1. Når døden banker på 2. Hospitaler, forskning og angst 3. Bøn, bod og ømme barme 4. Vinden farer
Følgende kronik blev bragt i Kristeligt Dagblad, tirsdag den 10.4.07 Når døden banker på Af Jens Kristian Lings - Nu flytter vi hjemmefra! sagde min kræftsyge Vera i ambulancen på vej til Sct. Maria Hospice i Vejle, hvor hun i god tid havde bestemt sig for at ville dø. Hun ville ikke opleve, at hun blev til besvær for nogen. Da vi kom ud af elevatoren, tog en sygeplejerske imod os. - Velkommen! sagde hun smilende og varmt. Jeg følte mig straks tryg ved, at hun nu skulle hjælpe Vera. Vi blev ført hen til en stue med Veras navneskilt ved døren. Stuen var stor og dejlig. I vindueskarmen og på borde var tændt fyrfadslys. På væggene hang smukke billeder. Overalt var der en stemning af ro og varme. Her var hverken stopurstyranni eller forstyrrelser. Sygeplejersken havde tid til at snakke med os så længe, vi ønskede. Jeg forstod pludselig, at hvor en patient på et hospital må indordne sig efter forholdene dér, så indordnede personalet sig her efter patienten. Jeg blev så glad, fordi jeg kunne mærke, at Vera ikke kunne få noget bedre sted at være. Det føltes desuden som en lettelse, at vi pårørende nu kunne dele ansvaret for Vera med professionelt plejepersonale. Den modtagende læge sagde, at jeg var lige så velkommen, som Vera var. Det var, som om vi var flyttet ind i en verden af lys og fred. I dagtimerne mødte jeg i køkkenet venlige vejleborgere, som frivilligt var der for at give en hånd med. Vera og jeg deltog i morgensang og aftensang og gudstjeneste i opholdsafdelingen. Og ønskede vi præstens besøg i vores stue, kom hun gerne. Dagen før Veras død tog hun os til alters. Inden indlæggelsen havde Vejles dygtige ”Det palliative team” fundet frem til den dosis medicin, der kunne holde Vera næsten smertefri. Kun små justeringer måtte engang imellem til. Det blev tolv smukke døgns ophold, selv om Vera til sidst blev lige så hjælpeløs, som da hun kom ind i verden. Men hun var klar, stærk og tapper. Hun klagede sig yderst sjældent og beklagede sig aldrig. Hun havde for længst affundet sig med sin skæbne. Jeg græd af og til, og hun trøstede mig. - Hvad er du ked af? spurgte hun engang. Jeg kunne kun svare, at det nok havde noget med selvmedlidenhed at gøre. Forholdene på hospice var så ideelle, at Vera under hele forløbet bevarede sin dejlige og blide humor. Da jeg den sidste aften var ulykkelig, fordi hun rallede og slet ikke havde kræfter til at hoste slim op, spurgte jeg lægen, som var kommet sammen med en sygeplejerske, om der ikke kunne gøres noget. Han sagde, at de kunne da godt give en penicillinpille til at modvirke lungebetændelse. Jeg syntes straks om ideen, men Vera sagde: - Hvorfor nu det? - Det er, fordi Jens Kristian gerne vil beholde dig lidt længere! svarede sygeplejersken. - Ja, så lad gå da! sagde Vera og smilede. Først nu bagefter er det gået op for mig, at vi fire havde en vidt forskellig grundholdning. Lægen, sygeplejersken og Vera tænkte kun på den nært forestående død, hvorimod jeg havde den indgroede hospitalsholdning, at hun skulle leve. Situationen har åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er for en døende at få professionel hjælp til at få en smuk, stilfærdig og tryg afrejse ind i det ukendte uden dødskamp og uden angst. Vi skal jo alle herfra. Undervejs mod dødens port siger vi: ”Husk at leve, mens du gør det!” eller ”memento mori” (husk, at du skal dø), for er livet ikke netop dyrebarest, når vi bliver konfronteret med døden? Det må være naturligt at spørge sig selv: Vil du leve din sidste tid på et hospital, hjemme eller på hospice? At dø langsomt på et hospital er ofte en ensom rejse. Pårørende er der kun kort tid. Sygeplejerskerne iler af sted for at nå det, de