Den svære kunst at blive voksen DRAMA: "Kærestesorger" er en dejlig, om end lidt langtrukken og idylliserende kærlighedsaffære med ungdommen. Sophie Engberg Sonne, Jyllands-Posten,13/3 2009 - gengivet med tilladelse af forfatteren. Printervenlig version     KÆRESTEORGER Danamrk 2009 Instruktion: Nils Malmros 2 timer 1 minut Premiere i dag i biografer landet over   Med ”Kærestesorger” er Nils Malmros tilbage i sin kunstneriske hovedstol: Skildringen af ungdommens uskyldstab med udgangspunkt i hans egen jyske barndom og ungdom. Malmros er på hjemmebane, når han som her har handlingen solidt plantet i den jyske muld (nærmere bestemt Viborg Katedralskole) i 1960'erne, hvor pigerne gik med hårbøjle, og dansklærerne røg pibe og gik med hornbriller og rullekravesweatre. Det var dengang, da lærerne tog sig tid til at holde studiegrupper om eksistentialisme og dansk lyrik og tilbød sig selv som mentorer for dem, der havde brug for moralsk støtte. Meget var anderledes dengang, men lige så meget er det samme som nu og altid: Drenges fascination af piger og vice versa, kunsten at blive voksen og kunsten at tilgive sine forældre deres fejl. Samme film igen Det er den historie, som Malmros har skildret i stort set samtlige af sine film, og man skal pinedød være en dygtig instruktør for at slippe af sted med at lave den samme film igen og igen. Det er Malmros. Men spørgsmålet er, om stoffet - fortiden, erindringerne - efterhånden er kommet så meget på afstand, at han kommer til at overidyllisere og fortegne fortællingen. Det virker sådan, når man ser ”Kærestesorger”. I modsætning til ”Lars Ole, 5.c”, ”Drenge” og ”Kundskabens træ” udspiller ”Kærestesorger” sig i de tre gymnasieår - en tidslomme, der, mens den står på, føles som om ethvert sekund er af afgørende betydning. Fascinerende familie Jonas (Thomas Ernst) er forelsket i Agnete (Simone Tang) og ikke mindst i Agnetes fascinerende familie. Den smukke storesøster, den kølige mor og den åndsnærværende landsretsdommer-far (en suverænt velspillende Søren Pilmark), som med charme og intellekt viser åndeligt overskud i de højloftede stuer i det borgerlige hjem. Agnete og hendes familie forfører den fornuftige Jonas (som vanligt er hovedpersonen Malmros' alter ego), der er vokset op i et velfungerende middelklassehjem med en far, som er psykiater på byens galeanstalt. Men det er aldrig helt nemt med den ambitiøse Agnete, og sammen med vennen og charlatanen Birger (Jacob Grosen Pedersen, der stjæler hver en scene, han medvirker i) søger Jonas nye kavalergange i 2.g. Modnes undervejs Malmros har indspillet filmen over tre år for at etablere en naturlig udvikling hos de unge, som bogstaveligt talt modnes foran øjnene på tilskueren. De unge, ukendte skuespillerspirer spiller da også eminent, og tidsbilledet er overbevisende, men der er noget forudsigeligt over fortællingen, og kemien mellem Jonas og Agnete bliver aldrig elektrisk, selv om filmen tager sig god tid til at etablere den magiske og skelsættende første forelskelse. I forhold til ”Kundskabens træ” er de unge blevet ældre, de er nøjagtig midt mellem barndom og voksenliv, og ingen dansk filmkunstner skildrer denne skelsættende overgangsfase bedre end Malmros - men ud over Søren Pilmarks dommer på katastrofekurs er dramaet i ”Kærestesorger” for beskedent, for pænt og for idylliserende i sit tilbageblik. (c) Sophie Engberg Sonne, Jyllands-Posten, 13/3 2009 - gengivet med tilladelse af forfatteren.   Printervenlig version