A { color:"navy"; } A:visited {color:"navy"; } A:hover { color:"navy"; text-decoration:underline; } A { text-decoration:none; } BODY {SCROLLBAR-FACE-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-HIGHLIGHT-COLOR: #C0C0C0; SCROLLBAR-SHADOW-COLOR: #8A9BAE; SCROLLBAR-3DLIGHT-COLOR: #3b3f3b; SCROLLBAR-ARROW-COLOR: #ffffff; SCROLLBAR-TRACK-COLOR: #DFD7D7; SCROLLBAR-DARKSHADOW-COLOR: #BBD9BB }
Attentatet på Hitler 20. juli 1944 I den trykte udgave af min bog "Sven Hazel Mysteriet" bringes kapitlet 'Attentatet' af pladsmæssige grunde kun i uddrag. Herunder kan hele kapitlet læses uforkortet fra den første Sven Hazelbog 'De Fordømtes Legion' . Da 'Grafisk Forlag i 1963 smed 'Sven Hazel' ud af sin forfatterkreds forsvandt nedenstående fodnote fra alle følgende udgaver.
Attentatet Det lykkedes aldrig generalerne at aflive myten om Hitlers usårlighed. Men det skortede ikke på dristige forsøg. Få dage efter at jeg havde truffet Oberleutnant Martin Dorsch, som jeg ikke havde set i mange år, og som jeg nu havde en lang samtale med - en samtale, der strakte sig over en hel nat, og som begyndte ved et selskab, fortsattes på en restaurant, dernæst på gaden, i et tilflugtsrum under et luftangreb og ved daggry på en bænk i Tiergarten. Få dage efter dette møde blev jeg forflyttet til tjeneste ved Berlins kommandantskab, hvis chef var generalløjtnant Paul von Hase. Dermed var jeg forflyttet til hjertet af den planlagte officersrevolte mod Hitler og hans mænd. Jeg blev brugt som kurér, hovedsageligt fordi jeg som løjtnant fra en almindelig feltenhed ikke så let tiltrak Gestapos opmærksomhed, som en stabsofficer ville gøre det. Efterhånden lærte jeg derfor mange af de store bagmænd at kende, ikke intimt eller personligt eller konspiratorisk fortroligt, men nærmest hvad man kunne kalde forretningsmæssigt: Admiral Canaris, general von Stülpnagel (han var på daværende tidspunkt generalguvernør i Frankrig), generalfeltmarskal von Witzleben, generalfeltmarskal Erwin Rommel. Selve chefen [for sammensværgelsen. EH], Generaloberst Beck. Og mange, mange andre. Om aftenen den 5. juni 1944 opholdt jeg mig hos Rommel på hans gods Herlingen i nærheden af Ulm. Hitler havde ganske vist udstedt orlovsspærring for alle værnemagtens enheder, men Rommel var alligevel i dybeste hemmelighed fløjet fra sit hovedkvarter i Frankrig for at fejre sin kones fødselsdag. Tidligt om morgenen kom en tjenestepige ind på mit værelse med besked om, at marskallen ville tale med mig. Jeg traf ham i hans arbejdsværelse, hvor han fuldt påklædt spiste sin morgenmad stående. -De får ingen skrevet depeche med, men må indprente Dem nøje, hvad jeg siger, og lade det gå videre mundtligt. Den Allierede invasion er nu en kendsgerning. De rejser straks til Berlin og meddeler generaloberst Beck, at de amerikanske panserkoprs om kort tid vil have gennembrudt vestfrontens forsvar, hvorfor jeg mener, det afgørende tidspunkt er inde til operation ”Valkyrien” [kodenavnet for det længe planlagte officers-attentat på Hitler. EH]. Jeg forbereder alt sammen med general von Stülpnagel, så alt fra vor side er klart, når vi modtager kendeordet. Derpå lader vi de amerikanske stødarméer trænge igennem, så vi uden vanskelighed kan føre vore hære i vest mod nazisternes eventuelle modstandstropper. Samtidig må der sørges for rømning af Kurland [tyskernes navn på den baltiske stat Letland. EH] og andre afsnit i øst, så de derværende hærgrupper kan trække sig tilbage på tysk grund. Krigen må under alle omstændigheder bringes til øjeblikkeligt ophør. Jeg modtog meldingen og rejste til Berlin. Her gik jeg sporenstregs til Beck. Han påhørte mig uden en ansigtstrækning. Hvad der nu fulgte i den kommende tid, vil jeg anse for det mest epokegørende i den tid, Hitler havde magten i Tyskland. For ganske vist mislykkedes attentatet og blev kvalt i myrderier, men attentatet leverede bevis for, at man kunne lave en organiseret modstandsbevægelse i Tyskland, hvad ingen før havde troet muligt. Der var tidligere gjort flere forsøg på at styrte Hitler. En af de mest energiske under disse forsøg var generalmajor Henning von Tresckow, der gjorde tjeneste som generalstabsofficer ved midterste hærgruppe. Den 13. marts 1943 kom Hitler