DOKUMENTATION

Den fuldstændige dom for landsforræderi over
Børge Villy Redsted Pedersen

    Politiets 3-delte forbryderbillede fra Kriminalpolitiets fototek af fange nr. 48512, fotos taget 2. august 1945

For-kommentar af  Erik Haaest
I min trykte bog er dommen delt op i mindre dele som grundlag for reportager. For at læseren kan danne sig et fuldstændigt billede af manden, der i de 14 Hazelbøger har udgivet sig  for antinazist og aktiv tysk soldat  og hævder at have skrevet 14 bøger som sine front-erindringer bringes her dommens fuldstændige ordlyd. Det drejer sig om 50 maskinskrevne sider.

Dommeren har nedskrevet Børge Willy Redsted Peddersens forklaringer, uden at fortrække en mine. Også på steder, hvor dommeren sluttelig konkluderer:
"Intet af al sigtedes forklaring om sin forbindelse med Modstandsbevægelsen anser retten for troværdigt."
Læs dommen. Den er god at blive klog af. Både på det noget hjælpeløse dansk, som kaldes ’retssproget’ , og på den ubestridelige fantasi hos den senere 'Sven Hazel' (i retssproget mest omtalt som ’Tiltalte’).
Bemærk, at retten først refererer anklagepunkterne med romertal som I, II og III, og derefter behandler hvert forhold for sig som ad I, ad II og ad III.
Praktisk skal oplyses, at der i dommen veksles mellem brug af begrebet HIPO og ET. Der er tale om to alen ud af ét stykke: 
Begge kategorier var undergivet Gestapos overhøjhed, både HIPO og ET udgjorde under ét  'det danske Hjælpepoliti
(*HIlf POlizei.' HIPO var det daglige udrykningskorps, sortuniformeret med sorte skaftstøvler, i krigens sidste måneder med bortfjernede bildøre og hængende ud af åbningerne med afsikrede maskinpistoler,skydende på alt, der bevægede sig.
  *ET (egentlig 'Efterretnings Tjenesten') var det civilklædte, hjælpepoliti, undergivet det tyske politi og Gestapo.
For forståelsens skyld har jeg valgt at gengive disse to organisationer som ET/HIPO i den trykte bog, mens det renskrevne dokument her skelner.
Når man læser dommen igennem, er det vigtigt at have sin sunde skeptiske sans i baghovedet. Hvad dommer Karen Johnsen nedfælder, er enten Børge Villy Redsted Pedersens vidtløftigheder eller vidnernes forklaringer. Kun enkelte sætninger udtrykker hendes egen mening som dommer.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her den ubeskårede udskrift af Københavns Byrets Dombog
(Første side er også gengivet i faksimile herunder - resten afskrift fra originalen. Jeg har tilladt mig enkelte NOTER)

År 1947 den 12. november blev i Sag nr. 161/1947 
                   Anklagemyndigheden
                         mod
     Børge Willy Redsted Pedersen,varetægtsfange,

                     afsagt sålydende
                          D O M.

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales Børge Willy Redsted Pedersen ifølge Statsadvokatens anklageskrift af 13. maj 1947, således som dette er ændret under domsforhandlingen, til at lide straf
for overtrædelse af

                            I.
* Lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. juli 1946 § 10, stk. 1,
ved den 10 maj 1941 at have ladet sig hverve til Waffen SS, hvori han forrettede tjeneste ved Regiment ”Nordland”, og ved i maj 1942, efter i henhold til dansk Ret at være idømt straf, påny at have meldt sig til tysk krigstjeneste, hvorefter han fra den 8. oktober 1942 forrettede tjeneste ved det tyske Panservåben i Tyskland og på Østfronten m.v., indtil han i maj 1944 deserterede.
                          II

Samme Love § 16, stk. 1, nr. 6, ved omkring den 10.oktober 1944 at have ladet sig antage som bevæbnet civilvagt i Kastrup Lufthavn, hvor tiltalte forrettede tjeneste i en halv snes dage, indtil han unddrog sig tjeneste.

                          III

Samme love § 10, stk. 3 og 12 og § 8, jfr. Straffelovens § 261, ved i slutningen af oktober 1944 at have søgt ansættelse i ET/Hipo og herefter indtil midten af januar 1945 at have udøvet politimæssig virksomhed her i Købenavn, ved bevæbnet at have deltaget i anholdelser, forsøg herpå, i razziaer og mere omfattende aktioner til bekæmpelse af modstandsbevægelsen, ved at have foetaget afhøringer af anholdte og ved til ET/Hipo og det tyske politi at have givet indberetning vedrørende modstandsbevægelsens arbejde.

Tiltalte er født den 19. april 1917 i Nyhuse og senest straffet Ved Københavns Byrets dom af 11. september 1942 efter straffelovens § 131, jfr. § 172, I., jfr. § 171, med fængsel i 6 måneder.

    Tiltalte har nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han ikke har nogen faguddannelse.Han kom ud af skolen som 14-årig og har siden haft forskelligt arbejde; han har bl.a. været ude at sejle. I 1942 rejste han til Tyskland. Han havde ikke før været ansat hos tyskerne.
Han omgikkes fra 1940 en del SS-folk og gav oplysninger om disse videre til modstandsbevægelsen. Tiltalte har aldrig været medlem af DNSAP. Tiltalte kendte en del danske SS-folk fra, at han selv har været dansk garderhusar (?!).
I 1938 havde han forbindelse med overbetjent Gundtofte, der vist er død i tysk koncentrationslejr, og som dengang var i den politiske afdeling af det danske politi.
Tiltalte kom omkring samme tid i forbindelse med Aage H. Andersens parti.^Note

^Note: National Socialistisk Arbejder Parti var et af 1930’ernes mange små nazipartier stiftet efter princippet ’hvert værtshus sit parti’. NSAP var  stiftet den 31. oktober 1935 af  Aage H. Andersen, der tidligere samme år havde været folketingskandidat for DNSAP. Her var han blevet smidt ud for sit rabiate syn på jødespørgsmålet. Et andet ledende medlem var forfatterinden  Olga Eggers, der var medredaktør på partiets blad ”Kamptegnet”. Den 31. oktober 1941 ophørte partiet reelt, da de ledende medlemmer gik over i det nyoprettede ”Dansk Antijødisk Liga”, der ligesom.andre små nazistiske grupperinger, som ikke fandt Frits Clausens DNSAP aktivt nok.
Aage H. Andersen var berygtet som den mest inkarnerede jødehader i Danmark, hvilket kom til udtryk i hans månedsavis ’Kamptegnet’ (en dansk variant af det nazityske ’der Stürmer’)  EH

Tiltalte var ikke medlem af partiet. Han kom hos Aage H. Andersen under navnet Redsted. Tiltalte fik her igennem en hel del oplysninger om nazikredse, som han lod gå videre til det danske politi. Tiltalte blev hjemsendt fra den danske hær den 19.april 1940^Note.

^Note: Retten er ikke særlig omhyggelig med kendsgerninger, nedskriver blot tiltaltes forklaringer. I virkeligheden blev ’Tiltalte’ hjemsendt fra garderhusarregimentet i Næstved 13. april 1937, kasseret som ’uegnet’ efter at havesøgt optagelse på Hærens Kornetskole.

Han kom hurtigt i forbindelse med den danske modstandsbevægelse. De skulde have fat i nogle tyske SS-uniformer, og tiltalte skaffede dem ved indbrud ude i Frihavnen. Tiltalte meldte flytning til Folkergade og lod overfor sine bekendte, som om han var rejst bort. Han var imidlertid her i landet hele tiden.

                          Ad I.
Tiltalte har benægtet, at han i 1941 har ladet sig hverve til og gjort tjeneste i Regiment Nordland. Han blev i 1941 anholdt af det danske politi for overtrædelse af uniformsforbudet og opgav i strid med sandheden, at han gjorde tjeneste i Regiment Nordland, men kunne ikke give nærmere oplysning om, hvor han havde gjort tjeneste.
I Maj 1942 traf han i [restaurant] ’Tosca’ en mand ved navn Paul eller Otto Østergård, vistnok Jensen, der hvervede chauffører til den tyske værnemagt. Han havde nogle håndskrevne hvervekontrakter med åben plads til at indføje navn, adresse og andre individuelle oplysninger. Da kontrakten var skrevet med gotiske bogstaver, kunde tiltalte ikke selv læse den, men fik den læst højt. Kontrakten gjaldt for 6 måneder.
Tiltalte syntes, den lød glimrende og lod sig hverve. Tiltalte skulde gøre tjeneste som chauffør under et panserregiment. Han vidste ikke, hvor han skulde gøre tjeneste, men det var vistnok Paderborn eller Bielefeldt. Tiltalte havde tidligere hørt om andre, der havde skrevet lignende kontrakter på Vesterport og var kommet hjem efter 6 mdrs forløb.
    Tiltalte kom ikke af sted med det samme, idet han fik noget andet civilt arbejde herhjemme.En måneds tid senere blev han indkaldt til lægeundersøgelse på Bådsmandsstrædes kaserne.
Da lægen sagde, at tiltalte skulde til panservåbnet, spurgte tiltalte, om det var som aktiv soldat, hvortil lægen sagde: Nej. (For) der var ingen udlændinge, der kunde komme til aktiv tjeneste i den tyske værnemagt – dertil havde man SS og Frikorps Danmark.

Tiltalte fik senere atter indkaldelse til den tyske værnemagt, men mødte ikke. Han blev i august 1942 arresteret af det danske politi på grund af en affære med DNSAP. Han blev idømt 5 måneders fængsel for dokumentfalsk ved udstedelse af et Ausweiss {tysk identitetskort], som han havde underskrevet med Himmlers navn. Tiltalte har ikke udstået de 5 måneders fængsel.        
        Mens tiltalte sad på Vestre Fængsel, modtog han et anbefalet brev fra det tyske Gesandtskab med rejsebefaling, jernbanebillet og påbud om at stille på det tyske Gesandtskab den følgende dag. Tiltalte gav besked om, at brevet skulde sendes videre til det danske politi. Da han blev løsladt, fik han i oktober 1942 ordre fra tyskerne om straks at rejse. Tiltalte havde forinden forsøgt at komme til Finland ved henvendelse til en kaptajn Agger, som forgæves forsøgte at få tiltalte løst fra den tyske kontrakt.

Tiltalte var siden 1940 eftersøgt af det tyske politi, som var bekendt med en historie fra partikontoret vedrørende en SS-uniform. Tiltalte havde skrevet kontrakt under navnet Børge Pedersen, født 2. maj 1915, og regnede med, at han – så længe han fulgte denne kontrakt - ikke vilde blive identificeret. Tiltalte rejste herefter i oktober 1942 til Tyskland. Han blev sendt til Paderborn, hvor han blev uniformeret og sat til uddannelse som almindelig infanterist, hvilket han forgæves protesterede imod ^Note.
 

^Note Ganske godt klaret i betragtning af, at ’Tiltalte’ på den tid ikke kunne ét ord tysk. EH

Efter 8 dages forløb blev han arresteret. Han blev idømt 5 års tugthus og skandalisering af DNSAP, for spionage og for at have indsneget sig i den tyske værnemagt under falske forudsætninger.
Ved juletid 1942 blev dommen ændret til, at tiltalte skulde gøre tjeneste i en straffebataljon. Tiltalte  søgte forgæves at blive hjemsendt gennem det danske gesandtskab i Berlin og det danske konsulat i Bremen. Efter 6 ugers uddannelse blev tiltalte sendt til Østfronten, hvor han deltog i minesøgning, indtil omkring 1. maj 1943. Tiltalte forsøgte på forskellig måde at blive såret for at komme på lazaret.
En dag under angreb rejste tiltalte sig op og blev såret af granatsplinter. Han kom på forskellige lazaretter indtil maj 1944 – allerede i august 1943 var tiltalte ved at blive udskrevet, men drak efter forslag fra en ungarer eller rumæner noget tyfusbefængt vand, hvorved han fik tyfus. Han var syg og var på lazaret indtil maj 1944, den sidste tid som oppasser for en russisk officer. Tiltalte deserterede i maj 1944 fra et lazaret i nærheden af Prag.
Tiltalte kunne ikke få lov at rejse til Danmark på orlov, men fik orlov til en by (Frederiksberg) i nærheden af Hamborg. Han flygtede over grænsen til Danmark, hvor han skaffede sig falske papirer som løjtnant i det tyske panservåben.

