John Mogensen
Analyse og fortolkning
af Kundskabens træ
fra "Kundskabens træ - en film bliver til", Forlaget Centrum 1981
Gengivet med tilladelse af forfatteren.
Printervenlig version
"Kundskabens træ" og ondskabens vækster
Lad os tage udgangspunkt i det, der skulle have været filmens plakatbillede, et still-foto fra filmens vigtige pastoralescene, hvor Niels-Ole, Flemming, Majbrit og Ina er på skovtur.
Stemningen i billedet er entydig. Alt ånder idyl i dette lys-og luftmættede univers af tidlig sommer. Naturen er ufarlig, og sollyset giver en fornemmelse af lethed, liv og vækst.
De fire unge synes at være en del af naturen og harmonien.
Med støtte i den »overjordiske« stemning og titlen »Kundskabens træ« er det ikke svært at aflæse scenen som en slags paradisisk tilstand. De fire personer befinder sig i en uskylds-verden, hvor tid og sted er glemt.
Tilsyneladende er de langt fra de problemer, som er ved at opstå i klassen, ingen fristende slanger er på vej. Alligevel er scenen med den tydelige reference til Paradismyten ladet med symbolsk stof. Blomsterne og bierne er en del af den uskyldige kulisse. Men inden dette ses det første »fald«. På vej gennem skoven snubler Majbrit over en gren, og liggende på ryggen med benene lige i vejret siger hun fnisende noget (u)tvetydigt om »spredte ben«. I sig selv udtryk for alderens typiske dobbelthed: på én gang lidt fræk og alligevel præget af, at man er på forbudt grund.
Som vits bliver replikken selvfølgelig ikke indledning til store kærlighedsmæssige udskejelser, men man fornemmer en undertone af seksualitet. Vi ved, at de befinder sig i Paradis, men hvor længe kan de blive der? - Her sidder de under Kundskabens træ, endnu uskyldige og endnu uden viden om forskellen på godt og ondt. - Men den, der kender den gammeltestamentlige myte og ikke mindst det, den er et udtryk for, ved, at tilstanden ikke er permanent.
Det er denne forståelse, som Nils Malmros har gjort konkret ved at skildre overgangen fra uskyld til skyld. Tidsmæssigt falder denne overgang sammen med den biologiske og psykologiske udvikling fra barn til voksen, - altså puberteten, hvor den ændrede krop og den større intellektuelle forståelse bliver til en kundskab om fristelse og ondskab. - I barndommens uskyldige verden var »ondskaben« noget, der lå uden for individet, noget man mødte i form af ydre skikkelser, (Djævelen, trolde, dæmoner, farlige dyr, naboens bidske hund, børnelokkere, voldsmænd, - for nu blot at nævne nogle af alle de mange dragter, som »ondskaben« kan optræde i for barnet). Men i puberteten sker der en umærkelig forvandling. Ondskaben kan ikke længere holdes uden for individet, men bliver en del af os selv.
En sådan oplevelse kan være svær at leve med og vil som regel forårsage splittelse. Dels som en indre splittelse, hvor man plages af modstridende følelser, dels som en konflikt med gruppen, kammeratskabskredsen og familien.
For at understrege at der er tale om en udviklingshistorie, har Malmros valgt at lade filmen om en århusiansk skoleklasse i slutningen af 50'erne foregå over en periode på godt to år, fordelt på fire faser. Først møder vi klassen i september 1958, hvor de går i II. mellem, dernæst får vi markeret tidspunkterne december -58, maj -59 og januar -60, indtil filmen slutter med den store skolefest i efteråret -60.
Både på det fysiske og det psykiske plan er klassen og dens individer da blevet forvandlet på en sådan måde, at man må tale om nye mennesker. De har spist af kundskabens træ og er uigenkaldeligt drevet ud af uskyldens Paradis.
Geografilokalet
Da vi møder klassen første gang, får vi et præcist indtryk af det, som filmen kommer til at handle om. Børnene har geografi med fru Andreasen, der viser lysbilleder fra New York. Kun de færreste følger med. De fleste småpjatter, kravler rundt på gulvet, kaster med papirkugler eller affyrer »vittige« kommentarer. I denne tidligere pubertetsfase er modsætningen mellem pligt og leg tydelig. Latinskolens rum lukker sig tvingende omkring børnene, og kun ved hjælp af den barnlige fantasi og trangen til at trodse forbudet mod leg lykkes det at give timen liv.
Også modsætningen lys/mørke, som bliver genoptaget adskillige steder i »Kundskabens træ«, er udnyttet her i åbningsscenen.
