 KAPITEL 8: Goodbye, Jane Horney
 I slutningen af januar 1945 likviderer Modstandsbevægel-sen den smukke, svenske pige Jane Horney Granberg, mistænkt for at spionere mod danske frihedskæmpere og give oplysningerne til Gestapo.
Om hun havde videregivet oplysninger til de ledende tyske officerer og Gestapofolk, hun vitterligt lå i med, véd man faktisk ikke. Men bare mistanken var nok i de tider. Likvideringen sker ombord på en af de mange fiskerbåde, som bruges til illegale transporter over Øresund i disse sidste krigsmåneder. De udpegede likvideringsfolk er Svend Aage Geisler og Ingolf Asbjørn Lyhne, men da det kommer til stykket, bliver det to andre, der må gøre det beskidte arbejde. Modet svigter de udpegede gerningsmænd. De to ‘iskolde dræbere’ har begge haft et kærlighedsforhold til den rødhårede, svenske skønhed. Det får dem begge til at ryste på hånden i det afgørende øjeblik. Og dét går ikke an i de kredse.
Dø skal hun, så likvideringen bliver i sidste øjeblik - ude midt i Kattegat - overtaget af ‘Skipperen’ og ‘Præsten’, (alias den senere præst på Sejrø Edvard Lyse og den senere færgefører på Havnsø-Sejrø-ruten Erik Pedersen) Snip-snap-snude...så burde den historie have været ude.
 Men hvorfor må Jane Horney Granberg ikke opleve freden?
Alle véd på det tidspunkt - januar 1945 - at Nazityskland har tabt den. Alle venter på slutmeldingen og alle undrer sig over, med hvilke ukendte og utrolige resourcer, Hitler i sin førerbunker og hans generaler ude i jordhulerne endnu formår at trække afgørelsen ud.
I Danmark tager tyskernes og især deres danske medløberes terror til. Modstandsbevægelsens modtræk i disse sidste måneder får et omfang som aldrig før. Danske sabotører bombesprænger tyske anlæg og danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Stikkerlikvidering, politiske drab, clearingmord er dagligkost. Disse sidste måneder af krigen er desperationens tid.
*De, der véd, de skal tabe, er desperate. Det giver sig i de lavere lag af naziterrorhierakiet udslag i, at man udnytter den sidste afsindige tid til at drukne frygten for fremtiden i blodrus. Svælger i ‘galgenterror’. Den forhadte tyske besættelsesmagt og dens endnu mere forhadte, danske håndlangere ‘schalburgterer’, myrder, anholder, torterer og henretter i et hidtil aldrig set omfang. Mere end 60% af alle Besættelsesårenes mord, likvideringer, sprængninger, attentater osv. sker i de sidste tre måneder af krigen. Siden 19.september 1944 er dansk politi sat ud af spillet. Deres tyskorganiserede, danske ‘afløsere’, Hipo, kører rundt i gaderne og skyder vildt omkring sig. Officielt for at skabe ro og orden. Sandheden er uro, kaos, had.Hver lille Hipo-terrorgruppe laver sin egen private krig. Ingen overordnet myndighed har længere styr på tingene.
Nazitoppen i Danmark kerer sig ikke om den slags småting. Det har de høje herrer alt for travlt til. De lader deres folk svælge i blod, tortur og terror. Dem om det! De véd, at det endelige Ragnarok kun kan være få måneder, uger, måske dage væk. I Nazitoppen har flugtplaner afløst angrebsplaner. Hver vil redde sit eget skind. Der bliver købslået om guld for liv, våben for redning.
*De, som véd, at sejren er deres - og meget nær - er lisså desperate. Tryk avler modtryk. Der er kun få måneder til krigens afslutning, da frihedsbevægelsen endelig får Royal Air Force til at bombe Gestapos hovedkvarterer, Shellhuset i København, Husmandsskolen i Odense, Universitet i Århus. Mange, både tyske ledere og fangne, danske modstandsfolk omkommer i cellerne. Men frihedsbevægelsen får ødelagt de afhøringsrapporter og arkiver, som kunne have kostet en i-sidste-øjeblik-oprulning af den nedslidte, danske modstandsbevægelse.
Herunder: Klip fra et af de illegale blade, hvori Jane
Horney igen og igen blev hængt ud som 'stikker'
 - Hvorfor så likvideringen af Jane Horney, når alle vidste, hvordan det ville ende?
