SAKSET den 31/3-2012

---

En skændsel for samfundet

Den kommunale sagsbehandler har et brutalt værktøj til rådighed, nemlig konstante trusler om, at levegrundlaget, f.eks. sygedagpenge, fjernes. Ofte med kort varsel.

Borgerne skal åbenbart lære at klare sig selv, indtil minimalstaten er gennemført.

fakta: Hanne Reintoft er socialrådgiver.
Jeg vil vove den påstand, at vi her på vej ind i det 21. århundredes andet årti behandler alvorligt syge og svært traumatiserede medborgere på en måde, der er i strid med menneskerettighederne. Jeg vil beskrive de svært kritisable forløb i form af tre enkeltsager, men understreger, at et stort antal syge mennesker bliver mishandlet på samme måde.

A harsom ansat i en krævende international stilling været udstationeret i udlandet gennem længere tid. Som 62-årig vender han hjem på grund af alvorlig kræftsygdom og har gennemlevet lange og anstrengende kure. Han er nu 64 år, magter dårligt daglige funktioner som indkøb, støvsugning m.v. Prognosen er dårlig.

Ved hjemkomsten vil bopælskommunen Frederikssund kun bevilge den starthjælp, som regeringen så uelskværdigt har indført for at fattiggøre vore flygtninge. Kommunen nægter at indstille til førtidspension og forlanger til stadighed, at han skal arbejsprøves, selv om den behandlende læge i en erklæring skriver, at hun ikke i sin vildeste fantasi kan se, at der er genoptræningsmuligheder, som kan forbedre hans funktionsevne. Enhver med blot en smule indsigt i samfundsforholdene vil også vide, at ingen vil ansætte en 64-årig svært kræftsyg mand. Når huslejen på 2.500 kr. er betalt, er der 2.700 kr. tilbage om måneden til alle faste udgifter samt mad og medicin.

Historien om B
B var for seks år siden en lykkeligt gift ung kvinde med et barn på 16 mdr. og et i vente. På vej til arbejde torpederes deres bil af en bilist, der lystigt havde deltaget i Århus’ festuge, ikke sovet et døgn og derfor faldt i søvn ved rattet. Ægtefællen dør i armene på hende, hun selv bliver meget svært både fysisk og psykisk kvæstet og mister sit foster. Kun den lille pige klarer sig uden mén.


Et menneske bliver alvorligt sygt eller traumatiseret. Den kommunale sagsbehandling starter med kontrol, mistænksomhed og ydmygelse

Nu begynder et femårigt forløb, hvor kommunen på Djursland – i årtier fast ’kunde’ i min rådgivningsvirksomhed – fastholder krav om arbejdsprøvning, fleksjob og stadige krav om fornyede undersøgelser. Det første fleksjob magtes ikke, andre kan ikke skaffes, men tiden trækkes bare ud. Kommunens lægekonsulent forlanger i privat regi henvisning til en ortopædkirurg, der viser sig at være ualmindelig uforskammet; han kaster et blik på kvinden, meddeler hende, at han ikke vil placere hende på livets bagperron, og overser en stor og alvorlig diskusprolaps, der først konstateres, da hun selv søger privathospital. Nu forlanger kommunen mod hendes praktiserende læges råd, at hun skal lade sig operere. Jeg indvender, at man ikke kan tvinge nogen til en sådan operation.

I forvejen ligger der bunker af erklæringer fra læger, psykologer, private aktiveringsfirmaer m.v., hvoraf det klart fremgår, at hun ikke har arbejdsevnen i behold. På et tidspunkt søger hun selv førtidspension, men får afslag, under henvisning til at hun ikke har udført sit sorgarbejde korrekt.

B kommer nu efter min indgriben til samtale hos en af vore dygtigste psykiatere med speciale i posttraumatisk stress, der beskriver og bekræfter diagnosen og understreger, at sorgprocessen er forløbet fuldstændig normalt i forhold til oplevelsen. Derefter konsulteres en ligeledes landskendt dygtig reumatolog, der også fraråder operation, men konstaterer overset fibromyalgi.