Det er oplyst, at tiltalte, der ved Kapitulationen [5. maj 1945] sad som tysk fange i Vestre Fængsel, blev lukket ud sammen med tyskerne i tysk uniform. Da han blev anholdt af modstandsfolk, opgav han falsk navn og fik lejlighed til at flygte.
Efter på ny at være pågrebet og identificeret, afgav han den  4. juni 1945 rapportforklaring til kriminalbetjent Erland Jensen.
Til denne rapport har tiltalte forklaret, at han efter sin sidste løsladelse 21. juli 1942 gik arbejdsløs i en måned. Så traf han i Café ’Tosca’ en mand ved navn Poul Østergård, som i øvrigt var ham ubekendt. Østergård spurgte ham, om han havde noget at lave. Det havde han ikke, og Østergård spurgte ham derefter, om han vilde lade sig hverve som tysk soldat. Da tiltalte hørte betingelserne, lod han sig straks hverve, og han underskrev et af Østergård medbragt hvervningsdokument, hvorefter han straks blev tilknyttet Værnemagten og undergivet tysk lov.

Foreholdt denne rapportforklaring i retten, udtaler tiltalte, at han forsøgte at sige, at han havde ladet sig hverve som chauffør, men hver gang han prøvede på at komme frem med dette, røg friheds-kæmperne på ham, og den mand, der afhørte tiltalte, sagde, at ”sådan sagde de alle sammen.”

      Kriminalbetjent Erland Jensen har som vidne (her i retten) forklaret, at tiltalte ganske afgjort ikke har været udsat for trusler eller anden tvang, da han var til afhøring netop hos vidnet efter at være blevet anholdt. Tiltalte har derefter ændret forklaring til, at det vist var natten før afhøringen, at han var genstand for voldsom adfærd fra frihedskæmpernes side.

Oberstløjtnant Holger Georg Agger har som vidne forklaret, at han har set tiltalte på kontoret ”Finlands Venner”

Note:Forening, der søgte at organisere danske frivillige til at kæmpe ved finnernes side i krigen Rusland-Finland1939-40.

Tiltalte må have meldt sig som frivillig til Finland, men vidnet ved ikke, om tiltalte kom af sted. Vidnet husker ikke, at tiltalte har henvendt sig til ham for at blive fritaget for tysk krigstjeneste, men det er sket, at vist nok 2 – 3 mand har henvendt sig herom til ”Finlands Venner”, og man henvendte sig til disse tilfælde til det finske gesandtskab. Vidnet ved, at det i et par tilfælde på denne måde er lykkedes at få en mand fritaget for tysk krigstjeneste.

Som sagen foreligger oplyst, finder retten det ikke bevist, at tiltalte i maj 1941 har ladet sig hverve til tysk krigstjeneste.
Derimod finder retten det bevist, at dette er sket i maj 1942, og at han derefter muligvis har forrettet tjeneste ved det tyske panservåben på Østfronten, indtil han i maj 1944 deserterede.
Retten lægger herved vægt på den af tiltalte først afgivne rapportforklaring, der er mere sandsynlig end den af tiltalte senere afgivne forklaring.
Det er muligt, at tiltalte har gjort tjeneste i en straffe-bataljon, men grunden herfor er - bortset fra, hvad tiltalte selv har forklaret herom - uoplyst. Retten finder ikke at kunne lægge vægt på tiltaltes fantasifulde forklaring om at have rejst sig op under et angreb for at blive såret, og om at have påført sig selv tyfus på lazarettet.
Det bemærkes herved, at tiltalte på retten har gjort et meget forskruet og upålideligt indtryk.

Tiltalte vil herefter for sin tjeneste i den tyske værnemagt fra 1942 til 1944 være at anse efter straffelovstillægget §10, stk. 1.

                          Ad II.

Tiltalte har forklaret, at han efter i maj 1944 at være kommet hjem på falske løjtnantspapirer kom i forbindelse med kammerater i modstandsbevægelsen, og det aftaltes, at tiltalte skulde søge forbindelse med Schalburgkorpset.Dels fra løjtnant Andresen, dels fra folk fra SS fik han falske løjtnantsdistinktioner m.v.  udleveret.Tiltalte forklarede SS-folkene, at han var blevet udnævnt til løjtnant i Tyskland, og viste sin Soldbog [EH: tysk for soldaterbog] , der var forsynet med falske påtegninger.Tiltalte gik ud i Schalburgkorpset [På det tidspunkt med hovedkvarter i den beslaglagte Frimurerloge på Blegdamsveji København]. Han fortalte her, at han havde gjort tjeneste på Sydfronten, hvor han vidste, at Frikorpset aldrig havde været. Tiltalte fortalte, at han var hjemme på orlov og (han) talte med K.B.Martinsen [chefen for Schalburgkorpset].
Tiltalte fortalte bl.a. i Schalburgkorpset, at han havde været i russisk fangenskab ved Stalingrad. Han fik forevist Schalburgkorpsets (lokaliteter), herunder E.T.[Efterforsknings Tjenesten, der senere blev til Hipokorpset]. Han tog (ved den lejlighed) nogle kort med medlemmernes navne med sig og afleverede dem til modstands-bevægelsen. Han blev imidlertid genkendt, og en dag, (da) han kom ud i Schalburgkorpset, fik han besked om, at han skulde tilbage-holdes. Han fik af Thorgels [en ledende officerer i Schalburgkorpset hed Hauptsturmführer Knud Thorgils]  lov til at gå mod at telefonere (dagligt).  Tiltalte fortalte dette til sine kammerater i modstandsbevægelsen. Disse opfordrede alligevel tiltalte til samme formiddag at tage ud på Nyelandsvejens lazaret, hvor han skulde skaffe nogle oplysninger. Han blev anholdt af tyskerne og kom for krigsret i Kastellet i august 1944. Han blev idømt 10 års tugthus + de tidligere idømte 5 år for at have stået i forbindelse med fjenden. Tiltalte sad 6 uger i streng arrest i Kastellet, hvorefter han skulde transporteres til Tyskland. Han flygtede i begyndelsen af oktober 1944 fra Hovedbanegården, mens de to tyskere, der skulde passe på ham, vendte ryggen til.
Når tiltalte i en redegørelse har skrevet, at han fik lov at tage hjem og overnatte, skyldtes det, at der ikke var nogen der vilde tro på, at tiltalte var flygtet fra Hovedbanegården, hvilket tiltalte imidlertid nu kan bevise. Tiltalte fik falske papirer gennem modstandsbevægelsen. Han hentede pas i Justitsministeriets 3. Expeditionskontor og udfyldte selv et legitimationskort.

Tiltalte kom efter ordre fra modstandsbevægelsen i den følgende tid i forbindelse med en række danskere  i det tyske politi. Tiltaltes papirer gik bl.a. ud på, at han havde været kaptajn i den spanske hær under den spanske borgerkrig. Han brugte disse papirer, der lød på navnet Larsen, da han omkring 10.oktober 1944 på eget initiativ søgte ansættelse som vagtmand i Kastrup Lufthavn. Tiltaltes motiv til at søge denne tjeneste var udelukkende at afprøve papirerne. Dagen efter fik han tillige det motiv at skaffe navnelister og lave sabotage derude. Tiltalte ødelagde to tyske jagermaskiner med håndgranater. Der var ingen, der havde mistanke til tiltalte. Da han efter en halv snes dage mente sig genkendt, flygtede han derude fra. Tiltalte har givet navnelisterne til sine kammerater i modstandsbevægelsen.

Tiltalte var under vagttjenesten bevæbnet med karabin og benyttede under vagten en grå militærkappe. Tiltalte holdt vagt forskellige steder i lejren. De sidste dage kom tiltalte over på hunde-strejferholdet. Hundestrejferne havde i modsætning til de andre vagter Ausweiss, der gav dem tilladelse til at færdes ude i terrænet, hvorved tiltalte fik lejlighed til at kaste granaterne i de to tyske flyvemaskiner.

Bogholder Robert Hansen har som vidne forklaret, at han var indsat for modstandsbevægelsen hos tyskerne i Kastrup, hvor tiltalte i efteråret 1944 under navnet Larsen tiltrådte tjeneste. Efter vist nok et par måneders forløb forsvandt tiltalte. Vidnet ved, at der blev ødelagt nogle flyvemaskiner derude, men ved ikke, hvem der har stået bag denne sabotage.Der blev engang telefoneret fra ET/Hipo og forespurgt, om man havde set noget til tiltalte.

Idet Retten ikke finder at kunne lægge nogen vægt på tiltaltes forklaring om, at han tog tjenesten for at prøve sine falske papirer bl.a. som kaptajn i den spanske hær, findes tiltalte i dette forhold strafskyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

                          Ad III

Tiltalte har forklaret, at han efter at være flygtet fra Kastrup stadig vedligeholdt sin forbindelse med det tyske politi og fortsat havde sin gang på Shellhuset og på Dagmarhus. Tiltalte kom der hver dag. Han havde papirer som tysk oberløjtnant foruden sine spanske militærpapirer. Tiltalte fik et ”Dr. Best Ausweiss”,hvorpå han straks blev indladt af vagterne på Shellhuset, Dagmarhus og Politigården.

Allerede medens tiltalte gjorde tjeneste i Kastrup og havde fri hver anden dag, kom han også på de tyske polititjenestesteder.

Tiltalte kom bl.a. i forbindelse med Buncke, Erik V. Petersen, Norreen og Ib Birkedal Hansen. Tiltalte var ret ofte sammen med sidstnævnte, men arbejdede ikke for ham. Tiltalte fik ikke ordrer fra Ib Birkedal Hansen.

^{Forfatternote}  De fire var meget kendt i retsopgøret: Gestapoofficeren Erik Bunke havde været øverste, tyske chef for Hipokorpset, den fhv. kriminalpolitimand Erik V. Petersen var chef for Hipo, indtil han blev likvideret af modstandsbevægelsen 19. april 1945. Han blev afløst af næstkommanderende i HIPO, Octavius Norreen (ligeledes fhv. dansk politimand). Alle disse tre er indgående behandlet i  Erik Haaests bog ”Hipofolk”. Om Ib Birkedal Hansen har senest Peter Øvig Knudsen skrevet bogen ’Birkedal’ om en af Gestapos værste torturkarle i shellhuset. Et enkelt tilfælde, hvor han og Børge Villy Redsted Pedersen sammen torterede en ung dansker er omtalt i min nye bog ’Sven Hazel Mysteriet'. (Bogans Forlag, 2009) 

Tiltalte levede tildels af penge, han fik fra modstandsbevægelsen.

Tiltalte fik besked fra Buncke og flere andre, at ingen, der ikke var ansat i det tyske politi eller lignende, mere kunde færdes på de tyske polititjenestesteder.

Efter at Oluf Thomsen havde fortalt, at E.T.’s afdeling-3 var en civil afdeling, der var beskæftiget med stemningsberetninger o.l., søgte tiltalte den 15. december 1944 ind i E.T.s afdeling 3 under sit falske navn Jørgen Alf Larsen

Som ’gadestrejfer’ eller stemningsberetter gik han 8 timer på gaden og telefonerede til Politigården hveranden time. Han fortsatte dette arbejde, indtil han den 7. eller 8. januar 1945 blev anholdt af Norreen i ET/Hipo Tiltalte blev først afhørt af overløjtnant Larsen og  3–4 andre Hipomænd. Senere blev tiltalte ført op til tyskeren Nass, som var medlem af modstandsbevægelsen, hvilket tiltalte ikke anede. Tiltalte vidste, at han var ude på at skade Schalburgkorpset. [altså nævnte Nass, hvis navn ikke har kunnet fines i noget kartotek vedrørende besættelsen eller retsopgøret efter . EH]

Tiltalte flygtede i midten af januar 1945 fra Politigården. Natten mellem den 19 og 20. januar 1945 blev han på ny anholdt af Lorentzen.
Den 28. april 1945 blev han i Kastellet dømt til døden 4 gange for faneflugt, spionage og likvidering af i alt fald 4 folk, ”de kunde bevise”. Han fik at vide, at han ville blive skudt 7. maj 1945, efter at en benådningsansøgning var blevet afslået. Han sad som nævnt i Vestre fængsel ved kapitulationen. Den 4. maj 1945 blev tiltalte i fængslet truet af nogle kommunister. Tiltalte sagde først til dem, at han havde arbejdet for modstandsbevægelsen, men blev desperat og sluttede sig til tyskerne, sammen med hvilke han forlod Vestre fængsel iført tysk uniform.Tiltalte fik en del penge ca. 100 – 1500 kr. af tyskerne til brug under flugten.

