KAPITEL 13:  Mordet på Geisler Da gårdmand Mads Midtiby om morgen den 14.november 1968 (bemærk årstallet) finder liget af en mand liggende på markvejen udenfor sin ejendom mellem Køge og Rin­gsted, bliver der mer end almindelig op­standel­se i vide kredse. Manden er myrdet. Hans hoved er kvast til ukendelig­hed med stumpt instrument (vort fjerde lig i den tilstand). Mads Midtiby (> th) mange år senere til denne bogs forfatter. - Dérovre fandt jeg liget, liggende med ansigtet ned i jorden og en tom snapseflaske ved siden af. Så jeg troede i første omgang blot, at der var tale om en fuld mand. Men da jeg så nærmere efter, var det tydeligt, at det var en forbrydelse. Politiet fandt i øvrigt ud af, at manden ikke var myrdet her, men blot smidt ud af bilen, efter at være blevet slået ihjel et andet sted. Takket være en lægehenvisning i ligets lomme kan den dræbte straks identi­ficeres: Den tidligere likvideringsmand i mod­standsbe­vægelsen, forhen­værende grosserer, nu invalidepensionist Svend Aage Geisler, København, 47 år. Morderne bliver hurtigt fundet. Det er den 48-årige John Niel­sen, også en tidligere modstandsmand og likvidato, der bare slet ikke har kunnet ‘finde melodien’ efter krigen, men er vandret ind og ud af  ­fængslerne. Desuden hans 20-årige søn. De erkender begge at have smadret Svend Aage Geislers kranium, først med den spidse ende, så med den stumpe ende af en med­bragt lægtehammer. Kan De gætte, hvad politiet anser som motivet? Rigtigt gættet: Rovmord. Den er altid god. Ganske vist finder man 76 kroner i den myrdedes lommer, men det rokker ikke ved politiets officielle opfattelse. Så begynder kampen. Pressen kæmper for at bevise, at morder og offer var gamle bekendte. Poli­tiet kæmper for at bevise, at morderne og ofret IKKE havde kendt hinanden mere end nogle få timer. Havde truffet hinanden tilfældigt på et værtshus i København få timer før mordet. Aviserne sammenkæder mordet på Geisler både med likvideringen af Jane Horney på Øresund 1945 og Dobbeltmordet på Peter Bangsvej 1948, hvor Geisler igen og igen havde været indkaldt til forhør. Men statsadvokaten for Sjælland Jens Michael Hertz slår i bordet og fastslår, at ‘omhyggelige undersøgelser har vist, at enhver forbindel­se mellem morderen John Nielsen og hans offer Svend Aage Geisler forud for morddagen er aldeles udelukket’. Altså: En tilfældig forbryders tilfældige forbrydelse. Du erindrer sikkert, kære læser, at Dobbeltmordet på Peter Bangsvej også var begået af ‘en tilfældig tyveknægt’. Måske erindrer du også, at min tillid til J.M. Hertz ikke var til at få øje på. Husker du ’Statsadvokatens Vise’? Når pressen i 1968 absolut vil knytte en forbindelse mellem mor­deren og hans offer, skyldes det et naturligt ønske om måske ad denne vej at frem­skaffe en løsning på en række mystiske drabs­sager, der i virkeligheden startede, da Svend Aage Geisler 8.august 1944 deltog i drabet på grøn­thand­ler Regner Scmidt, men for pressen (der ikke førend med min 1976-bog ’Dobbeltmordet’ fik kendskab til Geisl­ers rolle i dette drab) begynder ‘sagen’ med drabet på Jane Horney 1945 og Dobbelt­mordet på Peter Bangsvej 1948. Når myndighederne af al kraft ønskede at fastslå, at der ikke var nogen forbindelse, skyldtes det ubehaget ved, at alle de mystiske sager, man med held havde dækket over i mange år, skal risikere at blive opklaret. Det ville have kostet ‘hoveder’, hvis pressen havde opsnuset sand­heden. Takket pressens overfladiskhed (eller styrethed) og dertil statsadvokat  J. M. Hertz's  slag i bordet med knyttet frimurerhånd vinder magthavermafiaen også denne omgang. Det afslørende gruppefoto Der skulle gå otte år før sandheden kom for en dag. Det skete med min bog ‘Dobbeltmordet’ fra 1976. Heri bragtes et ganske be­stemt foto af ni mænd om et bord. Billedet havde ganske vist tidlige­re været offentlig-gjort, i 1945 og i 1968, men u d e n  navne. Nu blev der for første gang sat navne på personerne. 31 år efter, at fotoet blev taget. På dét foto ses Svend Aage Geisler side om side med sin senere morder John Nielsen.  