Herefter må en advokat søge vejledning hos ombudsmanden og professor i socialret ved Københavns Universitet for at skaffe dokumentation for og ankeafgørelser om, at selv om enhver, der søger om en offentlig ydelse, skal være villig til at underkaste sig undersøgelse og behandling, findes der indgreb, der ikke kan stilles krav om. En sådan rygoperation hører netop til den kategori, hvad en sagsbehandler bør vide. Endelig giver kommunen sig, sender skriftligt pensionstilkendelsen og lader hende derefter være alene med det sammenbrud, der må komme efter seks års mishandling og den forfærdelige følelse af mange spildte livsår.

Historien om C
C er i samme situation som utallige andre. Midaldrende, syg og nedslidt. I årevis fastholder kommunen, at hun er for syg til fleksjob og for rask til pension. En aktiv, kærlig ægtefælle får anlagt sag mod kommunen. I byretten gentager kommunens afdelingsleder, at man sagtens kan falde i et hul, hvor man er for syg til fleksjob, men for rask til pension.

Helsingør Byret afsiger 9.9.2009 dom og fastslår, at det fremgår af forarbejderne til lov om aktiv beskæftigelsesindsats, at der er tilsigtet en klar sammenhæng mellem førtidspension og fleksjob. Er en person ikke berettiget til førtidspension, og er det ikke muligt at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, skal den pågældende visiteres til fleksjob. Sagsøger tilkendes stor erstatning med renter og sagsomkostninger betalt. Beløbet svarer til ledighedsydelsen i tidsrummet mellem 11.3.07 og til 12.8.09 – dvs. den periode, hvor C skulle have været visiteret til fleksjob og have haft udbetalt ledighedsydelse, hvis jobbet ikke kunne skaffes.

Kommunen anker ikke dommen. Den må betyde, at utallige sager skal genoptages, og man kunne have ventet et initiativ fra Kommunernes Landsforening. Intet sker. Mange mennesker i samme situation vejledes ikke. Jeg har gerne villet have forløbet offentliggjort, men trods sagens udfald er sagsøgeren – den alvorligt nedslidte kvinde – så angst og medtaget, at hun ikke tør udtale sig. Heldigvis har ægtefællen formået at tage over.

Ansvar
Her kommer menneskerettighederne ind i problemstillingen. Et menneske bliver alvorligt sygt eller traumatiseret. Den kommunale sagsbehandling starter med kontrol, mistænksomhed og ydmygelse. Sagsbehandleren har et brutalt værktøj til rådighed, nemlig konstante trusler om, at levegrundlaget, f.eks. sygedagpenge, fjernes – ofte med vilkårligt og kort varsel.

Derefter overlades man til kontanthjælp, siden kontanthjælp med loft eller helt uden hjælp, da den ikke kan udbetales, blot der er en beskeden ægtefælleindtægt. Inden kontanthjælp kan udbetales, skal enhver formue på nær 10.000 kr. være opbrugt, ejerboligen kan forlanges belånt inden for visse rammer, sommerhuset solgt, efter en karensperiode kan kapitalpension forlanges udbetalt og opbrugt efter fuld beskatning. Udbetaler et eventuelt pensionsforsikringsselskab et beløb på grund af kritisk sygdom, modregnes det også i kontanthjælp. Mange må gå fra hus og hjem.


Ikke mindst beskæftigelsesministeren skulle måske i den forbindelse i stedet interessere sig lidt for mindstelønnen og uligelønnen

Situationen har form af en tidsubegrænset straf og kan som beskrevet vare flere år, i hvilke man er komplet uden indflydelse på egen livssituation og fremtid, hvilket ingen tåler. Kontrollen fortsætter. I B’s tilfælde ville kærlige forældre invitere på ferie i udlandet for at muntre en smule op, men det måtte frarådes, da B var sygemeldt og det antagelig omgående ville blive udlagt, som om hun ikke var syg. Mange får symptomer, som kendes fra torturofre. De føler skam og skyld, nogle får posttraumatiske stresssymptomer af den kommunale sagsbehandling, andre bliver paranoide.