skal, fordi politikerne har presset et psykisk stopur ind i dem. Sygeplejersken må prioritere, så hun især kan hjælpe dem, der skal leve. I 2005 døde min gamle ven, Knud, af sult på et hospital i København. Hans hænder rystede, men hans store jeg-følelse og værdighed forbød ham at tigge en travl sygeplejerske om hjælp til at spise. At et rigt samfund udelukkende af besparelsesmæssige grunde tvinger sygeplejerskerne til at nedbryde deres grundholdning om at have tid til at være naturlige, hjælpsomme og varme over for alle slags patienter, er uhyggelig, også fordi sygeplejersken for egen overlevelses skyld kan blive tvunget til at blive kynisk. Da der er stemmer i forargelse, puster mange politikere sig hellere end gerne op i pressen for at sige, at de er ”rystede” over sygeplejerskernes og de døendes forhold, at forholdene ”er helt uacceptable”, og at de øjeblikkelig ”vil indkalde den ansvarlige minister til samråd”. Der stopper det så, for politikernes spareiver kvæler tilsyneladende alle menneskelige hensyn. Man kan fristes til at tro, at politikernes kyniske adfærd skyldes, at de døende hverken har talsmand eller fagforening, og at der ikke er flere stemmer at hente hos dem. Ethvert hospital kunne have en dø-afdeling med fred og ro og et professionelt personale. Men det er næppe en ideel løsning. Hospitalerne bør vel kun koncentrere sig om at helbrede patienter? At dø i sit hjem kan være godt. At låne en hospitalsseng er praktisk. Men lader døden vente på sig, er mange ægtefæller eller andre pårørende ofte blevet nedslidte af plejearbejdet, selv om der flere gange daglig er kommet hjælp fra hjemmesygeplejen. Mange pårørende har oplevet at længes efter, at døden skulle befri dem for ansvar og besvær. Det er en helt urimelig ekstra lidelse at påføre både dem og den døende, som selvfølgelig opfatter situationen. Når døden så indtræder, kan de efterladte sidde tilbage med ikke blot sorg og savn, men også med en tyngende og livsvarig skyldfølelse. Langt det bedste vil utvivlsomt være, at man bygger hospicer eller indretter nedlagte hospitaler til sådanne. Hospitalerne kunne derved tage sig af langt flere syge, plejehjemmene kunne formindske deres ventelister, og alle, der ønskede det, kunne få mulighed for at få en god, fredfyldt og værdig død. Når jeg i tankerne gennemlever Veras sidste tid, gennemstrømmes jeg af en dyb taknemmelighedsfølelse over den kærlige behandling, som personalet på Sct. Maria Hospice gav hende. Jeg havde end ikke drømt om, at noget menneske formåede at hjælpe en fuldstændig hjælpeløs med alt uden at hakke det mindste i den hjælpeløses værdighed. Veras personlighed var fuldstændig intakt til det sidste. Det var en vidunderlig oplevelse, og jeg kan ikke takke sygeplejerskerne nok for det. Da jeg kom hjem efter Veras bisættelse, stod der en buket blomster ude i min garage. Den var fra personalet på Sct. Maria Hospice. Siden da er jeg blevet ringet op derfra, og for et par dage siden var jeg inviteret til et møde for efterladte. Det har varmet at opleve, at hospice-personalet, som er professionelle hjælpere i en særdeles menneskelig dragt, også tager del i sorgen. Det er traditioner, Sct. Maria Hospice (og sikkert også andre hospicer) har. Det blev en skelsættende begivenhed i mit liv, at opleve et hospice som et andet hjem, et sted, hvor man i kærligt samvær lever i nu’erne og bevarer den enkeltes værdighed intakt, til hjertet hører op at slå.