Morder og offer var nemlig gamle krigskammerater, medlemmer af ‘Den lille (likvide-rings)gruppe’. Det famøse foto er et pressefoto fra Befrielsessommeren 1945. Billed-­Bladet bragte dengang en reportage, hvis tekst fortalte, at ‘Her ses nogle af frihedskampens hårdeste halse samlet for at fejre, at de igen kan mødes ‘over jorden’. De var med­lem-mer af ‘den lille gruppe’, nogle af mod­standsbe­vægel­sens likvi­deringsfolk fra de to store fri­hedsorgani­sa­tioner ‘Bopa’ og ‘Holger Danske’. Uden navne synes man, at reportage og billedtekster er en ret så harmløs histo­rie. Men deri tager man åbenbart fejl: I 1968 - e f t e r  mordet på Geisler, men  f ø r  politiet fandt frem til morderne - bragte BT og Berlingske Aftenavis det gamle billede med en formodning om, at netop dét foto måske kunne løse gåden om mordet på Svend Aage Geis­ler. BT og Ber­lingske Aften­avis fortalte i deres arti­kler: Få dage før Svend Aage Geisler blev myrdet, kom han op på Be­r­li­ng­ske Ti­de­n­des fo­to­ar­kiv og bad om at måtte købe ikke blot dette foto, men også de øvrige bil­le­der, som i 1945 havde været bragt i Billed- Bla­dets repor­tage om ‘Den lille Grup­pe’. Berlingske svarede, at man aldrig sælger negativer og originalfotos. Geisler gjorde et stort nummer ud af, at det var meget vigtigt for ham. Gjaldt liv eller død. Han fik ikke negativerne. Kopier af originalfotos var han ikke interesseret i. Han var kun interesseret, hvis han kunne være sikker på, at disse fotos overhovedet ikke længere eksi­sterede. Læsere af de to Berlingske aviser, som i dagene efter at fotoet er bragt, venter på afslørin­gen af, hvem der ses på billedet, og hvorfor det skulle være så vigtigt for Geisler at få negativerne - og dermed fjerne mulig­heden for at få identifi­ceret personerne på billedet - venter for­gæves.  Ikke én linie kommer der mere om den sag eller om det foto! Et frimureropkald til overdirektør og overchefredaktør Svend Aage Lund i Det Berlingske Hus har været nok. Så var der rullet ned, trukket for og lukket af.  Her er endnu en gang hele historien: Billedet var i sin tid taget af presse­foto­graf Olaf Kjel­strup  - nær fami­lie til ægteparret Jacobsens læge Gunnar Kjelstrup (manden som anonymt truede kontorchef Jacobsen i forbindelse med den polsk-engelske efterretnings­tjeneste -og som senere selv blev massemorder!). 1976 spurgte jeg Ola­f Kjelstrup hvorfor alle mændene i hans reportage var anonyme? Olaf Kjelstrup svarede. - Mændene på billedet var likvideringsfolk i frihedsbevægel-sen. Jeg havde kun fået lov at tage billederne mod at love, at der ikke blev brugt navne i reportage eller billedtekster. Og så fordi jeg selv havde været ansat i den polsk-engel­ske efter­retnings­tjene­ste. Den gamle pressefotograf anså det for bedst, at disse mænd gik over i historien som ‘frihedskampens navnløse helte’. Jeg mente, at heltenes tid er forbi, så jeg gik andre veje for at få mændene identi­ficeret. Her er de fra ven­stre til højre: *John Nielsen, Svend Aa. Geisl­ers morder. Om lidt skal vi høre mere om hans meriter. * Niels, tjener i ‘Igels Bar’, hvor billedet er taget 1945. * Svend Aage Geisler, myrdet af John Nielsen november 1968. Med ved drabet på grønthandleren og på Jane Horney. * Ingolf Asbjørn Lyhne, Geislers kompagnon i Besættelsen,  med til drabet på grønthandleren og drabet på Jane Horney. * Kjeld Evers, dæknavn ‘skipper’. I mange år præsident for ‘Holger Dan­skes’ veteranklub. * Torben Igel, indehaveren af ‘Igels Bar’ * Carl Munck, ledende i flygtnin­getrans­port over Øresund. * Erik Stærmose, senere kommandør­kaptajn, Aktiv i transporterne med ODESSA-guldet. * Ernst, tjener i ‘Igels Bar’. Svend Aage Geisler var meget bange og meget frustreret i ugerne, før han blev myrdet. Til sin veninde talte han igen og igen i tågede vendinger om ‘det fingere­de drab’ eller ‘det fuldendte mord’ og sådan noget. Uden at hun nogensinde har fundet ud af, hvad han mente.  Politiets tavshed om den ting kan enhver tyde som man vil. Under alle omstændigheder mente han åbenbart selv, at billeder­ne af ‘Den lille Gruppe’ kunne være farlige for ham. Mordet på ham viser, at han havde ret! BT skriver 15.november 1968 - dagen efter mordet: ‘Logerende konfiskerede Geislers våben - Han var bange og  sov altid med våben under hovedpuden.’ Journalist Finn Vadmand, fortæller 1976: - Jeg var 1968 logerende hos Svend Aage Geisler og dennes mor på Fre­deriksberg Alle 19. Cirka 14 dage før han blev myrdet, havde han skrevet afskedsbreve til både sin mor og sin veninde. Derpå forsøgte han at begå selv­mord med gas. Jeg opdagede det i tide og forhindrede det - og konfiskerede hans  pistol. Ekstrabladet er endnu tættere på, da man 16.november 1968, - efter at politiet har anholdt John Nielsen og søn for mordet på Geisler - i en ledende artikel skriver:- Så blev det vendt til et drukdrama og narkomord - til en i sig selv såre banal sag... Men der er dog slet ikke så få, for hvem meddelelsen om Svend Aage Geislers død lød som et meget skarpt smeld. Han havde jo været med i både det ene og det andet. Han havde kendt mange mennesker, bl.a. den fantastiske Jane Horney... Det blev hendes død. Afslutningen på hans liv kom måske mere tilfældigt. Tro ikke, at snakken om Svend Aage Geisler eller et antal andre usandsynlige skik-kelser fra krigstiden og efter­krigsårene vil dø hen, fordi  h a n s  endeligt ikke menes at skyldes tidligere gerninger - hverken hans egne eller andres.... Der er derfor fortsat grund til  i k k e at glemme disse sager. Hvem tør bestemt påstå, at disse i år så fjerne, men på en måde alligevel nærværende hændel­ser ikke en skønne dag opklares? Men chancen herfor bliver naturligvis mindre og mindre hver gang et spor viser sig at ende blindt. På en markvej - eller andet­steds.                                       Hvordan det så end hænger sammen. Det dræbende trekløver < Lad os se lidt nærmere på ‘det dræbende trekløver’:  Svend Aage Geisler, Ingolf Asbjørn Lyhne og John Nielsen.       De er alle tre med på det famøse foto i Billed-Bladet sommeren 1945 af ‘den lille gruppe’. Kendte hinanden og arbejdede godt sammen. Tre unge mænd, som under besættelsen påtog sig at slå mennesker ihjel - likvidere - efter ordre, uden at kende deres ofre, og uden at kere sig om baggrunden for likvideringsordren. Nogle vil sige, at de ‘havde den nødvendige råstyr­ke’. Andre ‘den nødvendige stupiditet og afstumpet­hed.’ De tre havde meget til fælles, både under og ikke mindst efter krigen, hvor ingen af dem kunne ‘finde melodi­en’ i den stille hver­dag, hvor de pludselig ikke mere skulle ud og slå ihjel. Det var Ingolf Asbjørn Lyhne og Svend Aage Geisler, som skød grøn­thand­leren og hans kone, og det var dem, der  ikke skød Jane Horney. De to var kendt som meget nære venner. De to traf hinanden i Horserødlejren under et kort fængselsop­hold 1943. Den hårde banan Lyhne, blev som smør, da han traf Geisler. De grinede af, at de begge brugte dæk­navnet ‘John’. Fra da af var de ‘Lange John’ og ‘Lille John’. Inden længe blev det til ‘Storebjørn’ og ‘Lillebjørn’. De bøsser nok sammen! hviskede folk. Det er der den dag i dag ingen, som ved noget om. ­De holdt i det mindste ikke op med at nedlægge damer. Bestemt ikke. Men uadskillelige var de. Når de af deres ledere i friheds­bevægelsen blev kommanderet ud at dræbe, tog de af sted sammen. F.eks. til Sverige i januar 1945 med ordren ‘Good night, Jane’ Ingolf Asbjørn Lyhne er den ældste i trekløveret. Mænd kunne ikke lide ham. Kvinderne var delt i to lejre. De, der sværmede for elegant konversation og forfinet forfører­kunst, fandt intet af det, de søgte, hos den unge mand med de stikkende øjne. De kendte ham kun under hans dæknavn ‘John’, ‘Lillebjørn’ eller bare ‘Bjørn’. Men kvinder, som ønskede en brutal elsker. Som ville tages. Som ville gennempules, lige nu og her. Lige på og hårdt af én, der vidste hvad han ville i en seng, på nærmeste sofa, hen over et bord eller på stengulvet. For dem var Lyhne idealet. Lyhne var ikke altid lige fin i kanten. Lavede en uendelig række fitteli­fut-forretninger. Kendte alle dem, der senere blev afsløret – eller undgik afsløring – i ’Edderkopsagen’. Han ’glemte’ at give kammeraterne de cigaretter, han havde fået med hjem til dem fra Sverige. Solgte dem i stedet på den sorte børs. At det også var ham, der i grøntforretningen ragede sit døende offers tegnebog op af jakken, passer