Fælles for dem er et ødelagt liv. Dygtigt socialt arbejde fordrer det modsatte. Ingen, der magter en normal tilværelse på det ordinære arbejdsmarked, ønsker sig en beskeden førtidspension med dårlig økonomi, lav social status ofte ledsaget af ensomhed. Derfor skulle enhver pensionssag indebære, at førtidspensionisten får hjælp og støtte til at acceptere sin nye situation.

Den tidl. beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har hovedansvaret for denne udvikling. De to damer, der efterfølgende får ansvar, beskæftigelsesminister Inger Støjberg og socialminister Karen Ellemann demonstrerer begge betydeligt ukendskab til deres myndighedsområde og taler svært nedladende til syge og fattiggjorte medborgere.

I sin doktorafhandling ’I sansernes vold’ beskriver historikeren Peter Henningsen, hvordan adel og borgerskab i 1700-tallet omtalte fæstebønderne, der efter deres opfattelse var dovne, dorske og drikfældige. Med et lidt andet ordvalg meddeler de to indflydelsesrige damer i dag de uformuende, at de blot skal lære at prioritere (det hjælper ikke vor officer på starthjælp), at man formoder da, at de gerne vil arbejde, men det er kun en formodning, hvorfor man ikke kan gøre de sociale ydelser så store, at man kan leve af dem, for så vil de antagelig ikke.


I en undersøgelse, som firmaet Rambøll lavede for nogle år siden, fremgik, at kun 48 pct. af sagsbehandlerne kendte retssikkerhedsloven. Og hvad er så hensigten? Den er formodentlig at disciplinere og skræmme

Ikke mindst beskæftigelsesministeren skulle måske i den forbindelse i stedet interessere sig lidt for mindstelønnen og uligelønnen. Deres sprogbrug er totalt nedladende. I de hjemløses blad Hus Forbi er socialministeren blevet forelagt fattigdommen og de mange ansøgere til julehjælp, hvortil hun svarer, at det da er glædeligt, at de svage har fundet ud af at bruge de mange gode tilbud. Ignorant eller arrogant?

Begge damerne skulle måske forske i deres partihistorier og huske, at da danske bønder først blev befriet for undertrykkelse – hoveri og fæste – viste de sig hverken at være dovne, drikfældige eller dorske, men udviklede et parti – Venstre hedder det stadig – der kæmpede for demokrati og parlamentarisme. ’Gå aldrig på akkord med uretten’ var den gamle venstrehøvding Chresten Bergs valgsprog – i venlig erindring.

Rådgivning og vejledning forsømmes
I historiens lange lys er mennesker aldrig blevet stærkere, friere og bedre fungerende, når de udsættes for foragt, undertrykkelse og ydmygelse. Man behøver blot at tænke på de ydmygede mennesker i fortidens tyske Weimarrepublik, deres for hele verden katastrofale reaktioner, og sammenligne med udviklingen i vort eget lille land, hvor de ydmygede tager til genmæle på uønsket og samfundsforstyrrende vis.

Vore socialforvaltninger er efterhånden degenererede. Sagsbehandlerne styres hårdt af chefer, der måske har forstand på økonomi og andre fine sager, men er uden kendskab til det virkelig fornemme sociale arbejde, som kan medføre så glimrende resultater, og som vort samfund har lang tradition for. Dette er nærmest diskrimineret som noget sentimentalt føleri. Nu er der idelige sagsbehandlerskift, journaler, der bliver borte, uendelige ventetider og mange lovovertrædelser.