Svaret er: Ingen vidste, hvordan det ville ende!
Frygten blandt danske politikere og ledende modstandsfolk for, at krigen skal ende med dansk borgerkrig, var stor og velbegrundet. Kommunisternes Røde Hær kæmpede sig frem fra øst, kilometer for kilometer. De Allierede gjorde det samme fra Vest. Man måtte forudse, at russerne ville nå først frem til Danmark. Politikerne og frihedsbevægelsens ledere var aldrig mere realistiske end i de måneder, uger, dage. De så for sig russerne og de veludrustede, velorganiserede kommunistiske, danske modstandsgrupper i hus-til-hus-kamp mod borgerlige modstandsgrupper med De Allierede vestmagter i rolig afventen på sidelinien. En uhyggelig vision om en kort slutkamp om, hvorvidt Danmark skulle være et kommunist-diktatur eller et vestligt demokrati.
Danmarks maskepi med tyskerne i de fire første krigsår og den fortsatte mangel på en officiel, dansk afstandstagen til besættelsesmagten, gjorde de danske ledere usikre overfor, om sejrherrerne ville betragte os som medkæmpere eller som modstandere, nedkæmpet sammen med Nazityskland.
Mens kredsen omkring den stadig mere afsindige Adolf Hitler kæmpede en håbløs, men utrolig kamp, var andre Nazitopfolk med SS- og Gestapochef Heinrich Himmler i spidsen i største hemmelighed (afsløring af planerne ville for dem have været lig med dødsstraf) i gang med at forhandle fred, kapitulation eller flugt.
En af Heinrich Himmlers måder at indynde sig hos fjenden på, var ved at give tilladelse til, at den danske modstandsbevægelse organiserede ‘De Hvide Busser’s afhentning af tusinder og atter tusinder af udsultede, danske fanger fra de nazistiske fængsler og KZ-lejre. Forhandlingspartnerne var Reichsführer-SS personlig og den danske modstandsbevægelse, af forhandlingsmæssige grunde repræsenteret ved det neutrale Sveriges kongeligt fødte greve Folke Bernadotte, der samtidig var chef for Det Internationale Røde Kors. Han lagde navn til ‘Bernadotte-aktionen’, men var nok i virkeligheden kun et nyttigt forhandlingsmellemled.
Forhandlingerne mellem Nazistyret og modstandsbevægelsen om ‘De hvide Busser’ tålte dagens lys. Også eftertidens. Aktionen var rent humanitær. Men sådan var det ikke med det hele. Der fandt andre forhandlinger sted, som var alt andet end humanitære. Ren business! Som bestemt ikke tålte dagens lys. En sådan forhandling var ‘d'Angleterre-mødet’. I dag kan historien om mødet næppe ryste nogen. Men i 1945 var viden om dette møde farligt som sprængstof. Det kunne have bragt uoverskuelig turbulens i Danmarks forhold til Sovjet og De Allierede vestmagter. Afsløringen kunne dengang have kostet dyrt...
* hvis Adolf Hitler i sit sidste-ugers-vanvid havde erfaret om mødet og dets indhold...
* hvis De Allierede (USA, England, Sovjetunionen) havde hørt om mødet...
* hvis de danske kommunister havde hørt om mødet...
Derfor turde Danmarks Frihedsråd ikke tage nogen chance. Derfor gav Frihedsrådets leder, den senere minister Frode Jacobsen, ordren til likvidering. ‘Good Night, Jane!’.
Først havde Danmarks Frihedsråd bedt den engelske efterretningstjenestes hovedmænd i London give ordre til likvidering af Jane. Englands svar var et klart Nej! Jane var svensk statsborger. Sverige var neutralt og et vigtigt land at stå sig godt med for begge parter i Anden Verdenskrig. Alle krigsmagter har brug for spioner, og spioner kunne arbejde nogenlunde frit i Sverige. Og Londons nej var velbegrundet: Man havde intet kompromitterende på ‘Swedish Jane Horney-Granberg’.
 Så må Frode Jacobsen og hans illegale Danmarks Frihedsråd selv tage affære. For væk skal hun. Hun véd for meget. Om aftenen 19.januar tager Lyhne, Geisler og Jane af sted med båden. Ud på den rejse, der bliver hendes sidste. (>th)
Båden 'Capitano' føres af stud. theol Edvard Lyse og hans gode ven Erik Pedersen. Der er også andre med i båden. De holder sig under dæk.