I sin første rapportforklaring af 4. juni 1945 til kriminalbetjent Erland Jensen har tiltalte forklaret, at han i begyndelsen af december 1944 i Café Lido traf en mand ved navn Olaf Thomsen, der var stabsvagtmester i ET/Hipo [læs HIPO] Under sit ophold i caféen tabte tiltalte et billede, hvorpå han var i uniform, og Thomsen gav sig i snak med tiltalte og spurgte, om han havde lyst til at få arbejde i E.T.. Det skulde bestå i, at han i civil påklædning skulde patrouillere på gaden og observere alt, hvad der skete og derefter indberette det til Politigården. Tiltalte begyndte arbejdet den 15. debember 1944 og skulde i løn have 400 kr. om måneden. Senere i sin rapportforklaring udtaler tiltalte, at han blev fængslet, anklaget for at være stikker for frihedskæmperne, ”hvilket han dog aldrig havde været”. Tiltalte har dog i slutningen af rapporten forklaret, at han under sit ophold i Vestre Fængsel har hjulpet en dansk fængselsbetjent til flugt.

I nævnte rapport angiver tiltalte en lang række navne på tyske håndlangere og stikkere, men anmoder om, at tiltaltes navn må blive holdt hemmeligt for offentligheden af frygt for repressalier mod hans familie.

Tiltalte har hævdet, at han under afhøringen gjorde gældende, at han var indsat i arbejdet af frihedsbevægelsen, men at den afhørende betjent nægtede at tage det til rapporten, og det var, fordi han fik klø af modstandsfolkene, at han besluttede sig til at sige, han aldrig havde været stikker for modstandsbevægelsen.

Om kriminalbetjent Erland Jensens vidneforklaring og tiltaltes bemærkninger hertil henvises til overfor under forhold I

Tiltalte har om sit forhold til den illegale bevægelse nærmere forklaret, at han som nævnt før krigen var kommet i forbindelse med overbetjent Gundtofte, og gennem ham lærte tiltalte en løjtnant Andersen, hvis virkelige navn vist nok er Andresen, at kende. Gennem disse to kom tiltalte efterhånden i forbindelse med en illegal gruppe, der lededes af en mand, der hed Michael. Gruppen samarbejdede med løjtnant Winther og to personer, der kaldtes ”Leo” og ”Peter Jurist”. Løjtnant Winther er død i tysk fangenskab, og de øvrige personer har ikke kunnet identificeres. Løjtnant Abildgård, der er nu død, var gruppens kontaktmand til Marineministeriet. Søfyrbøder Uffe Petersen ,der var medlem af Bopa, var også medlem af den her omhandlede gruppe. En god ven af Uffe Petersen var Helmuth Reinhard Olsen, der ligeledes var medlem af Gruppen. Tiltalte har benægtet at have tilhørt eller søgt optagelse i nogen anden modstandsgruppe end den her omhandlede.

Tiltalte traf Winther første gang i sommeren 1942, hvor de sammen med Michael og Frank stjal 6–7 SS–uniformer i Frihavnen.

    I oktober-november 1944 traf tiltalte på ny Winther i restaurationen for enden af Mikkel Bryggersgade.Tiltalte var da sammen med Michael Jensen, der var kammerat med Winther. Michael Jensen tilhørte efter sit eget udsagn BOPA
[EH:BOPA var en af de største og mest kendte grupper i modstandsbevægelsen. Navnet en forkortelse af ’BOrgerlige PArtisaner - et navn kommunisterne - de første organ iserede frihedskæmpere - fandt mere spiseligt 'for almenheden' end det oprindelige 'BOlschevikiske PArtisaner].
Leo har fortalt mange gange, at han tilhørte en politigruppe. Tiltalte har senere truffet Winther på forskellige restaurationer. Tiltalte var da sammen med Michael. Tiltalte véd, at Winther og < ProductID="Michael Jensen">Michael Jensen sammen har foretaget flere aktioner bl.a. på Kastrup politistation i efteråret 1944 og sabotage på et par tyske skibe i Københavns havn i 1943.

Tiltalte har truffet Winther i Peter Skramsgade i Winthers lejlighed i efteråret 1944. Tiltalte kom derop sammen med Leo. Han har kun været der én gang. Tiltalte har præciseret, at han fik ordre af modstandsbevægelsen til at tage ud i Schalburgkorpset kort efter at være kommet hjem i maj 1944. Det var vistnok en af de første dage i maj 1944.Tiltalte kan ikke nøjagtigt huske, hvem i modstandsbevægelsen, der gav tiltalte ordre til at søge forbindelse med danskere i det tyske politi. Det var væsentlig Michael, der, der gav tiltalte ordrerne. Tiltalte har oplyst, at han til det danske politi efter kapitulationen har givet oplysninger om 18 drab, som nu er tilstået. Tiltalte har yderligere givet oplysninger om 28 drab, som ikke er tilstået.

Nævnte Helmuth Reinhardt Olsen har som vidne forklaret, at han var i gruppe sammen med tiltalte under BOPA. De var 6 mand nemlig Leo, – < ProductID="Michael Jensen">Michael Jensen, løjtnant Frank, løjtnant Larsen[dvs. tiltalte]  og vidnet. < ProductID="Michael Jensen">Michael Jensen var leder. Tiltalte kom ind i gruppen lige efter vidnet. Tiltalte blev indsat som spion på Shellhuset i slutningen af 1944.

Vidnet blev fængslet den 16. februar 1944 for tyveri. Han sad 3 måneder i den danske afdeling på Vestre fængsel og blev løsladt efter at have udstået 8 måneders fængsel. Den 11. december 1945 blev vidnet fængslet på ny. Han sad derefter i Vestre fængsel i 11 måneder. Vidnet har ikke været i forbindelse med tiltalte under vidnets fængsling. Vidnet hævder, at tiltalte har skaffet flere oplysninger fra Shellhuset om danske modstandsfolk, der skulde have været likvideret.

Vidnet har i november 1944 og januar 1945 været arresteret af tyskerne. I november 1944 blev vidnet arresteret sammen med < ProductID="Michael Jensen">Michael Jensen sigtet for at have været i besiddelse f pistol.
De havde været sammen i Kakadu-bar. De blev ført ind på Shellhuset, hvor vidnet så tiltalte. Vidnet talte ikke med tiltalte, men Michael bad om tilladelse til at tale med løjtnant Larsen (tiltalte). Kort efter blev de løsladt..

I Begyndelsen af januar 1945 (vistnok fra den 2. januar 1945) sad vidnet fængslet i 14 dage på Vestre fængsels tyske afdeling for at have uddelt illegale blade. Tiltalte var ikke arresteret, mens vidnet sad i Vestre Fængsel.

Vidnet har sammen med tiltalte været et sted på Vesterbrogade for at likvidere en stikker, der hed Harvest. Tiltalte stod nede på gaden, mens vidnet og Leo gik op. Tiltalte var bange for at blive genkendt. De måtte flygte, da tyskerne kom.

Om den nævnte ekspedition, hvor vidnet og tiltalte skal have været ude for at likvidere en stikker, der hed Harvest, har tiltalte uden at have overværet vidnets forklaring afgivet en forklaring, der ikke i enkeltheder stemmer med vidnets. Det må dernæst bemærkes, at det efter det oplyste ikke kan udelukkes, at tiltalte og vidnet har haft lejlighed til at tale med hinanden i fængslet, idet de er afhørt i samme lokale i 1945–46, samt at vidnet Olsen efter politiets opgivende har været afhørt for groft tyveri, uden at der er fremkommet noget som helst om, at han tilhørte friheds-bevægelsen.Tiltalte har i øvrigt hævdet, at det var ham, der fik vidnet og Leo løsladt, da de var anholdt for besiddelse af pistol.

    Landsretssagfører Erik Hall har som vidne forklaret, at Winther ikke var i København i efteråret 1943, men opholdt sig i Århus indtil vistnok i september 1944, da han kom tilbage til København. Winthers gruppe var direkte underlagt Stig Jensen. Vidnet kendte Winthers forhold og kontakter ret nøje og kender ikke noget til Leo eller Michael eller til, at Winther skulde have noget lokale eller tilflugtssted i Peter Skramsgade. Winther blev taget i Peter Skramsgade på et kontor, hvor han - så vidt vidnet véd - ikke plejede at komme, men tilfældig kom den pågældende dag.

    Fængselsbetjent Aage Wiboldt Nielsen har som vidne forklaret, at tiltalte vistnok i efteråret 1944 kom og spurgte, om vidnet kunde skaffe ham ind i modstandsbevægelsen, da tiltalte ikke vilde tilbage til fronten, men ønskede at gemme sig ved at gå ind i modstandsbevægelsen. Vidnet spurgte senere tiltalte, om han kunde skaffe nogle våben, men da tiltalte blev overført til Schutzpolizei [en tysk afdeling af Gestapo] , turde vidnet ikke hjælpe tiltalte ind i modstandsbevægelsen.

     Arrestanten Bent Tietgen Weber Glensfeldt har for Retten bl.a. forklaret, at han i perioden 1941–44 har været afhørt af det tyske feltpoliti, der eftersøgte  tiltalte, vistnok for at have udgivet sig for Gestapo(mand).

Komparenten [et politiudtryk for ’den i øjeblikket afhørte’] så tiltalte nytårsaften 1944. Komparenten, der tilhørte det tyske feltpoliti, vilde arrestere tiltalte, men opgav det, bl.a. fordi tiltalte havde behørigt Ausweiss fra Politigården. Komparenten vidste, at tiltalte havde lavet forskellige numre. Bl.a. var der noget med nogle papirer, som var forsvundet, hvilket også var en af grundene til, at tiltalte var eftersøgt.

   Domfældte Carl Heinz Heinsbak [nærmere omtalt i Erik <>Haaests bog ”Hipofolk”] har for Retten forklaret, at han i november 1944 – før han kom i ET/Hipo– lærte tiltalte at kende. Vidnet boede i Peter Skramsgade, hvor der boede en del illegale personer, hvilket tiltalte også var bekendt med, ligesom vidnet troede, at tiltalte var illegal.

    Arrestanten Christian Anton Christensen har for Retten forklaret, at han engang i februar 1945 var ude på Vestre fængsel for at hente nogle, som skulde skydes. Tiltalte stod derude, og Walberg Andersen sagde da, om de ikke hellere skulde skyde tiltalte. Grunden hertil var antagelig, at tiltalte havde fået kolde fødder og var gået over til ’e andre’. Komparenten har været med til at afhøre tiltalte under besættelsen. Tiltalte var sigtet for at gå under falske papirer. Afhøringerne foregik i Bunckes afdeling. Komparenten, der dengang var 18 år, afhørte tit fanger.

   Arrestanten Poul Houlman Larsen har for Retten forklaret, at han kendte tiltalte fra Schalburgkorpset, hvor tiltalte gik under navnet ”den falske løjtnant” – efter at man på grund af et foredrag, tiltalte havde holdt, havde fået mistanke til tiltalte. Vidnet hørte foredraget – det var sidst i maj eller begyndelsen af juni 1944. Vidnet husker, at tiltalte forsvandt, og kan også huske, at tiltalte har været arresteret. Vidnet gik ud fra, at grunden til, at tiltalte blev arresteret, var hans falske optræden i Schalburgkorpset. Vidnet har vistnok den 2. juni 1944 hørt fra Sturmbannführer Neergård Jacobsen, at tiltalte skulde have fjernet nogle papirer fra Schalburglogen. Vidnet har hørt, at det var et kartotek for Dansk Folkeværn
 [en civil organisation, som havde til huse i Frimurerlogen dør om dør med Schalburgkorpset. Organisationens formål va rat beskytte pårørende til danske frivillige i Waffen-SS mod overgreb fra landsmænd]

    Arrestanten Børge Vilhelm Knudsen har for Retten forklaret, at han kender tiltalte fra Politigården fra slutningen af besættelsestiden.Komparenten fik det indtryk, at tiltalte var frihedskæmper, idet tiltalte selv har fortalt det til komparenten nede i Bræddehytten [et lokalt værtshus på Vesterbro]. Komparenten arbejdede i Birkedahl Hansen–gruppen for kriminalassistent H.C.Andersen – efter aftale med denne [ en af de politifolk, som efter dansk politis opløsning 19. september 1944 straks meldte sig til  tjeneste i Hipokorpset] .
Efter 19.september (1944) havde komparenten ingen forbindelse med politiet, og da han var i besiddelse af nogle oplysninger, som skulde viderebefordres, og var sikker på, at tiltalte var på den rigtige side, gav komparenten disse oplysninger til tiltalte. Komparenten have bl.a. erfaret, at Burmeister og Wain skulde sprænges i luften. Komparenten blev kommanderet derud på vagt, og han gav tiltalte meddelelse om, at der var ET/Hipovagt derude.
Der kom da heller ikke nogen frihedskæmpere ud til Burmeister og Wain, mens Hipoerne var der.  [Note: B & W var på det tidspunkt Danmarks største skibsværft og motorfabrik, beliggende på Christianshavn]
Da vagten efter en uges tids forløb blev afblæst, sagde komparenten det til tiltalte, og samme aften eller den følgende dag skete der sprængning på Burmeister og Wain.Sprængningen skete vistnok i selve maskinhallen.Komparenten husker ikke bestemt, (hvor)når det foregik, men det var vistnok i januar 1945. Komparenten var på vagt ved porten på Christianshavn i de 8 dage.

