Attentatet
Det lykkedes aldrig generalerne at aflive myten om Hitlers usårlighed. Men det skortede ikke på dristige forsøg. Få dage efter at jeg havde truffet Oberleutnant Martin Dorsch, som jeg ikke havde set i mange år, og som jeg nu havde en lang samtale med - en samtale, der strakte sig over en hel nat, og som begyndte ved et selskab, fortsattes på en restaurant, dernæst på gaden, i et tilflugtsrum under et luftangreb og ved daggry på en bænk i Tiergarten.
Få dage efter dette møde blev jeg forflyttet til tjeneste ved Berlins kommandantskab, hvis chef var generalløjtnant Paul von Hase.
Dermed var jeg forflyttet til hjertet af den planlagte officersrevolte mod Hitler og hans mænd.
Jeg blev brugt som kurér, hovedsageligt fordi jeg som løjtnant fra en almindelig feltenhed ikke så let tiltrak Gestapos opmærksomhed, som en stabsofficer ville gøre det.
Efterhånden lærte jeg derfor mange af de store bagmænd at kende, ikke intimt eller personligt eller konspiratorisk fortroligt, men nærmest hvad man kunne kalde forretningsmæssigt: Admiral Canaris, general von Stülpnagel (han var på daværende tidspunkt generalguvernør i Frankrig), generalfeltmarskal von Witzleben, generalfeltmarskal Erwin Rommel. Selve chefen [for sammensværgelsen. EH], Generaloberst Beck. Og mange, mange andre.
      Om aftenen den 5. juni 1944 opholdt jeg mig hos Rommel på hans gods Herlingen i nærheden af Ulm. Hitler havde ganske vist udstedt orlovsspærring for alle værnemagtens enheder, men Rommel var alligevel i dybeste hemmelighed fløjet fra sit hovedkvarter i Frankrig for at fejre sin kones fødselsdag.
Tidligt om morgenen kom en tjenestepige ind på mit værelse med besked om, at marskallen ville tale med mig. Jeg traf ham i hans arbejdsværelse, hvor han fuldt påklædt spiste sin morgenmad stående.
-De får ingen skrevet depeche med, men må indprente Dem nøje, hvad jeg siger, og lade det gå videre mundtligt.
Den Allierede invasion er nu en kendsgerning. De rejser straks til Berlin og meddeler generaloberst Beck, at de amerikanske panserkoprs om kort tid vil have gennembrudt vestfrontens forsvar, hvorfor jeg mener, det afgørende tidspunkt er inde til operation ”Valkyrien” [kodenavnet for det længe planlagte officers-attentat på Hitler. EH].
Jeg forbereder alt sammen med general von Stülpnagel, så alt fra vor side er klart, når vi modtager kendeordet.
Derpå lader vi de amerikanske stødarméer trænge igennem, så vi uden vanskelighed kan føre vore hære i vest mod nazisternes eventuelle modstandstropper.
Samtidig må der sørges for rømning af Kurland [tyskernes navn på den baltiske stat Letland. EH] og andre afsnit i øst, så de derværende hærgrupper kan trække sig tilbage på tysk grund.
Krigen må under alle omstændigheder bringes til øjeblikkeligt ophør.
    Jeg modtog meldingen og rejste til Berlin. Her gik jeg sporenstregs til Beck. Han påhørte mig uden en ansigtstrækning. Hvad der nu fulgte i den kommende tid, vil jeg anse for det mest epokegørende i den tid, Hitler havde magten i Tyskland. For ganske vist mislykkedes attentatet og blev kvalt i myrderier, men attentatet leverede bevis for, at man kunne lave en organiseret modstandsbevægelse i Tyskland, hvad ingen før havde troet muligt.
   Der var tidligere gjort flere forsøg på at styrte Hitler. En af de mest energiske under disse forsøg var generalmajor Henning von Tresckow, der gjorde tjeneste som generalstabsofficer ved midterste hærgruppe.
Den 13. marts 1943 kom Hitler på inspektion ved midterste hærgruppe, der dengang ledelse af generalfeltmarskal von Kluge. I lang tid havde Tresckow bearbejdet Kluge og til sidst fået ham til at gå ind for aktiv modstand mod Hitler.
Tresckow havde lagt omhyggelige planer for Hitlers besøg. Føreren skulle enten fanges eller dræbes ved et attentat.
