Kærligheden er en by i provinsen
"...og når man så har fået slået ørerne ud og spærret øjnene op, begynder Malmros at økse sig ind på følelserne, skånselsløst og frydefuldt."

Klaus Rifbjerg i, Levende Billeder, november 
1981
- gengivet med tilladelse.

 


Under forteksterne til Nils Malmros’ nye film "Kundskabens træ" spiller en sprød klarinet Gershwins "The Man I Love", og som man ved, er det en sang, der handler om drøm og forventning. Manden, der optræder i teksten, er der jo ikke, han kommer en dag – måske. "Someday he'll come along and he'll be big and strong, the man I love!"

Valget af denne indgangsvignet er som alt andet i Malmros’ film ikke tilfældigt. Få – måske ingen – andre danske filmskabere er så bevidst i deres forhold til stoffet som han, og det er ikke kun fordi Nils Malmros indskrænker sig til at behandle emner han er personligt fortroligt med, ja som er ham selv, men fordi han har en medfødt viden om, at den to-dimensionale filmkunst kun har en chance for at blive vedkommende, hvis følelsesladningen og arrangementet i den enkelte beskæring, den enkelte indstilling når helt ud til den yderste ramme af billedet.

Det gælder om at være til stede – men det gælder også om at være væk, og måske er mangelen på fagtløshed, det udemonstrative hos Malmros noget af det mest imponerende ved ham. "Kom her", siger han med Gershwin, "føl dig tryg, kom over til Aarhus sammen med mig, kom tilbage til dengang det var før, se hvordan det var – på mine præmisser! – så skal du bare se".

Således bliver man lukket ind i hans rum, ikke taget i kraven, men gelejdet, med små fortrolige blink, og når man så har fået slået ørerne ud og spærret øjnene op, begynder Malmros at økse sig ind på følelserne, skånselsløst og frydefuldt.

Jeg tænkte måske under billederne fra anden mellem på Katedralskolen (lysbilled-foredrag fra New York med obligate afbrydelser og papirskugler): Nå, den kender vi vist. Men selvfølgelig var det altsammen for at lokke netop mig (tilskuerne) i gyngen. Der er tale om en forberedelse eller med et andet ord en præparation, en gøren blød, så det forberedte tema i hovedsatsen kan gribe fat i de dybere lag, uden at man har en chance for at gardere sig.

Hvad Gershwins ballade diskuterer med sig selv er kærlighedens mulighed, hvad "Kundskabens træ" vil er at demonstrere at kærligheden i hvert fald engang var mulig. Det kunne være et reaktionært eller sentimentalt forehavende, men selvom det er melankolsk – hvad det vitterligt er – så løfter selve intensiteten i beskrivelsen af en given virkelighed filmen op over enhver anklage for nostalgi-spekulation. Det, der dvæles ved, er ikke længslen efter noget, som er definistivt forbi (selvom den også er indeholdt i filmen) den primære afsøgning gælder håbet om mulighedernes konstans.

Og så er det man får lyst til at råbe: længe leve den evige pubertet, for en definition af dens tilstand omfatter netop en politivt usikker, men alligevel klippefast tro på, at et eller andet kan lade sig gøre, at noget er på vej, noget vidunderligt.

Ikke en af personerne – blandt de unge – i "Kundskabens træ" er ikke besat af netop den følelse. Den presser sig på overalt, aflæses i blikke, ses i en krops holdning, i den måde en piges skuldre betragtes af kameraet på, lyder gennem vuggen, når man i klasseværelset ved siden af er ved at indøve det årlige juleoratorium, skyder frem også i de overgreb pigerne og drengene begår mod hinanden, mens de famler sig frem for at erobre og finde – ikke kun det modsatte køn, men også sig selv.

"Kundskabens træ" er en kollektiv film i højere grad end "Drenge". Hovedpersonen fra den forrige film, Malmros’ alter-ego, Niels-Ole er gledet i baggrunden, til gengæld træder pigen Elin hen i billedets forgrund, og det er i det hele taget karakteristisk, at instruktøren vover sig længere ind på gebeter, hvor han før ikke har færdedes. Adskillelsen mellem drengenes og pigernes omklædningsrum er i bogstavelig forstand revet ned, første gang Nils Malmros tager pusten fra én er netop i en scene, hvor klassens piger forbereder sig til en tur i svømmehallen og ses halvafklædte eller under bruseren, fotograferet med nænsom sensualisme af den (i det hele taget) fremragende Jan Weincke.