Den 30.3.09 bragte Kristeligt Dagblad følgende kronik: Hospitaler, forskning og angst Forskeres optimale muligheder for at finde nye tiltag inden for sundhedsvæsenet ser ud til hos politikerne at veje langt tungere end det at skabe tryghed i hele befolkningen ved nærhed af et akut-sygehus, hvor læger kan behandle patienter for ganske almindelige sygdomme. Tildelingen af de mange milliarder til prestigeprojekter i f.eks. de i forvejen hospitalsmæssigt velforsynede universitetsbyer, Odense og Århus, er selvfølgelig ideelt og godt. Men nedlægningen af akut-sygehusene i yderområderne er kritisabel, fordi den givetvis vil medføre en forringelse af sundhedsservicen dér og i beboerne omskabe en allerede værende utryghed til angst. For 50 år siden følte alle i f.eks. Lemvig og opland sig trygge, fordi vi havde et sygehus, der fungerede perfekt takket være en særdeles dygtig overlæge, Anders Christensen. Han kunne klare næsten alt og forstod at videreekspedere til specialister, når det var påkrævet. For få år siden erklærede det daværende Ringkøbing Amtsråd efter en ekspertvurdering, at det ville være en fordel for vestjyderne at nedlægge Lemvig Sygehus. Man mente ikke, et nødvendigt fagligt niveau kunne etableres, og der var jo ikke langt til Holstebro Sygehus, som havde mange specialister. Vi protesterede, men selvfølgelig til ingen nytte, og effektueringen af beslutningen formindskede i høj grad vores tryghedsfølelse. Næppe nogen vestjyde har kunnet få øje på bare én fordel ved denne sygehusnedlæggelse. Udskiftningen af vidt-favnende sygehusoverlæger på mindre hospitaler med ensporede specialister på større hospitaler længere borte har medført lange ventelister, som ofte medfører længerevarende sygdomstilstande med voksende gener for patienterne. Når patienten endelig er nået frem til specialisten, kan det ske, at denne intet finder fra sit område og derfor henviser til en anden specialist osv. Mange dør i ventetiderne. Når man at blive indlagt på et hospital fjernt fra hjemmet, vil den lange afstand for manges vedkommende medføre, at de kun sjældent får besøg. Forskning har ellers påvist, hvor vigtigt det er for helbredelse, at man under hospitalsopholdet har nær og hyppig kontakt med sine nærmeste. Ja, der findes endog eksempler på, at nogen er blevet sendt hjem fra et hospice, fordi de fik det langt bedre på grund af den menneskelige varme, omsorg og pleje de udsættes for dér. Nu har eksperterne imidlertid fundet ud af, at det vil være en fordel for Vestjylland, at Holstebro Sygehus også bliver nedlagt. Det tvinger uvægerligt ordet ”ekspert” ind i en overvejelse. Hvad er en ekspert? Hvad er han ekspert i? Hvilke forudsætninger har han for at vurdere den foreliggende sygehussag? Hvilke kriterier lægger han til grund for sin vurdering? Vurderer han ud fra nær-samfundets interesser, eller har han fået politiske direktiver at pejle efter? Ens konklusion ender særdeles nemt i den sidste antagelse. Når sundhedsminister Jakob Axel Nielsen siger, at afstanden til et hospital ingen betydning har, det afgørende er nærhed af en ambulance, kan man fristes til at tro, at han ikke ved ret meget om sagen, og at han med en smart spinddoktorformulering forsøger at få befolkningen til at tro, at han ved ekstra meget. Han taler om bemandede lægeambulancer, men hvor får disse ambulancer deres hjemstation? Hvor mange ambulancer vil stå til rådighed? Og alligevel er det kun i drømme, man kan forvente, at sygdomme og mindre eller større ulykker holder sig tilbage, til en ambulance er ledig. Skal ambulancerne bemandes med kvalificerede læger, må de nødvendigvis have station ved et hospital. For beboerne i f.eks. Thyborøn bliver afstanden til nærmeste hospital (Herning) på ca. Alene den lange transporttid vil i mange tilfælde få alvorlige følgevirkninger for patienter i yderområderne, og dødeligheden vil stige, for uanset hvor akut ens tilfælde er, må man vente, til et ledigt transportmiddel ankommer. Fremover vil en blodprop sandsynligvis blive en ganske almindelig dødsårsag i f.eks. Thyborøn. Det virker, som om politikerne for enhver pris vil have, at Danmark skal