Lysbillederne giver kundskab om forhold, der hører voksenverdenen til. Ikke den frie natur, men New York, stedet for og symbolet på kultur og civilisation, regulering og tilpasning. Med konsekvent udnyttelse af det dramatiske og ironiske lader Malmros et af lysbillederne være et stort billede af frihedsgudinden. Hvorved modsætningen pligt og tvang contra frihed og leg bliver endnu tydeligere. Naturen i barnet lader sig imidlertid vanskeligt regulere. I ly af mørket udspiller der sig en slags under-liv, en verden hvor børnene trodser autoritetens forbud og giver sig hen i lyst og leg, indtil lyset tændes, og autoriteten sætter sin magt igennem.
Allerede i åbningsscenen foregribes altså hovedmotivet forbud-syndefald.
Herefter var der oprindeligt i manuskriptet et kort billede med drengene, der spiller fodbold i en idrætstime. Her er lege- og udfoldelsesmuligheden større end i geografitimen, men spillet foregår inden for bestemte, givne rammer, og en dommer skal sørge for, at alt foregår efter reglerne. Da Jørn, en af spillopmagerne i klassen, derfor - for at imponere de piger fra klassen, der spiller langbold ved siden af, - løber ud af banen ind mellem pigerne, må læreren gribe ind. Desværre blev scenen af økonomiske grunde allerede slettet inden optagelserne, men den nævnes her, fordi den er et illustrativt bidrag til den problemstilling, som »Kundskabens træ« skildrer fra begyndelsen. Et forbud bliver trodset, - denne gang til ære for pigerne.
Autoriterne trodses
I stedet for fodboldspillet klippes der direkte fra geografilokalet til klasseværelset, hvor skolens rektor træder ind med al sin autoritet og giver klassen en kraftig reprimande for dårlig opførsel.
Dermed er der tilføjet yderligere en figur i autoritetsgalleriet. Geografilærer, idrætslærer, rektor, og som det vil vise sig senere: danselæreren, forældrene, skovfogden. Alle personer, der i børnenes uskyldsunivers kommer til at spille rollen som »Vorherre«. Personer der forbyder, og som man derfor kommer til at sætte sig op imod.
At modsætningen mellem pligt og lyst, forbud og »lovovertrædelse« tidligt indpodes i børnene ses alene af det bødekassesystem, som børnene opretter og strengt håndhæver for at imødekomme rektors og lærernes ønske om ordentlig opførsel.
Lige så karakteristisk er det, at knap er der kommet penge i kassen, før dens bestyrer Anne-Mette, fristet af bagerbutikkens velsignelser, trodser forbudet. Hun bruger alle pengene, og må angergivent gå til en ny autoritet - forældrene - for at få hjælp!
De fleste af de eksempler, der er givet på forbuds-overtrædelsen, er ikke hentet fra en seksuel sfære.
Men i filmens begyndelse fornemmer man alligevel spirende erotik. Pigeklubbens fnisende og kategoriske snak om klassens drenge: hvem er pænest, hvem dufter dejligst, og hvem kan man bedst lide. Men det er også karakteristisk, at man går mere op i netop dufte, eller hvilket efternavn man ville få, hvis man giftede sig med den ene eller anden.
Tydeligere bliver erotikken i svømmehalsscenen.
Drengene pjatter i omklædningsrummet og afslører i hvilken retning deres tanker går (»Man anbringer billetten i klemmen«. På damen - skriver en af drengene så på skiltet).
Endelig er der den centrale scene fra selve svømmehallen, hvor den selvbevidste og selvsikre Elin, som genstand for drengenes beundrende blikke og kommentarer (»Det bugter sig . . .«), trækker ned i badedragten, mens hun let selvnydende står på vippen.
Leder og outsider
Ud over at pege på den vågnende erotik viser scenen også, hvem der er klassens midtpunkt. Det er Elin, som har drengenes opmærksomhed. Hende de kigger på og kredser omkring. Men en lederskikkelse kræver også et offer. Og det bliver hurtigt klart, at Mona får rollen som syndebuk, den klassen kan afreagere overfor.
Hun er kontaktsyg og prøver at få forbindelse med den strikkende pigeklub ved at spørge om nogle lektier. Men hun møder ingen forståelse. Tværtimod befæstes pigernes sammenhold af, at man har en syndebuk, en outsider, som man derfor udstyrer med øgenavnet Klister.
Men Mona er ikke bare udelukket fra pigegruppen. Også ved klassens første ungdomsgilde - hos Anne-Mette - må hun finde sig i sin skæbne og være udenfor. Bogstaveligt på den gribende måde, at hun, mens de andre danser inde i lejligheden, går desperat rundt på gaden!
Hvordan og hvorfor rollerne siden byttes om, således at Mona tages til nåde, og Elin udstødes, skal blive en af analysens pointer, men herom senere. Dog skal det nævnes, at på samme måde som Mona får påklistret sit øgenavn, får Elin, da hun er sat uden for klassesammenholdet (konkret til Monas fest) påheftet sit øgenavn »TRL«.
Mønstret er fast. Men rollerne lader sig åbentbart bytte om.