på inspektion ved midterste hærgruppe, der dengang ledelse af generalfeltmarskal von Kluge. I lang tid havde Tresckow bearbejdet Kluge og til sidst fået ham til at gå ind for aktiv modstand mod Hitler. Tresckow havde lagt omhyggelige planer for Hitlers besøg. Føreren skulle enten fanges eller dræbes ved et attentat. Flere gange havde man alt klart, men som altid skød Hitler sit komme ud i det uvisse. Så efterhånden blev Kluge vankelmodig, og trods energiske overtalelsesforsøg fra Tresckows side holdt Kluge fast ved sine betænkeligheder for, hvad det tyske folk og den tyske soldat ville mene om et statskup. Kluge frygtede mest af alt at blive betragtet som en landsforræder. (Så) da Hitler endelig kom med flyvemaskine den 13. marts, var der store svagheder ved planen, selv om selve hærgruppens hovedkvarter var omringet af et kavaleriregiment under oberstløjtnant Boeselager, der fuldt ud var parat til et statskupforsøg over Hitlers lig. Alle hans officerer var udvalgte folk, man kunne stole på – men Kluge var som sagt bange, og derfor var der ingen utvetydig mulighed for at bruge hans hærgruppe. Så besluttede Tresckow og hans adjudant, kaptajn von Schlabrendorff, at de uden Kluges støtte ville gøre attentat på Hitlers liv. De håbede på, at dersom attentatet lykkedes, ville Kluge lade sig overbevise til at sætte hele apparatet i gang, så naziherredømmet kunne knuses. De ville anbringe en bombe i den flyvemaskine, Hitler rejste med, så den eksploderede i luften. Det ville give det udseende af en ulykke, hvad der havde en politisk betydning, som var værd at tage i betragtning. Hitler havde på daværende tidspunkt endnu så mange tilhængere, at der måtte regnes for en stærk (folkelig) modstand, dersom de fik nys om, at der bevisligt forelå et attentat. Hitler kom, og under middagen gav Tresckow en pakke til oberst Brandt i Hitlers følge med en anmodning om, at Brandt ville give den til general Stieff, når de kom tilbage til det store hovedkvarter i Østprøjsen. Det ville Brandt gerne. Han troede, der var to flasker cognac i pakken. Pakken indeholdt i virkeligheden en højeksplosiv, engelsk tidsindstillet bombe. Om formiddagen havde von Schlabrendorff ringet til kaptajn Gehre i Berlin og givet ham stikordet til, at attentatet var nært forestående. Stikordet blev straks givet videre til general Oster, der igen lod det gå videre til general Olbricht. Det var nu deres opgave at træffe de sidste forholdsregler til magtovertagelsen. Kort efter middagen begav Hitler sig til flyvepladsen med sine ledsagere. Han steg ind i den ene af de to maskiner, der var til rådighed for ham og følget. Oberst Brandt steg ind i samme maskine som Hitler. Flere timer gik i nervøs venten. Så kom der melding om, at Hitler var landet i god behold på flyvepladsen Rastenburg i Østprøjsen og nået tilbage til sit hovedkvarter. Tresckow og hans ven så på hinanden, da den første forbløffelse havde lagt sig. Så rev Tresckow telefonen til sig og forlangte ekspressamtale med oberst Brandt. Koldblodigt spurgte han obersten, om pakken var afleveret til General Stieff. - Nej, ikke endnu. - Nå det var godt, for det var en forkert pakke. Den ville blive ombyttet næste dag. Det viste sig, at der havde været en fejl ved sprængkapslen, så tråden ikke var brændt over, som den skulle. Efter al sandsynlighed var kulden skyld i uheldet. Nogle dage efter skulle Hitler åbne en udstilling i Berlins tøjhus på mindedagen for de faldne. Tresckow besluttede at prøve igen. Fra von Kluges stab var oberst Gersdorff blevet afkommanderet for at kunne deltage i banketten på Tøjhuset, og han erklærede sig på Tresckows forslag villig til at foretage attentatet. Men da Schlabrendorff tidligt om morgenen overrakte Gersdorff bomben, viste det sig, at den manglede en sprængkapsel af en ganske bestemt type, og trods alle forsøg viste det sig umuligt at fremskaffe den. På den måde reddede Hitler igen livet. Tresckow tabte ikke modet af den grund. Han blev kun endnu fastere besluttet på at udrydde tyrannen og gik i gang med nye planer. Alt var i øvrigt parat til et statskup. En regering var opstillet til at overtage magten i samme øjeblik, attentatet var udført. Blandt denne regerings medlemmer var navne som