markere sig udadtil som førende inden for medicinsk forskning. Men hvorfor skal Danmark det? Og hvorfor skal befolkningerne i f.eks. Odense- og Århus-områderne have endnu bedre hospitalsforhold samtidig med, at folk i yderområderne påtvinges en enorm forværring af mulighederne for hjælp? Er det da kun øgede forskningsmuligheder for læger, der afgør et samfunds trivsel? Eller kan der være andre og bedre muligheder? Der er næppe mange politikere, der har tænkt på, at en afskaffelse af mangelen på sygeplejersker (2000 stk.) og en yderligere forstærkning af flokken kunne være vejen frem til langt større udnyttelse af hospitalernes kostbare og effektive undersøgelses- og behandlingsapparater, så ventelisterne kunne skæres enormt ned til glæde for alle. Det er en kendsgerning, at sygeplejerskerne fik næsten intet økonomisk ud af den sidste strejke. Til gengæld tabte samfundet enorme summer på de efterfølgende overarbejdslønninger til læger. Patienterne, også dem, der lever i angst og i et smertehelvede, måtte finde sig i at komme ind i en endnu længere kø for behandling. Ventelisterne er stadig alt for lange. Måske når de lige netop at nærme sig en nogenlunde acceptabel længde, inden den næste strejke med et snuptag forlænger dem igen? I dag betaler hver sygeplejerske en 3-400 kr. om måneden til deres fælles strejkekasse, så de kan være godt rustede, når tiden er inde. En sygeplejerske har valgt sit job, fordi hun gerne vil hjælpe syge mennesker, men den forældede og meningsløse fagforeningspolitik tvinger hende i strejke og dermed til at skære voldsomt ned på det, hun helst vil. Hverken Bent Hansen (arbejdsgivernes forhandler) eller Conny Krukow (sygeplejerskernes forhandler) har noget personligt i klemme i en strejkesituation, og de kan heller ikke klemme hinanden, da de begge får en fed løn for at forhandle, uanset hvad der kommer ud af forhandlingerne. Da de ikke kan skade hinanden, tvinges de af politikerne til at benytte terrorristernes effektive våben: At tage gidsler i form af hjælpeløse, syge og gamle. Det er så nemt for politikerne at stå og hælde vand ud af ørerne og andagtsfuldt sige, at de skam ikke vil blande sig i arbejdsmarkedets konflikter. ”Parterne må selv løse deres problemer!” Dette er bragesnak, for i virkeligheden står politikerne, som heller ikke har noget personligt i klemme, i baggrunden og lægger loft over det, der kan opnås ved forhandlingerne. I stedet for enøjet at poste så mange milliarder i ideelle rammer for forskning med udtynding af befolkningerne i yderområderne til følge, ville det sandsynligvis være ideelt, om politikerne ville realisere følgende tre idéer: 1) Bevarelse af yderområdernes små akut-sygehuse. 2) Gøre mindst to års tjeneste på et lille akut-sygehus eller hos en praktiserende læge til en obligatorisk del af lægeuddannelsen. 3) Gøre sygeplejerskerne til tjeneste-mænd/kvinder uden strejkeret og efterfølgende sørge for, at deres løn altid er sådan, at unge piger vil stå i kø for at få denne uddannelse. En gennemførelse af disse tre forslag vil sandsynligvis både kunne bevirke, at ordet ”forskning” bevarer sin positive klang i alles ører, og at man i landets yderområder fortsat vil kunne leve uden en stadig angst for at blive syg.
