< Peter Belli  lyver om sin og min fælles fortid Det er nu 40 år siden, jeg trak mig ud af popbranchen efter i januar 1968 at have måttet erklære mit Public Center A/S konkurs. Det betød afslutningen for ungdomsugebladet BØRGE, for min tid som popimpressario og koncertarrangør  samt en lang kamp for at få betalt de mindre kreditorer, jeg ikke ville bringe i økonomiske vanskeligheder med selskabets konkurs. Skønt kun direktør for selskabet, følte jeg mig ansvarlig for de mindre kreditorer.  I løbet af  ½ års tid med  et velbesøgt diskotek i Frederikssund, kunne jeg totalt uden penge, men med god samvittighed emigrere til Mallorca  Jeg havde sikret mig et  bartenderjob i  Calamayor. Da jeg tre år senere for første gang besøgte Danmark og sommerknoklede som journalist for Aller Press' ugeblade, hørte jeg om Peter Bellis bagtalelser af mig. Hans version har jeg dengang og siden hørt i henved 50 versioner - alle forskellige undtagen på det ene punkt: At Peter Belli var en 'uskyldt forfuldighed', som var faldet i kløerne på den grumme Erik Haaest og dennes svigefulde kompagnon Jørn  Adrian. At vi skulle have ødelagt hans og Junes liv.... osv. Den ene beretning var værre end den anden. Han var dengang i økonomisk klemme (den slags kendte jeg kun alt for godt selv). Han anså vel mig for at være så langt væk, at jeg kunne bruges som prügelknabe for hans løgne. Så jeg gjorde intet for at stoppe ham. I øvrigt var hans løgne så åbenbare, at alle der dengang befolkede redaktioner og koncertscener vidste, at Peter Belli løj om både det og andre ting for at redde eget skind. Jeg tav for ikke at træde på én, der lå ned.          I afvigte uge blev jeg så under en rundrejse i det jyske tre gange spurgt om sandheden bag Peter Bellis påstande, fremsat fornylig i forbindelse med koncerter/interviews.  Alle, som dengang vidste, at Belli var fuld af løgn, er nu enten døde eller som jeg Methusalemmer. Da jeg forstår, at han fremturer med sine løgne til folk, som af  gode grunde ikke husker - eller ikke oplevede - de ting han taler om , har jeg besluttet at fortælle sandheden. Der er vel grænser for, hvad man  i længden skal finde os i.        Vi skal tilbage til 1964. Jeg havde fået smag for popbranchen - især dens mange penge - og havde sagt op på BT, hvor jeg var underholdningsjournalist med netop beatmusikerne som arbejdsområde. Jeg havde været tæt på The Beatles, da de besøgte København 4-5. juni. Deres frimodighed var lige noget, der fristede en stjernemedarbejder på BT med sølle 2000 kr. i løn om måneden. Sammen med tre gode bekendte i branchen: Jørn Adrian, der drev nogle jazzklubber, og pressefotograferne Kurt Kjærsgaard (Aller Press) og Mike Hasselholt (Pressehuset) oprettede vi med den senere Brøndbyborgmester Kjeld Rasmussen som advokat for 10.000 kr. et aktieselskab Public Center A/S. Selskabet skulle dyrke popmusik og popmusikere fra alle journalistiske vinkler. En dag kort efter foreslog Mike, at vi skulle blive impressarier for danske beatmusikere. Der var mange, og de havde det svært med at få engagementer, der gav dem råd til at fortsætte. Kort sagt: Et totalt uopdyrket område, fordi alle impressarioer kun tog  sig af suppe-steg-og-kagemusikere, danseorkestre og solister i stil med Birthe Wilke, Gustav Winckler og Raquel Rastenni. For disse gammeldags impressarier skulle alt være som før og hidtil. Intet nyt i deres kataloger. Så vi gik på talentjagt. Jeg husker, at glædestrålende kom hjem fra Horsens med 'Harmonikapigen Berit', der sang som sin lidt ældre kollega 'Lille Dorthe' (Larsen - senere Kollo), men oveni trakterede en harmonika i ministørrelse. Jørn Adrian kom  hjem med den idé, der skulle blive mit fag de næste fire år: Peter Belli & Les Rivals. Aftenen efter tog vi ud til den kendte storrestauratør på Dyrehavsbakken Bent Hasebart,  fik et par pils og hørte på det, som Jørn  Adrian mente var guldfuglen. Jeg husker, at jeg sagde: "Hvis han kan sælges, så kan alt sælges!" Men jeg har heller ikke en tøddel forstand på musik. Jørn Adrian fik ret. Aldrig så snart havde vi skrevet kontrakt med den langhårede sandpapirstemme, gik vi begge i gang ved telefonerne og søgte at sælge hver vor favorit. Vi havde i kontrakt med kunstnerne sikret Public Center A/S 20% af deres honorar for reklame og salg.        