Judith blev misbrugt i plejefamilie

I dag skal socialminister Karen Hækkerup (S) i samråd i Socialudvalget, hvor politikerne vil høre, hvordan man undgår overgreb på anbragte børn. Et af de anbragte børn er Judith …De anbragte børn

’Hele mit liv har jeg gået til psykolog, uden at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt,’ siger Judith, der i dag læser på pædagogseminariet.

Da Judith var 14 år, brød hun ind på lærerværelset på sin skole i Sengeløse og stjal nogle penge.

Det var det bedste, Judith længe havde gjort. For det betød, at der endelig var nogle voksne, der tog sig af, hvordan Judith opførte sig i den plejefamilie, hvor hun havde været anbragt sammen med sin søster, siden hun var tre.

»Så blev det endeligt opdaget, at der var noget helt galt med os. Når du stjæler, når du tisser i sengen, når du leger med din afføring og på alle måder reagerer voldsomt udadvendt, så er der altså noget galt. Med indbruddet på lærerværelset fandt Københavns Kommune en konkret anledning til hurtigt at fjerne os fra den plejefamilie, hvor vi var anbragt,« siger Judith, der er fra Nørrebro i København.

Da Judith og hendes lillesøster i 1983 blev tvangsfjernet fra deres alkoholiske mor, var hun to år. Året efter blev de to små piger placeret i en plejefamilie, hvor plejemoren selv havde været plejebarn.

Overgrebene fra plejefaren startede ifølge Judith næsten med det samme:

»Han stak fingre op i os. Det kan min søster også huske. Vi plejede at få en flødeis som belønning,« fortæller Judith og understreger, at hun kun husker »små glimt«.

Hun kan dog med sikkerhed huske en sommerdag, plejefamilien var på stranden:

»På et tidspunkt gik plejefar op i bilen, hvor min søster sad. Da vi andre kom derop, kunne jeg se på hendes øjne, at han havde været der.«

Så kom brødrene
Plejemor og plejefar blev skilt, da pigerne var seks og fem år. Plejemor arbejdede på et plejehjem og blev nødt til at tage mere arbejde. Hun var derfor sjældent hjemme om aftenen, og det benyttede søstrenes større plejebrødre sig af.

»Vi var vel syv år, da de ville have, at vi skulle sutte pik. De tæskede også løs på os efter forgodtbefindende,« fortæller Judith.

Hun husker også, at plejebrødrene »fik os til alle mulige ting. De stak vores hoveder ned i toilettet. Det har både min søster og jeg været ude for«.

Når plejemor var hjemme, var hun ikke sen til at stikke pigerne en lussing, hvis ikke de opførte sig, som hun ville have.

»Så var vi unormale og fik nogle på siden af hovedet. Men hun slog aldrig sine egne børn. Jeg ved ikke hvor mange plejebørn, hun har haft, men jeg ved, at hun ikke siden har fået lov til at have plejebørn.«

Efter nogle år fik plejemor en ny mand. Plejefar to var til gengæld rigtig sød, husker Judith, for han gjorde ikke forskel på børnene i hjemmet. Ingen af børnene i hjemmet var hans.

»Da han kom ind i familien, stoppede plejemor med at give lussinger.«

Efter indbruddet på lærerværelset blev Judith flyttet til et børnehjem i Haslev, hvor hun boede de næste år. Derfra forsøgte hun på egen hånd at opbygge en kontakt til sin mor, som hun havde set to gange siden, hun blev tvangsfjernet.

»Det lykkedes ikke, for vi kendte slet ikke hinanden. Og da hun begyndte at stille krav op for mig, skred jeg.«

Ud af vagten, farvel!
Som andre anbragte børn oplevede Judith, at hendes 18 års fødselsdag blev en overraskende og afgørende dato: »Som 18-årig fik jeg at vide, at jeg skulle stå på egne ben, selv om jeg hverken havde uddannelse, familie eller venner.«

Hun er sikker på, at mange med psykiske problemer har været en lignende tur igennem: »Myndighederne griber ind i vores tilværelse og fjerner os fra vores mor. De overtager ansvaret for os, og de efterlader en helt alene, når man fylder 18.«

Judith er startet på »en række uddannelser«, hun har fået »en lang, lang række afslag«. Hun har taget »mange stoffer« og for fem år siden haft en voldsom depression.

»Hele mit liv har jeg gået til psykolog, uden at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt. Nu er jeg startet på pædagogseminariet. Da jeg åbnede mine studiebøger, kunne jeg se, at jeg aldrig som barn har fået anerkendelse. Jeg vil være pædagogassistent og arbejde med sådan nogle som mig.«

Judith er forarget over, at myndighederne ikke vil give en undskyldning for de overgreb, som anbragte børn har været udsat for: »Hvis regeringen gav en undskyldning, ville de anerkende, at det ikke er din egen skyld, at ens liv er gået i lort,« som Judith siger.

28. marts 2012