fint med hans natur. Hvor mange likvideringer, han egentlig nåede under krigen, står hen i det uvisse. Frihedsbevægelsen er heller ikke sikker. Skød først - spurgte ikke! Jeg talte for år tilbage med Ingolf Asbjørn Lyhne: - Hvor mange skød De under krigen, Lyhne? - 53. Kun de færreste kendte jeg. Det var bestillingsarbejde. Når jeg blev bedt om at skyde den eller den, gjorde jeg det. Kun én skånede jeg: Rudolf Nicolai. Han fik tre år mere at leve i. Blev først skudt 1948 - og ikke af mig. Jeg var sendt ud for at ‘nakke’ ham i en af krigens sidste måneder. Jeg ringede på i hans hjem. Konen lukkede op og fortalte, at ‘Rudy’ - som jeg i øvrigt kendte udmærket i forvejen - lå i sengen, og at de for øvrigt ventede frokostgæster. Det var en søndag. Jeg så, hvor pænt hun havde dækket op, og så nænnede jeg ikke at ødelægge den gode stemning. Jeg satte mig på sengekanten og sludrede lidt med Nicolai - og så gik jeg igen. Det fortrød jeg bagefter. Han lavede så meget lort siden­hen. Jeg har ikke dræbt nogen efter krigen. Selv om politi­et tror det. Jeg er blevet afhørt 61 gange om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Endnu mere utroligt: Jeg er også blevet afhørt 18 gange om mordet på Svend (Svend Aage Geisler.EH). De politi­folk må være af­sporede! Skulle jeg dræbe min bedste ven?!      Lyhne fik på et tidspunkt efter krigen en fængselsdom for røveri og lidt anden kriminalitet. Da straffen var udstået, kom han ud af fængslet med både nyt efternavn og ny livsstil. Han lever i dag et stilfærdigt familieliv under andet navn. Mig bekendt, har han ikke senere været bag tremmer. Sin viden om inderkredsen fra frihedskampen har han ikke udbasuneret til offentligheden, men beholdt den som sin ‘livs­forsikring’ til brug ved afhøringer, hvor Lyhnes utvivlsomme førstebemærkning har været: - Ring til din chef, lille betjent. Fortæl, hvem du har hentet til afhøring. Så skal du se! Så går Ingolf Asbjørn hjem til ‘lille­mor’! Der må være ikke så få kriminalbetjente, som i tidens løb har fået mavesår af spekulationer over, hvor retfærdigt det system er, som styrer ‘lovens lange arm’. En enkelt opringning har været nok. Så er Lyhne blevet lodset ned ad politiets bag­trappe. Selvfølgelig er Lyhne også blevet afhørt om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej, om Dobbeltmordet på Køge Bugt, mordet på fotohand­ler Pinski - og en masse andre grove forbrydelser. Fast Lyhne-replik dér: - Ring til din chef, lille betjent. Fortæl, hvem du har til afhøring. Så skal du se.... Den allersidste krampetrækning af trang til offentlighed hos Lyhne fandt sted 1947, hvor han til det svenske månedsma­gasin ‘Allt’ fortalte en bloddryppende historie om, hvordan han i januar 1945 likviderede Jane Horney på Øresund. Han fortalte ikke et ord om, at nok var det med hans pistol, hun blev skudt, men at han selv ikke havde kunnet gøre det, men måtte overgive pistolen til en anden! Da Lyhne kort efter - under en visit i Malmø - blev anholdt og af svensk politi sigtet for drabet, blev han reddet af sin forhenværende chef, tidligere leder af Danmarks Frihedsråd, socialdemokratisk ex-minister Frode Jacobsen, som fik Lyhne fri, men indkaldte denne til en ordent­lig skideballe, der sluttede med strenge ordrer om ikke igen at trække veksler på sin viden og deres bekendtskab. For ellers... I 1955 tog Lyhne navneforandring til John Ingolf Emsbøl og forleden kunne man læse hans dødsannonce (^herover)    i lokale Bellahøj-aviser. John Emsbøl blev knap 90 år. Han var det sidste af 'fortidens vidner'. Fremtidige forskere har kun arkiverne at støtte sig til. Og de er trods deres kilovis af arkivpakker aldeles intetsigende. Svend Aage Geisler var søn af lædervaregrosserer Aage Geisler på Sankt Thomas Plads, Frederiksberg Alle 19. Trods den hårde facade var han inderst inde en følsom natur. I dag ville man sige ‘en blød mand’. Det gik af, når han drak. Hvad sagde ikke Fader Holberg: ‘Man siger nok i herredet, at Jeppe drikker, men man siger ikke hvorfor han drik­ker!’      