Når man gennemlæser disse tykke bunker af sagsakter, bliver man sort fortvivlet over at se de uendelige mængder af papir, der beskriver afslag på fodindlæg, tandbehandling og lignende, men som i meget ringe grad formår at beskrive borgerens samlede eksistentielle situation. Den lovpligtige rådgivning og vejledning forsømmes, mens der ledes ihærdigt efter paragraffer, der kan nægte den ønskede og nødvendige hjælp. Der er for øjeblikket et utroligt behov for kvalificeret rådgivning, der ikke længere gives i mange af landets kommuner.

Man skal være meget stærk, hvis man skal kunne tåle disse diskriminerende forløb. F.eks. er det hårdt for en terminal cancerpatient at blive indkaldt til rådighedsvurdering på jobcentret, hvilket sker ikke så sjældent. Vor ombudsmands fine krav om god forvaltningsskik kan ligge et meget lille sted. I en undersøgelse, som firmaet Rambøll lavede for nogle år siden, fremgik, at kun 48 pct. af sagsbehandlerne kendte retssikkerhedsloven.

Og hvad er så hensigten? Den er formodentlig at disciplinere og skræmme.

Flere fattiggøres og foragtes
Borgerne skal lære at klare sig selv, inden minimalstaten er endeligt gennemført. Hør blot, når vore ministre skriger op om, at selv de allersvageste forældre skal tage ansvar for egne børn, selv om de ikke magter det. Og angsten for nedsynkning og fattigdom skal blive så stor, at man ingen krav tør stille til statsapparatet.


Vi lever i et samfund, hvor stadig flere ikke alene fattiggøres, men også foragtes

Om det lykkes? Antagelig, hvis ikke danskerne vågner op og undlader at hylle sig i længst tabte forestillinger om, at vi lever i et velfærdssamfund. Kravet om opvågning må også stilles til oppositionen, der ganske vist ikke taler for lidt om velfærdssamfundet, men søger at klare sig ved overfladiske korrektioner.

Selvfølgelig bør det være en selvfølge, at hjælpeløse ældre kan få bad, når de har behov derfor. Men skal der virkelig rettes op på fattigdom og nedværdigelse, skal man ganske anderledes til lommerne. Allerførst skal satspuljen afskaffes. Den har i årevis hindret en normal regulering af overførselsindkomsterne svarende til lønudviklingen på arbejdsmarkedet, forringet de offentlige ydelser svært og bruges til at lade de fattige betale til de allerfattigste. Socialdemokratiet har endog en kongresbeslutning om ophævelse af satspuljeforliget, som folketingsgruppen tilsyneladende negligerer.

Dernæst skal man undlade at indføre reformer a la den, der i det fine indpakningssprog så sentimentalt hed ’En ny chance til alle’ og indebar kontanthjælpsloftet. Ifølge flere undersøgelser lever ca. 14 pct. af vore ældre i armod. Ej heller dette klares ved en masse fine ord, men kun ved at tage initiativ til virkelig at forbedre folkepensionens pensionstillæg. Om end en efterlønsdiskussion måske kan være nødvendig, vil ændringer være ganske asociale for de tidligt nedslidte, hvis der ikke forinden lovgives om lettere adgang til en pensionsforsørgelse.

Vi lever i et samfund, hvor stadig flere ikke alene fattiggøres, men også foragtes. Hvor det er egen sag og egen skyld, hvis man rammes af sygdom og ulykke. Med hensyn til vore alvorligt syge medborgere bør mishandlingen af dem ophøre omgående. Det er en skændsel for samfundet – altså for os alle, og det er dybt tyngende for de mishandlede.

---

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læsernes kommentarer 1-10/101
ÆLDSTE FØRSTNYESTE FØRST ANBEFALINGER Anbefal (5)

Af Peter Hansen, 1412 K 00:32 14. JAN

Problemet er nok, at danskere lever i den vildfarelse, at intet ondt kan ske dem. Og desværre varede finanskrisen ikke længe nok til at vise dem, at de tog fejl.

Anbefal (2)
Af maria tidsel, kbh k 01:11 14. JAN

tak.

