Malmros' syndefald Henrik Lundgren, Weekendavisen BERLINGSKE AFTEN, 13.-19. november 1981 - gengivet med tilladelse af avisen. Printervenlig udgave     Kundskabens træ. Instruktion: Nils Malmros. Danmark 1981: (Dagmar, Tivoli, Biografen 1+2+3, Århus. Scala, Ålborg. Bio-center, Odense). SYNDEFALDET er ikke overgangen fra uskyld til skyld. Det er faldet ind i syndsbevidstheden: Og de så, at de var nøgne... Nils Malmros' forunderlige, ja enestående evne blandt yngre danske filminstruktører er skildringen af den barneverden af uskyldigt skyldige lege, hvor lidenskab, drift og seksualitet ligger latent, men endnu ikke er be-vidstgjort. I dette dunkelt anelsesfyldte spil søger han sin lige. Malmros' sidste film »Drenge« fra 1977 portrætterede tre stadier af en Århus-ynglings udvikling til sejrsikker forfører, men aldrig var der farligere dragende kræfter på spil, end når den seks-årige Ole soppede saligt selvforglemmende rundt i et oversvømmet kælderrum. Malmros' ny film »Kundskabens træ« handler om unge i den 13-14 års alder, hvor voksenbevidstheden opstår. Filmens titel går på de ydre omstændigheder - læreårene på Århus Katedralskole fra 1958 og tre år frem - men primært på den indre erkendelse: Hvad der begynder som uskyldigt fascinerende lege, barnlige drillerier, udvikler sig i løbet af mellemskoleårene til en knude af aggression og skinsyge, hvor konsekvenserne for den, der er blevet syndebuk, først for sent går op for Malmros' alter ego Niels-Ole og den øvrige klasse. FILMENS indledning er Malmros på sit mest karakteristiske. Som erindringsdigter er han ikke suggestivt dvælende, men lakonisk præcis. Situationerne er fanget og gengivet med snapshot-agtig skarphed, på en gang nøgternt og blufærdigt. Tag en scene som 2. mellems besøg i svømmehallen, få minutter inde i filmen: Det er ikke de nøgne kroppe, som er bærere af drift og erotik, men når den 13-årige Elin går ud på vippen i sin tækkelige, stramtsiddende blå badedragt opstår der et øjeblik af næsten voyeur-præget intensitet, da Malmros - fra drengenes vinkel - lader kameraet glide nysgerrigt beundrende op langs Elins torso til hendes forventningslysende ansigt. Det er Elin, der er filmens anden hovedperson ved siden af Niels Ole: Pigen, der gradvis fryses ud af klassen, fordi hun før de andre nærmer sig det forbudne træ. Malmros synes ligefrem at have opereret med symbolikken (skønt det ellers ikke er hans sag), når han lader Elins trængsler tage fart efter scenen, hvor hun går tur med klassekammeraten Helge i Botanisk Have: Selv om Elin kan virke, som om hun flirter med drengene, viger hun tilbage for det håndgribeligt seksuelle, og da Helge provokerer hende med et kondom, flygter hun - kameraet bliver stående neden for den grønne plæne, mens Elin forsvinder ud gennem hækken i baggrunden, bort fra paradishavens lykkeligt ubevidste barnetilstand. Første varsel om spillets konflikt indtræffer under den julestue på Katedralskolen, Malmros har rekonstrueret med sin forunderlige, fotografiske nøjegranskende erindrings-evne: 3.g'erne har mørklagt et klasselokale til en »Syndens hule«. Niels Ole kaster et blik derind og fastslår med barnlig frejdighed, at det »gider han ikke give en krone for« - og i det samme trækker en af de større drenge med fuldkommen selvfølgelighed Elin efter sig ind i mørket. Få dage senere, ved juleafslutningen, meddeler han Elin, at han skal rejse til Amerika og giver hende en sølvdollar i afskedsgave. For den 13-års er det en situation, som endnu er fuldkommen ubelastet af de voksnes kulrede syndsbevidsthed. Afskedskysset, hun modtaget på kinden, er en indvielse, hvis renfærdighed står i skærende kontrast til forældrenes skrækforestillinger om følgerne af at modtage gaver fra de store drenge. SAMMENSVÆRGELSEN mod Elin spindes af disse mange tråd og tilfælde. Drengene er betagede og provokerede. Pigerne