Den 18.5.2000 bragte De Bergske følgende: Bøn, bod og ømme barme Store Bededags-aften spiser man varme hveder. For de fleste har Bededagen kun med ferie at gøre. Sjovt nok kommer ordet ”ferie” af det latinske ”fériae”, der betyder ”religiøse festdage”. St. Bededag har i tidens løb dog aldrig været festlig, men det var aftenen før til gengæld. Både i katolsk tid og efter Reformationen rummede året mange faste-, bods- og bededage. Undertiden fulgte fastedagene så tæt på hinanden, at børn og unge, der havde stort behov for nærende kost, blev syge i kirken, hvor de på fastedagene skulle opholde sig fra tidlig morgen til sen aften. I 1631 ændrede Chr. IV bededagene til, at præsterne hver onsdag på landet og hver fredag i købstæderne og i København skulle holde gudstjeneste, hvor man bad for fred. Man mente nemlig, at alle Verdens ulykker skyldtes menneskets syndige adfærd. Derfor var det ikke nok blot at bede om søndagen og høre en god moralsk prædiken. Troen på ulykker som Guds straffedom, fremgår tydeligt af salmedigteren Hans Adolf Brorsons læredigt i anledning af det jordskælv, der den 1.11.1755 ødelagde størstedelen af Lissabon. Katastrofens omfang var enorm. Mennesker omkom i tusindvis, og mange blev opslugt af en revne i jorden. Overalt digtedes der om ulykken. Brorson skrev ”Lissabons ynkelige Undergang”, og digtets hovedidé er, at Guds langmodighed varer længe, men når syndens mål er fuldt, afløses langmodigheden af straffedom. Digtet er langt og en kraftig opfordring til omvendelse og bod. F.eks. står der: ”Folk går i Verden så sikker og forvoven,/ som var der ingen dom og ingen Gud deroven,/ om der er også ret en Himmel eller ej,/ derom de lige let kan sige ja og nej./ Da kan den gode Gud ej komme dem i tale,/ de arme muldvarp-skud foragter bjerg og dale, de tage af hans ord ej mere end de vil,/ som hørte han og Jord dem selv alene til./ Når denne ørne-art får voksen klo og vinge/ til luftens herre-fart, da trøste Gud de ringe,/ da kommer straffen nær, men vé den stolte by/ for ondskabs og især de armes råb i sky./ Da må Gud fare ned og give sig tilkende/ og kaste trodsighed, som Babel, over ende,/” Med forordning af 27.3.1686 indførte Chr. V, at der årligt skulle være én bededag, og denne STORE bededag skulle være den 4. fredag efter påske. Og sådan har det nu været i 314 år. I en skildring fra 1863 kan man om de kirkelige højtider læse om St. Bededag, at på denne dag er al handel og vandel forbudt, alt arbejde, alle rejser, alt spil, al leg osv. Det var den eneste dag om året, hvor møllevingerne uanset vejret skulle være låst fast. Bagerne måtte ikke bage, men fandt så på dagen før at bage brød, som let kunne opvarmes. De opfandt hvederne, som oprindelig hed ”hvede-tve-bakker”, og ”tve-bak” betyder ganske enkelt: ”Hvad der er bagt to gange”. Hvederne var altså bestemt til selve bededagen. Alligevel opstod der hurtigt tradition for at varme og spise dem aftenen før. Nogle tog på skovtur først for rigtigt at mærke, at vinteren nu endelig var forbi, og mange tog løv med hjem for også at bringe foråret ind i stuerne. I København gik man tur på Volden fra Rysensten ved Langebro til Langelinie. Alting var grønt dèr. Den kolde og kedelige vinter var gået bort. ”Den kedsom vinter gik sin gang”, som Ambrosius Stub skrev i Ribe. I april bruser foråret både i naturen og menneskesjælen, og det bliver for stærkt for mange gamle. De giver op og forlader denne verden. Foråret er afskedens tid. Men det er også ømhedens tid. Kærligheden og ensomheden markerer sig. ”Hvad hjælper det at hjertet stadig banker, når det ingen har at banke for.” som Benny Andersens Svante synger. Der er næppe tvivl om, at skovturene St. Bededags-aften i tidens løb både har skabt ståhej i sjæle og ømme barme. Nogle skovgængere har dagen efter i kirken måske følt ekstra trang til at bede om forladelse. På Københavns vold har Amor haft travlt med at afsende pile. Fædre og mødre har søgt at gå som skjolde mellem deres døtre og kåde studenter. Barnepiger har ivrigt trillet om med barnevogne og fået kontakt med flotte soldater. Gadedrenge har fartet hujende om både som tilskuere og spasmagere. Det er gået lystigt til på Volden. Også dèr er mangen barm blevet øm. Det er højst sandsynligt, at det netop var en sådan eftermiddag og aften, den 25-årige Poul Martin Møller i 