Modet svigtede 'Store Bjørn' og 'Lille Bjørn'
Spring lige et par år frem!
Da Ingolf Asbjørn Lyhne to år senere, i 1947, tager på indkøbstur til Sverige, bliver han anholdt af landsfogd Alf Eliasson og sigtet for mordet på Jane Horney-Granberg.
Da Svend Aage Geisler i 1948 tager en tur til Malmø, bliver også han anholdt af landsfogd Alf Eliasson og sigtet for mordet på Jane Horney-Granberg.
I begge tilfælde rykker stifteren af Danmarks Frihedsråd, senere politiker, nu kommissær for Hjemmeværnet, fhv.minister Frode Jacobsen, ud og meddeler de svenske myndigheder, at det i k k e var Lyhne eller Geisler, der skød den svenske statsborger Jane Horney. Ved den lejlighed talte Frode Jacobsen sandt. Men sagens fulde opklaring får svenskerne ikke. Må lade sig nøje med forsikringer om, at det ikke var nogen af de to mænd.
 Den likvidering endte sådan:
Da det kom til stykket, svigtede modet altså Svend Aage Geisler (dæknavn 'Store Bjørn') og Ingolf Lyhne ('Lille Bjørn'). Så greb 'præsten' ind. Edvard Lyse greb sin pistol og skød Jane Horney i hovedet. Lige blev derefter rullet ind i en presenning og nogle tunge kæder og losset ud over rælingen. Dette afslørede jeg allerede med bogen 'Dobbeltmordet' (1976). Dengang hævdede de implicerede, at jeg var fuld af løgn. Men i et interview i ugebladet 'Ude og Hjemme' 2002 erkendte Edvard Lyse, at han dræbte Jane Horney. [billeder af 'præsten' herunder]
[Lyhne tog senere navneforandring, og han er i 2006 eneste overlevende fra disse begivenheder.]
 
Pengene til Geislers og Lyhnes rejse, ophold i Stockholm, rejserne til Malmø og tilbage, leje af båden og alle andre udgifter, kom ikke - som påstået - fra den engelske krigskasse. Englænderne ville ikke have med den sag at skaffe. Geisler var ikke ansat af den engelske efterretningstjeneste. Det er efterkrigsløgn for at skjule sandheden:
Drabet på Jane Horney blev finansieret af den danske statskasse, hvis ambassade i Stockholm sendte pengene til Danmarks såkaldte ‘indrejsekontor’ i Malmø, ledet af overbetjentene Max Weiss og Roland Olsen.
Var den sandhed kommet frem under krigen, ville Tyskland have krævet, at Sverige udviste alle danske til Danmark for at bevare neutraliteten.
Var sandheden kommet frem i de første år efter krigen, ville det nok have afstedkommet diplomatiske forviklinger mellem Sverige og Danmark. Frode Jacobsen og hans folk spillede højt spil. Men det var dengang. I dag trækker man bare på skulderen.
 De penge, som den danske ambassade og den senere hofchef Ebbe Munck sendte til ambassadens indrejsekontor i Malmø var i k k e de eneste, som overbetjentene Max Weiss og Roland Olsen fik i deres Malmøkasse. Der kom også penge fra forretninger af helt anden karakter. Lyssky som bare pokker. ‘Kommissioner’ kaldtes de. Det er disse ‘kommissioner’ og deres fordeling til mange forskellige formål i forbindelse med de illegale Øresundstransporter, som knytter drabet på Jane Horney til både Dobbeltmordet på Peter Bangsvej, Dobbeltmordet i Køge Bugt, flere andre drabssager og smuglersager efter krigen. Og til Edderkopperne, for deres efterretningsnet eksisterer side om side med edderkoppenettet Edderkopper i menneskeskikkelse lever – og overlever – på at ’have noget’ på alle. Hvad møbelhandler Linde (>th) ikke véd om krigstidens futtelifutnumre og lyssky forretninger, er ikke værd at vide.
– Gør du ikke, som vi siger, kunne en lille fugl måske komme til at synge lidt.