Flere gange havde man alt klart, men som altid skød Hitler sit komme ud i det uvisse.
Så efterhånden blev Kluge vankelmodig, og trods energiske overtalelsesforsøg fra Tresckows side holdt Kluge fast ved sine betænkeligheder for, hvad det tyske folk og den tyske soldat ville mene om et statskup. Kluge frygtede mest af alt at blive betragtet som en landsforræder.
   (Så) da Hitler endelig kom med flyvemaskine den 13. marts, var der store svagheder ved planen, selv om selve hærgruppens hovedkvarter var omringet af et kavaleriregiment under oberstløjtnant Boeselager, der fuldt ud var parat til et statskupforsøg over Hitlers lig. Alle hans officerer var udvalgte folk, man kunne stole på – men Kluge var som sagt bange, og derfor var der ingen utvetydig mulighed for at bruge hans hærgruppe.
   Så besluttede Tresckow og hans adjudant, kaptajn von Schlabrendorff, at de uden Kluges støtte ville gøre attentat på Hitlers liv.
De håbede på, at dersom attentatet lykkedes, ville Kluge lade sig overbevise til at sætte hele apparatet i gang, så naziherredømmet kunne knuses.
De ville anbringe en bombe i den flyvemaskine, Hitler rejste med, så den eksploderede i luften. Det ville give det udseende af en ulykke, hvad der havde en politisk betydning, som var værd at tage i betragtning. Hitler havde på daværende tidspunkt endnu så mange tilhængere, at der måtte regnes for en stærk (folkelig) modstand, dersom de fik nys om, at der bevisligt forelå et attentat.
     Hitler kom, og under middagen gav Tresckow en pakke til oberst Brandt i Hitlers følge med en anmodning om, at Brandt ville give den til general Stieff, når de kom tilbage til det store hovedkvarter i Østprøjsen. Det ville Brandt gerne. Han troede, der var to flasker cognac i pakken. Pakken indeholdt i virkeligheden en højeksplosiv, engelsk tidsindstillet bombe.
Om formiddagen havde von Schlabrendorff ringet til kaptajn Gehre i Berlin og givet ham stikordet til, at attentatet var nært forestående. Stikordet blev straks givet videre til general Oster, der igen lod det gå videre til general Olbricht.
Det var nu deres opgave at træffe de sidste forholdsregler til magtovertagelsen.
    Kort efter middagen begav Hitler sig til flyvepladsen med sine ledsagere. Han steg ind i den ene af de to maskiner, der var til rådighed for ham og følget. Oberst Brandt steg ind i samme maskine som Hitler. Flere timer gik i nervøs venten. Så kom der melding om, at Hitler var landet i god behold på flyvepladsen Rastenburg i Østprøjsen og nået tilbage til sit hovedkvarter. Tresckow og hans ven så på hinanden, da den første forbløffelse havde lagt sig. Så rev Tresckow telefonen til sig og forlangte ekspressamtale med oberst Brandt. Koldblodigt spurgte han obersten, om pakken var afleveret til General Stieff.
- Nej, ikke endnu.
- Nå det var godt, for det var en forkert pakke. Den ville blive ombyttet næste dag.
Det viste sig, at der havde været en fejl ved sprængkapslen, så tråden ikke var brændt over, som den skulle. Efter al sandsynlighed var kulden skyld i uheldet.
    Nogle dage efter skulle Hitler åbne en udstilling i Berlins tøjhus på mindedagen for de faldne. Tresckow besluttede at prøve igen. Fra von Kluges stab var oberst Gersdorff blevet afkommanderet for at kunne deltage i banketten på Tøjhuset, og han erklærede sig på Tresckows forslag villig til at foretage attentatet.
Men da Schlabrendorff tidligt om morgenen overrakte Gersdorff bomben, viste det sig, at den manglede en sprængkapsel af en ganske bestemt type, og trods alle forsøg viste det sig umuligt at fremskaffe den.
På den måde reddede Hitler igen livet.
Tresckow tabte ikke modet af den grund. Han blev kun endnu fastere besluttet på at udrydde tyrannen og gik i gang med nye planer.