     Tiltalte har til den forklaring udtalt, at han ikke husker, hvor sabotagen på Burmeister og Wain skete, men så vidt han ved, var det i en stor transformator.Tiltalte har givet meddelelsen om vagten på Burmeister Wain videre til ’Michael’. Tiltalte har ikke givet meddelelse til modstandsbevægelsen om, at vagten på Burmeister og Wain var inddraget. Det blev senere oplyst, at der ikke er sket sabotage hos Burmeister og Wain siden juni 1944.

     Arrestanten Jørgen Oluf Nielsen har for Retten forklaret, at han, der var tolk på Shellhuset fra maj 1044, har haft forbindelse med tiltalte. Komparenten havde hørt, at tiltalte kunde skaffe ham til Sverige, hvilket dog ikke blev til noget. Man mente, at tiltalte havde illegale forbindelser. Komparenten har givet tiltalte forskellige rapporter fra det tyske politi – det er sket flere gange. Komparenten ved ikke, hvad tiltalte har brugt dem til, men går ud fra, at tiltalte gav dem videre til modstands-bevægelsen. Komparenten har bl.a. givet tiltalte oplysninger og rapporter vedrørende Monica Wickfelds sag.Tiltalte har hertil forklaret, at han gav oplysningerne videre til ’Michael’.

    Politibetjent < ProductID="Svend Groth">Svend Groth har som vidne forklaret, at han under besættelsen – efter 19.september 1944 – en dag sad i en cafe, Istedgade 136, sammen med nogle kammerater. Tiltalte opholdt sig også i cafeen. Tiltalte tog telefonen og ringede til ET/Hipo og opgav et nummer. Han sagde: ”Jeg sidder i øjeblikket på det aftalte sted og har et par gode emner – nu går jeg”. Vidnet gik også. Tiltalte gjorde ikke noget for at skjule, at han ringede til Hipo. Tiltalte har hævdet, at han foretog denne telefonopringning for at advare Groth.

    Restauratør Erik Vilhelm Frandsen har som vidne forklaret, at tiltalte er kommet i vidnets  restauration under besættelsen som gæst under navnet ’Larsen’. Engang der var tale om, at der skulde være razzia, ringede tiltalte hen under aften og advarede vidnet.

    Fængselsbetjent Høurup Knudsen har som vidne forklaret, at tiltalte, da de i foråret 1945 sad sammen på Vestre fængsel, har hjulpet vidnet til flugt.

    Kriminalassistent Livbjerg har som vidne forklaret, at han i november eller december 1944 modtog en telefonopringning om, at vidnet skulde passe på ikke at opholde sig hjemme, da han kunne risikere at blive anholdt.Det var en mand – vidnet ved ikke hvem – der telefonerede. Tiltalte har hævdet, at det var ham, der foretog denne telefonopringning, idet han havde hørt, at der skulde være aktion mod vidnet. Tiltalte har i øvrigt nævnt flere tilfælde af hjælp til modstandsfolk, således vedrørende en hotelportier, der var stikker, og af afgivelse af oplysninger, han modtog på en biltur til Lolland. Vedrørende disse forhold er ingen vidne-forklaringer afgivet.

   Angående den krigsretssag og dødsdom, som tiltalte påstår er overgået ham, foreligger følgende oplysninger:

  Arrestanten Frederik Emil Christian Mortensen (003)[endnu en af de ledende mænd i Hipokorpset, kaldt 003-Mortensen efter sit tjenestenummer, der netop viser, at han på et tidspunkt hart været nr. 3 i Hipo-hierakiet. EH] har for Retten forklaret, at tiltalte af tjenstlige grunde har været fængslet af E.T/(Hipo). Han havde overtrådt forskellige regler under udførelsen af sin tjeneste. Komparenten havde ikke indtryk af, at tiltalte var illegal, og i hvert fald var det ikke, fordi tiltalte var illegal, at han blev anholdt af ET.
Det er ikke komparenten bekendt, at tiltalte er blevet dømt af en tysk krigsret, og komparenten tror ikke, at tiltalte er blevet dømt til døden. Norreen må kunne udtale sig herom

    Arrestanten Octavius Noreen har for Retten forklaret, at han selv har ladet tiltalte anholde af ET, fordi der var konstateret nogle uordentligheder ved tiltaltes person og opførsel. Komparenten ønsker ikke nærmere at udtale sig herom. Sagen blev ikke afgjort før kapitulationen. Gjort bekendt med, at tiltalte har forklaret, at sagen blev afgjort af SS-Retten i Kastellet kort før kapitulationen har komparenten udtalt, at dette ved komparenten ikke noget om. Det var komparenten, som samlede oplysningerne mod tiltalte. Tiltalte har så vidt komparenten ved, ikke været sigtet for faneflugt. Det ville ikke kunne finde sted uden komparentens vidende, (idet) de forhold, komparenten sigtede tiltalte for, højst kunne medføre tugtstraf, ikke dødsstraf.

   Domfældte Erik Christian < ProductID="Rasmus Rasmussen">Rasmus Rasmussen har forklaret, at han er bekendt med, at der har været en krigsretssag mod tiltalte, som bl.a. var tiltalte for at have været under falsk navn i Kastrup Lufthavn og for at have sprængt nogle flyvemaskiner i luften. Det var bl.a. vidnet, der genkendte tiltalte fra Kastrup, da tiltalte kom ind i ET(HIPO). Vidnet gav besked derom til sine overordnede. Vidnet kender ikke noget til sagens forløb, efter at tiltalte var blevet arresteret. Så vidt vidnet ved flygtede tiltalte samme dag. Tiltalte var blevet arresteret, men blev pågrebet 2. gang af Lorentzengruppen en 14 dages tid senere. Vidnet tror, at tiltalte endvidere var tiltalt for at være faneflygtning fra SS.

    Arrestanten Bent Glensfeldt har for Retten forklaret, at han havde hørt, at tiltalte var dømt til døden og var blevet skudt.

    Arrestanten Christian Anton Christensen har forklaret, at tiltalte var sigtet for at gå under falske papirer.

    Endelig har domfældte Jørgen Oluf Nielsen forklaret, at han tror, at tiltalte blev dømt af tyskerne kort før kapitulationen, men komparenten har ikke hørt, hvad dommen gik ud på.

I anledning af arrestanternes forklaringer har anklagemyndigheden henvist til breve, som tiltalte har skrevet til sine medfanger, og som er kommet politiet i hænde. Der er således fremlagt et brev sålydende til arrestanten Chr. Anton Christensen: ”Jeg må tale med dig. Kom i fototeket. Meget vigtigt”
Det bemærkes i øvrigt, at Christensen i en anden sag har erkendt at have truffet aftale med tiltalte om forklaringen, men Christensen har herom udtalt, at det  var politiet, der vilde have, at han skulde trække en tidligere forklaring tilbage.
De øvrige fremlagte breve er alle til en medarrestant ved navn John Colling. De indeholder
*en række anvisninger på, hvad medarrestanten skal forklare i forskellige forhold,
*forslag om angiveriet af medfanger,
*anvisninger på at forklare, at tiltalte var illegal, og
*at give oplysninger om hans gerninger som sådan,
*anmodninger om at forklare, at ”Peter Jurist”  blev skudt i Rågeleje, og at < ProductID="Michael Jensen">Michael Jensen blev skudt i Søborg, og hans lig kastet i havnen, samt
*omtale af eventuel flugt.
Brevene er skrevet i et ret infantilt sprog, men hensigten – at påvirke brevmodtageren til at forklare falsk – er tydelig, ligesom det med al tydelighed fremgår, at tiltalte har søgt at påvirke og stadig ønsker at påvirke nye arrestanter bl.a. 003-Mortensen, kaldet ”den store”, til at støtte ham i hans forklaring om hans illegale fortjenester.

   Endelig kan oplyses, at domfældte Ebbe Løth Jensen for retten har forklaret, at han efter kapitulationen har truffet tiltalte flere gange i fotoarkivet på Politigården. Tiltalte bad en dag vidnet være tiltalte behjælpelig med at fortælle, at vidnet sammen med tiltalte under besættelsen havde været med til en illegal våbentransport fra Garderhusarkasernen. At våbnene blev udleveret ude på Fasanvej til en "Michael Jensen, som vidnet ikke kendte.
   Da vidnet senere hørte forskellige ufordelagtige ting om tiltalte, ville vidnet alligevel ikke afgive falsk vidne-forklaring.

Tiltalte har erkendt, at han har søgt at påvirke vidnet til at afgive falsk forklaring og har forklaret, at dette skyldtes, at tiltalte ikke på dette tidspunkt kunde finde nogen af sine (rigtige) illegale kammerater.

Der har i sagen været (omtalt) enkelte aktioner, (som) tiltalte har påstået at have deltaget i, og hvilke har været genstand for nærmere undersøgelse:
                                   a.

Tiltalte har således forklaret, at han i begyndelsen af november 1944 har deltaget i anholdelsen af en glassliber Günther, der var sigtet for at have været sammen med og (have) huset en stikker for det tyske politi. En mand, der var mistænkt for røveri. Den pågældende stikker Bodislau Dagra var 2 gange blevet gennempryglet  af modstandsbevægelsen og skulde likvideres af modstands-bevægelsen. Tiltalte havde henvendt sig til tyskeren Nass, som tiltalte heller ikke på dette tidspunkt var klar over var frihedsmand, hvorimod tiltalte vidste, at Nass modarbejdede Schalburgkorpset og Hipo. Tiltalte sagde til ham, at han havde bevis for, at Sagra havde været med til røveri, og Nass opfordrede tiltalte til at få fat i Sagra, idet Nass og ikke så få andre troede, at tiltalte var ansat i ET eller tysk sikkerhedspoliti. Tiltalte fandt frem til Günthers bopæl, hvor Sagra skulle kunne træffes.
Tiltalte ledede aktionen og havde Hjalmar Olsen og Marius Holgersen fra Svendsgades politistation med sig. Tiltalte bad dem selv tage med. Hverken Günther eller Sagra var hjemme, men i en lommebog på Günthers værelse fandt tiltalte Sagras navn.
Tiltalte gik over på Günthers arbejdsplads, hvor Günther af tiltalte fik foreholdt navnet i lommebogen og måtte erkende, at han kendte Sagra, men efter at have fundet en defekt pistol på Günthers bopæl og have meddelt dette til Nass, gik tiltalte efter Nass’s ordre tilbage og hentede Günther, der blev ført op til Nass på Politigården. Samme aften gik tiltalte ud på  forskellige restaurationer og kaffebarer på Vesterbro med billeder af Günther og Sagra – to steder blev Günther genkendt efter billedet som havende været med til røverier i de pågældende caféer. Tiltalte overgav Nass resultatet af sine undersøgelser, men fik at vide, at Günther var blevet løsladt efter ordre fra Ib Birkedal Hansen eller Kock. Tiltalte har ikke overværet, at Günther har fået klø hverken under selve anholdelsen, transporten eller på Politi-gården.

   Glassliber Verner Carl Günther har som vidne forklaret, at han den 4. december 1944 blev arresteret på sin arbejdsplads af tiltalte og to andre mænd – antagelig fordi vidnet havde skjult en ung mand (Bodislava), som vidnet dengang mente var frihedskæmper. Vidnet blev taget med til politistation ”Under Elmene”. Tiltalte anholdt ikke straks vidnet, men gik, idet han dengang sagde til vidnet, at der blev en mand og passede på vidnet, ligesom telefonen ville blive aflyttet. Vidnet sad fængslet indtil den 22. december 1944. Vidnet er ikke blevet mishandlet, ud over at han på Shellhuset har fået nogle slag i ansigtet af en tysker.

