Regeringen vender på tallerken i sag om konventionsbrud / Menneskerettighedskonvention over for børn.
Skrevet af:
sakset (IP Logged)
Dato: 08. Dec. 2011 kl. 22:26
Regeringen vender på tallerken i sag om konventionsbrud
Danmark blev dømt for konventionsbrud i en sag om en pige.
Den daværende opposition integrationsminister Søren Pind (V) kritiserede skarpt for ikke at undersøge lignende sager. Nu vil den nye regering heller ikke undersøge sagerne
Regeringen vil lade konventionsbrud være konventionsbrud
Stik imod regeringspartiernes udmeldinger før valget afviser justitsminister Morten Bødskov (S) nu i et folketingssvar at iværksætte en gennemgang af 75 sager, hvor Danmark kan have brudt Menneskerettighedskonvention over for børn.
De 75 sager ligner den sag, som i sommer førte til, at Danmark blev dømt for konventionsbrud. Udlændingeservice havde nægtet en somalisk pige ophold, efter at hun var blev tvunget på genopdragelsesrejse, men det var i strid med konventionen.
Som følge af dommen besluttede tidligere integrationsminister Søren Pind (V) at gøre det lettere for børn at vende tilbage til Danmark, men han afviste at gennemgå de 75 lignende sager.
Det udløste dengang kraftig kritik.
»Forkasteligt,« sagde SF’s Karina Lorentzen til Information.
»Fuldstændig vildt«, tilføjede de radikales Marianne Jelved.
Og Socialdemokraternes Karen Hækkerup understregede, at myndighederne »selvfølgelig« skal genåbne sagerne.
Pligt til at rette fejl
Men det mener Morten Bødskov ikke.
Han oplyser til Folketinget, at »de 75 sager ikke nødvendigvis udgør alle de sager, hvor dommen kan have relevans«.
Lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet Sten Bønsing understreger imidlertid, at myndigheder ikke kan afholde sig fra at undersøge sager, hvor der kan være sket fejl, med den begrundelse, at der muligvis kan være flere fejlbehandlede sager.
»Sådan fungerer lighedsgrundsætningen ikke. Man har derimod en pligt til at rette på de fejl, man kan finde, hvis det med rimelighed kan lade sig gøre,« siger han.
Enhedslisten er uforstående over for Morten Bødskovs beslutning.
»Det giver ingen mening, at Socialdemokraterne pludselig skifter holdning. Vi taler jo om en gruppe børns menneskerettigheder,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Mens Morten Bødskov og Marianne Jelved afviser at udtale sig om sagen, siger SF’s nye retsordfører Anne Baastrup, at hun er uenig med sin forgænger og mener, det vil være forskelsbehandling at undersøge de 75 sager, »fordi der kan risikere at være mange flere sager, hvor der muligvis kan være sket fejl.«
7. december 2011