Hvad var det, Frihedsrådet og Frode Jacobsen frygtede, den små Jane ikke kunne holde for sig selv? Hun kunne sikkert i Retsopgøret 1945-50 have givet værdifulde oplysninger. Oplysninger, som kunne have afsløret Edderkoppernes net langt tidligere. Jamen, det var lige netop det, Moddstandsbevægelsens top frygtede: At hun skulle plapre ud med '’Mødet på d'Angleterre’ og andre lyssky affærer, som Modstandsbevægelsen frygtede skulle blive kendt.
Livet mistede hun fysisk en nat på Øresund.
Men når alt kommer til alt, mistede hun det allerede et halvt år i forvejen.
Hun misted' det en nat på d'Angleterre.
 Dobbeltforræderi: Mødet på d'Angleterre -i
Historien om ‘mødet på Hotel d'Angleterre’ i eftersommeren 1944 er historien om mødet, der kostede adskillige menneskeliv, men kunne have kostet langt flere.
Et møde, som hverken gamle frihedskæmpere eller fhv. Gestapofolk på noget tidspunkt har brudt sig om at fortælle om. Historien om ’Det dobbelte forræderi’.
Den historie kostede Jane Horney livet. Og hendes tyske 'ven' redaktør H. Gilbert og mange andre.
Selv efter krigsafslutningen kunne offentliggørelsen af den historie have kostet både hoveder, stillinger og ære.
Men det har også reddet livet for én:
 En dansk Gestapomand, som efter tyskernes kapitulation blev dømt til døden i Danmark efter ‘Straffelovstillægget af maj 1945’ for samarbejde med besættelsesmagten i årene 1940-45.
Bent Stegager Simonsen ( Højesterets dom var afsagt i efteråret 1947: Tiltalte Bent Simonsen dømmes til døden ved skydning. I Vestre Fængsel sad den dødsdømte - ikke spor nervøs. Han vidste, at henrettelsen aldrig ville blive effektueret. Dertil var hans viden for farlig for frihedskæmpertoppen.
Så blev det februar 1948. Alle talte om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. En dag blev Bent Simonsens kone kaldt op på Ekstrabladet. Chefredaktør Leif B.Hendil ønskede et møde med hende. Leif B.Hendil gik lige til sagen:
- Tag dette dokument med til Deres mand, når De næste gang besøger ham i Vestre fængsel. Dersom han underskriver det - og retter sig efter det - vil hans dødsdom blive ændret til livsvarigt fængsel - med senere benådning.
Simonsen behøvede ikke læse brevet. Vidste, hvad man ville forlange af ham. Med sin underskrift skulle han love at tie med, at Leif B.Hendil i sommeren 1944 deltog i et ganske bestemt møde på Hotel d'Angleterre i København. Tie med at mødet overhovedet havde fundet sted. Og hvem andre, der havde været med til det.
Selvfølgelig skrev Simonsen under. Hvem ville ikke gøre det i den situation. Inden fru Simonsen - som aftalt - vendte tilbage til chefredaktøren med dokumentet, var hun klog nok til på tilbagevejen at gå ind til en fotograf og få dokumentet affotograferet. Bare sådan for en sikkerheds skyld. Hvis chefredaktøren ikke skulle leve op til sin del af aftalen. Men løftet blev holdt. Den 9. maj 1949 indløb fra Justitsministeriet den lakoniske meddelelse:
Dødsdømte Bent Simonsen er ved kongelig bevilling benådet til livsvarigt fængsel.
Simonsen blev løsladt 1958 efter 13 års indespærring. I mange år, var han aktiv leder i dansk erhvervsliv.
Hans kone – og efter løsladelsen han selv - var klog nok til at gemme den fotografiske kopi af dokumentet - gemme den godt og sikkert. En slags livsforsikring.
- Ideen til mødet var min, fortalte i 1974 den tidligere Gestapochef i Danmark Karl-Heinz Hoffman til denne bogs forfatter. Jeg besøgte ham i hans advokatpraksis i Koblenz, Vesttyskland :
- Ideen var nærligggende, men farlig - så vi måtte være forsigtige. Formidleren var den mand, som et par år senere, i 1946, blev afsløret for dobbeltspil - både modstandsmand og Gestapoagent: Grosserer Carl Mogensen.