Uden at Elins selvbevidsthed, - koncentreret omkring det faktum, at hun i starten virker mere fysisk udviklet end de øvrige piger, - medfører bevidst ondskab, ser man alligevel, at denne vækst imod voksenverdenen og dens fristelser har nogle omkostninger. Kimen til ondskaben er lagt, selv om det senere viser sig, at det ikke er Elin, der bliver dens udøver, men tværtimod dens offer.
Dissektionen af ræven bliver et godt symbol på den lyst til at trænge ind i hidtil ukendte områder, som præger børnene i denne alder. Samtidig med at scenen også viser deres angst og ubehag. På samme måde kan man i danseskolen se, hvorledes de første pardannelser - omend under danselærerens regulerende autoritet - begynder at tage form.
Elins første kys
I alt dette er Elin stadig den udkårne, klassens aktive centrum.Det er hende drengene helst vil danse med i danseskolen, det er hende, der lidt senere tager initiativ til, at man danser i mørke til Anne-Mettes fest, og endelig er det også hende, der bliver genstand for de andre pigers beundring og misundelse, da Carsten, - en dreng der går en klasse over Elin, - efter juleafslutningen i domkirken, forærer hende en sølvdollar, fordi han skal rejse til Amerika. Mens veninderne ser på, får Elin ikke bare sølvdollaren, men også det første kys på kinden.
Dermed befæster hun sin position som den førende pige i klassen, men samtidig skaber sølvdollaren et problem i familien. Da Elins forældre opdager, at hun har fået en gave af en dreng, reagerer de voldsomt. De betvivler Elins forklaring og tror, at hun må have gjort »noget« for at få den.
For Elin bliver sølvdollaren et uskyldigt pant på en uskyldig kærlighed, mens den for hendes forældre bliver et tegn på, at Elin er ved at nærme sig en farlig voksenverden.
Dette bliver helt klart, da moderen - i forbindelse med at Elin bliver offer for en hetz - prøver at forklare hende grunden til udelukkelsen: at hun har prøvet at spille mere voksen, end hun i virkeligheden er. - Moderen er streng over for Elin, og på mange måder urimelig, men alligevel må man sige, at hendes karakteristik rammer noget centralt.
Niels-Ole og Majbritt
Det virker, som om Niels-Ole kunne forløse spændingerne i klassen. Det er ham, der har den klareste bevidsthed om, hvad der sker, da Elin bliver offer for klassehetzen, men han unddrager sig ansvaret, - i øvrigt uden at det bliver skildret direkte i filmen. Tværtimod forklares hans manglende engagement med, at han selv bliver forelsket. I Majbrit, en pige der går en klasse under Niels-Ole.
Første gang, han ser hende, er til julebazaren, en scene som også på anden vis er vigtig i filmens helhed. Niels-Oles møde med Majbrit binder ham i virkeligheden resten af filmen. Hans bevidsthed rettes ud af klassen, og der er ingen, som kan redde Elin. Selv efter at Majbrit har svigtet Niels-Ole til fordel for Helge, og det til den afsluttende skolefest bliver klart, at Elin nærmer sig en katastrofal situation, kan Niels-Ole ikke træde aktivt ind som redningsmand. For i det øjeblik bliver han igen grebet af Majbrit, som nymfeagtigt fanger ham i en ny forelskelse.
Til julebazaren får Niels-Ole ikke nogen egentlig kontakt med Majbrit. Det sker først i skøjtescenen og den omtalte pastoralescene. Derimod får han sammen med de andre »små« elever et indblik i den voksne, farlige verden.
Hver klasse står til julebazaren for et arrangement. Mens Niels-Oles klasse har lavet en harmløs tombola, har de »store« 3.g-elever indrettet en »Syndens hule«, hvor man mod at betale 1 kr. kan få lov til at danse med »en spændende partner«, - og det endda i et lokale, hvor der er næsten mørkt, og hvor musikken skaber en intim stemning. - Man fornemmer, hvor barnlige og uskyldige børnene er, men også hvordan deres nysgerrighed pirres, da de får lov til at kaste et blik gennem forhænget ind i »Syndens hule«. Den eneste fra klassen, der kommer ind at danse er Elin!
Skøjtescenen
Et endnu tydeligere kig ind i voksenverdenen og dens seksuelle mystik demonstreres i skøjtescenen. Ganske vist begynder scenen uskyldigt. De fleste fra klassen er ude at løbe på skøjter, og under dække af en slags tag-fat-leg lykkes det Niels-Ole at komme til at løbe sammen med Majbrit. Det bemærker ikke mindst Elin, som derved kommer til at føle sig udenfor.
I denne situation indfører Malmros filmens »skurk« Helge, en køn, beregnende og udnyttende type, som straks benytter sig af Elins »isolation«. Han bagtaler Niels-Ole og tilbyder Elin sin assistance. Helge får da også lov til at følge Elin hjem og kommer endda med indenfor til chokolade, selv om moderen straks gør opmærksom på, at de ikke må være alene på Elins værelse. Med påtaget høflighed klarer Helge imidlertid rollen som den flinke, unge mand.
