad der skulle ske md Elines afsjælede legeme ikke kom med i det trykte blad. Udeladelser i den trykte version er markeret med rødt. Læs brevet som facsimile.   Numan, Yola Province, Nigeria, B. W. A., 15de November 1920 Kære Pastor Pedersen, Som jeg meddelte per Telegram forleden, døde Fru Uhrenholt her i Numan den 7nde ds. af Blackwater Feber. Det blev altsaa Enden paa det trods al vor Forsigtighed. To gange har jeg maattet foretage hurtig Rejse til Shellem for at se til hende. Du husker maaske, at jeg første Gang skrev til Dig om Muligheden af hendes Hjemrejse før Tiden, saa fremt hun ikke blev stærkere. Hun havde et mindre Anfald en Maaned efter, men ikke tilstrækkeligt til, at jeg blev foruroliget. Baade Jensen og jeg gjorde vort Bedste for at faa hende til at kome her til Numan, for at jeg kunde faa Lejlighed til at observere hende, men hun var ikke til at overtale med det gode, og jeg syntes knapt, der var Grund nok til at lave et Nummer ud af det, altsaa sende hende et "Ultimatum". Da jeg nu sidst rejste derop, var hun villig til at komme herned; men saa snart hun blev bedre, begyndte hun allerede at trække i Land. Min Mening var, at faa hende herned til Numan og have hende her en Maaned. Hvis hun da fik et andet Anfald vilde jeg sætte min Vilje igennem om hendes Hjemrejse. Egentlig vilde jeg helst have sendt hende hjem med det samme; men det vilde hun saa forfærdelig nødig, da det sidste Anfald ikke havde været saa alvorligt, og hun mente at kunne "vokse sig ud af det". Jeg skal nemlig sige, at hun befamdt sig  i hvad man på Engelsk Lægesprog kalder "the Climateric period", og disse Anfald af Malaria kom nøjagtig med en Maaneds Mellemrum. Du ved fra Brev af 5te ds. at Blackwater udviklede sig efter hendes Ankomst hertil, og hun sov hen Timaanedsdagen efter Frk. Kristensen, omtrent nøjagtig paa samme Time af Dagen. Det, jeg er mest ked af, er, at vi ikke kunde faa hende [begravet] til Shellem [hvor hendes Mand [er begravet]] ikke fordi det har nogen betydning, hvor Støvet lægges, men, rent ud sagt, for Folks Skyld. Man vil, tænker jeg, vanskeligt kunne forstaa der hjemme, at Forholdene kan stille sig saaledes, at et Lig ikke kan blive transporteret syv danske Mil. Læs brevet som facsimile. Hun døde 1½ Time før Solnedgang. Derefter skal Kisten gøres rede, Ligetgøres rede, lægges i etc. etc. noget, der tager Timer hjemme, hvor man har sit færdig lavet. Herude skal alt improviseres. Vi har f.Eks. ikke en eneste høvlet Fjæl paa Stationen. Herude skal de samme Mennesker, der har vaaget Dag og Nat ovder den Syge, med Nerver, der er anspændte i en ikke ringe Grad, vaske Lig, lægge paa Straa og hvad det nu hedder altsammen, - ikke at tale om Ligkisten. Heldigvis var Kaardal her og kunde række en hjælpende Haand med den. Dertil kommer, at man efter Solnedgang maa arbejde ved Lyset af en Staldlygte. Liget maatte absolut begraves den følgende Dag og skulde derfor til Shellem samme Nat. Jeg sendte Bud til en hel Del Mennesker i Byen, men fik Afslag, da de var midt i deres Aandefest. Vores D.O. var bortrejst med alle Fulanibærerne, saa det var mig aldeles umuligt at opdrive de nødvendige Bærere, hvorfor jeg opgav det, og hun blev begravet her i Numan. Dette Dødsfald synes at bekræfte en Talemaade, man af og til møder herude, at den, der bliver herude over Tiden, maa betale for det.   [følgende side(r) findes ikke i arkivet]