Det var netop denne viden om dette møde, som i 1946 var lige ved at komme for dagen, da man fandt papirer om mødet i Gestapos efterladte kartoteker og arkiver. Carl Mogensen var ikke så heldig som Bent Simonsen. Simonsen sad i fængsel, så ‘den hemmelige henrettelseskommando’ kunne ikke nå ham. Mogensen derimod blev opsøgt på sit kontor og tvunget til at begå selvmord.
Hvor mange lig, der nåede at komme på bordet, for at hindre denne historie i at komme ud, ved jeg ikke. I denne bog er omtalt 7, måske 8, nemlig Jane Horney Granberg 1945, Carl Mogensen 1946, Inger og Vilhelm Jacobsen, Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai samt Wladimir Pinski 1948.
Personligt tror jeg, at dette også var årsagen til mordet på Svend Aage Geisler i 1968.
Hvad og hvem på d'Angleterremødet
d’Angleterre-mødet’ blev holdt i august 1944 på Hotel Angletere på Kongens Nytorv i København. Det var bogstaveligt talt i selve ‘Løvens Hule’. Hotel d'Angleterre var i alle besættelsesårene bolig for alle højere nazikoryfæer på kort eller længere besøg i København. Der var tysk militærvagt ved alle indgange og på alle hotellets etager. Mødedeltagerne repræsenterer den danske modstandsbevægelse og på den anden side det hemmelige tyske statspoliti Gestapo. 3 fra hver side. Fra tysk side deltager:
 *Karl-Heinz Hoffmann, Gestapochefen, som fører forsædet. Han tager to mænd med, som han kan stole 100 % på:
*Karl Hemme, SS-Untersturmführer og Hoffmanns sekretær samt netop...
*Bent Stegager Simonsen, dansk Gestapomand, tidligere frivillig i Waffen-SS, frontskadet (forfrysninger i nosserne) og derfor overført til tjeneste ved det danske Gestapo-hovedkvarter i Shellhuset i København. Han er nærmest med som livvagt. Han og Hemme er i tysk uniform, Hoffmann i civilt tøj. Simonsens deltagelse er et bevis for Hoffmanns snuhed: Som dansker forstår Simonsen ikke blot, hvad der forhandles om på tysk mellem modstandsfolkene og Hoffmann, men - da ingen ved, at han er dansker - også, hvad modparten lavmælt drøfter indbyrdes.
Fra den danske modstandsbevægelse deltager:
  
* Leif B. Hendil (tv), som på mødet er Frihedsrådets egentlige forhandler. Fra sit eksil i Sverige er han den absolutte leder af de illegale, sejlende transportruter Danmark-Sverige. Han var fra 1925 ansat på Ekstrabladet, hvis chefredaktør han mange år senere blev
*Grosserer Carl Mogensen, kaldet ‘Bøffen’ (i midten), sidder ved Hendils side. Han er boss i modstandsgruppen ‘Lysglimt’ og en af de vigtigste ledere på den danske side af Sundet af de illegale transportruter. Med sine for Frihedsrådet skjulte ‘kontakter’ til Gestapohovedkvarteret i Shellhuset har han formidlet mødet - og krævet at være med. Hans kammerater ved ikke, at han er agent for det militære, tyske efterretningsvæsen Abwehr. Kun Gestapochefen Karl-Heinz Hoffmann véd det. Og han tier selvsagt. Og så er der endelig...
*Prins Axel, søn af kong Christian den Tiendes bror prins Valdemar, fætter til daværende kronprins Frederik, bestyrelsesformand for ØK og præsident for Kongelig Dansk Automobil Klub (‘Kardan-Axel’, som han mange år senere morsomt blev kaldt i en Ebbe Rode-monolog). Prinsen er ikke med som forhandler, men som en slags garant for, at Frihedsrådets forhandlere får lov til frit at gå fra mødet og tilbage til deres illegale tilværelse.
Prins Axels rolle under besættelsen er lidt uklar. Da en kreds af tyskvenlige danske med hofjægermester Jørgen Sehested og LS-formand Knud Bach i spidsen i 1940 foreslog en dansk samlingsregering af ikke-politikere, nævntes prins Axel som statsministeremne. Uden at vi ved, om han accepterede tanken. På Bernstorff Slot holdt prinsen i besættelsens første år fester for societyspidserne med deltagelse af højtstående, tyske officerer. Som prins med gode kontakter til Amalienborg var han velinformeret om stemningen i kongehuset, noget både tyskerne og Modstandsbevægelsen havde brug for at kende til. At hans danskhed ikke blev draget i tvivl ses bl.a. af, at prinsen i 1945 udnævntes til viceadmiral. Som dygtig forretningsmand og diplomat klarede han sit firma ØK, Østasiatisk Kompagni, nogenlunde uskadt gennem krigen.
