Det kun halvt forsømte forår
Da Nils Malmros var mellemskoleelev
Bent Aagaard, Fyens Stiftstidende, november 1981
- gengivet med tilladelse af avisen
Folketeatret:
»Kundskabens træ« (dansk).
Lige siden Nils Malmros for to år siden gik i gang med dette usædvanlige projekt, har den tanke spøgt i baghovedet på mig: Er han også manden, der vil kunne filmatisere »Det forsømte forår«? Efter at have set det færdige resultat må jeg med personlig beklagelse konstatere, at det er han ikke. Scherfig venter stadig på sin forløser.
Nils Malmros er for pæn, for blødhjertet overfor sine skoleminder fra katedralskolen i Århus, og hans kammerater fra dengang, som hævdes at have været lidt beklemte ved situationen, behøver ikke frygte værre afsløringer af hans nøglefilm end lidt ærbar kys og kram fra ungdomsgilderne. Monas far har sikkert for længst tilgivet Willy, at han forgreb sig på husets whisky, og stakkels Gert, der gik tur med hunden, fordi der ikke var nogen pige til ham, er formentlig direktør i dag med en fed repræsentationskonto.
Kun Elin, der blev frosset ud af kammeraterne, kan have grund til en bitter eftertanke. Hvis hun altså har eksisteret.
Hendes historie, med de bigotte forældre, de hemmeligt skinsyge veninder og den lidt for fremmelige Helge i garagen, der skræmmer hende og bagefter sætter hetzen i gang mod hende, er filmens eneste konsekvent gennemførte. I slutbilledet flygter hun fra skoleballet under lancier'en efter et lille jalousidrama på dametoilettet. Det er for resten også filmens eneste antydning af vold, fraset de øretæver, Erno Müller knalder af til et par uheldige unge porno-kunstnere under morgensangen.
Da jeg selv i sin tid gik i mellemskolen, var der en pige i klassen, der altid skræppede op om »pulpiteten«. Hendes far var oven i købet overlæge. Det var ganske vist 20 år før dette her, men heller ikke i 1958 i Århus vidste man åbenbart ret meget om den. og Nils Malmros går i hvert fald på omhyggelige kattepoter uden om alt, der nærmer sig kliniske pubertetsproblemer.
Fuldstændig benovet over hans personinstruktion kan jeg ikke være. Der er fremragende gruppescener, men når særlige replikker skal udmøntes, bliver mælet tykt. Særdeles vellykkede er til gengæld de større optrin med skolebals-polonaisen som et dokumentarisk højdepunkt.
1980ernes teenagere vil formentlig måbe uforstående over »Kundskabens træ«, vi lidt ældre savne de beske stænk i nostalgi-cocktailen. Den er nok mest for de unge på 40.
(c) Bent Aagaard, Fyens Stiftstidende, november 1981
- gengivet med tilladelse af avisen.