Alt var i øvrigt parat til et statskup. En regering var opstillet til at overtage magten i samme øjeblik, attentatet var udført. Blandt denne regerings medlemmer var navne som overborgmesteren i Leipzig, dr. Karl Goerdeler, tidligere gesandt i København og senest Rom, Herr Ulbricht von Hassell [læg mærke til dét navn. Det er derfra idéen stammer til navnet 'Sven Hazel' eller som det staves udenfor Da nmark 'Sven Hassel'. EH] og socialdemokraten Leber.
von Witzleben skulle have den øverste ledelse af Værnemagten og Rommel skulle være præsident. Det var selvgøleglig givet, at der hurtigst muligt skule afholdes lovligt folkevalg.
Da man nu også havde vundet general Stieff, blev der bragt en bombe til førerhovedkvarteret. Den gemte Stieff til senere brug. Men af en ukendt årsag eksploderede den pludselig af sig selv, hvad naturligvis vakte stor opmærksomhed. En undersøgelse blev iværksat af obertsløjtnant Schrader, der satte en kolossalt apparat i gang for at komme til bunds i den mystiske eksplosion. Måske skyldtes det, at Schrader var medlem af [den tyske] modstandsbevægelse. Schraders undersøgelser havde dog gjodtgjort én ting, men den holdt han klogelig uden for de officielle rapporter. Det var, at der var virkelig gode muligheder for at iværksætte et vellykket attentat i selve førerhovedkvarteret, når blot man havde en pålidelig mand posteret dér. Men det skulle være en person, der havde adgang til Hitlers aftensamtaler eller til selve rådssalen. At skyde Hitler med pistol var meget svært under sådanne omstændigheder. Oberstløjtnant Boeselager tilbød at storme hovedkvarteret med sit regiment, men da det lå ved den sydlige del af østfronten, kunne det ikke bringes til Østrpøjsen, uden at det ville vække mistanke.
Man fandt frem til en ung kaptajn, der havde alle muligheder for at udføre attentatet. Men han blev alvorligt såret ved fronten, kort tid før han kunne forflyttes til førerhovedkvarteret. Så tilbød Stieff og hans to adjudanter, major Kuhn og oberstleutnant Hagen, at prøve. Men nu viste det sig umuligt at få sprængstoffet bragt ind til Hitler. Utallige forsøg blev gjort, men det smuttede hver gang for de sammensvorne.
   Stieff blev derpå sammen med general Wagner enige om en ny plan. På det tidspunkt var der så småt tale om at indføre en ny uniform, og denne uniform skulle forevises Hitler. Ved denne lejlighed skulle attentatet udføres af en officer, der var villig til at ofre sig selv. Han skulle have bomben på sig, når han gik mannequin i den nye uniform. På et gunstigt tidspunkt skulle han springe løs på Hitler og holde ham fast, til bomben sprang.
Som om Hitler havde anet uråd, blev i sidste øjeblik dagen for demonstrationen af uniformen udsat.
Til sidst blev der dog bestemt en dato, og forevisningen skulle foregå i Zossen ved Berlin. Alt blev gjort klar til attentatet.
Ingen tvivlede på, at denne gang ville det gå godt.
Dagen før blev Zossen angrebet fra luften, og Hitler aflyste hele forestillingen.
Forskellige planer løb ud i sandet, indtil man bestemt sig til at fastholde følgende:
    Hitler skulle inviteres til at besøge midterste hærgruppes stab. På et givet tidspunkt skulle flere officerer trække deres pistoler og skyde på Hitler. Man enedes om, at det bedste tidspunkt var netop som Hitler trådte ind af døren. Officererne var oberst von Kleist, kaptajn Eggert, oberstløjtnant von Voss, major von Oertzen, ritmester von Breitenbuch, oberleutnant von Boddien og kaptajn von Schlabrendorff.
Man regnede med en træffeprocent på cirka 50, og det måtte slå selv Hitler ihjel.
Grunden til, at de var flere, var psykologisk. Man måtte regne med nervøsitet og skræk hos én attentatmand, men når de var flere, ville der altid være nogle, der var sikre på hånden.
Forberedelserne blev truffet. Først i Smolensk. Så i Orscha. Så i Minsk. Men Hitler lod sig ikke mere bevæge til at besøge midterste hærgruppe.
Sådan fulgte den ene skuffelse efter den anden. Til alt dette kom, at von Kluge måtte bort fra hærgruppen efter en automobilulykke. Han blev afløst af nazisten, generalfeltmarskal von Busch.