Mens Elin og Helge sidder stift og formelt i familiens kreds og diskuterer skøjtemærker, fortsætter legen på isen.
Efterhånden som mørket falder på, går de fleste af de yngre hjem, og tag-fat-legen hører op. Dog bliver Niels-Ole og Gert tilbage sammen med de ældre og får nu en oplevelse, som sætter dybe spor. De bliver involveret i de »stores« leg, der består i, at man danner en lang kæde, som bliver trukket af en cyklende dreng. Med tydelige slangeagtige bevægelser kører »fristelsen« rundt på isen, indtil hele gruppen falder, og de største drenge kaster sig over »Frække-Gitte«.
I den situation holder Gert og Niels-Ole sig ganske vist i baggrunden, men alligevel tæt nok til, at de får et foruroligende blik af Frække-Gittes kønsdele, da det lykkes de store at få bukserne trukket af hende.
Også her spilles der på forholdet mellem lys og mørke. Det er i ly af mørket, at man tør gå i kast med et så dristigt projekt som at trække trusserne af Gitte. Derfor trækker drengene cyklen hen i nærheden af hende, retter dynamolygten i retning af de mest intime dele, og med nogle karakteristiske rytmiske bevægelser trækkes hjulet rundt, så lyset med korte hektiske intervaller gør det muligt at kigge ind i den foruroligende, forbudte og ukendte verden. Hvor stærk en reaktion synet fremkalder hos Niels-Ole og Gert understreges af modskud på drengenes ansigter med de opspilede øjne, fremhævet af lyset fra dynamolygten, således at også drengene ses i rytmiske bevægelser.
Midt i sneens hvide uskyld ligger Frække-Gitte, for drengene den rene og ukomplicerede seksualitet, det inkarnerede køn, og for Niels-Ole det første møde med seksualiteten. En scene, hvor han karakteristisk nok ikke har fast grund under fødderne, og hvor afslutningen viser et fald.
Anne-Mettes fest
Fire måneder senere holdes den første klassefest hos Anne-Mette, og man fornemmer, at udviklingen er i skred.
Specielt skildres dette gennem dansen. Fra danseskolens stive og instuderede udfoldelse, over julebazarens nyfigne blik ind i »Syndens hule« drister man sig til at danse et øjeblik i mørke, og træde ét skridt tættere end i danseskolen!
Kun når lyset er slukket, tør man udfolde sig, og det sker bedst, når Vorherre, Anne-Mettes forældre eller andre autoriteter er ude af huset.
Det er Elin, der foreslår, at man skal danse i mørke. Stadig er hun klassens initiativtager.
I ly af mørket danser specielt Elin og Helge tæt, indtil pladen begynder at spille i samme rille, og Anne-Mette benytter sig af lejligheden til at tænde lyset igen. I stedet bliver man enig om - at lukke øjnene og lade som om...
Situationen er selvfølgelig barok, og det ender da også med, at alt går op i pjat, mens Elin fortæller de andre, hvor barnlige de er.
Botanisk Have
Vi er fremme ved den centrale scene, der bliver Elins ulykke, hendes skæbne.
Stedet er ikke tilfældigt. Malmros vælger Botanisk Have, noget af det nærmeste vi kan komme på »Edens Have«, som den harmoniske ramme omkring Elins og Helges spadseretur. Men Helge bringer snart farlige emner på bane. Han taler om, hvad faderen har truet med, hvis han skulle bringe en pige i ulykke, og han bagtaler igen Niels-Ole. Klimaks nåes, da han i et mægtigt brud på idyllen finder et ubrugt kondom. Han spørger hende, om hun ved, hvad det er, puster det op - og lader det flyve i luften, da hun chokeret og fyldt med væmmelse beder ham om at smide det.
Måske kunne Helge stadig redde situationen. Men efter at have fulgt Elin hjem »lokker« han hende med ind i den mørke garage, hvor han uden held forsøger at kysse hende.
Da Helge spørger hende om, hvad han så må, når han ikke må kysse hende, svarer hun: »Du må slet ikke noget«.
Dermed har de begge bekendt kulør: Helge som den pågående type, uden sans for finere følelses-nuancer. Elin som den meget sarte og angste pige bag den selvsikre og udfordrende facade.
Hendes afvisning bliver skæbnesvanger, fordi Helge såret og selvmedlidende vender »nederlaget« og bliver ond og kynisk. I og med at Helges følelser er krænkede, er beslutningen om hetzen mod Elin allerede taget.
