Erindringsbilleder Malmros på 'repeat'. Nils Malmros bruger i sin aktuelle film 'Kærestesorger' igen personligt erindringsstof som udgangspunkt. Denne gang med formindsket effekt af Henrik Queitsch, Ekstrabladet, 13/3 2009 - gengivet med tilladelse af forfatteren. Printervenlig version     Oplevelserne i barndommen og den tidlige ungdom er selvfølgelig med til at præge det menneske, man senere udvikler sig til. Det gælder i sjældent høj grad den nu 64-årige instruktør Nils Malmros, der tillige har gjort en kunstnerisk karriere ud af gang på gang at vende tilbage til sin skoletid og med stor indsigt og ikke mindst indlevelse skildre de formative år i klassiske værker som ’Lars-Ole 5.C’, ’Drenge’ og ’Kundskabens Træ’. Og nu vender Malmros så i sin tiende film siden debuten i 1968 endnu en gang blikket indad og tilbage. Ja, ’Kærestesorger’ er nærmest en direkte fortsættelse af hovedværket ’Kundskabens Træ’. Filmen udspiller sig kronologisk fra sensommeren 1960 til 1963, og handlingen er godt nok flyttet fra Århus til Viborg Katedralskole, men det er ingen hemmelighed, at hovedpersonen Jonas er Malmros alter ego i størrelsesforholdet 1:1, og at fortællingen er en direkte spejling af instruktørens egen gymnasietid. Skuespillerne vokser Malmros har valgt den modige, omstændelige og kostbare metode at lade optagelserne løbe over tre år, så vi rent faktisk ser de unge skuespillere vokse for øjnene af os. Både som mennesker, men så sandelig også som skuespillere fra de lidt stive og famlende indledende scener frem mod den nænsomme naturlighed, der er et af Malmros’ varemærker. Omdrejningspunktet i filmen er Jonas’ forhold til Agnete, der veksler fra betagelse over klaustrofobi til længsel, afhængig af om de nu er sammen eller holder ’pause’. En pause, som den intellektuelt langt mere velstimulerede Agnete bl.a. bruger til at knytte bånd til Jonas’ tidligere ven Toke, der i mellemtiden har udviklet sig til lidt af en særling. Og ikke mindst alle Jonas’ mere eller mindre akavede krumspring for at komme i kanen med Agnete, som i løbet af de tre år udvikler sig fra bly viol til fuldbåren og flyvefærdig kvinde. Kedsommeligt og banalt Der er ingen tvivl om, at der er tale om meget personligt stof for Malmros, men modsat sin tidligere erindringsfilm lykkes det ham ikke i ’Kærestesorger’ at transformere det private til det almene. Forstået på den måde, at i hvert fald undertegnede ikke for alvor blev grebet af personernes udviklings- og skæbneforløb, men snarere oplevede det som lidt kedsommeligt og banalt. Ja, momentvist har man nærmest fornemmelsen af at overvære en parodi på en Malmros-film. Illusionen bliver endvidere brudt af, at de unge, ukendte skuespillere flankeres af folkekære ansigter som Søren Pilmark, Finn Nørbygård og Peter Schrøder, hvilket resulterer i en slags verfremdungs-effekt, som jeg bestemt ikke tror, er tilsigtet. ’Kærestesorger’ ligner både i overført og bogstavelig forstand Malmros på repeat, og resultatet er blevet hans måske svageste film, fraset ’Barbara’. Måske han skulle overveje, om der er liv efter de 18 år? (c) Henrik Queitsch, Ekstrabladet, 13/3 2009 - gengivet med tilladelse af forfatteren.   Printervenlig version