Med fløjlshandsker
på skoleerindring

Keith Keller, B.T., 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af avisen.

 


* * * * KUNDSKABENS TRÆ (Dansk. Dagmar, Tivoli og biografer i Odense, Aalborg og Århus) er Nils Malmros' tredie spillefilm med mildt realistiske erindringer om ansigter, syn, lyde og skæbner i svøb fra hans egne mellemste skoleår i Århus sidst i 1950'erne.

Vi følger - ganske som Malmros har gjort det i optagelser strakt over flere år - tyve skolebørn, der får henholdsvis dybere stemmer og spirende barme samt lægger flere centimeter til deres øvrige vækst fra de som 13-årige går i 2. mellem, til de holder afslutningsfest efter 4. Mellem.

Det er helt utrolig lidt, der ifølge Malrnros skete for de børn i de år: lidt blid forvirring omkring forelskelser og erotisk drift synes at være hovedsagen, selv om det da også er spændende når en ræv skal dissekeres, og når en af pigerne er lige ved at komme i knibe for at have brugt betroede midler (sytten kroner) på sig selv.

Malmros har altid gjort meget ud af, at han ikke søger den store udvendige dramatik i sine film (de to forrige var nydelige, men åbenlyst ufuldendte værker: »Lars-Ole, 5.c.« og »Drenge«). Men den slags er gerne at gøre en dyd af egen nødvendighed.

Her i tredie omgang har Malmros haft både tiden og pengene til helt at lave den film, han ønskede at udmønte sine skoletidserindringer i. Hvad vi har fået, er derefter erindringer i en glat, klar strøm af tilsyneladende autencitet med kun ganske få krusninger på overfladen.

Jovist kommer vi da til at forstå, at klassens kønne Elin skubbes ud og dukkes netop, fordi hun ellers har så effektivt drengetække, men dramatisk set forbliver afstraffelsen af hende et tamt postulat. Malmros lider af en lammende finfølelse sammen med sin klare angst for enhver form for melodrama. 

Men de mellemste skoleår var selvfølgelig mere melodramatiske, end Malmros vil være ved. Det var år rned frækhed, trods, dyb angst og sindet splittet i et mylder af dynamiske brøkdele fra snyd og bedrag til højt og dybt prøvede ideale fordringer. Hos Malmros udtrykkes følelser mest gennem nænsomt registrerede ryk i en skulder, træk i en mundvig, flakken i en øjenkrog.

I sit samarbejde med fotografen Jan Weincke insisterer Malmros også på sagtmodighed i billeddramatikken. Næsten al personhevægelse foregår inden for faste rammeindstillinper. Det er et filmæstetisk virkemiddel, der bare kræver udstråling til publikum af så langt større følelse bag førnævnte små fysiske træk, end Malmros formår at fylde i sine billeder.

Alle børnene bringes til at fungere ganske ægte og naturligt i de ultrakorte forløb, Malmros stykker sin film sammen af. Han tager ingen chancer med »naturspil«. Intet må gå ud over det autentiske i syn og lyd, men så går det altså endnu en gang ud over dramatikken.

»Kundskabens Træ« (en vældig bombastisk titel i forhold til, hvor beskedent mavekneb frugternes fortæring afstedkommer hos disse børn) vil bidrage til myten om 1950'rne som en stilstandens tid med alle trumfkortene i den borgerlige undertrykkelses hænder.


Selvfølgelig var 50'rne mere dynamiske end som så. Faktisk har Malmros ikke flyttet dansk filmkunst en tomme dybere eller højere i forhold til, hvad andre siden midten af 70'rne har præsteret i retning af nydelig overfladerealisme.

»Kundskabens Træ« kan ses og nydes som endnu et nostalgisk trip, men til Malmros har der (uden hans egen skyld måske, snarere takket være en ren fan-dyrkelse blandt visse kritikere) været stillet langt større forventninger.

 



(c) Keith Keller, B.T., 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af avisen.

 


 


Opdateret af hw 1. september 2018