Da dagen var omme havde jeg fået solgt 'Harmonikapigen Berit' til et jysk foreningslørdagsbal samme efterår. 20% til Public Center A/S af 750 kr.      Jørn Adrian havde solgt 'Peter Belli & Les Rivals' til 5-6 større eller mindre shows i nogle fritidsklubber og et enkelt engagegement i Roskildehallen. Peter Belli & Les Rivals indbragte firmaet 20% af 7.500 kr. Der behøves ingen højere handelseksamen  for at indse, hvor vore pekuniære fremtidsinteresser lå. I ugerne efter fik vi en masse beatorkestre i stalden, og pengene begyndte at kunne ses på firmakontoen. Jeg begyndte at lave et ungt blad 'beat', hvor vi i høj grad lavede fotos (Kurt Kjærsgaard og Mike Hasselholdt) og artikler (Jørn og mig) om musikerne i vor egen 'stald'. Vi fór fra by til by  med orkestre og indkasserede gysserne. Vi lavede koncerter I Nora Bio, Nørrebro Bio, Tivolis Koncertsal og i alle mulige kroer og forsamlingshuse over hele landet. Pengene væltede ind. Peter Belli & Les Rivals væltede forsamlingshuse over hele landet. Men de manglewde det store, offentlige gennembrud. Aviserne opdagede, at der var flere læsere i beat-fans end i danseorkestre, og ikke mindst solisters og orkestres 'bagmænd'. Der var næppe en uge, hvor Jørn Adrian og jeg ikke prydede ½- og helsider i aviserne. Vi var bare gode.        Sommeren 1966 forlod min redaktionsstab bladet 'beat'. Udgiveren mente,  at han havde de rette folk til at lave det samme blad med langt færre medarbejdere end os. Hvad gør man så,  når man står med en fyreseddel ikke blot på sig selv, men også på alle de 10-12 stykker, der knoklede dag og nat for at lave det blad,  ungdommen ville købe hveranden uge? Vi opfandt et  nyt, navngav det 'Ungdomsbladet BØRGE', og så gik vi i gang med at opreklamere produktet. Allerede efter 1. nummer - der var revet væk i kioskerne - kom Peter Belli op på redaktionen med en idé. - I følger sgu' overhovedet ikke med, sagde han. Der er kommet et nyt rusmiddel i ungdomsklubberne. Det hedder hash, og alle ryger det, selv om det vist nok er skidehamrende forbudt. Skriv lidt om det! Så skal der  nok blive solgt blade. - Har I røget det? spurgte jeg. - Ja, det har vi da... og så grinede  de over hele 5-kronen. - Hvordan virker det? spurgte jeg. - Vi kalder det 'tossetobak', lød svaret., meget malende. Jørn Adrian og jeg talte om  det. Han havde godt nok hørt svage røster om det i sine jazzklubber. Også om skadevirkningerne. Vi blev enige om at lave en forsidehistorie på BØRGE nr.2 om 'problemet'. Det gjorde jeg så. Jeg husker, at der  var et sjovt forsidefoto med med Peter Belli og Bjarne 'Cæsar' Rasmussen samt negerbokseren Sonny Liston, tilfældigt i København,  Lidt konstrueret, men pyt! Under billedet, i øvrigt uden forbindelse med det, en overskrift 'Narko i danske ungdomsklubber'. Folk opfattede det som om de nævnte havde røget hash. Og Peter Belli var den kendteste - bl.a. som skrivende medarbejder på BØRGE.      Den formiddag, BØRGE med hash-historien var udkommet, ringede Danmarks Radio, som ellers var lukket med syv segl for beatmusik, og spurgte, om vi ville lade Peter Belli interviewe til Radioens P3 ? Også dér havde man opfattet det som om Peter Belli var en af hashrygerne. Nåja, det kunne der vel ikke ske noget ved. Vi indkaldte Peter Belli til møde, forelagde ham idéen. Han var fyr og flamme. - Tænk at komme i Danmarks Radio, hvor rock n´rull er bandlyst. Ja det vil jeg sateme gerne! DR, som ellers ikke vil have vores eller andre rock-orkestres musik inden for dørene. Jo, er I gale. Der er intet at betænke sig oå. Af sted. Af sted! Jørn og jeg prøvede at gøre ham konsekvenserne klar, men han var ikke til at standse. - Jeg kommer vel ikke i spjældet, sagde Peter. Og det var enige  i. Jørn og jeg slog straks ud med hånden og sagde: - Bøden betaler  Public Center selvfølgelig. Så gik Jørn Adrian, Peter Belli og Erik Haaest fra Vestrerbros Torv op ad Vodroffsvej til Radiohuset på Rosenørns Allé. Interviewet blev optaget på  bånd, der blev endda spillet en Beatlesplade før og efter (På det tidspunkt vist det eneste, DR havde af ´....'uff, den slags musik' i sit diskotek).   