A { color:"navy"; } A:visited {color:"navy"; } A:hover { color:"navy"; text-decoration:underline; } A { text-decoration:none; } BODY {SCROLLBAR-FACE-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-HIGHLIGHT-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-SHADOW-COLOR: #8A9BAE; SCROLLBAR-3DLIGHT-COLOR: #3b3f3b; SCROLLBAR-ARROW-COLOR: #ffffff; SCROLLBAR-TRACK-COLOR: #DFD7D7; SCROLLBAR-DARKSHADOW-COLOR: #BBD9BB }
Tilbage til forsiden
----- Original Message -----
From: Else Sommer
To: debat@hdnet.dk
Sent: Wednesday, August 09, 2006 1:42 AM
Subject: læserbrev Tak for en glimrende leder i tirsdagsavisen.
Lad mig med det samme slå fast: Borgere har pligt til at indberette mishandling og vanrøgt
af hjemmeboende børn. Denne pligt burde vel også gælde overfor syge, gamle og anbragte børn, som kommunerne
vanrøgter. Desværre gælder det, at de tiltag, kommunerne sætter i værk efter en anmeldelse, er
skrækkeligt dyre, og så gør de generelt mere skade end gavn. Det gælder også, at de børn, der virkelig er i fare, ignoreres.
Se blot til Tøndersagen. Her forelå 28 alvorlige bekymringsmeldinger fra flere sider.
Det er ganske rigtigt, vi mangler en åben og fordomsfri debat på børneområdet.
Dokumentationen har vi i rigt mål.
Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra Socialforskningsinstituttet har begået en
udmærket bog: Anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet. Heri fastslås, at anbringelse i sig selv måske er den værste belastningsfaktor, et barn kan
udsættes for. I virkeligheden er det langt værre at blive anbragt hos fremmede end at miste begge forældre
ved dødsfald. Så er der endda ikke taget højde for de skader, man påfører barnets familie.
De er grusomme også. Den officielle mening er vel at hjælpe børnene, men de fremlagte videnskabelige
undersøgelser fastslår næsten samstemmigt, at tidligere anbragte er stillet langt dårligere end deres jævnaldrende. Jo tidligere og jo længere anbringelse, des værre.
Tidligere anbragte er belastede i høj grad af dårligt helbred, fysisk og psykisk.
Høj kriminalitet . Lav levealder. Mange selvmord. Dårlig skolegang og uddannelse. Misbrug. Arbejdsløshed. Prostitution. Manglende forældreevne. Fattige relationer. Lavt selvværd. Teenagemødre. Vold i parforhold. Tomhedsfølelse. Anbragte børn får som regel dækket deres materielle behov og intet andet.
De mobbes og forsømmes psykisk og åndeligt.
Længes og bliver enten trodsige eller selvudslettende for at overleve. Lærer i hvert fald at
mistro voksne. Ifølge Kommunernes Landsforening bruger kommunerne alene 9 milliarder om året på
særlige foranstaltninger for børn. Hertil kommer, hvad amter og stat bidrager med. Forskerne diskuterer, hvorvidt der bør ofres så store midler på 1-2% af vore børn.
Hvis samfundet opnåede duelige borgere og sparede psykiatri, fængsler og forsørgelse i
sidste ende, kunne pengene være givet godt ud. Det gælder imidlertid ikke, fordi man kun producerer elendighed.
Hvorfor bliver denne mishandling af børn og deres familier så ved ?
Hertil svare forfatterne...adskillelse af børn og forældre er en traditionsrig og integreret del af
tænkningen om, hvordan man kan give børn bedre udviklingschancer end de opvækstforhold, som forældrene kan byde på. Der har til nu været relativ lille tilskyndelse til at evaluere, hvad dette gamle socialpolitiske
instrument betyder for børns udvikling. Forvaltningen af børnereglerne er bygget op i administrative systemer, hvis styrke er at undersøge, om et barn anses for at opfylde anbringelseskriterierne i lovgivningen, og, hvis det er tilfældet, iværksætte en anbringelses- foranstaltning. Det administrative system er bygget op omkring at kunne konstatere afvigelser fra normaliteten og udløse de foreskrevne foranstaltninger på den baggrund. Det er i mindre grad en integreret del af opgaverne til stadighed at undersøge og vurdere, hvordan de til rådighed stående foranstaltninger påvirker børnenes liv. Med andre ord: Politikere ønsker ikke at kende sandheden, fordi den pålægger dem
et ansvar. Befolkningen ønsker ikke at kende sandheden, fordi den ødelægger dens illusioner.
