Dato: 26. Feb. 2012 kl. 21:57
Sakset fra DR den 26. feb. 2012
Pige fra Solhaven: Jeg følte mig voldtaget
Det koster mellem 90.000 og 320.000 kroner om måneden at anbringe en ung på opholdsstedet Solhaven, der ligger i Vesthimmerlands kommune. Det er kommunerne der betaler de mange penge.
Fælles for de unge, der er anbragt på Solhaven, er, at de kommer fra en meget belastet baggrund. Nogen har allerede stiftet bekendtskab med kriminalitet og vold, som Nordjyllands Politi nu er ved at undersøge.
Men måske er pengene ikke givet så godt ud. I hvert fald kan DR Nyheder fortælle, at stedet nu er under konkret mistanke for at udsætte de unge for vold.
Jeg følte mig voldtaget
- Jeg kunne ikke klare at høre elever skrige ude på gangene, mens de ansatte overfaldt dem. Jeg kommer selv fra et hjem med vold, hvor min far slog mig i mange år. Det var ikke det, jeg havde bedt om, fortæller den 24-årige Angela Mørch, som i tre år var anbragt på Solhaven.
Den 21-årige Nicklas Andersen var anbragt på Solhaven i to år. Han mener, at opholdsstedet ødelægger de unge, og at han selv er blevet ødelagt.
- Jeg føler, jeg er blevet meget voldelig og fået et slemt temperament, siger han.
De to unge bakkes op af en tidligere ansat, som ønsker at være anonym, fordi han er bange for at blive sat i bås med Solhavens metoder.
Voldspræget pædagogik
- Det er et hårdt sted at arbejde, fordi der er en meget magtfuld tilgang til tingene. Solhaven har sin egen magtbekendtgørelse, som man bliver instrueret i, når man starter med at arbejde der, fortæller den tidligere ansatte.
Angela Mørch har oplevet stedet voldsprægede pædagogik:
- Hvis jeg ikke ville ligge stille, fik jeg banket mit hoved ned i stengulvet. De tog simpelthen fat i mit hår og bankede mit hoved ned i stengulvet. Eller jeg fik vredet mine hænder rundt, indtil jeg lå og skreg i smerte og tiggede dem om at lade være, siger den tidligere beboer.
Angela Mørch fortæller også, at hun har oplevet at blive holdt fast, mens en medarbejder trak hendes underbukser af, for at lede efter hendes mobiltelefon.
- Jeg blev ikke voldtaget, men jeg følte mig voldtaget. Jeg følte, at min grænse var blevet overtrådt, siger pigen.
At kalde til kaffe
Vest Himmerlands Kommune har stillet spørgsmålstegn ved, er en særlig fremgangsmetode, som Solhavens personale benytter. Den hedder "at kalde til kaffe".
En tidligere ansat beskriver den sådan: Der kommer en menneskelige mur på måske 10-15 pædagoger stormende ind af døren, hvorefter de står og ser vrede ud, for at det skal give et chokeffekt overfor den unge.
Ansatte på opholdssteder må benytte sig af magtanvendelser, hvis en ung er til fare for sig selv eller andre. Solhaven indberettede sidste år 24 magtanvendelser, men det er kun toppen af isbjerget, siger en tidligere ansat:
- Jeg oplevede, at 9 ud af 10 magtanvendelser, ikke er blevet noteret med den begrundelse, at "så kunne man jo aldrig lave andet end at skrive om magtanvendelser".
Nordjyllands Politi efterforsker lige nu sagen. Politiet vil ikke kommentere sagen, så længe efterforskningen står på.
DR Nyheder har meget mere om denne sag i vores tv-aviser mandag aften. Har du oplysninger om Solhaven eller andre socialpædagogiske opholdsteder,
så skriv til
1212@dr.dk.
26. feb. 2012