Næste dage braggte DR så udsendelsen. Vorherre til hest!!!! Der var ikke gået to minutter, fra udsendelsen var slut, før telefonerne kimede. Alle - jeg siger ALLE - ville engagere Peter Belli. Vore øvrige orkestre levede højt på det efter princippet  "Når det regner på præsten, drypper det på degnen". Peter og Les Rivals kunne trods alt ikke spille samme aften  i 8-9 byer. Det var en af de mest utrolige uger i bookingafdelingen.       Nogle uger senere kom en alvorligt udseende stævningsmand op på mit kontor og præsenterede en stævning mod Peter Belli. Kriminalanklage efter §-et-eller-andet. Jeg ringede til Jørn Adrian. Han  kom og vi blecv enige om, at mere reklame kunne den sag ikke ønske sig. Selv da troede vi på noget småtteri med en dummebøde. Men Peter Belli blev idømt 4 ugers hefte, der afsonedes i Kolding Arrest. Den første nogensinde dømt for hashrygning. Vi var chokerede, men måtte få det bedste ud af kendsgerningen.        Hver uge skrev Peter en artikel i BØRGE med fællestitlen "Peter Belli skriver fra celle 8". Og da han atter var på fri fod, stod kontrakterne klar. De fem gutter kørte fra Gedser til Skagen. Ja, optrådte tit 2-3 gange på en aften. Money -  money - money. *Vi indlagde idolplakater med Peter Belli som gratis tillægsgave i BØRGE. *Vi lod  BØRGE Peters lange Beatleshår klippe i Fyns Forum foran 5.000 mennesker, som var kommet alene for at se det. *Så sendte vi 75.000 eksemplarer af 'slaskeplader' ud, indlagt i alle BØRGE - med Peter Belli som solist i et af numrene. *Så friede han til spåkonens datter June og blev gift i en af de grønne lunde med Adrian og mig som æresgæster. BØRGEs bryllupsgave var køb af et stort område i den på det tidspunkt kun planerede Københavns Vestskov,. Vi benævnte den 'Belliskoven' (Om han har udnyttet det i reklamen for sig selv eller ej, véd jeg ikke. Man skal  vel ikke rende folk på dørene for at se, om de bruger bryllupsgaverne efter giverens hensigt.) *Vi gav Peter Belli alle chancer. Han viste sig at få primadonnanykker. *Vi sørgede for, at han kunne være blevet millionær. Han forstod blot ikke at udnytte det. Peter havde vist aldrig hørt om indkomstskat,  men brugte både den første og den sidste indtjente krone - også nogle af dem, der skulle have været orkester-medlemmernes og vore -  kom til at præge han økonomi - især skattegælden. Hans økonomiske nedtur var ikke andres skyld, men helt hans egen.  Hvor intet er, har selv skatteministeren tabt sin ret. De bedragede opgav - inclusive os. Peter fik en folkelig succes, som ikke tidligere eller senere er set i dansk showbusiness.   Jeg siger ikke, at hans talent ikke har sin del af æren. Men vi, der bragte ham frem, fortjener vist at blive erkendt for fuld indsats for de 20% af den. Vi  havde fortjent bedre, end at blive ofre for Peter Bellis mere eller mindre afsindige idéer og bagtalelser. Et gammel ord siger "Når skidt kommer til ære, véd det ikke, hvor det skal  være!" Hans gener har haft det svært. Det er indrømmet: Faderen en fransk krigsfange i Nazityskland. Hans mor en tysk pige, som holdt sig lidt for tæt til pigtråden, da franskmanden sprang. Opdragelsen? Den kan man vist ikke skyde skylden på. Jeg tror aldrig, Peter har fået nogen. En beskidt knægt? Det må andre afgøre. Jeg har ikke savnet ham, siden vore veje skiltes for 40 år siden. - - - Dette er min version af 'Historien om Peter Belli" I de nærmeste dage vil jeg finde en del billeder frem fra hine fjerne tider, som understøtter mine oplysninger. Kommentarer til historien modtages gerne på min særlige  adresse   erikhaaest@hotmail.com