   Kort efter invasionen [De Allietredes stort anlagte invasion på Freankrigs vestkyst 6. juni 1944. EH] tilbød oberst grev von Stauffenberg at udføre attentatet.
Han var en ganske ung mand. Under kampene i Afrika havde han mistet den højre hånd og to fingre på venstre hånd samt det ene øje. Nu var han stabschef hos generaloberst Fromm, der var chef for hjemmehæren.
Stauffenberg havde alle muligheder for at komme Hitler ganske nær under de hyppige kommandomøder i førerhovedkvarteret.
Halvdelen af juli 1944 opholdt Hitler sig på Obersalzberg [Hitlers private bolig i De bayriske Alper nær byen Berchtesgaten. EH] med sine nærmeste, deriblandt flere veninder. Den 11. juli blev Stauffenberg befalet til at møde her. I et særligt fly forlod han Berlin medførende en dokumentmappe, der indeholdt en engelsk bombe. Det var hans hensigt at udløse tændpartonen efter sin tale og lade tasken blive stående.
Imidlertid manglede ved mødet den farligste mand – SS-chefen Heinrich Himmler – så Stauffenberg gemte sit attentat til en bedre lejlighed.
Den 15. juli var der møde i hovedkvarteret i Østpreussen. Igen var Stauffenberg til stede med sin mappe, og denne gang var både Hitler og Himmler der. Men ligesom Stauffenberg skulle til at antænde sprængpatronen, rejste Hitler sig og gik.*
Den 20. juli gjorde Stauffenberg sit tredje nervepirrende forsøg. Det var besluttet efter samtaler med general Beck, at attentatet denne gang skulle udføres uden hensyn til, om de førende nazister var sammen med Hitler eller ej.
    Da Stauffenberg kort før klokken 12 den 20.juli ankom til Hitlers bunkers-hovedkvarter, så han til sin forbløffelse, at mødet var forlagt fra den sædvanlige betonbunker til et hus, hvis vægge delvis var af træ.
Til stede var Hitler og de fleste af de personer, der plejede at deltage i disse generalstabsmøder. Dog manglede Göring og Himmler. Hitler sad for enden af et langt bord, og Stauffenberg fik tildelt plads ved bordets langside, umiddelbart ved siden af Hitler, på dennes højre side.
   Kort før klokken 13 gjorde Stuaffenberg bomben klar og stillede mappen på gulvet ved Hitlers stol, hvorpå han forlod salen. Men et øjeblik efter rejste Hitler sig og gik hen til et stort kort, der hang på væggen.
Her stod han, da bomben sprang.
    Fordi væggene delvis var af træ, fik lufttrykket ikke den virkning, det ville have haft nede i en cementbunker. Der ville alle tilstedeværende uden tvivl være blevet dræbt. Nu kom de fleste fra det med livet i behold og slap med brandsår og splinter. Fire blev dræbt: Hitlers stenograf Berger, chefadjudanten general Schmundt, 1. generalstabsofficer for operationsafdelingen oberst Brandt, og chefen for luftvåbnets generalstab generaloberst Korten.
Hitler blev slynget ud af rummet.
Da Stauffenberg så Hitler og flere andre blive slynget ud af huset og ligge rundt om, blødende og med tøjet mere eller mindre flået af, var han sikker på, at Hitler var død, og fløj til Berlin for at deltage i statskuppet.
Den forberedte plan løb af stabelen med generaloberst Beck som leder. Beck, Witzleben og et større antal af de sammensvorne havde overtaget krigsministeriet. Herfra gav Beck samtlige hærgrupper ordre til betingelsesløst at rette sig efter hans ordrer. I mellemtiden havde general Olbricht begivet sig til generaloberst Fromm.
Fromm sad i møde, men afbrød det på Olbrichts forlangende for under fire øjne at erfare, hvad det var, Olbricht havde at meddele, der var så vigtigt.
- Hitler er faldet som offer for et attentat.
- Hvem har De det fra? spurgte Fromm forbløffet.
-Fra general Fellgiebel ved hovedkvarteret. Han har personligt afgivet meddelelsen. Jeg foreslår, at vi under disse omstændigheder lader stikordet ”Valkyrien” gå videre til alle stedfortrædende generalkommandoer, så hæren straks kan overtage magten.