Vidnet blev ved anholdelsen afhørt af tiltalte, og tiltalte  var med til at føre vidnet ind til Politigården.Vidnet forstod, at det lå tiltalte meget på sinde at få at vide, hvor Bodislava var. På vej til Politigården trængte tiltalte stærkt ind på vidnet og sagde bl.a., at han ville hjælpe vidnet overfor tyskerne med hensyn til en defekt pistol, der var fundet hos vidnet, hvis vidnet opgav Bodislavas opholdssted. Tiltalte sagde til slut, at hvis vidnet ikke frivillig kom med oplysningen, ’havde de andre midler’.

   Arrestanten Marius Holgersen har for Retten forklaret, at han var sammen med tiltalte ved anholdelsen af Günther i Hollænder-dybet. Tiltalte havde fortalt, at Günther havde huset en mand ved navn Sagra, som var stikker for det tyske politi, men som havde været med til nogle røverier.

   Arrestanten Vilhelm Hjalmar Olsen har for Retten forklaret, at han sammen med tiltalte har været ude for at anholde Günther, der skulde være i besiddelse af en pistol og var mistænkt for at have skjult en person, der var eftersøgt af tyskerne (Bodislava). Det var tiltalte, der var kommet med oplysningerne. Tiltalte og komparenten forte inde på Politigården Günther op til Nass, hvor de afleverede ham. De havde derefter ikke noget med Günther at gøre.

                                   b.

Tiltalte har forklaret, at Christian August Jensen en dag, hvor  tiltalte opholdt sig på Store Kongensgades Politistation, fortalte, at han havde en bekendt, der havde illegale blade og vist nok våben. Der blev vist nok ringet derom til Politigården, hvorfra der blev givet ordre til en aktion og til, at der skulde en eller to ET-mænd med [ET er HIPOs civilklædte politifolk for kontraspionage. Under og efter Besættelsen skelnedes ikke mellem ET og HIPO]
De tog Edvard Andreas Larsen med. Denne mand var både på den ene og på den anden side, og tiltalte mente, man kunde få ham til alt. Tiltalte sagde til (Edvard Andreas) Larsen, at de måtte prøve at hjælpe Krøyer til at undslippe. Larsen tog ET-manden Oluf Thomsen med.Tiltalte og Larsen gik først op ad hovedtrappen hvor de gennem døren disputerede med Krøyer, som nægtede at lukke op. Tiltalte og Larsen gik ned på gaden, og da de lidt senere kom op igen, var Krøyer forsvundet, og tiltalte tilføjer, at Christian August Jensen havde gjort ham opmærksom på, at man fra lejligheden kunne flygte over taget. Tiltalte håbede, at Krøyer vilde benytte sig af denne mulighed. Det var Oluf Thomsen og ikke tiltalte, som ledede aktionen.

Tiltalte var højst sandsynligt bevæbnet under aktionen. Tiltalte havde både en pistol fra modstandsbevægelsen og havde endvidere en pistol, som tyskerne havde givet ham tilladelse til at gå med.

   Repræsentant Svend Oksholm Krøyer har som vidne forklaret, at tiltalte og en anden mand den 12. december 1944 ringede på vidnets dør. Der blev sagt, det var det tyske politi, og vidnet nægtede at lukke op, mændene truede da med at skyde gennem døren. Vidnet så de to mænd gennem kighullet i entredøren. Den ene mand – vidnet mener bestemt, det var tiltalte – viste i kighullet vidnet et Ausweiss fra det tyske sikkerhedspoliti. Da vagtværnet kom – ca. 1 minut efter – bemærkede vidnet, at tiltalte var væk. Vidnet har derefter levet under jorden indtil kapitulationen. Vidnet arbejdede i en illegal militærgruppe.

    Fru Ella Krøyer har som vidne forklaret, at tiltalte vistnok den 12. december 1944 var på besøg i vidnets hjem for at foretage arrestation. Tiltalte kom med flere andre. De sagde, det var det tyske politi, og truede med at sprænge døren, hvis der ikke blev lukket op. Beboerne i huset råbte, at de skulde komme og hjælpe. Vagtværnet kom efter 5-10 minutters forløb. Tiltalte og en mand til stod hele tiden udenfor entredøren imens, hvilket vidnet så gennem kighullet i døren. Da vagtværnet kom, løb de to mænd ned ad trappen og vidnets mand løb op over loftet og undslap.
Tiltalte og den anden man kom nu tilbage – de havde højre hånd i lommen, hvor de havde hver sin pistol.Vidnet blev forhørt af tiltalte om sin mand og hans forhold. Tiltalte truede ikke vidnet på anden måde, end at han sagde, at hun og børnene kunde komme 3 måneder i Shellhuset, hvis vidnet ikke sagde sandheden.

   Frk. Karen Margrethe Krøyer har som vidne forklaret, at hun først så tiltalte, da han kom ind i lejligheden. Vidnet blev ikke afhørt. Idet vagtværnet kom, gik de to mænd, der stod udenfor entredøren vist nok ned for at møde vagtværnet ,og faderen slap da ud af lejligheden. Vidnet mener ikke, at tiltalte var leder af aktionen.

                                   c.

Tiltalte har forklaret, at han på Politigården hørte om en sag mod Erik Gradert, der var eftersøgt for illegalt arbejde. En sygeplejerske på en klinik i Bredgade var stikker for det tyske politi og skulde telefonere til Politigården, når Gradert kom for at besøge sin forlovede Frøken Soya, enten på klinikken eller på hendes bopæl. Tiltalte har talt med hele sin gruppe bl.a. med Helmuth Olsen, Uffe Petersen og Varto om sagen. Tiltalte har endvidere bl.a. talt med løjtnant Abildgård derom og har meddelt dette til Politiet, en måned før Abildgård døde. Tiltalte har derefter rettet sin forklaring derhen, at han ikke har talt med Varto om dette spørgsmål, da Varto ikke var medlem af gruppen.

Tiltalte fik den ide, at han ved at lade aktionen foretage for tidligt, kunne advare Gradert. For at holde sin ryg fri agde tiltalte en seddel i Bredgade 33,  om at der var blevet ringet fra klinikken. Tiltalte sørgede endvidere for, at der blev givet meddelelse til klinikken om, at der vilde blive foretaget husundersøgelse. Frk .Soya blev anholdt, vistnok 3. juledag. Tiltalte sagde til jordemoderen på klinikken, at overlægen sandsynligvis ville blive anholdt, og endvidere sagde tiltalte til hende, at han mente, der var våben i kælderen, men der vilde først blive foretaget undersøgelsen om eftermiddagen. Jordemoderen må have været klar over, at det var en advarsel, hvis hun ikke har været meget dum. Efter 3 dages forløb tog tiltalte ind på Politigården og aflagde referat til Falkenberg [en af de ledende, tyske Gestapofolk Walther Billum Falkenberg, som var sat i spidsen for ET/Hipo i besættelsens sidste måneder] om aktionen og fik bebrejdelse over, at de havde ødelagt sagen.
Tiltalte fik nu ordre til at køre ud og anholde overlægen. De kørte først til klinikken, hvor tiltalte meddelte, at overlægen skulde anholdes. Tiltalte forhalede turen ud til overlægens bopæl, men overlægen var hjemme, da de ankom dertil. Han protesterede mod at blive anholdt, hvorefter tiltalte og hans folk tog derfra, men efter ordre fra Falkenberg tog de tilbage til overlægens bopæl efter på ny gennem klinikken at have søgt at advare overlægen. De bragte overlægen ind til Politigården og kørte efter ordre derud en tredje gang for at foretage husundersøgelse.

Tiltalte var bevæbnet, men havde ikke pistolen fremme under aktionen.Tiltalte var med til at foretage afhøring af den anholdte frk. Soya på hendes bopæl. Tiltalte har på Politigården ikke afhørt frk. Soya, men har taget hende ud af arresten og givet hende lov til at ringe hjem for at advare faderen, som efter hvad Falkenberg og Bunke havde sagt skulde anholdes. Soya flygtede efter advarslen til Sverige.[EH: Der er tale om den dengang meget kendte, danske dramatiker og  forfatter Carl Erik Soya] . Tiltalte har ikke truet frk. Soya under afhøring. Tiltalte har tværtimod skaffet Frk. Soya såvel bøger som spisevarer, mens hun var arresteret.
   Overlæge Ove Nielsen har som vidne forklaret, at han første gang så tiltalte vist nok den 27. december 1944 på klinikken i Bredgade, hvor tiltalte holdt vagt – antagelig for at fange en mand. Vidnet talte ikke dengang med tiltalte. Vistnok samme aften blev vidnet kaldt over på klinikken, hvor han fik at vide, at frk. Soya var blevet anholdt.Dagen efter blev vidnet om aftenen arresteret på sin bopæl af tiltalte og 3–4 andre mænd. Vidnet husker ikke, om tiltalte havde pistol med. Vidnet erkendte at have hjulpet en såret sabotør. Vidnet er sikker på, at vidnet blev anholdt første gang, tiltalte var på vidnets bopæl. Vidnet blev afhørt samme aften på Politigården – ikke af tiltalte, men den følgende dag kom tiltalte ned i vidnets celle og udspurgte vidnet om sabotøren. Vidnet blev løsladt den 15. eller 16. januar 1945.

Tiltalte har ikke optrådt truende overfor vidnet hverken ved arrestationen eller ved afhøringen i cellen i Vestre fængsel.

Det er sandsynligt, at der er blevet ringet fra klinikken til vidnet om, at vidnet sandsynligvis ville blive arresteret.

    Arrestanten Walther Billum Falkenberg har for Retten forklaret, at tiltalte er kommet op til vidnet og har fortalt, at frk. Soyas forlovede var sabotør, boede hos frk. Soya og var blevet behandlet af en læge på fødeklinikken, hvor frk. Soya var ansat. Vidnet forlangte mere præcise oplysninger, og tiltalte kom senere og fortalte, at der var våben hos frk. Soya, hvorefter vidnet gav tilladelse til anholdelse af frk. Soya. Da man var interesseret i at få fat i frk. Soyas forlovede, lånte tiltalte efter nogle dages forløb frk. Soya og tog med hende enten til hendes bopæl eller til klinikken. Da der kom klage over, at ET- folkene ikke opførte sig korrekt, gav vidnet ordre til, at aktionen skulde afbrydes og frk. Soya løslades.Det er rigtigt, at man, før tiltalte kom med sine oplysninger, havde en sag mod Gradert. Vidnet har ikke bebrejdet tiltalte, at han er kommet med sagen og derved har startet aktionen, men kun at tiltaltes og hans kollegers opførsel på klinikken ikke havde været korrekt,

   Jordemoder Karen Larsen har som vidne forklaret, at klinikkens sygeplejersker bor i Bredgade 33 og ikke på selve klinikken i nr. 70. Der blev ringet fra portneren i nr. 33., at der var razzia hos frk. Soya, men vidnet ved ikke, hvem der ringede, da hun ikke personlig modtog telefonbeskeden. Vidnet tog visse forholdsregler efter nævnte opringning. Vidnet gav bl.a. overlægen besked om razziaen samme aften. Vidnet har forhandlet med tiltalte for at opnå lempeligere vilkår for frk. Soya, hvilket også lykkedes.

Vidnet tror ikke, at ET/Hipo på vejen ud for at arrestere overlægen først har været på klinikken. Der er i hvert fald ikke blevet meddelt vidnet noget om, at de agtede at anholde overlægen.

Der har ikke mellem hende og tiltalte været tale om våben, der var skjult i kælderen, og der har ikke været razzia i kælderen.

Vidnet kan ikke huske, om tiltalte har sagt, at det var sandsynligt, at overlægen vilde blive anholdt.

   Sygeplejerske Karla Sørensen har som vidne forklaret, at det var hende, der tog telefonen en aften meget muligt i december 1944. En mand sagde, at frk. Soya ikke kom på arbejde i morgen tidlig, og da vidnet spurgte, om hun var syg, blev der sagt nej. Der blev ikke sagt noget om, at hun var blevet anholdt, eller at der havde været razzia derovre. Efter at man fra klinikken havde ringet til viceværten, kunne man mærke, at der var noget galt. Man vidste  i forvejen, at frk. Soya arbejdede illegalt.

   Arrestanten Otto Peter Ferdinad Bjørnebo har forklaret, at det forekommer ham, at de var to gange oppe på overlægens bopæl – indenfor en times tid. Overlægen blev først anholdt anden gang. Komparenten var med oppe i lejligheden, men husker ikke, om han var inde i lejligheden begge gange. De gjorde holdt ud for det gamle Frederiks Hospital på vejen ud til overlægen, og tiltalte var inde på klinikken.

