Kærestesorger.
Instr.: Nils Malmros.
Manus: Nils Malmros og John Mogensen.
Foto: Jan Weincke.
121 min.
Danmark 2009. Dagmar, Grand, Metropol, Palads, CinemaxX,
Falkoner, Empire, Park og 72 biografer i resten af landet.
Den hudløse tid
Erindringskunst. Nils Malmros gør ungdommen færdig
og består sin studentereksamen med glans.
af Bo Green Jensen, Weekendavisen, 13/3 2009
- gengivet med tilladelse af forfatteren.
Kærestesorger.
Instr.: Nils Malmros.
Manus: Nils Malmros og John Mogensen.
Foto: Jan Weincke.
121 min.
Danmark 2009. Dagmar, Grand, Metropol, Palads, CinemaxX,
Falkoner, Empire, Park og 72 biografer i resten af landet.
DEN ene vil gerne gå med den anden, som egentlig foretrækker en tredje, men vælger at slå sig til tåls med den første. Så kysser de hedt og er kærester sammen, indtil en ny mulighed dukker op. I to-tre unge år er forelskelsens mønster en blanding af tidsfordriv, blodig alvor og stort rollespil. Om lidt bliver man endelig voksen, nogle er det allerede, andre har kurs mod fortabelsen. Den seksuelle indvielse fylder enormt. Det er alt i alt en grusom tid, hudløse og bestemmende år, hvor charme og held har urimelig status.
På 50 års afstand har de fleste vel skrevet historien færdig, men for filmskaberen Nils Malmros er erindringen endnu åben, varm og levende. Det har altid været hans styrke, at han husker sin opvækst, som var det i går. Han husker derfor også, at det især var forventningen om store følelser, som drev de unge mennesker. I Kærestesorger når Jonas (Thomas Ernst), det seneste Malmros'ke alter ego, omsider at tage sin studentereksamen. Man fornemmer, at han i denne tiende film beskæftiger sig med erindringsstoffet for sidste gang.
Det er efteråret 1961, og Jonas går i 1.g på Katedralskolen i Viborg, da han uden at være særlig forelsket bliver kæreste med den forsigtige Agnete (Simone Tang). Til gengæld er han forelsket i hendes farverige familie. Agnetes far er en musikalsk interesseret landsretsdommer, som læser datterens begavede stile om Marcel Proust. Ifølge Agnete er hans hustru (Ida Dwinger) en nærig, frigid rappenskralde. Der er også en sexet storesøster, som Jonas kan danse og drikke sjusser med, når forældrene ikke er hjemme.
Jonas' egen familie er mere jordbunden. Hans far (Kristian Halken) er læge på Statshospitalet, hans mor (Andrea Vagn Jensen) sørger for, at tingene bliver gjort. Agnetes familie virker vagt Salinger-agtig. I perioder udvikler dommeren en manisk psykose, spiller i dagevis flygel for lukkede døre og plager omgivelserne med sin særlige vinkel på skyldsproblematikken i Hamlet. Et hovedspor i handlingen er lagt om dommerens sygdom. Det gør underværker for filmen, at Søren Pilmark spiller rollen med matematisk præcision.
De voksne intriger skaber fremdrift, men det er de unges mere statiske verden, man som tilskuer interesserer sig for. Jonas har en stor ven i Toke (Jesper Svane), der dog siden bliver hans modstander, begynder at bære eksistentialistiske solbriller og skriver fortroligt med Agnete i en notesbog, som Jonas er jaloux på. Jonas og Toke er fætre til Janus og Tore fra Den kroniske uskyld. Egentlig er Toke såret, fordi Jonas i stedet valgte Birger (Jacob Grosen Pedersen) som ven. Også konstellationen af kammerater er flygtig.
Agnete skammer sig over sin familie, da hendes fars sygdom udarter. Måske er det derfor, at hun bliver filosofisk interesseret, mens Jonas søger ind på lavt vand. For resten kan de fleste se, at Agnete er forelsket i læreren HP (Pelle Nordhøj Kann). Det kan Jonas bare ikke. Da de efter et halvt år stadig ikke har været i seng sammen, afbryder Jonas forbindelsen.
PÅ afstand ligner Kærestesorger måske en nostalgisk hilsen til uskyld og ungdom, som aldrig vender tilbage. Der er en bittersød, melankolsk musik, som man let svømmer hen og fortaber sig i, hvis man praktiserer hukommelseskunst. Som altid har Malmros dog samtidig blik for svigt, forstillelse og forræderi. Ingen bliver skånet - heller ikke Jonas, som fysisk ligner den unge Malmros ikke så lidt.
Efter et halvt års grusom nonchalance, bliver Jonas atter interesseret, da Agnete finder sammen med 1.g'eren Henrik (Mathias Kruse). Jonas ødelægger deres forhold med en manipulerende ekspertise, der er Farlige forbindelser værdig. En af filmens sarteste, sandeste scener udspiller sig i studenterforeningen Minerva, hvor en striks kritiker læser og kommenterer de digte, som medlemmerne har skrevet. Henrik har komponeret et patetisk vers om at se sin elskede gå med en anden. Ingen i lokalet er i tvivl om den biografiske baggrund. Jan Weinckes kamera fastholder Henriks ansigt, og tilskueren sidder med en akut oplevelse af, at en nobel sjæl er blevet gjort fortræd.