Skolegårdsfesten
På grund af sit »ry« opfordres Elin af veninderne til at være den første, der danser kinddans. Det har hun heller ikke noget imod, men med fornemmelsen af at have været i for tæt berøring med den farlige kærlighed gør hun opmærksom på, at hun ikke vil danse med Helge og Jørn, - Helges medsvorne i kampen mod Elin. Allerede her mister Elin en del af sin status, og helt galt går det, da hun stikker Jørn en lussing, fordi han forsøger at tvinge hende ud at danse. Elins spontane reaktion er i virkeligheden ikke rettet mod Jørn, men mod Helge, men resultatet bliver, at pigegruppen pludselig forsvinder fra hende, og hun står isoleret tilbage.
Med lussingen bliver det tydeligt for pigegruppen, at Elin ikke var den, hun gav sig ud for. De har mistet deres ideal-jeg, men er til gengæld gjort fri af afhængigheden af Elin. Nu har de selv modet, og umiddelbart efter det dramatiske optrin med lussingen ser vi dem danse kinddans med drengene fra klassen.
Og hvor er så Niels-Ole? Han danser kinddans med Majbrit med lukkede øjne!
Lejrskolen
På lejrskolen, hvor børnene - uden for forældrenes synsfelt - får mulighed for at udfolde sig, intensiverer Helge hetzen imod Elin ved at tildele hende øgenavnet TRL. - Tilskuerne ved som Elin og de fleste af de andre ikke, hvad dette TRL står for. Men at det har en negativ klang er uden for enhver tvivl, på samme måde som man er klar over, at Elin nu principielt er sat i samme bås som »Klister«.
Samme Mona bliver under en vandring i skoven af Helge kynisk draget med i spillet omkring Elin. Helge råber flere gange provokerende til de andre, om de ved, hvad TRL betyder, eller hvem der er TRL, og til sidst »nedværdiger« han sig til at spørge Mona, der ellers var den, der var uden for klassesammenholdet.
Den kontakthungrende Mona lader sig straks fange af Helge, og derved bliver Elin yderligere isoleret. Hun er blevet den nye »Klister« i klassen.
Denne modstilling af Mona og Elin bliver en foregribelse af det store slutopgør mellem de udstødte piger.
Selv om vi først senere bliver indviet i hemmeligheden omkring TRL-øgenavnet (transportabel rejseluder), er vi klar over, at det er med til at give Elin det fatale Kainsmærke.
Malmros understreger dette ved at lade eleverne vandre mod en »troldeskov«. - Den harmoniske natur i Botanisk Have og pastoralescenens sunde vækster er blevet forvandlet. Træerne vidner om forkrøblet, uhyggelig misvækst.
Inskriptionen på det »øjetræ«, som lektor Særlang viser dem, fortæller, at vore tre små prinsesser d. 23. juli 1952 kravlede igennem »øjetræet« for at undgå engelsk syge. Men vi er godt klar over, at filmens små »prinsesser« faktisk er smittet med en slags ondskabens sygdom. Den eneste, som kravler igennem øjetræet, er Willy, klassens umodne spasmager, og han er da også logisk nok den, som længst bevarer sin uskyld.
Klassens uskyld sættes i øvrigt på en hård prøve i legen - over/under bordet. - Efter pigeklubbens (skjult) ondskabsfulde sang til aftenunderholdningen, er det den naturlige, livskraftige madmors tur til at more børnene.
I et kæmpefad placeret i skødet (under bordet) har hun en række ting, som sendes afsted fra hånd til hånd. Børnene ved ikke, hvad det er, men den pirrende berørings-fornemmelse giver kraftige reaktioner hos de fantasifulde børn. I begyndelsen er der tale om en ret harmløs og uskyldig fnisen, men efterhånden bliver reaktionerne voldsomt følelsesladede. Specielt pigerne reagerer næsten hysterisk, når et stykke medister går rundt. Scenen får derved et orgiastisk præg, ikke mindst understøttet af at madmor med sin sunde udstråling dykker længere og længere ned i fadet.
Der er tale om en slags kollektiv »indvielse«. I hvert fald fornemmer man på fru Andreasens og hr. Særlangs holdning, at der er kræfter, som vanskeligt lader sig tæmme.
Scenen hører til de stærkeste i filmen. Men det skal understreges, at der aldrig er tale om en vulgær eller »firkantet« anvendelse af symbolerne.
Legen over/under bordet får klassen til at glemme hetzen imod Elin. Alligevel føler hun sig udenfor. Hendes reaktioner er ikke så voldsomme som de øvriges, måske fordi hun er klar over, at legen har rørt ved noget, der var skyld i, at hun blev stødt ud af klassesammenholdet.
Det er derfor heller ikke overraskende, at Elin efterlades i sin køje, da de andre piger skal på en spændende (naturligvis forbudt) nattevandring. Den eneste, der bliver tilbage foruden Elin, er Joan, der allerede i filmens begyndelse er sat uden for klassen som en særling. I en kort, gribende sekvens ser man de to piger i halvmørket ligge og demonstrere deres afmægtighed på grund af udelukkelsen fra fællesskabet.