Anbefal (4)
Af Balther Jensen, Sidney, B.C. Canada 03:49 14. JAN

Det var ikke Haiti som skulle vare ramt af et jordskalv. Nej, det skulle have varet Kobenhavn, inkluderet Christiansborg og Amalienborg som skulle have varet udslettet. Jeg siger det, fordi, jeg er klar over, at danskerne, og specielt alle politikerne og deres bureaukrater, er de mest korrupte,lognagtige, arrogante og beskidte mennesker der findes.

Anbefal (4)
Af Gert Thorgersen, Chiang Mai 04:28 14. JAN

Ja vi ser det jo igen og igen at historien nærmest gentages. Under krigen blev de arbejdsløse jo tvunget til at tage arbejde i Tyskland, og så blev der bagefter set ned på dem.

Anbefal (1)
Af Gert Thorgersen, Chiang Mai 04:33 14. JAN

For øvrigt læste jeg i sidste uge vedrørende Kinas historie at i 1950 var lønforskellen mellem direktører og arbejdsmænd på Taiwan, 15 til 1. Men efter udviklingen var den i 1989 borbedret til 4,5 til 1 og dermed mindre end i USA! I Danmark går det jo den anden vej med den regering vi har haft de sidste 9 år.

Anbefal (1)
Af Marianne Mandoe, Løgumkloster 06:02 14. JAN

Det er ikke noget nyt. For lidt over 20 år siden søgte jeg kontanthjælp da jeg sad mellem 2 stole i en kort overgang. Kravet var fremlæggelse af alle faste udgifter. Jeg gjorde mit hjemmearbejde og fik fremskaffet konto-udtog for alle mine faste udgifter, samt regninger og oversigter fra Olieselskab og des lige. Kommunen påstod jeg løg og havde manipuleret Olieselskab og andre til falske udtog. >>

Anbefal (2)
Af Marianne Mandoe, Løgumkloster 06:05 14. JAN

>>> At jeg aldrig igen har henvendt mig til nogen offentlig myndighed for at få økonomisk hjælp er MIT valg. Men jeg vil ikke stemples som socialbedrager af folk som ikke engang gider at kigge på sagen. Min største frygt er at jeg en dag ikke kan klare migselv. At jeg skal bede det offentligt om økonomisk hjælp. For mage til usympatisk system skal man lede længe efter. Skam dig Danmark.

Anbefal (3)
Af Caroline Malm, Gentofte 07:35 14. JAN

Tak for en god artikel.Jeg er næsten jurist.Jeg har ydermere en kort tid gået på socialrådgiveruddannelsen. Det undre mig ikke at socialrådgiverne ved så lidt om jura. Man har fået fine fornemmelser på uddannelsen og pensum er alt for stort og svært til hvad man har brug for at vide.Der blev undervist i universitetsbøger.Ydermere er timetallet i jura alt for lavt. Læren sagde næsten det samme.

Anbefal (2)
Af Caroline Malm, Gentofte 07:42 14. JAN

En medvirkende årsag til de mange lovbrud og at det sociale arbejde er så dårligt er at sagsbehandlerne har for mange sager. Jeg sidder med juridisk rådgivning på den frivillige sociale rådgivning på underdanmark.dk, som er en del af bistandsbumsen.dk under Askovgården. En anden mulighed for gratis rådgivning for sindslidende og deres pårørende er den profesionelle statslige rådgivning på www.dukh

Anbefal (1)
Af Caroline Malm, Gentofte 07:47 14. JAN

Adressen på rådgivningen til sindslidende og deres pårørende hedder: www.dukh.dk. Denne rådgivning tilbyder også at tage med som bisidder på socialkontoret. Det gode ved denne side er også at de gennemgår hovedtrækkene i vigtige socialretlige lovområder på deres hjemmeside med et sprog som er beregnet til læfolk. Ældersagen har også frivillige som tager med som bisidder.

Kroniken 14. jan. 2010
AF Hanne Reintoft