Fromm erklærede kategorisk, at han ville overbevise sig personligt om Hitlers død, før han foretog sig noget. Han ville ringe generalfeltmarskal Vilhelm Keitel op.
Var meddelelsen rigtigt, ville han gøre, hvad man ventede af ham.
Olbricht tog straks telefonen og forlangte ekspressamtale med Keitel, og nu fandt følgende samtale sted:

Fromm: - Sig mig, hvad er der på færde i hovedkvarteret? Her i Berlin går de vildeste rygter.
Keitel: - Hvad skulle der være på færde her? Her er alt i orden.
Fromm: - Til mig er der lige afgivet melding om, at Føreren skal være faldet som offer for et attentat.
Keitel: - Sludder! Der har ganske vist fundet et attentat sted, men det er lykkeligvis slået fejl. Føreren lever og er kun lettere såret....Men hvor er for resten Deres stabschef, oberst Stauffenberg?
Fromm: -Stauffenberg er endnu ikke kommet tilbage.
Herefter forbød generaloberst Fromm at lade stikordet 'Valkyrien ' gå videre.
Men det var allerede gjort uden hans vidende. De hitlertro generaler blev kaldt til krigsministeriet og arresteret. Generalmajor Hase fik kommandoen over hærens afdelinger i Berlin og skulle med dem besætte alle vigtige steder. Han meddelte straks de forskellige kommandanter, at Hitler var dræbt, og gav dem ordre til at besætte regeringskvarteret.
Forvirringen i hovedkvarteret var endnu så stor, at ingen tænkte på modforholdsregler. Stødtropper, der skulle arrestere Goebbels og andre store nazister, havde samlet sig i Tøjhusets gård ved Unter den Linden.
Omkring klokken 16.30 kom Stauffenberg tilbage og meldte sig til tjeneste i krigsministeriet.
Olbricht tog ham med hen til Fromm.
Da Fromm fik at vide, at Stuaffenberg havde været øjenvidne til Hitlers død, sagde han ophidset:
- Det kan umuligt passe. Keitel har jo lige forsikret mig om det modsatte.
-Keitel lyver som sædvanligt, svarede Stauffenberg kort. Jeg har selv set Hitler blive båret død bort.
Olbricht til Fromm: - På dette grunlag har vi ladet stikordet gå videre! Fromm sprang op, slog den knyttede næve i bordet og råbte: - Dette er ulydighed! Hvem er ”vi”? Hvem har vovet at give denne ordre?
Olbricht: - Min stabschef, oberst Mertz von Quirnheim.
Fromm: -Han skal hentes øjeblikkeligt!
Det skete, og Mertz erklærede, at han havde givet ordren uden Fromms tilladelse.
Fromm: - De er arresteret! Hvad der videre vil ske, vil De blive klar over, min herre!
Nu blandede Stauffenberg sig i samtalen og sagde iskoldt:
- Herr Generaloberst, jeg har selv udført attentatet, og eksplosionen var så voldsom, som havde en 15-cm-granat ramt huset. Ingen, der var i den sal, lever mere!
Fromm: - Grev Stauffenberg, Deres attentat er mislykket! De får en sidste chance: De må skyde Dem selv!*
Stauffenberg: - Falder mig ikke ind!´
Nu brød Olbricht ind:
- Herr generaloberst. Øjeblikket til at handle er NU! Slår vi ikke til nu, går vort fædreland til grunde!
Fromm: -De er altså også med i dette statskup, Olbricht?
Olbricht: -Ja
Fromm: - Jeg erklærer Dem alle tre for arresteret!
Olbricht: - De kan ikke arrestere os, Herr generaloberst. De misforstår fuldstændig stillingen. Det er os, der arresterer Dem!

Mens alt dette skete, marcherede forskellige hærenheder mod Berlin fra omegnens garnisoner.
Nu skete der noget uheldigt. Vagtbataillonens chef, den unge major Remer, blev kaldt til Goebbels, som lod ham føre en telefonsamtale med Hitler personlig. Hitler gav Remer fuldmagt til at træffe alle forholdsregler.
Denne ene dag skulle den unge mand have mere at sige end alle generalerne: Han skulle handle direkte i Førerens navn.