   Arrestanten Poul Viggo Justesen har for Retten forklaret, at han hørte, at Frk. Soya var blevet anholdt, fordi hun havde bekendtskab med en illegal mand, og fordi der var fundet dele af en maskinpistol på hendes bopæl. Komparenten, der havde agtelse for (forfatteren) Soya, som ikke lagde skjul på sine meninger, fik ondt af frk. Soya. Komparenten gik ned i ET/Hipo og talte med en løjtnant. De blev enige om, at hun skulde løslades, og komparenten sendte Klæbel ^Note  ud til Frk. Soyas bopæl i Bredgade med en skriftlig besked om, at aktionen skulde afblæses. Komparenten blev meget overrasket, da han senere hørte, at frk. Soya ikke var blevet løsladt, men havde siddet fængslet i 3 måneder i Frøslevlejren.

^Note   Carl Viggo Klæbel var medlem af HIPO-terrorgruppen ’Lille Jørgengruppen’. I retsopgøret blev han dømt til døden og henrettet i København 4. februar 1950 kl. 02⁰⁰.

Arrestanten Edvard Andreas Larsen har for Retten forklaret, at han har deltaget i aktionen i Bredgade 33, hvor frk. Soya blev arresteret af en udrykningskommando. Tiltalte var også med dernede, og vidnet og tiltalte holdt vagt i lejligheden. Kompa-renten mener ikke, at tiltalte var leder af aktionen. Frk. Soya blev arresteret efter ordre fra Svendsen. Komparenten blev senere sat på vagt på klinikken i Bredgade. Komparenten har ikke været med til anholdelsen af overlægen. Komparenten ved ikke, om tiltalte kendte Falkenberg. Komparenten har ikke hørt nogen af deltagerne i aktionen ringe til Falkenberg.
Foreholdt sin forklaring til politirapporten, hvorefter kompa-renten har hørt en telefonopringning til Falkenberg og mener, at tiltalte var den eneste, der kendte Falkenberg og derfor må være den, der har ringet til Falkenberg, har komparenten sagt, at hans rapportforklaring, der jo er den første forklaring, må være den rigtige på de punkter, hvor der er uoverensstemmelse mellem rapportforklaringen og den for retten afgivne forklaring.

Komparenten og de andre fik ubehageligheder, fordi de efter frk. Soyas anmeldelse telefonerede til klinikken, at frk. Soya ikke kom mere. Man mente, at aktionen var blevet ødelagt ved denne opringning, idet man derved blev advaret på klinikken og fik fjernet et illegalt våbenlager. Det var nærmest af humanitære grunde, at man foretog opringningen, for at fødeklinikken kunne skaffesig anden hjælp. Frk. Soya fik lov at telefonere hjem fra Politigården.

   Arrestanten Carl Viggo Klæbel har for Retten forklaret, at grundlaget for arrestationen af Frk. Soya i november–december 1944 vist nok var, at hun var forlovet med en frihedskæmper. Komparenten blev sendt ned til tiltalte med et brev om, at aktionen skulde afbrydes. Komparenten traf tiltalte hos frk.Soya og afleverede brevet til tiltalte. Tiltalte protesterede mod at afbryde aktionen. Efter en times tid blev komparenten og ’Larsen’ (dvs. Tiltalte), som ligeledes var til stede hos frk. Soya, enige om at gå, da tiltalte vilde have dem med ud for at arrestere frk. Soyas forlovede. Der blev (dog) en mand hos frk. Soya.
Komparenten hørte den følgende dag, at tiltalte på egen hånd havde skaffet en  arrestordre fra tyskerne (Falkenberg ) – uden om ET – på frk. Soya. Tiltalte har herom forklaret, at Klæbel kom og gav mundtligt tiltalte og Larsen besked om at afbryde aktionen og komme ind på Politigården.

   restanten Olaf Thomsen har for Retten forklaret, at han sad vagt en times tid på en klinik i Bredgade – det var vistnok mellem jul og nytår. Han ventede vistnok, at der skulde komme en mand, som skulde arresteres. Vidnet fik efter en times forløb telefonisk ordre til at tage tilbage til Politigården. Justesen sagde vistnok noget til vidnet om, at der ikke var meget bund i sagen vedrørende frk. Soya. Vidnet husker ikke i dag, om Justesen har fortalt vidnet noget om, at tiltalte var gået uden om ham med hensyn til sagen.

                                   d.

Tiltalte har forklaret, at der den 8. og 9. november 1944 blev foretaget forskellige aktioner. De startede fra Svendsgades Politistation [Sådan benævntes Vesterbro Politistation, skønt den egentlig lå i Absalonsgade. Den oprindelige indgang var nemlig fra den meget korte gade mellem Vesterbros Torv og Absalonshgade. EH]  og tog først ud til Gasværksvej nr. 1, hvor de afhørte en dame fru Overgård, der havde givet de oplysninger, der lå til grund for aktionerne. Tiltalte tog derfra tilbage til Svendsgades Politistation, hvor han passede telefonen sammen med < ProductID="Grete Holm">Grete Holm Møller. Tiltalte har ikke deltaget i anholdelser under disse aktioner. Fru Overgård blev ikke anholdt, men tilbød selv at gå med og deltage i eftersøgning. Alle de anholdte blev ført ind til Svendsgades Politistation. Tiltalte var til stede i det lokale, hvor de anholdte opgav deres navne og generalia, men ikke hvor de afgav forklaring.
Tiltalte så, at en af de anholdte blev slået, men har ikke selv deltaget i mishandling. Aktionen drejede sig om sigtelse for, at en af de anholdte (Herluf Jensen) skulde være i besiddelse af en pistol.

   Arrestanten Marius Holgersen har for Retten forklaret, at han bl.a. husker en aktion, som begyndte på Gasværksvej 2, og herunder bl.a. cigarhandler Petersen, snedker Koed og tobakshandler Jacobsen blev anholdt.Tiltalte havde fået at vide, at en af de 3 var i besiddelse af en pistol. Komparenten var ikke selv med på aktionen. De anholdt tobakshandler Petersen i dennes villa i Vanløse, hvor også kompagnonen blev anholdt da han indfandt sig i villaen med to kufferter ubanderoleret tobak. Tobakshandler Petersen blev afhørt af tiltalte. Dette er komparenten ganske sikker på, da tiltalte aldrig overlod afhøringen vedrørende de aktioner, han selv ledede, til andre. Petersen indrømmede under afhøringen, at han havde været i besiddelse af en pistol.
Komparenten var sammen med tiltalte ude at anholde (snedker) Koed, som ligeledes blev afhørt af tiltalte. Komparenten husker ikke, hvem der ud overtiltalte var til stede under afhøringen. Efter at Koed havde fortalt, at han havde videregivet Petersens pistol til tobakshandler Jacobsen, blev denne også anholdt.
Komparenten har opholdt sig ved telefonerne i kontoret ved siden af, når tiltalte mishandlede fangerne.
Komparenten har ikke selv set, at det var tiltalte, der slog, men mener bestemt, at det var tiltalte, der slog tobakshandler (grosserer) Petersen under afhøringen af denne. Komparenten hørte i hvert fald, at manden jamrede sig.

   Fru Asta Jensen, født Ovesen har som vidne forklaret, at hendes daværende forlovede Herluf Jensen en aften omkring slutningen af november 1944 blev arresteret, da han og vidnet kom hjem i vidnets moders lejlighed, Vesterbrogade 66. Vidnet gik med over til Svendsgades Politistation, hvor hun blev indtil ved 2–3-tiden om natten. Vidnet så, at en anden mand blev mishandlet. Hun ved ikke, hvem det var. Det var tiltalte der anholdt vidnets daværende forlovede. Da vidnet tog hjem, så hun atter tiltalte, som sagde, at vidnet ikke måtte sige noget om, hvad hun havde set.
Vidnet tror nok, man kan sige, at tiltalte var leder af anholdelsesaktionen mod vidnets daværende kæreste. Vidnet har ikke set tiltalte på Svendsgades politistation, og vidnet har ikke set tiltalte slå eller på anden måde mishandle nogen.Vidnet er fuldstændig sikker på, at det var tiltalte, der anholdt vidnets kæreste.

   Skomager Herluf Agerholm Jensen har som vidne forklaret, at han blev anholdt sigtet for ulovlig våbenbesiddelse i efteråret 1944 på Vesterbrogade 66, hvorfra han blev ført til Svendsgades Politistation. Han sad derefter en månedstid i Vestre Fængsel. Vidnet fik klø på Svendsgades politistation, men er i øvrigt ikke blevet mishandlet. Vidnet er fuldstændig sikker på, at tiltalte var med til at anholde vidnet i Vesterbrogade 66. Han fulgte med vidnet til Svendsgades Politistation og havde fat i vidnets ene arm. Tiltalte gav vidnet en cigaret på Politistationen. Og da vidnet skulde til at tænde den, slog tiltalte vidnet over armen. Vidnet tror ikke, at tiltalte også røg. Vidnet tilføjer, at tiltalte, da han førte vidnet bort fra Vesterbrogade 66, hvor der var trængsel udenfor biografen, sagde til nogle tyskere om at skyde, hvorefter de skød (hen) over gaden.

   Fru Ella Agerholm Overgård har som vidne forklaret, at hun blev afhørt i efteråret 1944 i anledning af, at det tyske politi søgte efter vidnets broder. Tiltalte var med blandt dem, der afhørte vidnet om, hvor vidnets broder var. Vidnet blev taget med på politistationen, hvor hun blev afhørt – ikke af tiltalte.
Vidnet hørte ikke på, at de andre blev afhørt, heller ikke Herluf Jensen. Tiltalte var meget voldsom, da han afhørte vidnet. Vidnet blev truet med at blive taget med på ”Vestre”, hvis hun ikke opgav, hvor broderen opholdt sig.

    Grosserer Gustav Herman Petersen har som vidne forklaret, at han i efteråret 1944 blev anholdt i anledning af, at vidnet en dag havde vist sin logerende Herluf Hansen en pistol. Tiltalte var med til at anholde vidnet. Tiltalte udspurgte vidnet sammen med en tysker. Vidnet blev adspurgt først på dansk og derefter delvis på tysk, som vidnet forstod. Vidnet blev ført ned til Svendsgades Politistation, hvor han blev afhørt af andre end tiltalte.
Vidnet blev kort efter at være bragt ind på politistationen ført til påvisning på sit kontor på Gasværksvej. Tiltalte var med til denne påvisning. Vidnet blev ført tilbage til Svendsgade, hvor han fik klø af nogle tyskere. Vidnet fik forevist en pistol, som han blev nødt til at fortælle ikke var hans, men tilhørte grosserer Duberg Christensen. Vidnet blev løsladt efter at have siddet godt 3 uger i Vestre Fængsel.

Når vidnet ikke ved den første afhøring hos Politiet har udpeget  tiltalte som en af de mænd, der anholdt vidnet, var det, fordi politiet straks fortalte vidnet, at tiltalte havde været friheds-kæmper. Vidnet er nu fuldstændig sikker på, at tiltalte var med til at anholde vidnet som her forklaret.

    Snedkersvend Arne Buddig Koed har som vidne forklaret, at han natten mellem den 8 og 9. november 1944 blev anholdt i lejligheden på Frederikssundsvej. Vidnet mener med sikkerhed, at tiltalte var med til anholdelsen. Tiltalte var dog ikke med oppe i lejligheden, men var nede ved vognen, da vidnet blev ført ned af to andre mænd. Vidnet blev ført ind til politistationen, hvor tiltale overværede afhøringen af vidnet, ligesom tiltalte var til stede, da vidnet blev slået vistnok af en anden mand. kaldt ’Jumbo’, mens vidnet stod med ansigtet mod væggen. Der blev affyret 4 skud forbi vidnets øre, også mens tiltalte var til stede. Vidnets højre trommehinde blev sprængt men er vokset sammen igen. Vidnet sad fængslet nogle dage.

    Cigarhandler Alfred Jacobsen har som vidne forklaret, at han omkring slutningen af november 1944 blev anholdt af tyskerne beskyldt for våbenbesiddelse. Tiltalte var med til at anholde vidnet. Vidnet var i begyndelsen lidt i tvivl om, hvorvidt tiltalte havde været med til at anholde vidnet, men er nu sikker i sin genkendelse efter at have hørt tiltaltes stemme og set hans gang på politigården. Tiltalte var til stede under afhøringen af vidnet. Vidnet sad en måneds tid fængslet på Vestre Fængsel, hvorefter han blev løsladt.

   Arrestanten Carl Anker Sørensen har for Retten forklaret, at han er sikker på, at han sammen med tiltalte har deltaget i en aktion på Gasværksvej – og derefter i anholdelsen af Alfred Jacobsen på Frederikssundsvej.