Niels-Oles fest
På lejrskolen isoleres Elin reelt. Det er derfor kun en logisk konsekvens, at det næste billede, der foregår i klasseværelset, viser det formelle brud. Midt i en time rejser Anne-Mette (Elins sidekammerat) sig, tager sine bøger og sætter sig op ved siden af Lene fra pigegruppen.
Man kan derfor heller ikke undres over, at Elin ikke er inviteret med til Niels-Oles fest.
Festen viser en markant udvikling. Man sporer større dristighed, samtidig med at ondskaben breder sig. Man aner, at Majbrit vil svigte Niels-Ole, og selv om Niels-Ole sikkert ikke helt forstår dybden af sin egen floskel, »I kærlighed er der ingen spilleregler«, får den en næsten tragisk, ironisk konsekvens [replikken er senere klippet ud af filmen. Men den optræder i manuskriptetr]. Replikken er henvendt til den lidt »tunge« Gert, som netop er blevet svigtet af Elsebeth.
Oprindeligt havde Elsebeth, mest af nød, »inviteret« Gert til at danse kinddans. Men kort efter fortryder hun og svigter ham til fordel for Flemming med det resultat, at Gert sidder alene tilbage. - Til Niels-Oles mor, der spørger om han ikke danser, siger han: »Nej, vi skiftes lidt«.
Og i en endnu stærkere scene betror Gert Niels-Ole, at han er sikker på, at Elsebeth kun har danset med Flemming for at prøve ham!
Det er her, Niels-Oles livskloge sætning melder sig som en belæring af Gert. Men sætningen »I kærlighed er der ingen spilleregler« kommer også til at gælde Niels-Oles eget forhold til Majbrit. På samme måde som den også i ekstrem grad gælder Helge-Elin dramaet.
Er det virkeligheden, der er ved at gå op for Niels-Ole? Har han endelig set, at der er tale om kundskabens træ på godt og ondt? I scenen med Gert sikkert kun meget overfladisk og klicheagtigt. Men da han nogle dage senere i skolen ser de billeder, som er blevet taget til festen, begynder han at kombinere. Ved at lægge to billeder sammen opdager han, at det, som han selv opfattede som en tæt, intens dans med Majbrit, i virkeligheden var ganske uforpligtende for hende. I hvert fald er hun overhovedet ikke engageret i Niels-Ole, men har blikket rettet et helt andet sted hen. Nemlig på veninden Ina, der i Thorkild har en anderledes aktiv kavaler.
Herefter er der et spring på otte måneder, til vi er fremme ved januar 1960. Allerede indledningsbilledet - de tre sammensvorne Anne-Mette, Elsebeth og Lene på ski gennem skoven - antyder, at tidsspringet ikke har ændret noget ved Elins situation.
Moderen forsøger at gribe ind i hendes bevægelse mod et totalt sammenbrud ved at presse hende til at holde et ungdomsgilde. I første omgang ser det ud til, at Elin ad denne vej kan »købe« sig til fornyet accept, da pigegruppen nådigt stiller sig positiv over for hendes forslag (mod til gengæld at bestemme, hvem der skal med til festen). Men så meget mere tragisk virker det, da Anne-Mette på de andres vegne må meddele Elin, at man desværre alligevel ikke kan komme til festen, da man havde glemt, at Mona - klassens tidligere syndebuk - også havde inviteret til gilde. Uden forældrenes tilstedeværelse.
Elin skubbes dermed endnu længere ud. Samtidig med at Mona får en chance for at blive accepteret. Ikke mindst af drengene, som har bemærket Monas i bogstaveligste forstand ændrede profil. En dag, da hun er kaldt til tavlen, trækker hun demonstrativt ned i blusen og afslører dermed den kropslige forandring. Så lidt (eller meget) skal der til for at ændre en persons status i gruppen, især når man har en anden til at overtage rollen som outsider.
Festen hos Mona
Igennem »Kundskabens træ« er de forskellige fester en ledetråd. Sammenligner man således den første fest hos Anne-Mette med festen hos Mona, kan man måle den udvikling, der er sket fysisk, psykisk, gruppepsykologisk etc.
Ved Monas fest - hvor Elin som Mona tidligere er henvist til at gå ensom udenfor - er al forsigtighed kastet bort. Man behøver nu ikke længere at lukke øjnene for at danse tæt, og det er få, der ikke er medlem af kinddansernes klub. - Der eksperimenteres med spiritus, blandet efter private og eksotiske cocktailopskrifter, og man drister sig til de første kys. - At følelserne ikke stikker så dybt, men sidder uden på skjorten eller blusen, kan ikke overraske, for indenunder er der ikke plads, - dér er hænderne allerede - i hvert fald i tanken!
Nogle er dog stadig uskyldige og barnlige. Tydeligst den kåde og ustyrlige Willy, der på intet tidspunkt nærmer sig dansegulvet med en partner, men pjatter rundt med sig selv i en slags vrængbillede af de andre.