Også til krigsministeiet havde efterretningen bredt sig, at Hitler levede, og der opstod fuldstændig kaos. Mange officerer fra hjemmehæren blev nervøse og sprang fra. Fromm blev befriet af SS og afdelinger af vagtbataillonen. Beck havde givet Fromm lov til at opholde sig i sin privatlejlighed i krigsministeriet under arrest.
Nu nedsatte Fromm en standret bestående af tre generaler, der dømte deltagerne i kupforsøget. Fromm meddelte personligt Beck, Olbricht, Stauffenberg, Mertz, Haeften, Hoepner og flere andre, at de var dømt til døden.
Hoepner bad Fromm udsætte hans henretttelse, da han regnede med at kunne retfærdiggøre sig.
Fromm tillod udsættelsen og lod den dømte føre bort.
Olbricht bad om at måtte skrive et par ord til sin kone. Anmodningen blev tilstået.
Da Fromm udbad sig de dømtes våben, rejste Beck sig: - Dette må De ikke forlange af mig, Deres tidligere foresatte. Jeg tager selv konsekvensen af den ulykkelige situation.
Fromm erklærede sig indforstået. Beck satte sig tungt, trak sin pistol og forsøgte at tage livet af sig ved et skud gennem hovedet. Men det blev kun et strejfskud. Han rettede så påny pistolen mod sin tinding, mens Stauffenberg støttede ham. Også dette skud var et strejfskud uden dræbende virkning. Han tabte pistolen og faldt blødende ind over skrivebordet.
Olbricht, Stauffenberg, og Haeften blev henrettet om aftenen i krigsministeriets gård.
Derefter lod Fromm en SS-mand udfri Beck af hans lidelser.
Hvad mig selv angår, befandt jeg mig på tjenestestedet i Friedrichstrasse, hvor vi, der tilhørte værnemagten, blev holdt fangne af SS. Det hele var knust.
Ved midnatstid holdt Hitler en brølende tale over alle tyske (r5adio)sendere, hvori han skreg på hævn.
Og hævn fik han.
Der gik en fuldstændig sindssyg arrestationsbølge over Tyskland. I hundredvis af mennesker blev slæbt til Gestapos torturkamre. Mange begik selvmord, blandt dem Henning von Tresckow. Min ven Martin Dorsch blev henrettet.
Fromm var jo skyld i, at vort kup slog fejl,. Alligevel blev han arresteret og anklaget for ikke at have skredet tilstrækkeligt energisk ind mod kupmagerne. I februar 1945 dømte en folkeret ham til døden for fejghed.

Under tortur røbede general Stülpnagel, at Rommel havde deltaget i revolten. Men i det tyske folks øjne var Rommel en myte, som nazisterne ikke vovede at stille for den berygtede folkeret.
Hvis folket fik at høre, at dets afgud havde gjort oprør mod Hitler, ville man begynde at forstå alt for tydeligt, at ikke alt var, som det skulle være.
Men Gestapo har aldrig manglet fantasi, når det drejede sig om at komme et menneske til livs. Under en køretur i Frankrig blev Rommels vogn pludselig angrebet af to styrtdykkende jagere med det engelske RAFs kendetegn på vingerne. Begge maskinerne førtes af SS-piloter. Vognen væltede, en ledsagende officer dræbtes, og Rommel blev alvorligt såret. Kommandoen blev overgivet til andre, og Rommel trak sig tilbage til sit gods. En dag i oktober blev han ringet op fra selve førerhovedkvarteret, og Keitel meddelte ham i få ord, at Føreren havde udset ham til at overtage en ny kommando. SS-general Burgdorf ville besøge Rommel næste dag for at drøfte sagen.
Det vil aldrig kunne opklares, om Rommel selv har haft sine bange anelser. Han lod sig ikke mærke med noget over for sin kone eller sin adjudant. Fuldkommen uanfægtet lod han alt gøre klar til at modtage sin søn, løjtnant Manfried, Rommel, der også ventedes næste dag på en kort orlov. [Manfred Rommel blev efter Nazitysklands sammenbrud udnævnt til overborgmester i 1974-1976 i Stiuttgart. Modtog talrige æresdoktortitler og hæderstegn. EH]
     Lige efter middag kørte et par store luksusbiler med SS-tegnene på nummerpladerne op foran godset Herlingens hovedbygning. Ud steg nogle højtstående SS-officerer, nemlig general burgddorf og generalløjtnant Maisel. Gæsterne udvekslede et par høflighedsfraser med fru Rommel og udtalte deres glæde over, at hendes mand var kommet over sine sår fra Frankrig. Derpå trak de sig sammen med Rommel tilbage til arbejdsværelset.