Begge grupper ved forhandlingsbordet har problemer, som de mener bedst kan løses gennem et aftalt samarbejde.
* Modstandsbevægelsens aktuelle 1944-problem: Det er bydende nødvendigt at få våben over fra Sverige samt at have ruter til flygtninge, post og kurerer til og fra København. Hvor tyskernes vagttjeneste i Øresund indtil 1943 havde været særdeles lemfældig, så er den efter jødetransporterne i oktober 1943 - hvis succes havde gjort Hitler aldeles rasende - blevet særdeles effektiv. Alt for mange transporter er blevet opbragt, dels på Sundet, dels ‘taget’ endnu før afsejlingen fra det mørklagte Danmark. De våben, som er købt i Sverige og skal transporteres illegalt til Danmark er både nødvendige og dyre. Frihedsbevægelsens økonomi er stram. Der er hverken på den ene eller den anden måde råd til at miste en eneste transportlast. Noget M Å der gøres.
* De tyske lederes 1944-problem:
Nazikoryfæerne har indset, at krigen er tabt. At det kun er et spørgsmål om tid, før Hitler-Tyskland må forhandle om overgivelse. For at være så stærk i de forhandlinger, som Nazitoppen endnu tror vil kunne lade sig gøre, må ‘Tusindårsriget’s guldreserver og andre værdier bringes i sikkerhed i ‘venligtsindet land’. Argentina og Spanien er dem, der først og fremmest tænkes på. Formuer i guld, kunst og ædle metaller skal bringes ud af det vaklende Nazi-Tyskland. Man har forsøgt at sende noget af det med U-både, men De Allierede har luftherredømmet. Englænderne bomber og sænker hvert eneste tysk skib på vej gennem de danske bælter. SS og Gestapos hemmelige transport-chefstab har foreslået at søge andre og mindre farlige transportveje og -metoder bragt i anvendelse. En af ideerne er, at transportere guldet gennem det besatte Danmark og smugle det til det neutrale Sverige. Men i Sverige er den danske modstandsbevægelse meget stærk. Sagen kan kun lykkes, hvis tyskerne kan ‘ordne sig’ med det illegale Danmarks Frihedsråd. Efter princippet om ‘noget for noget’. Alene den kendsgerning, at tyskerne har kunnet forestille sig, at en sådan aftale overhovedet kan komme i stand, viser h v o r desperat Nazi-toppen må have været.
Chefen i Danmark for Gestapo, det hemmelige statspoliti, SS-Sturmbannführer, Regierungsrat Karl-Heinz Hoffmann har klaret umulige opgaver før. Opgaven er mere end hemmelig. Den er livsfarlig: Hvis Adolf Hitler og hans betroede mænd hører om dette møde, vil der rulle hoveder i tyskernes egne rækker. Alene at fostre tanken om forhandlinger med fjenden anses i Nazityskland på dette tidspunkt for højforræderi. Alle véd, hvordan det gik de officerer, som få uger tidligere, den 20.juli 1944, mislykkedes med et statskup og attentatforsøg mod ‘der Führer’. Alle tyske og danske kender til den bestialske måde, kupmagerne blev henrettet på. Det har ingen lyst at udsætte sig selv for.
Man møder ikke uforberedte på Hotel d'Angleterre. Der havde været forberedende møder på lavere plan på Restaurant Scala. Første punkt på dagsordenen var spørgsmålet om, hvor den danske modstandsbevægelse ville stå i tilfælde af en allieret invasion af Danmark. Der var to muligheder for invasion:
Enten kom russerne først eller også englænderne.
* Blev det englænderne, ville tyskerne kapitulere uden kamp.
* Blev det russerne, ville tyskerne kæmpe til sidste mand - for ikke at falde i hænderne på russerne, hvis dyriske brutalitet overfor fjenden var mere end velkendt.
Gestapochef Hoffmann ønsker ren besked:
- Hvor står den danske modstandsbevægelse, hvis russerne kommer først?
