30. december 2011

Hvorfor ikke lade det falde, det gamle samfund, og skabe et helt nyt på ruinerne?

GID DU MÅ LEVE I interessante tider, lyder en gammel kinesisk forbandelse.

Jeg var ung, da jeg hørte den første gang, og vokset op i et samfund med fremgang overalt, så meget velfærd, at det nærmest var søvndyssende, og forstod den ikke. Jeg ville gerne leve i interessante tider! Så var der noget at fortælle om, tænkte jeg, der lige var blevet uddannet som skuespiller og på vej til at debutere som forfatter.

Det er mange år siden nu, jeg har fået børn, der er blevet voksne og skal til at begynde deres eget liv, og verden ser helt anderledes ud. Vi lever i den grad i interessante tider! Følelsen af tryghed er for længst forsvundet, velfærden slidt ned, klimaet ved at løbe løbsk, og Danmark forrest i køen til at blive offer for finansspekulanternes vilde hærgen.

Alt står på katastrofe, og så er vi kun ved begyndelsen. Det virker stadig abstrakt, de fleste har stadig alt, men i det nye år, siger man, der vil det blive meget konkret for os alle sammen.

Forleden, i Stockholm, så jeg en flok ældre mennesker, pensionerede akademikere lignede de, gå op og ned ad en julepyntet gade med hver sit lille hjemmelavede skilt, hvor der stod: ”Nej til klimaforandringer for vores børns og børnebørns skyld”!

Som et billede på afmagt gik de tavse frem og tilbage mellem horder af folk, der havde travlt med at købe ind. Hvis nogen værdigede dem et blik, var det irriteret. For hvem kan være uenig? Men hvad skal man gøre? Hvad vil være en passende reaktion på de problemer, vi står over for, og de konsekvenser, de vil få, som altid for de forkerte, de unge især og de uskyldige? Demonstrationer? Optøjer og plyndring? Brand i gaderne? Brosten ind gennem bankernes store vinduer? Ja, ja, ja, det er fristende, men ikke det mest hensigtsmæssige.

HVAD SKAL VI SÅ GØRE?

Min veninde, der bor i Frankrig med sin mand og små børn, fortæller, at flere og flere af hendes venner, også børnefamilier, flytter fra byerne ud på landet, så de har lidt jord at dyrke, hvis det går galt. Er det det, vi skal? Til at dyrke vores egne grøntsager? Indføre bytteøkonomi?

Den mulighed er blevet nævnt, at vi, den brede middelklasse, når vi er blevet trætte af at gå fallit én ad gangen, mens de rige hele tiden bliver rigere, kollektivt kunne holde op med at betale af på den gæld, vi alle sammen har i banken. Det vil skabe kaos, ragnarok, få hele det finanskapitalistiske system til at kollapse på ingen tid. Hvad det vil gøre alligevel, siger man, helt af sig selv, bare over lidt længere tid. Så kunne man bygge et nyt system op, et sundt, der kan reguleres, så man aldrig mere kommer i samme situation.

God idé! Synes jeg og sikkert mange andre. Uvoldelig og rimelig let at forstå og let at udføre, man skal bare sørge for, at alle gør det samtidigt, ellers vil det kun ramme den enkelte. Alligevel vil det ikke ske. Vi vil hellere vende ryggen til og drømme videre, beholde skyklapperne på og håbe, de sorte skyer er væk, når vi igen retter blikket mod horisonten. Hvorfor? Hvad er vi bange for? At nogen, der er endnu værre end dem, der nu har magten, vil komme til? Noget endnu værre? Junglelov?

Eller er det, fordi vi alligevel synes, at det, vi har, fungerer meget godt? For eksempel sundhedssektoren? Skolerne? Hele vores uddannelsessystem? Erhvervslivet? Socialsektoren? Det, at vi gør alt for, at ingen ting skal gå til spilde, mens vi kasserer mennesker, som om de ingen værdi har? Over 800.000 voksne, arbejdsduelige mennesker på overførselsindkomst er der nu – bare i Danmark. De allerfleste helt sikkert mod deres vilje, for intet er mere uværdigt og ødelæggende end på den måde at blive sat uden for fællesskabet og uden for indflydelse på sit eget liv. Som om der ikke er opgaver nok at løse. Overalt mangler der hoveder og hænder! Og endnu værre: Overalt i Europa er det sådan.

Er det den kollektive transport, vi gerne vil bevare? Landbruget? Fiskeriet? De store kulturinstitutioner? Det politiske system? Den nye regering, der allerede ser træt ud og har glemt sine visioner eller måttet give køb på dem? Er det vejret? Humøret? De mange ensomme? Hvem har det egentlig godt? Ud over den ene procent, der er stukket af med rovet, og som heller ikke engang ser tilfreds ud.

HVORFOR IKKE LADE det falde, det gamle samfund, og skabe et helt nyt på ruinerne? Et med nye værdier og nye modeller. Et, hvor ikke grådighed, men det at klare sig med lidt, det at tage hensyn til andre er en dyd. At lytte! Et mindre forjaget, mindre overfladisk. Hvor det er pinligt at tage til Indien i påsken, til Vietnam om sommeren og på weekend i New York, før vi har fundet en mindre miljøskadelig måde at transportere os på, og fint at være dannet.

Et, hvor man har travlt, men også tid til at passe sine børn og leve sit liv. Hvor man rykker sammen for at give mere plads til naturen. Skaber nye former for fællesskaber og levemåder. Hvor man dyrker mere sex mere fordomsfrit, og hvor ingen skal være bange for at dø alene. Hvor der ikke er enorm forskel på rig og fattig, og hvor begreber som dagpenge og kontanthjælp ikke findes, fordi der er brug for alle, hver og én, også de fremmede og de skæve og de svage, som man måske vil opdage er en guldgrube, for at løfte den store opgave, vi står over for.

Et samfund, hvor forskningen er fri, og kunsten trives, og hvor politikere kan give indrømmelser og ændre mening for åben skærm. Et, der ikke lukker sig om sig selv, og som vi kan være stolte af, når vi rejser ud (i moderne højhastighedstog). Som de vil tale om og efterligne i hele det trætte, gamle Europa, så det også langsomt vil rejse sig igen, men på en ny og mere ydmyg måde. Få sit selvbillede justeret efter den nye verdensorden, hvor vi ikke nødvendigvis er i centrum.

Sådan et samfund vil jeg gerne være med til at bygge op med de afsavn, det helt sikkert vil koste, og det besvær, det helt sikkert bliver. Men som ikke er noget imod det, der venter, hvis vi ingenting gør.

Så vil det ikke være en forbandelse at leve i interessante tider, men en gave og fantastisk chance.

Så godt nytår! Og lad os komme i gang