Der gik en times tid. Så kom de to SS-generaler ud, tog kort afsked med fru Rommel og gik ud til vognene.
Da Rommel kom ud, var han ligblev, men fattet. Fru Rommel, adjudanten kaptajn Aldinger og den unge løjtnant Rommel kunne straks se, at der måtte være sket noget katastrofalt inde i det store, smagfuldt udstyrede arbejdsværelse med de stilfulde møbler og kostbare tæpper.
Hvad havde Himmlers garde-officerer sagt?
Var timen nu kommet for Tysklands beundrede hærfører, helten fra Afrika, Tysklands yngste generalfeltmarskal?
Rommel besvarede roligt de u-udtalte spørgsmål: - Om en time er jeg en død mand! I vil høre, jeg er død af mine sår. Tro det ikke. Jeg vil blive myrdet som så mange før mig. Jeg har fået ordre til at tage til Berlin i von Burgdorfs vogn, men jeg når aldrig Berlin. Det har de herrer SS-generaler sagt mig rent ud.
     Fru Rommel beherskede sig beundringsværdigt under den korte, knugende afsked.
Kaptajn Aldinger hjalp sin chef kappen på.
Løjtnant Rommel rakte sin far hans handsker. Det var, som skulle den store feltmarskal bare ud at inspicere en troppeafdeling, da han satte huen på sned, som det var hans vane.
Et smil til de tre skrækslagne mennesker og han forlod stuen med faste skridt, så sporerne klirrede svagt.
Burgdorf holdt høfligt døren for ham, da han steg ind i den store, grå Horch. Så sprang Burgdorf hurtigt ind ved siden af Rommel, der kom til at sidde mellem de to SS-generaler. Et sidste blik op til vinduerne. Godset forsvandt bagud.
Lidt før Kassel gav Burgdorf ordre til at gøre holdt.
SS-Oberscharführer’en der førte vognen, og Maisel fik ordre til atstige ud og gå en tur i 10 minutter.
Da de kom tilbage, var Rommel døende. Hans lig blev kørt til Kassel og afleveret på det stedlige lazaret, hvor det vakte betydelig opsigt.
Overlægen forlangte obduktion, før han ville udsted dødsattest, men Burgdorf sagde truende:
- Der foretages ikke obduktion af generalfeltmarskal Rommels lig! Han er død af sine sår, som han har pådraget sig i Frankrig,. Det skriver De på dødsattesten, Herr overfeltlæge. Det er Rigsførerens ønske!
      Begravelsen skete med største militære pragt, og der manglede ikke en gigantisk krans fra Føreren.
Det var ved at gå galt, da fru Rommel vendte ryggen til SS-general Berger og et par andre højtstående nazister, da de ville kondolere.
SS-generalløjtnant Maisel har under sit fangenskab hos amerikanerne fortalt, at Burgdorf gav Rommel valget mellem gift, så det kunne se ud, som om han var død af sine sår, eller folkedomstolen. Men i sidstnævnte tilfælde ville fru Rommel og sønnen blive arresteret og stillet for en folkedomstol.
    I Berlin var helvede løs. SS-folk rasede gennem gaderne i deres vogne, og hvor de så en af hærens officerer, blev han holdt op og ført til en af de store kaserner.
Udad til faldt dog alting langsomt i lave igen. Men i det skjulte foregik grufulde ting.
Himmler havde givet sine bødler befaling til at opklare revolteforsøget fuldt ud. En terrorbølge, man endnu ikke havde set magen til under det brune tyranni, blev sluppet løs.
Hvorfor jeg undgik at blive arresteret, ved jeg ikke.

(Slut på kapitlet 'Attentatet' citeret ordret fra Sven Hazels 'De Fordømtes Legion' - Vil man kende baggrundshistorien for at kapitlet nu er helt fjernet fra nyere udgave, må man læse den trykte bog "Sven Hazel Mysteriet" af Erik Haaest)