Svaret var klart nok: Den del af modstandsbevægelsen, som er repræsenteret på mødet, nemlig den ikke-kommunistiske, vil i givet fald - skulder ved skulder med tyskerne - kæmpe imod russerne. Og dermed også imod modstandsbevægelsens kommunistiske grupper, som man venter vil sætte solidariteten med Marx, Lenin og Stalin højere end samhørigheden med det borgerlige Danmark.
Mange år efter krigen skrev Hoffmann en bog ‘Den ansigtsløse Hær’ (som han forærede mig under mit besøg hos ham i Koblenz). Heri beretter han:
"Hen mod slutningen af krigen forekom styrkeforholdet så betænkeligt for nogle af de danske modstandsgrupper (de civile borgerlige grupper og de militære), at de ikke-kommunistiske grupper i modstandsbevægelsen indlod sig i forhandlinger med besættelsesmagten for at sikre sig tysk hjælp til - i en afgørende stund - at knuse de kommunistiske modstandsgrupper."
Næste punkt på mødets dagsorden er et muligt dansk-tysk samarbejde om den illegale Øresundstrafik. Mødet er overraskende frugtbart for begge parter på det punkt: Man enes om en ‘samarbejdsrute’. Modstandsbevægelsen får udstukket ruter og tider, hvor tyske patruljebåde og vagtposter holder sig væk. Til gengæld tager danskernes både tyskernes kasser med til Sverige og sørger for, at ‘varerne’ kommer sikkert til en hemmelig adresse i Sverige. Tyske agenter i Sverige sørger for den videre transport af værdierne.Tyskerne ønsker selvfølgelig at sikre sig, at Modstandsbevægelsen holder sin del af aftalen. Man vil både sikre sig, at ‘værdierne’ kommer sikkert til adressaten i Sverige, og at våbnene, som danskerne transporterer fra Sverige til Danmark, ikke falder i hænderne på de kommunistiske grupper. Det er jo imod dem, at våbnene i givet fald skal bruges. Ikke mod tyskerne.
Det aftales, at en dansk Gestapoagent Axel Andersen, skal med på transporterne.
I virkeligheden har tyskerne endnu en agent med, men det véd modstandsbevægelsen ikke: Grosserer Carl Mogensen.
I aftalen indgår også, at tyskerne betaler en ‘kommission’ til Leif B.Hendils og Carl Mogensens transportorganisation. Hendil har desuden mandat fra Frihedsrådet til at garantere, at ‘der efter krigen ikke vil blive henrettet én eneste tysker i Danmark!’
Her kommer den danske Gestapomand ind i billedet. Bent Stegager Simonsen har ikke mælet ét ord under forhandlingerne. Da han er i tysk uniform, har ingen af danskerne tænkt på, at ikke også han er tysker. Nu siger han på dansk:
- Jeg går ud fra, at løftet om, at ingen tysker bliver henrettet efter krigen gælder a l l e mødedeltagere - også mig, skønt jeg er dansker?!
Der bliver et øjebliks uro på den danske side af bordet. Hvor meget af deres indbyrdes snak har denne mand forstået? Så siger Leif B.Hendil: - Ja, det gælder også for Dem! Hvad er Deres navn?
Det skal vise sig, at alle aftaler overholdes til punkt og prikke, under og også efter krigen. Mange af de ledende tyskere under besættelsen af Danmark som Werner Best, Otto Bovensieben, Günther Pancke, Wolfgang Söhnlein, Ernst Wäsche og mange, mange flere, bl.a. Karl-Heinz Hoffmann, bliver ganske vist dømt til døden, men efter kort tid benådet til livsvarigt fængsel. For efter ganske få år (1949-50) at blive udvist af Danmark. Mange for at indtage stillinger i det nye Tyskland. Eller gå på statspension.
d’Angleterremødet’ er slut.
Så bliver der sejlet! På den danske side lægger ‘samarbejdsruten’s skib til ved et ganske beastemt sted i Københavns Nordhavn, lige ved Bohnstedt Petersens bygninger. Skibet hedder ‘Capitano’, skipperen Hjalmar Olsen, gruppen ‘Lysglimt’. De tyske vagtposter og patruljebåde har fået deres vagtturnus og rute lagt om. Lastning, losning og sejlads kan foregå ugenert.
Fred hviler over vand og by.