   Max Skjoldøe har som vidne forklaret, at han den 6. eller 7. december 1944 blev anholdt sigtet for besiddelse af en pistol. Vidnet synes bestemt, at tiltalte var med til anholdelsen af vidnet sammen med en høj, mørk herre og en tysker. Den mand, vidnet mener er identisk med tiltalte, havde sort overfrakke og sort overskæg. En af de to andre mænd, der anholdt vidnet, havde også sort overskæg. Vidnet tør ikke med fuldstændig sikkerhed sige, at tiltalte var med til anholdelsen af vidnet.

Tiltalte har i dette forhold påberåbt sig, at vidnerne forveksler ham med en mand ved navn Kastrup Nielsen, hvilken imidlertid ikke har været at finde, og det må anses for tvivlsomt, om der har været en mand af dette navn på Svendsgades Politistation.

                               e.
Tiltalte har forklaret, at han den 6. og 7. december 1944 har deltaget i en aktion mod den illegale Wiinblad-gruppe. En mand havde fortalt tiltalte, at han kendte en pølsemand i Hvidovre, der havde pølsevognen fuld af håndgranater. Han opfordrede tiltalte til at tage ham med ind på Politigården, så han kunde give nærmere forklaring. Tiltalte tog ham med til Store Kongensgades Politistation, hvor Carl Anker Sørensen eller i hvert fald Marius Holgersen overværede, at manden afgav forklaring.
Tiltalte søgte at ad vare såvel pølsemanden som de andre medlemmer af gruppen, som skulde anholdes. Nogle af deltagerne i aktionen stod og fortalte pølsemanden, at de var illegale, og talte om deres forskellige bedrifter. Tiltalte advarede pølsemanden, idet han dels vidste, at han havde en pistol, dels sagde højt til de andre, at han nu tog tilbage til Shellhuset. Marius Holgersen og Christian August Jensen spurgte, om tiltalte var rigtig klog. De overlod tiltalte på egen hånd at anholdte brødrene Wiinblad. Vilhelm Olsen gik med tiltalte. Tiltalte forlod Winblads uden at anholde dem – efter at have fortalt, at han var fra det tyske sikkerhedspoliti og at hans kolleger stod nede ved pølsevognen. Da tiltalte lidt efter kom ned til pølsevognen igen, stod de to brødre Winblad der og de blev ligesom pølsemanden anholdt. Den tredje af brødrene Winblad blev anholdt samme aften. Tiltalte fulgte med de anholdte til St. Kongensgades politistation. Tiltalte har ikke overværet, at de anholdte blev mishandlet, men har hørt, at Marius Holgersen og vistnok også vagtmester Helmut Petersen havde slået Børge Jensen.

Tiltalte har anført, at han foretog aktionen for at ødelægge sagen.

Under afhøringen på St. Kongensgade opgav Børge Jensen, at en af de politibetjente, hvis billede hang på Politistationen, gik rundt og var bevæbnet og ansat som barber i Hvidovre. Tiltlate mener, det var af frygt, at Jensen opgav betjentens navn og arbejdssted. Tiltalte tog derud den følgende dag med et vognhold. Hipomændene skulde vente ved indgangen, mens tiltalte selv gik ind i barbersalonen og foretog afhøring. Betjenten nægtede at have nogen pistol. Tiltalte ringede til Politigården og sagde, at det var en fejltagelse og at betjenten kun var reservebetjent og afskediget fra Politiet. Tiltalte fik tilladelse til ikke at anholde ham. Tiltalte kørte med en Hipovogn ud til Hvidovre sammen med Marius Holgersen og Carl Anker Sørensen og nogle uniformerede Hipoer, idet Børge Jensen havde opgivet navnet på Garset, som skulde anholdes. Tiltalte holdt vagt ved en dør. Der blev fundet forskelligt illegalt materiale, bl.a. en liste med en del navne. Tiltalte og Marius Holgersen blev i huset og holdt vagt om natten. Tiltalte gav mod Holgersens ønske en dame, der boede i huset, tilladelse til at forlade huset. Tiltalte og Holgersen blev afløst ved 8-tiden næste morgen, uden at Garset v ar kommet. Næste eftermiddag indløb der meddelelse til Politistationen om, at Garset var blevet skudt, tiltalte tog derud sammen med nogle politifolk. Tiltalte forbandt Garset, der blev afhørt. Tiltalte fandt en nøgle og spurgte Garset, hvor den hørte til. Garset indrømmede da, at der over i nr. 19 lå en maskinpistol og tiltalte løb derover sammen med nogle andre. De traf Garsets kæreste og en anden ung pige – sidstnævnte blev løsladt samme dag.

Garset opgav navnet på gruppeføreren Freddy Olsen samt hans adresse i Grønskiftet 6. Tiltalte kørte langsomt derover med tændte grønne lygter og standsede skellige folk på vejen og spurgte efter Freddy Olsen. Da de ankom til Grønskiftet 6, var Freddy Olsen forsvundet.

Tiltalte opdagede, at der fandtes kasser med ammunition bl.a. på loftet og foretog derfor ingen husundersøgelse.

Tiltalte tillod under protest fra Hipofolkene familien at forlade huset.

Arrestanten Marius Holgersen har for Retten forklaret, at han ikke selv har deltaget i den af tiltalte ledede aktion til Hvidovre, hvor Garset blev anholdt. Tiltalte kom en dag ind på St. Kongensgades Politistation, hvor komparenten havde vagt og fortalte, at en mand, han havde med sig derind, havde givet oplysninger om, at der foregik vaabenhandeler ved en pølsevogn ude ved Hvidovre.

Arrestanten August Christian Jensen har for Retten forklaret, at han lærte tiltalte, der gik under navnet Don Carlos, at kende den 6. december 1944 på en spiserestaurant på Vesterbro. Vidnet var samme dag blevet truet af Winblad, hvilket vidnet fortalte til en mand, hvis navn vidnet ikke husker i øjeblikket, men som han kendte fra Vesterbro. Manden sagde, at han kendte en mand indenfor det tyske sikkerhedspoliti, som han vilde fortælle det til, hvilket vidnet frarådede. Manden gik og kom lidt efter tilbage og opfordrede vidnet til at følge med ind i et sidelokale til tiltalte. Vidnet fulgte med hen til St. Kongensgades Politistation, hvor vidnet gav en fremstilling af sagen og det aftaltes, at de skulde mødes samme aften ude i Hvidovre. De mødtes ude ved pølsevognen, hvor pølsemanden på forespørgsel opgav, hvor ”den gamle klunser” boede. Palle Winblad, Børge Jensen og Mogens Thomas tog frivillig med ind til St. Kongensgade – vidnet fik lov at gå.

Arbejdsmand Arne Wiinblad har som vidne forklaret, at han en dag omkring november – december 1944 blev anholdt på sin bopæl. Tiltalte var med til at anholde vidnet. Tiltalte undersøgte vidnet for våben. Vidnet og hans kone fik lov til at forlade lejligheden for at gå i biografen, men da vidnets kone havde glemt sit legitimationskort, gik de tilbage til lejligheden for at hente det. Tiltal og de andre var stadig i lejligheden. Efter at have været oppe hos forskellige familiemedlemmer kørte vidnet i bil for alligevel at komme i biografen, men ved Stenstykkevej blev de standset af tiltalte. Vidnet blev nu anholdt og sad fængslet i ca 5 måneder indtil kapitulationen.

Tiltalte har hertil forklaret, at han ikke anede, at Winblad sad i den vogn, tiltalte standsede,da de skulde bruge en vogn til at køre ind til Politigården. Tiltalte modsatte sig, at Winblad blev taget med til Politigården.

Arrestanten Carl Anker Sørensen har som vidne forklaret, at han var med til en del af aktionen mod Garset.

Det var tiltalte, der ledede aktionen, idet det var ”hans aktion”.

Arbejdsmand Palle Winblad har som vidne forklaret, at han blev anholdt i december 1944 ved 18½ tiden, da han skulde med broderen i biografen. Der stod 5 – 6 mand, deriblandt tiltalte, på broderens bopæl. De søgte efter en pistol først hos broderen og derefter hos vidnet. Vidnet og broderen fik lov at gå. Vidnet, broderen og svigerinden tog derefter en taxa for at køre i biografen, men vognen blev standset af tiltalte. Vidnets broder fik ordre til at køre med tiltalte ind til Politistationen  St. Kongensgade.

Vidnet skulde ikke med, men da tiltalte sagde, det kun vilde vare en times tid, tog vidnet med. Vidnet og broderen sad fængslet indtil den 5. maj 1945.

Vidnet tænker, at grunden til, at tiltalte standsede bilen var, at han skulde bruge bilen, men da de kom hen til pølsevognen, sagde tiltalte til vidnets border, at de hellere måtte tage ham med. Tiltalte vidste vistnok, at vidnet og broderen var i bilen. Vidnet har ikke hørt tiltalte diskutere med nogen, hvorvidt vidnets roder skulde med ind til Politistationen.

Arrestanten Børge Charley Jensen har som vidne forklaret, at han blev arresteret af nogle mænd, deriblandt tiltalte. Vidnet var selv illegal, men det var ikke af denne grund, men rent tilfældigt, at han blev taget med, da han opholdt sig ved pølsevognen. Vidnet indrømmede under afhøringen på St. Kongensgades Politistation, at han havde våben på sin bopæl og blev dagen efter taget ud til påvisning på bopælen. Vidnet kan ikke mindes at have talt med tiltalte efter at være bragt ind til St. Kongensgades politistation.

Vidnet sad som fange indtil kapitulationen. Han fik mange klø under forhørene. Vidnet mindes ikke at være blevet spurgt, om han kendte en politibetjent, eller at have talt om nogen politibetjent, der ejdede i en barbersalon, hvilket vidnet ikke kendte noget til. Vidnet snakkede, mens han stod ved pølsevognen med Christian August Jensen, der sagde, at han kunde skaffe nogle patroner til vidnets pistol. Vidnet har ikke hørt nogen søge at advare pølsemanden.

Grønthandler Carlo Garset har som vidne forklaret, at han den 7.december 1944 ved 18-tiden kom hjem.

Han kunde se, der havde været nogen i hans lejlighed og forsøgte at løbe sin vej. Der blev skudt efter vidnet, hvorved vidnet blev såret og vidnet skød selv. Der kom to mænd efter vidnet og vidnet mener, at den ene mand var tiltalte, men tør ikke sige det bestemt. Det er muligt, at tiltalte først er kommet derud senere med en vogn.

Vidnet blev afhørt af tiltalte og havde indtryk af, at det var tiltalte, der ledede afhøringen. Tiltalte truede vidnet med at skyde vidnet, hvis han ikke besvarede 20 spørgsmål, som vilde blive stillet vidnet, sandfærdigt.

Vidnet erindrer ikke, om der var nogen, der forbandt vidnet i lejligheden. Vidnet blev forbundet på Politigården.

Vidnet så senere tiltalte ude i Vestre fængsel. Han kunde da ikke huske, hvor han kendte tiltalte fra. Han blev gennem Winblad gjort opmærksom på, hvem tiltalte var.

Vidnet blev slået under det sidste forhør på Politigården.

Vidnet hørte senere, at de personer, der arresterede vidnet, havde siddet i lejligheden natten over. Vidnet var blevet advaret om, at der var noget galt i vidnets lejlighed, af Poul Jørgensen, men vidnet troede ikke på det – og vilde fjerne nogle lister, hvorfor han alligevel gik op til lejligheden. Vidnet ved, at en ældre dame, der boede i huset, fik lov at gå til bageren. Det var før vidnet kom og blev arresteret.

Den ammunition, der var i huset, blev fundet – tilligemed en liste over personer, der skulde likvideres.

Der blev også fundet noget ammunition på vidnets kones bopæl.

Arrestaten Walther Falkenberg har for Retten forklaret, at der telefonisk indløb meddelelse til vidnet om et våbenlager på Stenstykkevej i Rødovre eller Hvidovre. Vidnet tog med Hipo derud for at se, hvordan en sådan aktion foregik. Det var vistnok Garset – sagen. Da vidnet kom derud, var tiltalte oppe i lejligheden og fremviste de våben, der var blevet fundet.

                          f.

Tiltalte har forklaret, at han meget muligt har deltaget i en razzia til restaurationen ”det gamle København” midt i Saxogade. Tiltalte opholdt sig på Svendsgades Politistation, hvortil der indløb meddelelse om, at en ismejeriejer var blevet slået ihjel med en hammer. Tiltalte bad Wilhelm Olsen, der ligesom de andre troede, at tiltalte var ansat i det tyske sikkerhedspoliti, om tiltalte måtte tage sagen alene, hvilket tiltalte fik lov til. Tiltalte mente at have fundet frem til en mand, der kunde mistænkes for mordet og som derefter blev eftersøgt på samtlige småbeværtninger i kvarteret omkring Hovedbanegården. Tiltalte var ikke med inde i Restaurationerne, men stod ved dørene og holdt vagt. Manden blev ikke fundet.