1819 skrev ”Aprilvise” (”Grøn er vårens hæk”). Han var ungkarl og har i sin ensomhed spadseret omkring på Volden og drømt om et pigeeventyr. De mange, skønne jomfruer har betaget ham i allerhøjeste grad: ”Hulde piger små, / røde, hvide, blå, / sende deres blikke rundt som pile; / og som krigerflag / i det kælne slag / silkebånd fra liljenakken ile.” Pigerne har gjort ham lam og stum, så han kun har kunnet skrive og slutte sin dejlige vise med dette dybe suk: ”Det er tungt, man skal gå hjem alene!” Lad os tro, at han hjemme i sin hybel, hvor ”man sit hjerte kan på vesten føle”, har kunnet trøste sig med et par varme hveder. Jens Kristian Lings
Den 7. marts 1971 brqagte Aalborg Stiftstidende følgende kronik: VINDEN FARER Af Jens K. Kjelgaard Lings Amanuensis Jens K. Kjelgaard Lings, Københanv, har skrevet denne skildring, der knytter sig til heste, dels i Hanherred, mens tiden endnu ikke var løbet fra dem, dels på Vesterbro i København, hvor de nu vækker opsigt. Vinden farer, tiden går, i dag trækker traktorer ploven. I dag så jeg heste på Vesterbro. De trak en vogn. En kold vind tog i deres manker. Nu æder de hø. En dag bliver de til ingenting. Udenfor regner det og er diset. Græsplænen kan dog ses gennem ruden. Utallige heste har græsset, hvor mit hus ligger. De har plukket og prustet. En lang række plovspand har kravlet her. Store, stønnende heste. Stampende hove. Knirkende seletøj. Forbi. Glemt. Jeg læser. Vender blad på blad. Engang pløjede Klumpe og Tulle og jeg. Vi lagde fuge til fuge. Skridtene kan ikke tælles. Et tal virker for lille. Vi hørte hjemme i Hanherred. Stedet lignede en model til et bjerglandskab. Efter morgenmugningen skulle jeg hente hestene. Men hvor i bjergene var de? Jeg begyndte at lede i øst. Det var lettest. Og det føltes rigtigst. Hegnet var fælles med naboen. Hans heste gik der også. En morgen står de alle fire i den dybeste af dalene. Afstanden er stor. Hestene små. Klumpe besvarer mit råb med en hurtig hoveddrejning op mod mig. Straks efter er han kun optaget af græsningen. Tulle har ikke hørt noget. Naboens heste glor bare. Græsser igen. Kigger flere gange nervøst op, under min nedstigning. Jeg går på en sti. Den er opstået, hvor enebærrisene og brombærrankerne river mindst. Endelig kommer jeg fri af buskene. Klumpe ser mig overhovedet ikke. Naboens heste bilder sig et øjeblik ind, jeg vil have fat i dem. De fjerner sig med nogle nervøse prust. Nu opdager Tulle mig. Hun ser på rugbrødet i min hånd. Vi mødes. Hun gumler, og jeg lægger hovedlaget på hende. Klapper hende på halsen. Så går vi. - Farvel, Klumpe! Han hører ingenting. For at komme op er det lettest, vi tager en omvej. Først lidt op. Så ned. Og endelig helt op. Det har regnet. Stierne er glatte. Under nedturen glider jeg. Benene smutter fra mig. Jeg kurer på ryggen og haler i Tulles bidselreb, så også hun glider. I et nu sanser jeg højt oppe et stort hestehoved. Bag mine ører pløjes jorden op. Så rejser jeg mig. Tulles bremsespor er dybe. Der er store klumper på hendes hove. Jeg lægger kinden til hendes bløde mule. Den lugter af græs og rugbrød. Vi kravler og pruster. Somme tider knager det i hende. Helt oppe vender vi os og ser ned. Den kølige morgenvind gør øjnene fugtige. Alligevel ses det på Klumpes græsning, at vi er luft for ham. Vi går. Jeg sjosker forrest i mine beskidte gummistøvler. Skridtene er korte. Tulle er tæt på. Klomp! Klomp! siger det lige bag mine hæle. Jeg kommer til at tænke på Klumpe. Han er en stor kleppert. Og almindelig er han ikke. - Klumpe! siger jeg og vender mig mod Tulle. Hun nikker. Vi tøver. Pludselig opstår der tvivl, om at Klumpe i det hele taget bemærkede os. Han spillede vel komedie? Vi går. Der er leddet nede. Vi stopper for at lytte. Opfatter kun et par lærketriller. - Det