er beundrende og misundelige. Afvisningen af Helge får snebolden til at rulle. På lejrskolen kommer hun ved fordelingen i grupper væk fra sine hidtidige veninder - Malmros og fotogralen Jan Weincke fanger hende smertelig isoleret mod et landskab at solnedgang og bundgarnpæle. Og fra denne yderposition hentes hun ikke ind. Fordi de andre unge er bange for at bryde kæden imod hende. Fordi det dag for dag bliver vanskeligere at tage hul på problemet. Og fordi de hver især har så meget at slås med - Niels Ole med den ubestandige Maj-britt - at de måske har brug for en fælles skydeskive. Således vokser skyldsbevidstheden, den dårlige samvittighed, indlil de alle har ædt af kundskabens træ. Meget betegnende er det nytilkommende Kaj, der kan stille det forløsende spørgsmål, hvad de egentlig har mod Elin, men da er det for sent. Forsøget på at hente hende ind i kredsen igen udløser en spontan skinsyge-reaktion hos Mona, klassens tidligere  syndebuk, pigen der gik udenfor i regnen, mens Elin opfordrede til mørkedans ved festen indenfor. Malmros' nænsomme og diskrete instruktion taget i betragtning er der en næsten    pinagtig brutalitet i dette afsluttende opgør, hvor Sorteper endegyldig placeres hos Elin, og de to piger  - Eva Gram Scholdager og Hanne Sørensen - er helt forbløffende rigtige i deres reaktioner, voldsomme med den undertone af sårbarhed, som gør det forståeligt, at netop disse figurer er blevet klassens hakkekyllinger. At.hævde at Malmros' film handler om mobning, er alt for beskeden en sandhed - og vildledende, fordi hans ærinde netop er erindringsdigterens, ikke den moralske analytikers. Alligevel er del påfaldende, hvor klart han får placeret kræfterne bag ved Elin, uden at kalde dem ved navn. Lærerinden, der må gribe til rektors autoritet, fordi eleverne kujonerer hende. Læreren med de ordenshåndhævende lussinger. Anne-Mettes mor, der »ikke kan hjælpe«, da datteren har købt sig kammeraternes gunst med lånte penge. For ikke at tale om Elins forældre, der næsten kunne være taget ud af Wedekinds. »Vårbrud« i deres blanding af forargelse og fortielse: Da det handler om at støtte, svigter de med falske bebrejdelser - og da de endelig vælger at støtte, svigter de dobbelt ved ikke at stole på Elins bedømmelse af situationen. Bag om Elins "tilfælde" aner man konturerne af en voksenverden, som nok er matadorerne bag 50'ernes Katedralskole, men ikke derfor mindre karakteristisk: en voksenverden, som inficerer børnenes samvær med magtmisbrug, angst og syndsbevidsthed. MALMROS selv lægger accenten anderledes, når han udtaler sig om sin film, senest tirsdag aften ved et arrangement på Filmskolen. For ham er det en film, hvor »verdens centrum ligger i skolegården«. Således slutter »Kundskabens træ« sig direkte til hans to tidligere erindringsfilm »Lars Ole 5. c« og »Drenge«: »Som film er det meget tæt på at være en rekonstruktion. Jeg har snakket med flere fra min klasse om den pige - Elin - der blev lukket ude, men ingen kunne svare på hvorfor. Jeg har prøvet på at stykke svaret sammen«. Om arbejdsgangen bag filmen taler Malmros om at gØre en dyd af nødvendighed: »Jeg arbejder meget langsomt, bruger mere end to år på en film. Denne gang ville jeg skildre overgangen fra barn til ung, både det fysiske skift og skiftet i bevidsthed. Så der var en direkte grund til at fordele optagelserne over otte runder inden for en to-årig periode". For at gennemføre denne usædvanlige indspilningsform ville Malmros gerne have været sin egen producent. Men det er blevet forhindret i et tovtrækkeri med Filminstituttets konsulenter og direktør. »Jeg har fået 2.9 mill. til filmen, men jeg må sige, at det er mod instituttets ønske, at den er blevet lavet på mine præmisser«.   (c) Henrik Lundgren, Weekendavisen BERLINGSKE AFTEN, 13/11 1981 - gengivet med tilladelse af avisen.   Printervenlig version