Bevægende dansk film Nils Malmros har med »Kundskabens træ« skabt et epos, der kan måle sig med det bedste inden for den erindrende litteratur Ib Monty, Jyllands-Posten, 13/11 1981 - gengivet med tilladelse af forfatteren. Printervenlig udgave     KUNDSKABENS TRÆ,  Nils Malmros Danmark 1981, (108 min.) Med »Kundskabens træ« fylder Nils Malmros det sidste hul ud i det, der nu er blevet en trilogi om ham selv og hans samtidige fra barndom til ungdom i Århus for 20-30 år siden. Det begyndte med Lars Ole i 5. klasse. Senere fik vi i »Drenge«s tre kapitler forhistorien om den tidligste barndom og gymnasieårene og de første studenterår. I »Kundskabens træ« møder vi Malmros som Niels-Ole i 2. mellem på Århus katedralskole i 1958, og filmen følger Niels-Ole og hans klasse gennem skiftende årstider op til udgangen af 4. mellem, dvs. de tidlige pubertetsår mellem 13 og 15. Det er det århusianske borgerskabs piger og drenge, filmen handler om, men hjemmene og forældre spiller ikke den store rolle. Det er i og omkring skolen, at børnene skildres, og først og fremmest i deres forhold til hinanden. Lærere er bare lærere, nogle er flinkere end andre, men nogen særlig betydning har de ikke i børnenes verden. De er derimod ved at finde ud, hvem de selv er, og den afgørende rolle spiller forholdet til det modsatte køn. Den personlige udvikling og identifikationsprocessen sker i nøje sammenhæng mellem piger og drenge. Ofte optræder børnene som små voksne, og vi aner konturerne af de personligheder, der er ved at udvikle sig. Men de falder ofte let tilbage til de barnlige roller. Det er Malmros' kup i »Kundskabens træ«, som det har været det i de to foregående film, at han i så enestående en grad er i stand til at solidarisere sig med sine meget unge personer. Det er fra deres synsvinkel, verden anskues. Der er ikke antydning af patroniseren endsige voksen udlevering af dem, selv når der er indlysende grunde dertil. Ikke alene bringer Malmros i sin indforståede og diskret følsomme instruktion os tilbage til den tidlige ungdom, men han får også med næsten konkret håndgribelighed anbragt børnene i den tid og i de omgivelser, hvor de hører hjemme. Det er ikke blot meget imponerende, men også meget bevægende, og »Kundskabens træ« kan måle sig med det bedste inden for den erindrende litteratur. Og så har den som film det fortrin, at den genopliver en svunden tid for vore øjne. I det, Malmros fortæller om sin 2. mellem, lader han den psykologiske spænding vokse helt naturligt ud af det kollektive samvær. Der er intet forsøg på at presse spændende endsige sjove episoder ind i rammen. Når det ikke bliver kedeligt, skyldes det naturligvis, at han har kunstnerens evne til at intensivere den virkelighed, han begiver sig ud i. Filmen handler derfor især om klassen som et kollektiv. De mange forskellige typer, der får lige nøjagtig den individualisering, der løfter dem ud af det alt for typiske. Og vi ser dem i klassen, urolige hoveder, der gerne gør grin med lærerne, vi ser dem på lejrskole, og vi ser dem først og fremmest til de fester, som illuminerede lørdagsaftenerne, og hvor spillet mellem piger og drenge forstærkes. Der er meget, der skal læres om livet, og filmen lader os virkelig fornemme, at de unge bliver klogere og klogere i løbet af de to år. Set ovenfra, fra de voksnes synsvinkel, sker der måske ikke meget. Men der er ikke mindre lidelse og jubel blandt de 13-15-årige end blandt de ældre. Det er de tilsyneladende så små ting i livet, der i denne verden antager meget store dimensioner. Det eneste egentlige drama i filmen, hvis man kan bruge så stort et ord, drejer sig om pigen Elin, der er en lille smule mere fremmelig end sine jævnaldrende. Det skræmmer dem lidt og stille fryses hun ud af kammeratskabet. Ved det afsluttende bal øjnes der en mulighed for, at hun kan komme tilbage i varmen, men det forhindres, i hvert fald for en tid, af en skinsyg skolekammerat. Filmen munder ud i en elegisk tone, ikke blot hvad angår Elin. Men for dem alle er der nu noget, der er overstået. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Nils Malmros kan skildre børn. Alligevel er det flot, at han har kunnet holde pusten i tre film, og han fremstår endnu mere sikker i sin seneste film end i de foregående. Med sin trilogi har han leveret et enestående personligt filmværk, der fastholder en tid og nogle aldre i et Danmark, der nu allerede forekommer historisk. Det bør vi være ham meget taknemmelig for.   (c) Ib Monty, Jyllands-Posten, 13/11 1981 - gengivet med tilladelse af forfatteren.   Printervenlig version