Fri Debat om Helsingør - Alm.brugere kan kun læse ... ikke skrive!
Gå til emne: TidligereNæste
Dine muligheder: IndlægslisteNyt emneSøgLog ind
Børns Vilkår: Ulovlig brevkontrol
Skrevet af: Redaktionen (IP Logged)
Dato: 03. Apr. 2012 kl. 23:44

Børns Vilkår: Ulovlig brevkontrol i Tårnby

Der er ikke hjemmel i serviceloven til at indføre brevkontrol for børn, som kommunen har flyttet til en plejefamilie, lyder kritiken fra foreningen Børns Vilkår, der nu går til Ombudsmanden

»Vi har fået julehilsen fra vores lille nye hund Azille. Vi skal besøge hende første gang til nytår. Vi håber, at I får en rigtig dejlig jul sammen med mor og far, og at I alle har det godt …«

Sådan starter et julekort, som Kirsten Strøbæk har fået beslaglagt af Tårnby Kommune, efter hun sendte det til sine to børnebørn på ni og 11 år. Sidste sommer blev de to søstre over hals og hoved anbragt i en plejefamilie.

Mormorens julehilsen bærer ifølge kommunens vurdering »præg af at skulle tilgodese afsenderens behov for kontakt« i stedet for at have »fokus på at sikre pigernes ro og mulighed for at udvikle sig i deres omgivelser«.

Men Tårnby Kommunes brevkontrol savner hjemmel i serviceloven, og brevkontrollen er derfor ulovlig, lyder anklagen fra Jette Wilhelmsen fra foreningen Børns Vilkår:

»Jeg er ikke i tvivl om, at det er ulovligt at indføre brevkontrol, således som Tårnby Kommune har gjort for de to søstre.«

- Også hvis det er sket i samråd med børnenes biologiske forældre, således som kommunen anfører?

»Det er fuldstændigt ligegyldigt. Der er ikke lovhjemmel til at indføre brevkontrol for børn. Det kan kun komme på tale for anbragte børn på institution efter reglerne om magtanvendelse, men det kan under ingen omstændigheder gennemføres i forhold til børn, der er anbragt hos en plejefamilie,« fastholder Jette Wilhelmsen, der tilføjer, at Ankestyrelsen har bekræftet, at servicelovens paragraf 123 ikke gælder for børn i plejefamilier (se faktaboks).

- Men hvis forældrene er indforståede?

»Det har de hverken ret eller kompetence til. Det er et indgreb i børnenes privatliv. Jeg kan henvise til Børnekonventionens artikel 16, hvorefter børn har ret til beskyttelse mod indgreb i deres privatliv.«

Censur af breve
Lektor på Den Sociale Højskole Simon Thorbek er enig i, at »der er ikke hjemmel til brevcensur, når barnet er i familiepleje. Det er også en overtrædelse af tavshedspligten at skrive til eventuelle brevskrivere.«

Han tilføjer, at »hvis pigerne havde været på døgninstitution, skulle censuren i øvrigt gennemføres ved, at hver enkelt brev blev forevist barnet, som så skulle tage stilling til, om det ønskede censur, eller at brevet blev returneres til afsenderen.«

Også de to søstres tidligere klassekammerater på Nordregårdsskolen i Tårnby har oplevet at få breve beslaglagt af Tårnby Kommune. Som Information tidligere har beskrevet, indførte kommunen ved juletid brevkontrollen, efter pigerne modtog julekort og pakker fra familie og gamle klassekammerater. Sidste år blev de to søstre på en enkelt dag flyttet til en ukendt plejefamilie i Sydsjælland og med politiets hjælp kørt væk fra deres mormor og moster på Amager, hvor de havde boet i netværkspleje i næsten tre år.

- Hvad vil Tårnby Kommune opnå med en brevkontrol?

»Kommunen er åbenbart ikke interesseret i, at de to piger har kontakt til omverdenen. Inddragelsen af netværk udgør ellers et centralt element i anbringelsesreformen, fordi kontinuitet i børns liv er meget vigtig,« siger Jette Wilhelmsen, der nu vil indbringe brevkontrollen for Ombudsmanden.

Trods flere henvendelser er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Tårnby Kommunes børne- og kulturchef Mogens Weber.

På et møde den 20. januar vedtog kommunens økonomiudvalg i øvrigt at sende en klage til Pressenævnet over en leder i Information, der beskrev kommunens brevkontrol. Ifølge mødereferatet fandt kommunen leder-artiklen »uberettiget og urimelig«.

Fakta
Uddrag af servicelovens § 123, Stk. 2: ’Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Afgørelsen træffes for en bestemt periode.’

Opsætning: SvarCitérKlag over indlægget


(Type a title for your page here)



På grund af mulighed for spam fra udenforstående
er dette forum nu lukket for nye indlæg!


Hvem er online? - I parentes er angivet antal minutter siden brugerens sidste aktivitet.
Online lige nu:
Registrerede brugere:
Gæster: 1
Højeste antal registrerede brugere på samme tid: 3 siden on 04. Jun. 2014 kl. 00:15
Højeste antal gæster på samme tid: 111 siden on 23. Jun. 2021 kl. 16:15


SmartForum ® 2006-2007 - Produktion: Peter Wendelboe www.smartcms.dk