er noget kludder med dig, Tulle! Jeg giver et ryk i rebet. Forbavset hæver hun hovedet. Fejlen er min. Det er mig, der har kludret. Klumpe har altid været pålidelig. Han starter bare lidt senere. Fanger os. Følger et stykke og stikker så af. Når vi igen kan se ham, plejer hans hoved at hænge frem over leddet i en så afslappet stilling, at man skulle tro, han har ventet længe. Inden vi vover os ned over skråningen, lytter vi igen. Opfatter kun lærken. Så går vi. Jeg passer på kun at træde på stiens kanter. - Ærgerligt! For første gang har Klumpe skuffet os. Nu må jeg af sted med hans hovedlag også Og husbond får ret. Han vidste bedre. Mine ører bliver varme. Jeg kan allerede høre hans hånlige latter. Den kommer langt borte fra i små, hastige stød. - Nej, Tulle, det er ikke den! Vi springer væk fra stien. En stor, rødgul klump farer forbi. Klumpe pløjer et par lange fuger. Leddet knager, idet han støder imod. Han er der. Hovedet hænger udover. Vi er der. Men Klumpe kom først. - Gamle dreng! får jeg vist sagt og tager ham om hovedet. Han forstår. Vi kender hinanden. Engang bed han mig i skulderen. Mærkerne sad der i lang tid. Min hånd og mit lår har han også haft fat i. Han er hastig. Kan ikke lade en oplagt chance gå fra sig. Forleden var det smedens bag. Forbenet skulle skos. Klumpe blev selv forskrækket. Det gav en underlig lyd, da hammeren ramte ham på mulen. Nu vil smeden kun sko, når jeg holder om Klumpes hoved. Klumpe er god nok. Han må ikke. Det ved han. Men han kan ikke lade være. Vi slæber vinterens produkter ud på marken. Der er halmstrittende komøg. Stinkende svinegødning. Små sortblå grise. Hvide hønselorte. Flade høns. Et skaft af en gummistøvle. Og dynger af luftige hestepærer. Vi skaber kultur. Plovens blanke jern stuver affald ned. Den duftende muld vælder bagud og lejrer sig. Vi pløjer. Roligt og støt. Engang imellem sagtner Klumpe farten. Men et lille ord får ham straks i gang igen. Han kan ikke lide at blive afsløret. Tulle følger bare med. En eftermiddag kommer der et mægtigt regnskyl. Vi drejer rundt, så bagen kan komme mod regnen. Jeg sætter mig på hug under Tulles hoved. Man skal ikke friste Klumpe over evne. I de følgende dage får vi en del byger. Aldrig så snart er der faldet et par dråber, før Klumpe begynder at dreje bagen et eller andet sted hen. Jeg må gøre mig hård. Og da min frakke kun når til gummistøvlerne, skvulper det konstant i dem. Når en af os skal lade vandet, venter de andre pænt. Tulle gør ikke noget ud af det. Hun standser bare. Krummer ryggen lidt. Vi venter. Så kravler vi videre. For Klumpe er det noget andet. Han standser. Skræver dygtigt. Vi venter en rum tid. Endelig kommer den befriende lyd. Den store plasken holder dog hurtigt op og bliver til noget strinteri. Hans lem bliver langt. Men slapt. Stakkels Klumpe! Han kunne have været en flot hingst. Nu må han nøjes med at lege med noget, han ikke ved, hvad er. Jeg vil ikke forstyrre ham. Tulle gør heller ingenting. - Tak for i dag! siger jeg og lukker dem ind i hegnet. Klumpe får et klask bagi. Han lægger ørerne tilbage. Ser skævt til mig. Slår et par sving med halen. Fjerter og stikker af. Der gik jeg hans ære for nær. Næste morgen henter jeg Tulle. Klumpe kommer selv. Vi spænder for. - Hej! Vi kommer til at svede. Men også den dag får ende. Alt kød er som græs. Græsset visner. Vinden farer over det. Det er ikke mere. For flere år siden blev Tulle slagtet. Hun var blevet halt. Et par år efter så jeg Klumpe græsse i hegnet. Han så ikke mig. Sådan så det i hvert fald ud. Nu er han også væk. Ploven er groet til i en krog bag laden. En traktor farer hastigt over marken. Hestene på Vesterbro var store og fede. Vejret er klaret op. En let og kølig vind tørrer min græsplæne. Men det drypper endnu lidt fra taget.
|