overborgmesteren i Leipzig, dr. Karl Goerdeler, tidligere gesandt i København og senest Rom, Herr Ulbricht von Hassell [læg mærke til dét navn. Det er derfra idéen stammer til navnet 'Sven Hazel' eller som det staves udenfor Da nmark 'Sven Hassel'. EH] og socialdemokraten Leber. von Witzleben skulle have den øverste ledelse af Værnemagten og Rommel skulle være præsident. Det var selvgøleglig givet, at der hurtigst muligt skule afholdes lovligt folkevalg. Da man nu også havde vundet general Stieff, blev der bragt en bombe til førerhovedkvarteret. Den gemte Stieff til senere brug. Men af en ukendt årsag eksploderede den pludselig af sig selv, hvad naturligvis vakte stor opmærksomhed. En undersøgelse blev iværksat af obertsløjtnant Schrader, der satte en kolossalt apparat i gang for at komme til bunds i den mystiske eksplosion. Måske skyldtes det, at Schrader var medlem af [den tyske] modstandsbevægelse. Schraders undersøgelser havde dog gjodtgjort én ting, men den holdt han klogelig uden for de officielle rapporter. Det var, at der var virkelig gode muligheder for at iværksætte et vellykket attentat i selve førerhovedkvarteret, når blot man havde en pålidelig mand posteret dér. Men det skulle være en person, der havde adgang til Hitlers aftensamtaler eller til selve rådssalen. At skyde Hitler med pistol var meget svært under sådanne omstændigheder. Oberstløjtnant Boeselager tilbød at storme hovedkvarteret med sit regiment, men da det lå ved den sydlige del af østfronten, kunne det ikke bringes til Østrpøjsen, uden at det ville vække mistanke. Man fandt frem til en ung kaptajn, der havde alle muligheder for at udføre attentatet. Men han blev alvorligt såret ved fronten, kort tid før han kunne forflyttes til førerhovedkvarteret. Så tilbød Stieff og hans to adjudanter, major Kuhn og oberstleutnant Hagen, at prøve. Men nu viste det sig umuligt at få sprængstoffet bragt ind til Hitler. Utallige forsøg blev gjort, men det smuttede hver gang for de sammensvorne. Stieff blev derpå sammen med general Wagner enige om en ny plan. På det tidspunkt var der så småt tale om at indføre en ny uniform, og denne uniform skulle forevises Hitler. Ved denne lejlighed skulle attentatet udføres af en officer, der var villig til at ofre sig selv. Han skulle have bomben på sig, når han gik mannequin i den nye uniform. På et gunstigt tidspunkt skulle han springe løs på Hitler og holde ham fast, til bomben sprang. Som om Hitler havde anet uråd, blev i sidste øjeblik dagen for demonstrationen af uniformen udsat. Til sidst blev der dog bestemt en dato, og forevisningen skulle foregå i Zossen ved Berlin. Alt blev gjort klar til attentatet. Ingen tvivlede på, at denne gang ville det gå godt. Dagen før blev Zossen angrebet fra luften, og Hitler aflyste hele forestillingen. Forskellige planer løb ud i sandet, indtil man bestemt sig til at fastholde følgende: Hitler skulle inviteres til at besøge midterste hærgruppes stab. På et givet tidspunkt skulle flere officerer trække deres pistoler og skyde på Hitler. Man enedes om, at det bedste tidspunkt var netop som Hitler trådte ind af døren. Officererne var oberst von Kleist, kaptajn Eggert, oberstløjtnant von Voss, major von Oertzen, ritmester von Breitenbuch, oberleutnant von Boddien og kaptajn von Schlabrendorff. Man regnede med en træffeprocent på cirka 50, og det måtte slå selv Hitler ihjel. Grunden til, at de var flere, var psykologisk. Man måtte regne med nervøsitet og skræk hos én attentatmand, men når de var flere, ville der altid være nogle, der var sikre på hånden. Forberedelserne blev truffet. Først i Smolensk. Så i Orscha. Så i Minsk. Men Hitler lod sig ikke mere bevæge til at besøge midterste hærgruppe. Sådan fulgte den ene skuffelse efter den anden. Til alt dette kom, at von Kluge måtte bort fra hærgruppen efter en automobilulykke. Han blev afløst af nazisten, generalfeltmarskal von Busch. Kort efter invasionen [De Allietredes stort anlagte invasion på Freankrigs vestkyst 6. juni 1944. EH] tilbød oberst grev von Stauffenberg at udføre attentatet. Han var en ganske ung mand. Under kampene i Afrika havde han mistet den højre hånd og to fingre på venstre hånd samt det ene øje. Nu var han stabschef hos generaloberst Fromm, der