Med hvilken begrundelse ønsker pressen at lade vore børn i stikken?
Venlig hilsen.
Else Sommer
Lagt på Nettet 24.08.2006 af Redaktionen ANGIVERSAMFUND.
Det er betænkeligt at opfordre til mere angiveri.
Vi er allerede godt på vej til at ligne det tidligere DDR. Det er ikke ønskeligt.
Lad os se på angiverens motiver.
De kan naturligvis være reelle og bunde i et ønske om at hjælpe. Men desværre udspringer
de ofte af kedsomhed, hævntørst eller jalousi. Det er meget almindeligt, at folk, der føler sig forsmåede, har lidt nederlag eller lider af
paranoia, anmelder hvem som helst for hvad som helst. Alle myndigheder modtager dagligt stakke af anmeldelser af den art.
Det er meget tidkrævende at skille snot fra skæg.
Mænd melder deres ekskoner for misrøgt, som til gengæld melder ham for incest.
Naboen, der ikke selv kan få børn eller taber en hegnssag, anmelder for vanrøgt.
De gale melder og melder for at få tiden til at gå og holde besværlige tanker på afstand.
Avisen bragte selv et udmærket eksempel med artiklen: Jeg synes ikke, børn skal have det
på den måde. Her bruges en mildt sagt psykisk ustabil person som sandhedsvidne.
Sagen er den, at "Bente" har tyranniseret sine omgivelser i årevis. Hun skælder og smælder
og buldrer på naboernes døre, mens hun truer dem.Som det kan konstateres er hendes ordforråd ikke for sarte sjæle. Smadrer dørkarme med sin kagerulle.
Det fremgår tydeligt af artiklen, at hun ikke har andet at bestille end at belure andres privatliv.
Hævder at have hørt, hvad der siges med normal stemme hos overboen. Ikke sært, at hun hører musik, trin og susen fra vandrør.
Som hun selv oplyser, er hendes livsindhold at klage. Boligselskabet var blevet så træt af
hende, at hun blev indkaldt til møde og foreslået at finde anden bolig . Det var naturligvis et nederlag, som skulle hævnes.
Det klarede avisen på fortrinlig vis ved at viderebringe injurier og udokumenterede
beskyldninger mod en mor og datter, som gør alt for at komme på fode efter kommunens "hjælp" og i øvrigt er selvhjulpne. Har endda overskud til at hjælpe andre. Artiklen er også et overgreb på den psykisk syge angiver. Det er ikke svært at se,
hvem hun er. Netop i Helsingør, der er landskendt for særdeles dårlig behandling af børnesager, burde
avisen mane til besindighed. Ifølge forlydender bruger familieafdelingen ca. 20 millioner om året blot for at ødelægge en
enkelt families børn. Forældrenes eneste synd er, at de selv vil tage sig godt af deres børn og ikke belaste
samfundet. Det var bedre, om kommunens ansatte brugte tiden til at behandle borgerne anstændigt.
Med venlig hilsen
Ole H Kortz
Lagt på Nettet 08.08.2006 af Redaktionen Lagt på Nettet af Redaktionen den 8 / 8-2006 Klik her for at læse om emnet " ANGIVERI " i Helsingør Dagblad Denne klæbrige artikel var at læse i Helsingør Dagblad, - skam jer på Dagblad, at træde på dem der ligger ned, føj - fy for pokker.
Denne klæbrige artikel var at læse i dagens Helsingør Dagblad, skam
|