Forældre skal passe på

Debatøren Albert B Hansen skrev følgende i forbindelse med det tragiske drab i Sønderborg hvor at en dreng på 13 år slog en anden dreng der var af tilsvarende alder ihjel efter at de var blevet uenige om en piges gunst.

Det er for nemt at pege fingre af moderen. Der er derimod grund til at advare forældre mod at have tiltro til at det offentlige kan være en troværdig partner i sager hvor at ens barn skal reddes. Som forælder må man ikke blive lullet i søvn af at der er nogle som tilbyder deres “hjælp”. Jeg vil til enhver tid råde forældre om at holde tand for tunge og bruge deres sidste sparekroner på privat hjælp.

Det offentlige har gennem en årrække udvist uvilje til at ville børnene det optimale. Det er stadig sådan at børn krænker børn seksuelt mindst 2 gange om måneden på landets opholdssteder. Det bekræfter bla. Anvendt Kommunalt Forskning. Desuden kan man med blot få søgninger erfare at det faktisk ikke er dokumenteret at anbringelser virker. Det offentlige erkender selv at man simpelthen savner dokumentation for at det milliardbeløb det danske samfund bruger, resulterer i forbedrede forhold for de anbragte børn.

Så hvorfor anbringes børnene stadig? Kan der vare tale om prestige blandt sagsbehandlerne? Ved vi nok om de pengestrømme der går mellem anbringelsesstederne og kommunerne? Kan der være modydelser indblandet? Vil et behandlingshjem overhovedet erkende hvis et barn er fejlanbragt hos dem eller vil de sætte de økonomiske hensyn højest?

En kvinde som har lidt af OCD har været fremme i medierne omkring hendes fejlanbringelse. I dette tilfælde som endte så tragisk for en dreng er spørgsmålet ligefrem: Kan en koncentration af unge med svære problemer ikke opskalere problemerne fremfor en fremgangsmåde som havde gået ud på støtte i hjemmet kombineret med en mentor i skolen?

Jeg håber at denne hændelse får betydning for fremtidige anbringelser, så vi forhindre at opholdssteder og behandlingshjem bliver psykologisk discount-supermarkeder der hævder at kunne klare alle slags psykiske lidelser hos unge mennesker. Et ungt menneske med e specifikt lidelse kræver en specifik og specialiseret behandling der lige så godt kunne foregå i hjemmet udført af psykologer og pædagoger.

Og her har han ret. Kommunale tilbud er ofte styret af egne interesser - egne ideologier der ikke altid harmonerer med børnenes behov. I en række kommuner har man valgt at etablere egne opholdssteder som svar på at det var blevet markant dyrere at anbringe børn udenfor hjemmet. Faktisk var der tale om at anbringelser kostede en to-cifret procentsats mere end en anbringelse i Norge eller Sverige.

Men det er også klart at disse egne institutioner har deres begrænsninger. Der er mange psykiske lidelser - rigtig mange. For at der kan ske en optimal behandling skal barnet være ordentlig udredt af et offentlig sygehus, der ikke har private interesser som det er set når en privat psykolog foretager udredningen. Ved tvivlstilfælde så er det faktisk bedre ikke at behandle men derimod støtte familien massivt i både hjem og skole. Alternativet er at et barn tilbringer sin opvækst et sted med at blive fejlbehandlet døgnet rundt, hvilket blot vil tilføre barnet endnu flere psykiske problemer.

En del af disse egendrevne institutioner har som debatøren skrev udviklet sig til at være discount-løsninger - et slags psykisk lagerhotel - hvor at de unge nok møder stabiliserende struktur - men ikke en decideret behandling, der kan møde deres specifikke behov.

Moderen til den unge drabsmand fra Sønderborg har protesteret over at hendes barn blev tilknyttet en sådan discount-løsning. Hun er af mange af de øvrige debatøre så blevet hængt ud som en dårlig mor fordi at hun på den ene side har lænet sig op af kommunens tilbud og så har tilladt sig at være kritisk med hensyn til tilbuddene.

Her må man kunne forstå at det er svært at være mor eller far til et sygt barn. Vil vi alle ikke kræve den bedste behandling? Vil vi acceptere et par plastre og nogle piller til på skadestuen hvis vi mødte op med vores barn, der havde brækket sin arm?

Ingenlunde!

Vi ved ikke om det private opholdssted havde været det bedste sted. At han blev glad for at være der, er ingen indikation for at det var godt, idet at behandling er anstrengende og han istedet faktisk burde have været lige så træt som efter en 8 timers arbejdsdag hele tiden. Behandlere og patienter ved at 1,5 times gruppeterapi svarer til netop 8 timers arbejdsdag, hvis de syge vil behandlingen og lægger deres sjæl i den.

Drabsmanden havde brug for støtte. Når nu det kommunale tilbud blev afslået, så skulle han have været dækket bedre ind i sit hjem.

Man aner en grad af såret professionalisme hos de ansvarlige der var medført at de har siddet fornærmet med armene over kors efter at moderen sagde nej til deres tilbud. Det ville ikke være første gang. Nogle husker måske af en megen optalt morder på 15 år oppe i Aalborg også blev svigtet mht. at det rette tilbud blev fundet til denne dreng i tide.

Det må stoppes. En løsning er ikke altid en anbringelse udenfor hjemmet, men den bør rumme en psykisk udredning af barnet og bedre støtte ordninger i Folkeskolen, så problemerne kan stoppes i tide inden at anbringelse er uundgåelig