Her og i badescenen er det – i langt højere grad end i filmens umiddelbare optakt – at tanken om Jean Vigo melder sig, og (nu stryger jeg topsejlet) Jean Renoir. Ingen kan som sidstnævnte formulere melankolsk munterhed, så det man oplever er ren poesi. Der er øjeblikke hos Nils Malmros, hvor mindet om "Floden" glider ind i bevidstheden, og en scene, hvor to unge bejlere møder de tilbedte en forårsdag i skoven og henvender sig til dem ved at fløjte "kukkuk" i hænderne med ryggen til, synes at vedkende sig slægtskabet åbent. Man skal i denne scene lægge mærke til hvor fint lydbilledet via fuglene er formuleret: her er det løvsangerens lille faldende trille, der akkompagnerer, hvor i en anden solsortens advarselsskræppen forbereder en dramatisk konfrontation mellem Elin og hendes mor.

"Men hvad er historien?" spørger den efterhånden utålmodige 1æser. Ja, der er ikke så meget af den, historien er nemlig filmens totalitet. Her fortælles om en gruppe, og den er først og fremmest beskrevet i hel eller halvtotaler – og nænsomheden og ublufærdigheden er derved også rent teknisk understreget.

Men det er ikke kun en film om en skoleklasse, det er en film om klasse i det hele taget, og som så ofte før, sniger den sociale problematik sig ind af bagdøren. Loyal mod sine forudsætninger koncentrerer Nils Malmros sig om det provinsielle, oplyste borgerskabs børn. "Kundskabens træ" er i den grad støvsuget for proletariat, at man i distraite øjeblikke må spørge sig selv, om kærligheden da slet ikke trives der nede. Spørgsmålet er selvfølgelig idiotisk, til gengæld er det værd at understrege, hvor vigtigt det borgerlige tilhørsforhold er for forståelsen særlig af Elins dilemma. Hvad hun udsættes for at sine bekymrede forældre med hele registret af seksual-angst og klasse-beskyttelse trukket ud, er direkte invaliderende. Hun kommer hjem med en medaljon, som en ung tilbeder har skænket hende. Ud ryger den. "Har vi ikke sagt hundrede gange, at du ikke må tage imod noget af fremmede?" Underforstået: Fremmede drenge.

Her er der tale om en beskyttelses-formalisme, der går igen og igen i miljø-beskrivelsen fra klasseværelset og lejrskolen til danseundervisningen og det afsluttende marathon-bal. Sådan ser kærlighedens kulisser ud, og danser man engelsk vals, skal det være i takt og med butterfly og jakke.

Elin er den der bliver ofret, først fordi hun er for åben, siden fordi hun er for lukket. Derved kommer hun til at bære Malmros’ centrale budskab: Kærligheden overlever kun i de milde gradueringer, og selvom han lader Niels-Ole få den erotisk mest forvorpne af pigerne, ved han og tilskueren ved filmens slutning, at det er Elin i den forrevne kjole på flugt for skam og nederlag som i sidste ende er værd at sanke i lade. Hun er vidunderlig og træder i Eva Gram Scholdagers skikkelse en i møde som Lisaweta i Thomas Manns "Tonio Kröger".

En vis cirkulerende monotoni i de hyppigt gentagne kinddans-scener forrykker aldrig hovedindtrykket af absolut mesterskab indenfor de givne rammer, og jeg synes også det er på sin plads her at fremhæve, hvilken indlysende betydning det har haft for filmen, at Nils Malmros har kunnet arbejde med den over en flerårig periode støttet af både sin producent Per Holst, konsulenterne Sven Methling, Erik Crone, Esben Høilund Carlsen og TV-teatret. Talent er en fin ting, forberedelser, omtanke, omhu og økonomi en simpel forudsætning for at det kan virkeliggøres. Men hvor er det dejligt som en selvfølge at kunne se en film, hvor man i en scene løber på skøjter og i den næste triller på cykel gennem en sommerskov, mens fuglene synger.

Man har diskuteret betimeligheden i overhovedet at give støtte til dansk film. Skumlerne kan henvende sig her. "Kundskabens træ" er det selvfølgeligste bevis på, at man ikke alene bør støtte, men støtte meget mere.

PS: Drilleri: Jeg tvivler på, at begrebet »Soft Ice« var almindeligt udbredt i 1958. Jeg kan heller ikke tro, at "Jolly Cola" ligefrem var drikken dengang. Men jeg er stensikker på, at King George Whisky var med prop og ikke havde skruelåg af blik, som det vises i "Kundskabens træ"

PPS: Pædagogik: Lad enhver, der interesserer sig for det filmiske udtryk, udvælgelsen af ret skuespiller og instruktion nærlæse scenen på Katedralskolen, hvor de ældre elever administrerer en mørkedans mod entré. Her er eksemplet på, at et helt budskab altid kan rummes også i detaljen – hvis en film er noget værd. Sekvensen varer under to minutter, til gengæld er perspektivet næsten uendeligt.

 


 

  


Opdateret af hw 1. september 2018


Opdateret af hw 1. september 2018