Pigerne i skolen og på byens danserestauranter var helt vilde med den smukke, unge mand. I skyldig taknemmelighed for deres tilbe­dende øjne, havde han koncentreret sig om at nedlæg­ge dem på stribe. ‘Pigekammerhelten’ kaldte kammeraterne ham  - med slet skjult misundelse. Vi ved ikke med hvilken baggrund, han var endt i den lille gruppe likvide­ringsfolk i et arbejde, som i virkeligheden var alt for råt for hans ungdom og for hans natur. Han havde været med i lidt mod­standshalløj, gået med illegale blade og en deltaget i mindre sabotageaktion. Ikke noget særligt. Pludselig var den 18-årige blevet en pistolskydende likvi­deringseks­pert. Svend Aage Geisler har selv i et efter-krigsinterview givet denne forklaring på, at han blev likvideringsmand: - En dag kom de for at hente mig. Min mor åbnede døren. Gestapo stod udenfor. - Hvor er Deres søn? - Han er derinde.Gestapo strøg med trukne pistoler forbi min chokerede mor. - De må følge med. De er Svend Aage Geisler? - Nej, Svend Aage er min storebror! - Ja, den er god med Dem! Følg med! Da jeg kom hjem og hørte, hvad der var sket, var det for sent. Gestapo havde gennemtævet min lillebror. Revet hans negle af. Brækket hans fingre. Sparket ham og slået ham med stokke og gummiknipler. Knust hans nosser med en hammer. Men han havde intet fortalt. Af den gode grund, at han intet vidste. Vidste end ikke, at jeg, hans storebror, var med i noget illegalt. Så havde Gestaposvinene smidt ham ind i en iskold celler. Uden lægehjælp lod de ham ligge på gulvet. Han havde bedt til Gud om at få lov til at dø. Dø fra de frygtelige smerter efter torturen. Til sidst havde han ved opbydelsen af sine sidste kræfter hængt sig i cellen i sit slips. - Da jeg hørte historien, fortalte Svend Aage Geisler, fór jeg til mine foresatte i modstandsbevægelsen. Og tryglede. - Lad mig blive likvideringsmand. Jeg vil dræbe! Jeg vil slå ihjel. Holde mig i live så længe som muligt for at dræbe så mange som muligt af de svin. Jeg hader de nazisvin! Giv mig likvideringsopgaver! Det fik jeg. Fortalte Svend Aage Geisler. Svend Aage Geislers beskrivelse af Gestapos og deres danske håndlangeres behand­ling af deres ofre er rigtig nok. Om den passer på lillebroderen, har denne bogs forfatter ikke kunnet finde ud af. Men det kan i hvert fald ikke være dét, der har bragt Sv.Aage Geisler ind i likvideringsarbejdet. Svend Aage Geisler var med i likvideringerne fra sommeren 1944. På famili­e­gravstedet på Solbjerg kirkegård står en sten med lille­bro­derens dødsdag: 25. a­pril 1945. Svend Aage Geisler kunne endnu mindre end Lyhne affinde sig med, at han efter tyskernes kapitulation og de første spændende kapitulationsdage med frihedskæmper-armbind,stålhjelm og maskinpistol ikke længere var ‘noget særligt’. Det gav sig de besynderligste udslag: * Han gjorde således intet for at bringe sine omgivelser ud af den vildfarelse, at han var den berømte Geisler fra modstands­kampen. Her lod han sig gladeligt forveksle med den berømte faldskærmsche­f Ole Geisler - familieskabet var peri­fert. Efter Befrielsen 1945 rejste Ole Geisler til Syd-amerika. 1948 begik han selv­mord. * Mange af Svend Aage Geislers bekendte har fortalt om hans evindelige pralerier og om hans fornemme visitkort, der med gotiske bogstaver fortalte, han var ‘Baron von Geisler’. 1946 købte han alle aktierne i boet efter sin fars læder-vare­forretning. Han havde længe kaldt sig ‘grosserer’. Han gav partiet som libertiner og levemand på efterkrigs-Københavns eleganteste natrestauranter. Hans pengeforbrug var enormt. Han elskede at spille den store mand i konkurrence med andre af Københavns daværende playboys. Her sad Svend Aage Geisler til bords med ‘vennerne’, hvoraf kun enkelte skal nævnes: Junior­chefen i ‘English House’ Preben Holten, chefre­daktør Leif B.Hendil, Ekstrabladet, landsretssag­fører Tage Lasson, prins Axel, filmmagnaterne Henning  Karmark og Preben Philipsen, grosserer Carl Volmer ,grosserer Carl Mogensen – og den lidt snuskede møbelhandler Johs. Linde. Han drak. Han nassede på vennerne. Lavede fittelifut-for­ret­ninger. Han prøvede at drive lædervareforretningen videre, men kunne ikke dy sig for at lave småfiduser med told- og skat­teregnskab, vare­direktorat og hvad der ellers i de første efter­krigsår