Nils Malmros om Kærestesorger Fra Viborg Kathedralskoles årsskrift 2008 Printervenlig version   For tre år siden var det rigtig morsomt, når jeg sagde, at der var premiere på "Kærestesorger" 31. oktober 2008 – ikke mindst fordi jeg tit kom til at sige 3008. Men nu er de tre år snart gået, og alt tyder på, at premieren bliver til planlagt tid. "Kærestesorger" er tænkt som en opfølger på min tidligere film "Kundskabens træ" fra 1981. Den blev optaget over to år på Aarhus Katedralskole og handlede om min mellemskoletid godt tyve år tidligere. Af mange grunde kan den nye film ikke blive en egentlig efterfølger, bl.a. fordi de børn, der spillede med i "Kundskabens træ", i dag er over 40 år gamle. Så for at lægge afstand til "Kundskabens Træ" lavede vi en transponering og flyttede hele historien til Viborg Katedralskole – og fik alle de gevinster, som jeg havde drømt om. Først og fremmest er filmen optaget på landets smukkeste og mest fotogene gymnasium, men også et gymnasium med patina. Det har derfor været forholdsvis nemt at genskabe miljøet fra starten af 60’erne. "Kærestesorger" handler om det skift fra pubertet til voksen, som man gennemlever i gymnasieårene. Den er derfor – ligesom "Kundskabens træ" – optaget over tid og i dette tilfælde over næsten samtlige tre år, man går i gymnasiet. Vi startede optagelserne i efteråret 2005 og har siden i perioder fra få dage til flere uger filmet i og omkring skolen og på kollegiet. På nuværende tidspunkt mangler vi kun at filme en uge i starten af juli, hvor vi skal lave optagelserne til filmens sidste skoledag og studentereksamen. Så vidt jeg ved, har vi med "Kærestesorger" lavet verdensfilmhistorie. Jeg tror, det er første gang, man har lavet en film, hvor man som et dramaturgisk element har givet sig tid til at lade de medvirkende vokse og modnes over næsten tre år. At det har kunnet lade sig gøre, skyldes at Viborg Katedralskole - fra første gang, jeg forelagde dem projektet – helhjertet er gået ind for filmen, har lagt lokaler og bygninger til og ladet skolens elever medvirke som skuespillere og statister. Gennem tre år har vi haft "vores eget" klasseværelse i stueetagen i klasse 116 med podie ved tavlen og institutionshvide vægge. Hver gang vi har filmet, har vi tømt klassen og fyldt den op med kateder og borde og stole fra 60’erne og skiftet lamperne ud med de tidstypiske "Radiohuspendler". Tilsvarende er lamperne på gangene blevet skiftet, i det omfang de har været med i billedet. Sidste efterår lavede vi en scene, der skulle foregå i et fysiklokale. Imidlertid er skolens nuværende fysiklokale alt for moderne. Så vi måtte bygge biologilokalet i 114 om til et fysiklokale med laboratorieborde med opsatser, gasblus og glasskabe fulde af videnskabelige instrumenter. To gange har der været møde i "Minerva", der i filmen af visuelle grunde foregår i biblioteket. Anden gang var det med Søren Pilmark, der spiller "pigens far", i en scene hvor han holder foredrag om "Hamlet". Vi har derfor to gange været nødt til at tømme biblioteket for borde og computere og sat stolene op i en halvcirkel omkring talerstolen, som vi lånte fra festsalen. Desuden var vi været nødt til at fjerne nogle af de mest synlige moderne bøger for ikke at lave anakronismer. Jeg håber, at bøgerne er kommet tilbage på deres rigtige pladser. Vi har foretaget os mange "sære" ting undervejs. To mere komiske indslag foregik sidste efterår. Da balustraden for nogle år siden blev sikret mod gennemsivning af regnvand, blev gangarealet malet med en giftig lyseblå farve. Jeg går ud fra, at den kongelige bygningsinspektør kun inspicerer skolen nedefra. Imidlertid var "vores klasse" kommet op i 3.g, og i gamle dage var balustraden forbeholdt de ældste klasser og var desuden det sted, hvor de måtte ryge. Jeg var derfor lykkelig over, at jeg fik lov til at male den lyseblå farve over med en mørkegrå. At det var instruktøren selv - på en film til 27 millioner – der lå med enden i vejret og malede balustraden om, har sikkert undret nogle. Men det skyldes, at hver krone i budgettet er øremærket, før filmen starter, og der var ikke taget højde for, at balustraden nærmest lignede en swimmingpool. Så derfor måtte jeg gøre det selv. Det andet komiske tiltag, har også noget med økonomien at gøre. Det dyreste på en film er at flytte et filmhold. Det ville derfor være ønskeligt, om den scene, der i manuskriptet forgår på en fødselsanstalt, kunne laves på skolen. Et normalt klasselokale ville være alt for genkendeligt. Men det første klasseværelse inde på romergangen – der hvor rektor i gamle dage havde sin lejlighed – har dimensioner som en firesengsstue på en fødeklinik. Så den person, der tilfældigvis en dag i efterårsferien 2007 kom forbi historikergangen, ville til sin overraskelse kunne høre spædbarnsgråd fra lokale 126 og indenfor finde en barselsstue. Efter en casting (prøvefilmning) i februar 2005 fandt vi de elever på skolen, der sammen med vores hovedrolleindehavere skulle gøre det ud for "vores klasse". De var alle indforstået med, at de tilbagevendende skulle 60’er klippes, og at de skulle stå til rådighed hver gang, der skulle filmes. Og endelig har vi tre gange fået 40-70 statister til at også at lade sig klippe og iklæde sig tøj fra min gymnasietid. Jeg har mange at sige tak til. Nu mangler vi så kun vores "sidste skoledag" med "Twist and Shout" ved Borgvold og skolens middag for årets studenter oppe i festsalen med "Sjungom studentens lyckliga dag". Og så er de tre år gået. Jean Cocteau sagde, at film er "døden i arbejde". Underforstået at filmen afslører vores forgængelighed – og ikke mindst i en film optaget over tre år. Jeg vil dog trøste mig med, at "Kærestesorger" først og fremmest viser den del af livet, hvor alting springer ud. Nils Malmros   Printervenlig version