Og hvis ikke Willy solodanser, leger han med luftmadraspumpen og saltstængerne på en sådan måde, at man aner modsætningen mellem hans pjankede uskyld og legens erotiske overtoner. Højepunktet i Willys spasmageri kommer, da han afslører, at det var ham, der stjal den omtalte øjetræs-plade i lejrskolescenen! - Mens de andre er fordybede i deres pardans, lister Willy ind på toilettet og monterer den stjålne plade på lokumsbrættet. Inskriptionen: »Igennem dette øjetræ kravlede vore tre små prinsesser d. 23. juli 1952 for at undgå engelsk syge« får dermed en morsom og barok effekt, samtidig med at Willy er den eneste, som er »vaccineret« imod den farlige syge og har bevaret uskylden. Men der er grund til at gøre opmærksom på, at filmen på ingen måde idealiserer Willy.
Også han må betale en pris for at bevare uskylden. Han er ikke (endnu) blevet voksen, og han er i virkeligheden ret isoleret.
Willy er kun en bifigur, - men alligevel er det et vigtigt sidetema, fordi det viser, at filmen ikke er en romantisk fortolkning af barndommen.
Hvilket den centrale slut-sekvens også demonstrerer med al ønskelig tydelighed.
Skolefesten
Inden den afsluttende skolefest, hvor børnene er nået til IV. mellem, har Niels-Ole langsomt fået øjnene op for, hvilken ondskabsfuld behandling Elin har fået. Dette hænger ikke mindst sammen med hans forhold til Majbrit. I det meste af filmen har han været tryllebundet af hendes skønhed med den tragiske følge, at han ikke er tilstrækkelig opmærksom på hetzen mod Elin. Heller ikke det faktum, at Helge bliver en slags dobbeltforbryder ved at erobre Majbrit fra ham, får Niels-Ole til at reflektere over Elin-problemet. Først den dag i klassen, da Helge afslører, at han ikke kommer sammen med Majbrit mere, og i øvrigt stempler hende som »et forsuttet bolsje« (altså i virkeligheden gør hende til en »TRL«), frigøres Niels-Ole midlertidigt.
Ganske vist griner han sammen med Helge, da denne i karakteristikken af Majbrit nævner, at hun er medlem af pigegarden og gør nogle ret utvetydige trækbasunagtige bevægelser. Men alligevel er det her, Niels-Ole får et mere afslappet forhold til Majbrit og får øjnene op for Helges sårede forfængelighed.
Selv om Niels-Ole nu synes at forstå hetzens væsen, er det først til den store skolefest, at han gør de andre opmærksom på den uretfærdighed, som man har begået over for Elin.
Kaj, den nye dreng i klassen, åbenbarer, at han aldrig har forstået, hvorfor man drillede hende, - ja at han faktisk synes, at hun er en meget sød pige. De andre drenge bekræfter dette, idet de straks gør Helge ansvarlig, - og beslutter, at de alle vil danse med hende.
Vejen synes åbnet for en rehabilitering af Elin. Men det er ikke nok med den gode vilje. En skæbne er i realiteten beseglet og et individ knækket. Elin er lammet og viljeløs, passiv og apatisk. Hun klarer sig dårligt i skolen, og til festen går hun søvngængeragtigt og usikkert rundt. Dermed bliver hun et nemt offer for Jørn, da han byder hende op til dans. Han har allerede fra starten af filmen været tiltrukket af Elin, men sympatien har ikke været gengældt, selv om han mange gange har gjort forsøg på at komme i kontakt med hende. (Tydeligst i danseskolen, hvor Elin ikke vil danse med ham).
I stedet har han kastet sig over den »forvandlede« Mona, som bestandigt har hungret efter kontakt.
Mens Niels-Ole og de andre taler om den uværdige måde, hvorpå man har behandlet Elin, klippes der gentagne gange til den tavse, men opmærksomt lyttende Jørn. Han ser her pludselig det klarsignal, som han har ventet så længe på. Så inden de andre når at realisere deres beslutning om at danse med Elin, har Jørn allerede handlet. Og det på en sådan måde, at de øvrige ikke får en chance for at danse med hende.
Elin griber viljeløst muligheden for ikke at blive totalt udstødt af klassen; og på trods af en tidligere påstand om at hun aldrig ville danse kinddans med Jørn, gør hun det faktisk nu. Ikke særlig lidenskabeligt eller intimt, men nok til at nyheden breder sig som en løbeild blandt kammeraterne.
To skæbner mødes
Dermed er grunden lagt til en ny katastrofe. Jørns interesse for Elin gør nemlig igen Mona til offer. Den enes »brød« den andens »død«. Men pointen er selvfølgelig, at Elin ikke er klar over konsekvensen af sin handling, der er et sidste greb efter et frelsende strå.