var af restriktive myndigheder. I årevis var Geisler for offentligheden ‘det mystiske X’ i sagen om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Han blev igen og igen indkaldt til afhøring hos politiet, men kunne hver gang klare for sin færden. Og holdt tæt med sin eventuelle viden. Hans forbindelse med ‘English House’ var ikke kun bekendtskabet med juniorchefen Preben Holten. Vi må en tur tilbage til tiden lige efter besættelsen. Da ‘freden brød ud’, som det hed i de kredse, mistede firmaet ‘English House’ sin bedste kunde: ‘Den tyske Værnemagt’. Samtidig med at firmaets ledelse gik i stadig frygt for følger­ne af deres værnemagervirksomhed, havde man store vanskelig­heder med at skaffe klæde frem til det tøj, der var livsnødven­digt for firmaets beståen. Da kom en dag en svensk forretningsmand af den lidt lurvede type med tilbud til firmaet om at skaffe australsk og afrikansk uld. Svenskeren lagde ikke skjul på, at hans leverandører ikke var på det sorte marked i kraft af deres hudfarve. Gamle Holten og kontorchef Jacobsen havde ikke råd til fine fornemmelser.Svenskeren oplyste, at han havde forbindelse med en fabrik i Italien, som ville spinde ulden til kamgarn. Klædet ville man så gerne eksportere til Danmark. Selvfølgelig var hans ‘tjenester’ ikke gratis, men alene udsigten til at få klæde til produktion tændte lys i mørke tider på Nørre­vold. Vanskelighederne med at skaffe varer var ikke eneste problem i efterkrigstidens Danmark. Erhvervslivet var snøret ind i meget strenge restriktioner for import og valutaudførsel. Den danske nationaløkonomi var i en forfatning, der får Danmarks nuværen­de til at minde om Slaraffenland set i forhold til datiden. Det var end ikke nok, at seniorchefen i firmaet var bestyrel­sesmedlem i Arbejdsgiverforeningen, Klædevareindustriens Sammenslutning, medlem af Priskontrolrådet og havde forbindel­ser til ministre og embedsmænd samt Prisdirektoratet og Direk­toratet for Vareforsyning. Selv medlemskab af ‘Ringen’, det hemmelige medlemsskab af Frimurere, hvis formand var Frode Jacobsen, ­nyttede ikke. At få importtilladelse på den tid var som at få en overfed kamel gennem et nåleø­je. Så fandt man på at sammenslutte 13 af klædevareindustriens ‘store’ i en ny organisation. Seniorchefen Hans Holten blev formand, Jacobsen blev sekretær. Det resulterede i nogle be­skedne importtilladelser, men man måtte rigtignok fordele de importerede varer til alle 13 medlemmer efter aftalte normer. Dog, lidt var bedre end intet. Der kunne igen forarbejdes og sælges tøj på hjørnet af Nørre­vold og Frederiksborggade. Svenskeren - en lidt mystisk herre - tog sig bedre og bedre betalt for sine ‘tjenester’. I slutningen af 1947 var hans forlangende for et parti kamgarn oppe på 300.000 kroner - det svarer vel i nutidspenge til henved 2 millioner kroner. ‘English House’, som på det tidspunkt for 117.gang var på fallittens rand, ville gøre alt - ALT - for at få fat på selve tøjleverandøren. Svenskeren havde mundtligt tilbudt ‘English House’ at afstå sine rettigheder mod kontanter. Så behøvede ‘English House’ ikke dele med de 12 andre i sammen­slutnin-gen. Det krævede imidlertid en helt speciel importtilladelse. Og den var svær at få - selv med Fanden til fætter. En af Fandens fætre var Svend Aage Geisler. I kraft af forbindelser fra modstandskampen havde han skabt et ikke helt lysstærkt net af kanaler gennem Handelsmini­steriets labyrint af bevillingsgange og kontrolorganismer. Politiet vidste udmærket, at Geisler stivede sin økonomi af med penge under bordet fra firmaer, han skaffede importtilladelser. Da ‘Edderkop-sagen’ i 1949 rullede frem for offentligheden, viste det sig, at politifolk helt i toppen så sandelig heller ikke havde sagt nej til bestikkelse, sorte penge o.s.v. Den, der smurte godt, kørte godt - om end ikke helt ufarligt! Ansøgningen om importtilladelse VAR indsendt til Direktoratet for Vareforsyning i begyndelsen af december 1947. Gamle Holten og kontorchef Jacobsen holdt vejret i ulidelig spænding. Ville det - endnu en gang - lykkes at redde firmaet fra fallitten? En for­retningsmand henvendte sig efter Dobbelt-mordet til politiet og fortalte, at han den 13.