I dag er Nils Malmros den eneste filmskaber, som husker og dvæler ved disse nuancer. Ligesådan med kurmageriets ritualer. Vi er tilbage i en tid, hvor det var afgørende, om en pige havde vat i bh'en. Var det tilfældet, og slap oplysningen ud, var hun færdig som forførende faktor. Frasen figurerer i flere sætninger på den pertentlige lydside, hvor Jonas kæder scenerne sammen i voice over. I begyndelsen er det svært at kapere den sprøde stemme med den omhyggelige diktion. Til slut er han blevet ét med historien.
Filmen er smukt struktureret i tre dele à 40 minutter. Tempoet er tidens eget, og det er en fornøjelse at falde ned i de unge menneskers verden og følge livets gang generelt. »Kærestesorger handler om gymnasieungdommen og det at blive voksen i et borgerligt miljø i starten af 1960erne,« siger Malmros. Tilføjelsen »i et borgerligt miljø« gør en væsentlig forskel. Rammen er rig og stærkt respektabel. Det er virkelig som en helt anden verden.
Meget er gjort for at give billederne realistisk dybdevirkning. Hver periodedetalje er håndplukket, fra omslaget på Salingers Forbandede ungdom til Tokes sorte nappajakke. Malmros optog filmen over to år, så de unge skuespillere kunne blive ældre efter naturmetoden. Han husker også fortidsmusikken fra Sidney Bechet til Patti Page, som synger »The Tennessee Waltz« for de dansende par.
Man ser da på Jonas, Agnete og Toke. Man følger bekymret problembarnet Birger, der gør Lena (Ninett Larsson) gravid, så hun må forlade skolen under stille postyr, mens han får lov at vende tilbage og tage sin eksamen, ikke med noget højt gennemsnit, men måske som den mest fremtidsstærke af alle de repræsenterede mandstyper.
ALT er udsøgt og minutiøst rekonstrueret, så præcist at der i lange afsnit synes at ske meget lidt. Man tænker, om det at genskabe fortiden i for høj grad er blevet et mål i sig selv. Man tænker måske, hvad man egentlig skal med historien om Jonas.
I den tematiske forgænger, Kundskabens træ (1981), er børnene universelle typer, som gør evige erfaringer, med den grusomme mobning af Elin som en forbløffende undtagelse. Filmen fortjener sin klassikerstatus. Man kan og har skrevet bøger om dybden i Kundskabens træ, den kroniske uskyld i erindringens Århus, hele dét mytologiske lag. I Kærestesorger er det relativt let at analysere på de forkvaklede strukturer i voksenfigurernes verden. Agnetes far står selv forrest i køen af fortolkere, når han i maniske perioder angriber hustruens frigiditet. Men hvad med de unge mennesker selv?
Meningen er, tror jeg nok, at man skal se dem. Man skal betragte lykken, vreden og skuffelsen i de unge levende ansigter, der er så tæt på genskabt fortid, som man kommer i nogen kunstart. Man skal ikke svømme hen i tanker om sin egen ungdom. Det kan man gøre som en sidegevinst, men formålet er først og fremmest at leve sig så langt som muligt ind i dét, der foregår på filmen. Betragter man det grundigt, vil man se, at det er virkeligt. Og efter Jonas' fortælling forstår man, hvorfor voksenlivet blev som det blev.
Er det nok til at sælge billetter i dag? kan De spørge, retorisk eller henvendt til Malmros. Det er i hvert levende ungdom holdt fast i et snit, der i filmens bedste, mest renfærdige scener, kommer tættere på idolet Truffaut, end Malmros nogen sinde har været. Der er en respekt for sandheden i Kærestesorger - og derfor færre melodramatiske konstruktioner.
Jonas er faktisk tilfreds med, at det ikke bliver ham, som skal trøste Agnete. Han opsummerer sirligt karakternes bane - hvem der gik og ikke gik i Nørre Sø, hvor viborgensere traditionelt tager livet af sig - og han har ingen grådkvalthed i sin stemme. Sent i filmen er 1.g'eren Johanne og den første forløsende lyd af The Beatles et lyst og væsentligt varsel. Verden tabte ikke farve. Tværtimod blev den endelig større, da skolens hudløse tid var forbi.
P.S. Fordi der er kælet for akkuratessen, forstyrrer den mindste anakronisme. Da Jonas og Agnete besøger Arne Vium (Peter Schrøder), sidder de i en sort lædersofa foran forfatterens bogreol. Blandt titlerne er Leo Tandrups fortrinlige Michelangelo - Skønhedens Gru, et massivt billedværk i grønt smudsbind. Arne Vium kan dog ikke have det stående i 1961. Bogen udkom på forlaget Centrum i 1992.