I sin desperation får Mona sendt bud efter Elin, og de mødes på det toilet, der tidligere var rammen om pigernes drengesnak.
Med stor konsekvens udnytter Malmros Monas aflagte øgenavn »Klister«. Mona føler, at Elin har forhindret hendes forsøg på at blive accepteret af klassen. Hun er ved at blive den gamle »Klister«. Det er derfor ikke tilfældigt, at Mona i det dramatiske møde er i færd med at vaske hænder.
Men klisteret lader sig ikke sådan vaske bort. Lang tids ondskabsfuldhed klæber ved offeret, og efter nogle indledende »høflige« bemærkninger bryder Monas desperation ud i heftig anklage mod Elin. Med fornemmelse for Elins svage punkt (tilfældigvis også et øgenavn) slynges TRL-beskyldningen i hovedet på hende. I starten er Elin rolig, taler om misundelse og vil gå tilbage til salen. Men da Mona i fortvivlelse med magt forsøger at holde Elin tilbage, reagerer også hun med al sin indestængte smerte og stempler Mona med et »Klister«.
At Mona herefter kommer til at rive Elins kjole i stykker er ikke særlig overraskende. Det er to menneskebørn, som uheldigvis kommer på tværs af hinanden uden i virkeligheden at ville skade den anden. Det er ofre for ondskabens spil, - som ikke synes at kunne standses selv af den bedste vilje, når man er »mærket« så kraftigt som Elin (og Mona).
Man kunne måske undre sig over, at Niels-Ole ikke når at gribe ind, da han har erkendt den grusomhed, hvormed klassen har behandlet Elin. Men her står vi ved en af filmens andre pointer, når det drejer sig om at karakterisere den omskiftelige og følelsesflakkende alder. - Knap er Niels-Ole gået ind i redningsaktionen for Elin, før han påny fanges ind af Majbrits udstråling. - Han passerer det bord, hvor hun sidder koket smilende sammen med sin klasse, uden rigtig at registrere hende. Men i det øjeblik Majbrit står op på bordet for at ordne en skæv lampe, får Niels-Ole øje på hendes knæhaser, og derefter er han lige så viljeløs som Elin, omend på en helt anden måde. - Umiddelbart kan det forekomme mærkeligt, at lige knæhaserne skulle kunne tryllebinde ham så meget. Men en bevidsthed, der i forvejen er kraftigt styret af farlige drifter og kræfter, vil ofte tolke selv de mest uskyldige fænomener i erotisk retning. - Det er ikke længe siden, Niels-Ole overværede scenen med »Frække-Gitte«.
Kundskaben og ondskaben
Det store og afsluttende billede af lancier'en - ridderlighedens høviske, velordnede kvadrille-dans - kan ikke skjule det faktum, at grupper er blevet sprængt, at individer er ødelagt, at det tilsyneladende velordnede univers dækker over kaos og sammenbrud. Over bordet ser forholdene ordnede ud, men under bordet rækkes farlige og truende ting fra hånd til hånd, for nu at blive i filmens billedsprog. Og hvem sidder symbolsk tilbage med »Sorte-Per« til sidst?
I filmen er det Elin og Mona, men det er klart, at »Kundskabens træ« skal forstås i et bredere og mere alment perspektiv. Det gælder fx den »skyld«, der må lægges på Helge. Inden for fiktionen er det oplagt ham, der må bære hovedansvaret. Men på det generelle plan må man holde fast på, at filmen handler om den »Elin« og den »Helge«, der er i os alle sammen.
Dermed bliver filmen en dybdeboring i den overgangskonflikt, der rammer os alle, når vi kommer i puberteten. Om udviklingen fra uskyldig barndom til voksenverdenens syndsbevidsthed. - Barndommen kommer til at svare til paradis-harmonien før syndefaldet. Det er en uskyldstilstand, men også en tilstand, hvor der ikke er nogen egentlig bevidsthed eller »kundskab«. Først med fristelsen - primært af seksuel art - opstår bevidstheden. Vi spiser af »Kundskabens træ på godt og ondt«, men dermed har vi også én gang for alle forladt barndommen. Vi er for evigt fordrevet fra paradis, har fået øjnene op for egen ondskab.
Med voksenverdenens bevidsthed om synd og ondskab har vi integreret både »offer« og »synder« i os. Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, hvilken ondskab der er tale om.
Det er ikke den viljestyrede ondskabsfulde handling, udført med hensigt. Men en aldersbestem!, psykologisk forståelse af verden, som opstår i overgangen fra barn til voksen.
Derfor bør det heller ikke være nogen tragedie, at vi mister barndommens uskyld. - Selv om det at blive voksen skærper problemet omkring ansvar og skyld.
Når vi ser »Kundskabens træ«, spiser vi af erkendelsen og får derigennem større kendskab til forskellen på godt og ondt.
John Mogensen, 1981.
Gengivet med tilladelse af forfatteren.