­decem­ber 1947 - han var helt sikker på datoen - tilfældigt havde over­været, at kontorchef Jacobsen - som han kendte - på fortovet foran ‘English House’ havde afleveret en pakke til et cykelbud med besked på at bringe denne til Gormsgade 6 eller 16 - her er han ikke sikker - og aflevere pakken i ‘have­huset’. Politiet støvsuger Gormsgade på Nørrebro. Finder, at der kun er havehus eller baghus i gården til nummer 6. Her kan man endda fortælle, at et cykelbud ca. 14 dage før jul - havde søgt at afle­vere en pakke ‘til hr.Larsen fra kontorchef Jacob­sen’. Da ‘hr.Larsen’ i havehuset ikke var hjemme, var bybudet gået igen. Politiet søgte ikke at finde bybudet for at få at vide, hvad der var sket med pakken, når den ikke kunne afleveres. Vi skal senere erfare, at navnet ‘hr.Larsen’ var valgt til­fældigt. Det kunne lige så godt have været ‘hr.Pedersen’ eller ‘hr.Jensen’. Nu ville imidlertid tilfældet, at der virkelig boede en hr. Lar­sen i havehuset, nemlig en ansat i vinfirmaet Stroeh i Gothers­gade Holger Kure Larsen. Da han efter arbejdstid kom hjem og hørte om pakken, var han meget mystificeret - lige indtil politiet flere måneder efter - efter Dobbeltmordet på Peter Bangsvej - en dag kom og tog Holger Kure Larsen med på statio­nen til afhøring. Han blev bedt om at fortælle, hvad der skjulte sig bag dén historie?! Det kunne han af gode grunde intet fortælle om. Men Holger Kure Larsen blev igen og igen kaldt til afhøring hos politiet, som ikke ville tro, at han intet som helst havde med sagen at gøre. Aviserne fra dengang fortæller intet om Holger Kure Larsens eksistens eller om talrige afhøringer af ham. Denne bogs forfatter har historien fra hans enke og hans søn Jan Kure Larsen. De genkendte mig en gang i et fly hjem fra Mallorca og henvendte sig for at fortælle dette: Holger Kure Larsen led lige til sin død under, at han aldrig havde fået at vide, hvordan i alverden netop han var blevet indblandet i ‘Mysteriet om Dobbelt­mordet på Peter Bangsvej’.      I dag, hvor vi har opklaringen, véd vi, at manden som skulle modtage pakken - og optræde som ‘hr.Larsen’ - kom et par minutter for sent til porten i Gormsgade, så han først nåede at stoppe bybudet på vej UD fra ‘havehuset’, ikke IND i ‘havehuset’. Hvis Holger Kure Larsen virkelig havde været hjemme hin 13.de­cember 1947, ville han sikkert være blevet lige så mystificeret ved at åbne en brun pakke, fyldt med gamle galop- og travpro­grammer!! Efter historien med pakken til Gormsgade, går opdagerne diskret på værtshus i kvarteret. De mange små og listige steder. Og får et chock: To af politiets ‘gamle kendinge’ har deres stam­café netop i dette kvarter: Svend Aage Geisler og Rudolf Nicolai. Sidst­nævnte har endda en af sine ‘veninder’ boende dér. Man opkaster nu den teori, at Rudolf Nicolai måske har presset penge af kontorchef Jacobsen. Nicolai hævder, at han overhove­det ikke kendte Jacobsen. End ikke anede, hvem Jacobsen var! Ikke før han læste, at manden og hans hustru var blevet en dobbelt­morders offer. Rudolf Nicolai spørger så politiet: - Hvad havde den herre at skjule, som kunne bruges til afpresning? Pressen spørger om det samme. Spørgs­målet bliver hængende i luften. Og Rudolf Nicolai er uden for mistanke - i denne omgang.   Så prøver man en ny teori - dem er der ingen mangel på i de kredse: Kontorchef Jacobsen - og/eller juniorchefen Preben Holten (som alle vidste kendte Svend Aage Geisler fra det glade natte­liv) kunne have allieret sig med grosserer Geisler om at få den vigtige import­tilladelse igennem. Pakken til Gormsgade kunne have indeholdt penge til ‘smøring’ de rigtige steder. Eller Geisler kunne have gjort sig kostbar og krævet mere for sine ‘tjenester’. Hans udsvævende liv stillede store krav til hans tegnebog. Lædervaregrosse-rerens egen forretning på Fre­deriksberg Alle var ingen guldgrube. Igen og igen måtte Geisler til afhøring om dette forhold og svare på spørgsmålet: - Hvor kommer pengene fra til Deres store privatforbrug?   