Arrestanten Vilhelm Hjalmar Olsen har for Retten forklaret, at han har væet på et par enkelte rassiaer sammen med tiltalte på nogle beværtninger. Så vist komparenten husker, har tiltalte været med til en razzia i ”Det gamle Vesterbro”, hvor man søgte en mand, der var mistænkt for at have myrdet en mejeriejer. Det var ikke noget politisk mord. De fandt ikke den eftersøgte,  og razziaen resulterede ikke i nogen anholdelser.

                          G.

Tiltalte har hævdet, at han har advaret en overbetjent, der levede ”under jorden” i Colbjørnsensgade.

Overbetjent Carl Bremer Møller har som vidne forklaret, at han den 19. september 1944 boede i Colbjørnsensgade under navnet forvalter Møller. Vidnet flyttede derfra i marts 1945, da vidnet rejste til Jylland, fordi han var klar over, at det hele ikke kunde vare ret længe – og vidnet havde sit tjenestested i Jylland. Vidnet havde ikke fået nogen advarsel om, at han skulde rejse. Den 8. januar 1945 havde vidnet besøg af to mænd, der angav at komme fra det tyske sikkerhedspoliti. De kom kl. 17,55 og gik kl. 19.

Den ene af disse mænd var tiltalte. De var bekendt med vidnets identitet og forlangte vidnets pistol. Vidnet har ikke følt, at tiltaltes besøg skulde betragtes som en advarsel. Der var ingen razziaer eller lignende på vidnets bopæl i den nærmeste følgende tid. Vidnet spekulerede på, om han skulle flytte, men regnede efter de to mænds udtalelser ikke med, at der vilde ske noget.

De boede yderligere to politibetjente i pensionatet, hvilket de to mænd talte om. Den ene af disse var dog immun, da han gjorde tjeneste på Amalienborg.

Arrestanten Edvard Andreas Larsen har for Retten forklaret, at han bl.a. har været sammen med tiltalte til en aktion i Colbjørnsensgade, hvor der skulde arresteres en mand fra Gråsten, som var sigtet for våbenbesiddelse.

Manden forklarede, at han havde afleveret sin pistol, hvorefter der ikke skete ham noget – til trods for at de havde fået ordre til at arrester ham.

Domfældte Carl Heinz Heinzback har for Retten forklaret, at tiltalte i januar eller februar 1945 en dag kom ned i udrykningslokalet i ET . En ung mand fortalte, mens tiltalte opholdst sig i udrykningslokalet, at han vidste, hvor der boede nogle illegale politifolk i Colbjørnsensgade, hvilke oplysninger tiltalte, der jo var ET mand, straks skrev ned. Der skulde bo 2 – 3 betjente – den ene skulde kalde sig lagerforvalter. Samme aften efter midnat blev Hipo sendt på udrykning til et pensionat i Colbjørnsensgade. En af vognførerne – Hilmer Petersen – spurgte efter ne lagerforvalter. Det blev oplyst, at han lige var flyttet.

Vidnet var overbevist om, at tiltalte var illegal og havde advaret betjentene.

                          h.

Tiltalte har forklaret, at han i oktober eller november 1944 har deltaget i anholdelsen af Frederik Krebs på Café ”Robert” i Lille Istedgade. Tiltalte opholdt sig den pågældende dag på Svendsgades Politistation, hvor man kendte Krebs, som havde arbejdet for tyskerne. To unge piger kom og fortalte, at Krebs gik og sagde, at han arbejdede for det tyske politi og havde truet forskellige personer med pistol. Tiltalte kørte med et par andre mænd hen til Café Robert og anholdt Krebs. Han blev samme dag løsladt efter ordre fra det tyske politi.

Arrestanten Niels Erik Petersen har for Retten forklaret, at der en dag kom meddelelse til Dauerdienst på Shellhuset om en bevæbnet sabotør, som opholdt sig i en restauration. Det var komparenten, der selv modtog telefonbeskeden. Da man manglede mandskab, gik komparenten sammen med en kollega ned til Svendsgades Politistation efter assistance. Tiltalte, der var til stede dernede, tilbød af sig selv at tage med. De gik hen i Restaurationen, hvor komparanten og en tysker anholdt manden. Komparanten er sikker på, at tiltalte var med inde i restaurationen og ikke stod vagt ved dørene, da de havde 4 uniformerede Hipomænd med, som holdt vagt udenfor. Vidnet mener, at tiltalte var bevæbnet, men kan ikke sige, om tiltalte havde sin pistol med. Den anholdte gik så godt som frivilligt med til Svendsgades politistation. Han hed Krebs og var russer.

Han fortalte, at han havde pralet overfor en kvinde med, at han havde en revolver. Da man ikke fandt nogen revolver hos manden eller på hans bopæl, fik han lvo til at gå efter en halv times forløb.

Vedrørende tiltalen for at have givet tyskerne oplysninger om modstandsbevægelsen foreligger følgende oplysninger:

Tiltalte selv benægter at have givet sådanne oplysninger.

Arrestanten Marius Holgersen har for Retten forklaret, at tiltalte på Svendsgades politistation af tyskerne fik lov til at foretage afhøringer på egen hånd.

Tiltalte har tilrettelagt og været leder af de politiske aktioner, som blev foretaget fra Svendsgades politistation.

Ved aktionen på Gasværksvej var det  tiltalte,derhavde fået at vide, at en af de sigtede var i besiddelse af en pistol. Tiltalte har fortalt på ST. Kongensgades politistation, at en mand, han medbragte, havde givet oplysning om, at der foregik våbenhandler ved en pølsevogn. Komparenten havde ikke indtryk af, at  tiltalte arbejdede illegalt. Tiltalte var tværtimod ualmindelig aggressiv med hensyn til at foretage aktioner.

Domfældte August Christian Jensen har for Retten forklaret, at han fulgtes med tiltalte til St. Kongensgades politistation, da han afgav forklaring om Winblad sagen. Komparenten har senere truffet tiltalte igen, og tiltalte spurgte komparenten, om denne kunde give ham nogle flere oplysninger, hvilket komparenten afslog. Tiltalte havde da foreholdt komparenten, at denne var deserteret fra Sommerkorpset, og at tiltalte måtte have nogle oplysninger for at avancere. Komparenten gav da tiltalte oplysninger om nogle illegale blade,k der kunde findes i ejendommen Dalføret 9,

Arrestanten Poul Viggo Justesen har for Retten forklaret, at han var kontorleder i ET afdeling 3, hvor tiltalte en dag i begyndelsen af november 1944 kom op og tilbød kartoteket over politifolk på Svendsgades politistation. Komparenten afslog tilbudet, da han ikke havde brug for det i ET, som ikke søgte efter politifolk.

Arrestanten Walther Falkenberg har for Retten forklaret, at han kender tiltalte fra den tid, vidnet var forbindelsesmand mellem Bunckes afdeling og ET Efter vidnets formining var tiltalte dengang ansat i ET. Tiltalte kom flere gange med oplysninger til vidnet om folk, der havde våben eller havde med sabotage at gøre. Vidnet opfordrede tiltalte til at give skriftlig rapport til ET’s ledelse, hvorefter rapporten skulde gå den rigtige vej til Bunckes afdeling.

Arrestanten Vilhelm Hjalmar Olsen har for Retten forklaret, at grunden til, at tiltalte kom med på nogle razziaer, var, at han var meddeler. Det var komparentens indtryk, at tiltalte var et ”hurtigt hoved” og temmelig skaprsindig. Han kom med oplysninger, hvilket vel nærmest var grunden til, at tiltalte fik lov at komme på Svendsgades politistation.

Som sagen således foreligger oplyst, finder Retten det bevist, at tiltalte har søgt og fået ansættelse i ET som beskrevet i anklageskriftet og at han dels selvstændigt fra Svendsgades og ST. Kongensgades Politistationer, dels i sin egensakb af ET mand har udøvet politimæssig virksomhed i det i anklageskrifttet angivne tidsrum ved at have været stemningsberetter og ved at have deltaget bevæbnet i anholdelser, forsøg herpå, i razziaer, i afhøringer af anholdte, samt at han har givet tyskerne oplysninger vedrørende modstandsbevægelsen.

Ved bedømmelsen af vidneforklaringerne har Retten ikke kunnet se bort fra, hvad der gennem de opsnappede breve og enkelte vidneforklaringer er oplyst om tiltaltes påvirkning af vidner, og på den anden side den kendsgerning, at en del af de af anklagemyndigheden som vidner førte arrestanter må antages at være hadefulde på tiltalte på grund af dennes angivelser til politiet efter kapitulationen. Selv om beviserne for og imod tiltalte således i nogle tilfælde lider af en vis uklarhed, finder Retten dog, at der er et så overvældende materiale for tiltaltes ksyld, at den omstændighed, at tiltalte i enkelte tilfælde har givet oplysninger til og i andre tilfælde muligvis har hjulpet modstandsfolk, uden at grunden hertil kendes, ikke kan få nogen afgørende betydning for skyldspørgsmålet.

Tiltaltes påbveråbte forbindelse med modstandsbevægelsen kan Retten ikke tillægge nogen som helst vægt. Dels er den ikke på noget punkt dokumenteret ved troværdige vidner, dels viser de i tiltaltes breve til John Colling givne anvisninger på forklaring om, hvorledes ”Michael” og ”Peter Jurist2 er døde, at tiltaltes forklaring om den nævnte gruppe er opspind. Endelig kan Retten ikke se bort fra, at tiltalte selv oprindelig har forklaret, at han ikke arbejdede for modstandsbevægelsen.

Tiltalte vil herefter i det hele være at dømme efter straffelovstillæggets § 10 III. Og 12, hvorved bemærkes, at Straffelovens § 261 opsluges af disse bestemmelser, idet tiltalte ikke ses at have begået forbrydelser, der selvstændigt falder ind under straffelovens § 261.

Tiltalte har under sagen været undersøgt af overlægen i psykiatri, der i erklæring af 29.oktober 1945 udtaler følgende i erklæringens konklusion:

”Observanden er herefter ikke sindssyg eller åndsvag, ej heller sinke.

Af karakter er observanden vidtløftig, fantasifuld, iderig, noget af en projektmager, men tillige overfladisk, tankeløs, naiv og umoden. Observanden er et noget psykopatisk præget individ, væsentlig karakteriseret ved lette hyperthyme træk samt af holdbibgsløshed og ustadighed.

Ved undersøgelsen er der ikke fremkommet forhold som berettiger til mistillid til observandens troværdighed.

Observanden må herefter anses egnet til at underkastes straf”.

Overlægen har dog på anledning den 5. november 1947 telefonisk oplyst, at arbejdsbyrden på erklæringens tidspunkt var meget stor og da undersøgelsen var bedt fremskyndet, har den ikke været så dybtgående, som den burde være.

Tiltalte har under sagen været interneret fra 18.maj 1945 og fængslet siden 5. juni 1945.

Som følge af det anførte vil tiltalte være at anse efter lovbekendtgørelse nr 368 af 6. juli 1946 § 10, I og III, § 12 og § 16 stk 1 og 6 med en straf, der under hensyn til, at tiltalte i nogle tilfælde har hjulpet modstandsbevægelsen, efter omstændighederne findes at kunne ansættes til fængsel i 10 år, hvoraf 848 dage i medfør af straffelovens § 86 eller dennes analogi anses som udstået.

De i § 6, I i lovbekendtgørelse nr 368 af 6. juli 1947 nævnte rettigheder frakendes tiltalte for bestandig.

                 THI KENDES FOR RET

Tiltalte Børge Willy Redsted Pedersen bør straffes med fængsel i 10 år, hvoraf 848 dage anses som udstået.

De i § 6. I i lovbekendtgørelse nr 368 af 6. juli 1946 nævnte rettigheder frakendes tiltalte for bestandig.

Tiltalte bør betale sagens omkostninger, derunder 50 kr., der tidligere er tillagt den under efterforskningen beskikkede forsvarer, landsretssagfører Petri, samt 3500 kr. i salær til den under domsforhandlingen beskikkede forsvarer, landsretssagfører Fru Saunte.

Der tillægges anklagemyndighedens repræsentant, landsretssagfører Jarding, i salær 2500 kr., der udredes af det offentlige.

                                                 GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN HER