var chef for hjemmehæren. Stauffenberg havde alle muligheder for at komme Hitler ganske nær under de hyppige kommandomøder i førerhovedkvarteret. Halvdelen af juli 1944 opholdt Hitler sig på Obersalzberg [Hitlers private bolig i De bayriske Alper nær byen Berchtesgaten. EH] med sine nærmeste, deriblandt flere veninder. Den 11. juli blev Stauffenberg befalet til at møde her. I et særligt fly forlod han Berlin medførende en dokumentmappe, der indeholdt en engelsk bombe. Det var hans hensigt at udløse tændpartonen efter sin tale og lade tasken blive stående. Imidlertid manglede ved mødet den farligste mand – SS-chefen Heinrich Himmler – så Stauffenberg gemte sit attentat til en bedre lejlighed. Den 15. juli var der møde i hovedkvarteret i Østpreussen. Igen var Stauffenberg til stede med sin mappe, og denne gang var både Hitler og Himmler der. Men ligesom Stauffenberg skulle til at antænde sprængpatronen, rejste Hitler sig og gik.* Den 20. juli gjorde Stauffenberg sit tredje nervepirrende forsøg. Det var besluttet efter samtaler med general Beck, at attentatet denne gang skulle udføres uden hensyn til, om de førende nazister var sammen med Hitler eller ej. Da Stauffenberg kort før klokken 12 den 20.juli ankom til Hitlers bunkers-hovedkvarter, så han til sin forbløffelse, at mødet var forlagt fra den sædvanlige betonbunker til et hus, hvis vægge delvis var af træ. Til stede var Hitler og de fleste af de personer, der plejede at deltage i disse generalstabsmøder. Dog manglede Göring og Himmler. Hitler sad for enden af et langt bord, og Stauffenberg fik tildelt plads ved bordets langside, umiddelbart ved siden af Hitler, på dennes højre side. Kort før klokken 13 gjorde Stuaffenberg bomben klar og stillede mappen på gulvet ved Hitlers stol, hvorpå han forlod salen. Men et øjeblik efter rejste Hitler sig og gik hen til et stort kort, der hang på væggen. Her stod han, da bomben sprang. Fordi væggene delvis var af træ, fik lufttrykket ikke den virkning, det ville have haft nede i en cementbunker. Der ville alle tilstedeværende uden tvivl være blevet dræbt. Nu kom de fleste fra det med livet i behold og slap med brandsår og splinter. Fire blev dræbt: Hitlers stenograf Berger, chefadjudanten general Schmundt, 1. generalstabsofficer for operationsafdelingen oberst Brandt, og chefen for luftvåbnets generalstab generaloberst Korten. Hitler blev slynget ud af rummet. Da Stauffenberg så Hitler og flere andre blive slynget ud af huset og ligge rundt om, blødende og med tøjet mere eller mindre flået af, var han sikker på, at Hitler var død, og fløj til Berlin for at deltage i statskuppet. Den forberedte plan løb af stabelen med generaloberst Beck som leder. Beck, Witzleben og et større antal af de sammensvorne havde overtaget krigsministeriet. Herfra gav Beck samtlige hærgrupper ordre til betingelsesløst at rette sig efter hans ordrer. I mellemtiden havde general Olbricht begivet sig til generaloberst Fromm. Fromm sad i møde, men afbrød det på Olbrichts forlangende for under fire øjne at erfare, hvad det var, Olbricht havde at meddele, der var så vigtigt. - Hitler er faldet som offer for et attentat. - Hvem har De det fra? spurgte Fromm forbløffet. -Fra general Fellgiebel ved hovedkvarteret. Han har personligt afgivet meddelelsen. Jeg foreslår, at vi under disse omstændigheder lader stikordet ”Valkyrien” gå videre til alle stedfortrædende generalkommandoer, så hæren straks kan overtage magten. Fromm erklærede kategorisk, at han ville overbevise sig personligt om Hitlers død, før han foretog sig noget. Han ville ringe generalfeltmarskal Vilhelm Keitel op. Var meddelelsen rigtigt, ville han gøre, hvad man ventede af ham. Olbricht tog straks telefonen og forlangte ekspressamtale med Keitel, og nu fandt følgende samtale sted: Fromm: - Sig mig, hvad er der på færde i hovedkvarteret? Her i Berlin går de vildeste rygter. Mens alt dette skete, marcherede forskellige hærenheder mod Berlin fra omegnens garnisoner. Under tortur røbede general Stülpnagel, at Rommel havde deltaget i revolten. Men i det tyske folks øjne var Rommel en myte, som nazisterne ikke vovede at stille for den berygtede folkeret. GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN HER
|