Hvordan opklare ‘pakke-sagen’? Kontorchefen kan man af forbandet gode grunde ikke spørge. Han er død. Det er netop dét mord, man skal have opklaret! Så er der Preben Holten. På dette tidspunkt har politifolkene fra Frederiksberg fået ordre ovenfra med 100% forbud mod at ‘ge­nere familien Holten med afhøringer’. For­budet, som kom helt oppe fra den fhv. justitsmini­ster K.K.Steincke personligt, hindrede, at Preben Holten overhovedet blev afhørt om for­holdet. Men politifolkene har ikke fået forbud mod at gå hårdt til Svend Aage Geisler. Og det gør de. På Frederiksberg Politistation går man så tæt på 3.grads forhør, som kan tillades i et demokrati. Siger lige ud til ham: - Vi mistænker Dem, hr.Geisler, for at have presset penge af kontorchef Jacobsen for at skaffe importtilladelsen. Vi mis­tænker Dem direkte for at have ryddet Jacobsen af vejen, da Jacobsen mistede tålmodigheden og truede med at af­sløre Dem! - Afsløre hvad? Geisler ved, at de intet konkret har på ham. - Hold kæft, Geisler! Tror De ikke, vi ved, hvad De lever af. Sortbørs, smugleri og svindel! Geisler er, hvad politiet kalder ' en hårdnakket benægter'. Må have kunnet redegøre for, hvor de mange penge til ‘det søde liv’ kom fra. Eller på anden måde være sluppet - også denne gang. Måske med hjælp ovenfra i polititoppen.   Det øger mystikken omkring Geisler i forbindelse med Dobbelt­mordet, at han pludselig forsvinder mellem to afhøringer. Ikke en udebliven på et par dage, uger, måneder. Geisler forsvinder i samfulde 10 år! Herom i næste kapitel.     John Nielsen var Den tredie mand i ‘Det dræbende Trekløver’,. Hans meriter under Besættelsen var drab, drab og atter drab. Det lyder måske pænere med likvidering efter likvi­dering. ­Hans liv efter krigen var fængsel, fængsel og atter fængsel. Han anholdes på sin bopæl - politiet kender adressen fra så mange gange før. Ved Østre Landsret dømmes John Nielsen i 1969 til 16 års fængsel for mordet på Svend Aage Geisler. Hans søn får 5 år for med­del­agtighed. Efter to år i fængsel sættes sønnen på fri fod og hjælpes i gang med egen virksomhed. Efter 5 år bag tremmer overføres John Nielsen til hospitalsbe­hand­ling. Den 7.juli 1975 - efter 6½ års inde-spærring - benådes John Nielsen ved kongelig resolu­tion på grund af en dødelig kræftsygdom. Til sin død sidder han som dødens gidsel i en lejlig­hed i Århus, bundet til et iltapparat. Kræften gør på nogle år en pinefuld ende på hans elendige liv.   Sammen med en journa­list­kollega Poul Andreasen besøgte jeg i 1975 den døds­mær­kede mand i hans lejlighed i Århus. Nogle af de oplysninger, Poul og jeg dengang fik ud af John Nielsen, brugte vi til en artikel i det blad, vi dengang begge arbejdede for ‘Ugens Rapport’. Nogle af oplysningerne nåede kun til vort private arkiv. Vi turde simpelthen ikke bringe dem, hverken i bladet eller i bogen ‘Dobbelt­mordet’, som jeg på den tid samlede materiale ­til. Det hele hang ganske enkelt ikke sammen for os. Vor viden var på det tidspunkt ikke stor nok. Først da bogen 'Dobbeltmordet' (1976)  var udkommet, og jeg havde fået Vagn Laursens oplysninger (Dem må læserne lige vente lidt med endnu), kunne jeg se, at der var god mening i, hvad den dødsmærkede John Nielsen havde fortalt. Da bogen 'De Sammensvorne' skulle skrives, kunne jeg sammenligne John Niel­sens oplysninger med Vagn Laur­sens. Og så faldt pludselig alle puslespillets brikker på plads. Vi kommer i senere kapitler til andre beretninger, men så meget kan med John Nielsen som eneste kilde fortælles her:   * Det var mig, John Nielsen, som - efter ordre - var chauffør for Borup Jensen, Lyhne og Geisler, ved likvi­derin­gen af grønthandler Regnar Schmidt på Peter Bangsvej 74 den 8.august 1944. * Det var Lyhne og mig, John Nielsen, som - efter ordre - dræbte Wladimir Pinski den 19.november 1948. Manden med 'de stikkende øjne', der blev set fra gaden var 'Lille Bjørn', altså Ingolf Asbjørn Lyhne * Det var mig, John Nielsen, som den 13.november 1968 efter ordre dræbte Svend Aage Geisler. Han var begyndt at plapre vel meget på Københavnske værtshuse. - Hvem beordrede dig? spurgte Poul Andreasen og jeg igen og igen John Nielsen om. Det ville han ikke ud med. Grunden gav han selv: - Så kommer de og hiver min iltslange ud!   Gå til Indholdsfortegnelse