Tilbage hos Lars Ole
Men Nils Malmros' nye film mangler en historie
Jørgen Stegelmann, Berlingske Tidende, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af forfatterens arvinger.
Læs også Stegelmanns reviderede anmeldelse fra 31/3 1990.
KUNDSKABENS TRÆ.
Dansk film, instrueret af Nils Malmros.
Dagmar og Tivoli Bio.
Nils Malmros fortalte engang, hvordan tilværelsen gik for »Lars Ole. 5C.«. Med en vignetagtig observation, med ironi og megen omsorg beskrev han de første store trængsler og al den hjertets uro, som begynder at vise sig, når man bare går i 5. klasse. I »Drenge« gav han et originalt dobbeltportræt af nok en Lars Ole, ung diskret mand set som barn og som voksen, de første oplevelser og de første nederlag.
I »Kundskabens Træ« er Nils Malmros atter hos disse Lars Ole'r og alle deres kvaler. På ny sætter han kameraet på deres skole-hverdag og ser dem an i alle dens allermest trivielle sekunder. Han er sammen med 2. mellem i 1958 og følger den med minutiøs årvågenhed i to år og ser, hvor meget, eller hvor forfærdelig lidt der sker. Han viser os først og fremmest hjertets uro, de tusind intriger og de mange farlige forsøg på at åbne sig og bekende sin kærlighed.
Spillet foregår i »Kundskabens træ« mellem piger og drenge i samme klasse. Man forelsker sig og oplever glimt af lykke samt megen sorg, man gemmer hemmeligt på voldsomme lidenskaber og prøver inden for skolens og hjemmels stramme rammer at lave noget, der hedder lystighed og liv og lidt beskeden erotik. Og man er grum og ond mod dem, der ved et mærkeligt tilfælde kalder på de andres samlede foragt. Man er stilig og velfriseret og tager lussingerne med oprejst pande. Men Elin, der ofres i intrigerne, løber i filmens sidste billede bort fra festen og ud i mørket.
»Kundskabens Træ« er en tragedie om meget almindellige mennesker i meget almindelige situationer. Alt er genkende!igl, alt er båret af Malmros' helt enestående evne til at trække hverdagen ind i billedet, når den er allermest almindelig. Disse skoletimer med deres utroligt uopfindsomme drillerier, disse små baller med kinddans og en anelse af spiritus, disse nervøse ansigter, der for sikkerhedens skyld helst ler modigt, men som ustandselig røber angst og forvirring. Alt dette er med I denne film, men det savner noget at samle sig om.
Det er alt sammen vignetter, alt sammen brudstykker af en historie, som aldrig fortælles. Ingen at disse børn ligner andet og mere end typiske børn, ingen af dem kommer op over det normales overflade og bliver til noget, man kunne kalde skæbner. Kun Elin, og dog heller ikke hun, for end ikke denne plagede pige tegner sig som andet end et eksempel. Det er filmens styrke, at den er så utrolig almindelig, så den er lige' ved at placere sig som et rammende dokumentarisk tidsbillede, dansk skoleliv anno 1958-60 præcist skildret i alle dets allermest normale afskygninger - men det er samtidig den store og fatale svaghed ved »Kundskabens Træ«, at dens drama er så antydet og dens tragedie så henkastet.
Måske havde man ikke fornemmet »Kundskabens træ« som en meget lang og repeterende film, hvis den var blevet forkortet og strammet til om færre af disse elevers historie. Måske havde man så overvundet en fornemmelse af, at enten har Malmros kun meget lidt at fortælle om disse børn, eller også er der ikke meget at fortælle om dem. En deprimerende følelse af dansk jævnhed hænger efter filmen, samt en følelse af, at Malmros i løbet af disse års grundige arbejde med filmen har tabt inspirationen og dermed meningen med at fortælle så lidt om så mange.
Det er en smuk film. dens billeder beskriver nænsomt en svunden tid og dens unge, dens billeder af Danmark og danskere er fyldt med spændende nuancer. Men hvor megel vil man huske fra denne film, hvor meget af tragedien sætter sig i ens erindring. Kun den tragedie formodentlig, at den meget talentfulde Nils Malmros denne gang har formindsket følelserne ved at skildre dem for pedantisk. Den magiske udstråling er borte.
(c) Jørgen Stegelmann, Berlingske Tidende, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af forfatterens arvinger.
Læs også Stegelmanns reviderede anmeldelse fra 31/3 1990.