Bent Stegager Simonsen: - Samarbejdet på de illegale transportruter fungerede perfekt, og vore kontrollanter sørgede for, at vi vidste besked med alt, hvad der foregik. Jeg var selv ombord i et par af de skibe, som sejlede fra Bohnstedt Petersens kaj i Nordhavnen - jeg husker specielt et, der hed ‘Capitano’. Jeg var med til at levere de tyske kasser ombord. Jeg ved ikke, hvad der var i de enkelte kasser, men der blev passet godt på dem. Og tunge var de som bare pokker.
Således går det til, at nazisterne får deres enorme værdier ud af det vaklende og nu næsten omringede ‘Tusindårsrige’. Til Spanien og til Argentina. Et mysterium, som siden 1945 har slået verden med forundring - ikke mindst De Allierede, som måtte erkende, at på dette punkt var sejrherrerne blevet taget grueligt ved næsen.
Hvad de - godt for Danmark - ikke vidste var, at det var gjort af den danske modstandsbevægelse – dén, Englands legendariske feltmarskal Montgomery i de sejrsberuste fredsfestdage i maj 1945 gav betegnelsen ‘second to none’.
Det tør man sandelig nok sige!
Det var disse værdier, som senere er kaldt ‘ODESSA-guldet'.
(‘ODESSA’ var efterkrigstidens hemmelige nazi-flugtorganisation ‘Organization Der Ehemaligen SS-Angehörigen [dansk: Organisationen af tidligere SS-folk]. Det er denne organisation, som i Nazitysklands skæbnetime redder koryfæerne ud af det kollapsede Tyskland, bort fra krigsforbryderprocesser og henrettelser. Ud til friheden. Organisationen redder hundredvis af tyske topnazister fra at stå ansigt til ansigt med deres millioner af anklagere og de jordiske dommere. (Læs Frederik Forsythes berømte roman ’ODESSA-kartoteket’)
Den danske modstandsbevægelse har således ikke blot tjent penge på at transportere nogle halvprivate formuer. Dens ledere har direkte sørget for de finansielle muligheder for at hundreder af Nazitysklands topfolk undslap retfærdigheden, folk som:
Heinrich Müller, Gestapos øverste og frygtede politichef,
Otto Skorzeny, SS-Sturmbannführer og manden, som reddede den styrtede og fangne diktator Mussolini fra fangenskabet hos den italienske modstandsbevægelse 1943, og som i 1944 var idemanden til ‘Peter Gruppen’, starten på den tyske modterror i Danmark,
Adolf Eichmann, jødeforfølgelsernes førstemand,
Joseph Mengele, Auschwitzlægen, kaldet ‘Dødens Engel’. For blot at nævne de kendteste.
At få den historie ud til verdens kundskab under eller efter krigen ville have kostet ikke kun modstandskampens ledere, men hele Danmark, dyrt. Ved at indgå aftalerne - og over-holde dem, også efter krigen - har Danmarks Frihedsråd og de topfolk, som kendte til aftalen påtaget sig et alvorligt ansvar for at have sat Danmarks frihed på spil. Konsekvenserne, hvis denne viden var kommet ud, mens Hitler endnu havde magten i det besatte Danmark, kan ingen vide. Men der er næppe tvivl om, at havde De Allierede under krigen eller efter Tysklands nederlag fået den viden, ville det være blevet betragtet som krigsforbrydelse. Afsløringen af ‘samarbejdsruten’ kunne have kompromitteret ikke blot den danske modstandsbevægelse, men hele vort land. Danmark kunne - i stedet for at blive regnet med blandt sejrherrerne - let være blevet Allieret besættelseszone.
Så havde russerne næppe frivilligt trukket sig bort fra Bornholm. Englænderne og amerikanerne ville næppe have hastet fra Lüneburger Heide til Danmark for at hindre Den Røde Hær i at nå først til Danmark. Vi kunne meget let have fået samme skæbne som de østeuropæiske lande, der først nu 50 år efter er på vej til at skaffe sig den frihed og det demokrati, vi fik for over 50 år siden. Med kongens og de skiftende, danske krigstidsregeringers lunkne holdning til tyskernes besættelse af Danmark var Danmarks Frihedsråd ene om at repræsentere ‘det kæmpende Danmark’ på Allieret side. Al viden om samarbejde mellem Nazi-Tyskland og Danmarks Frihedsråd var i sandhed ‘Farlig viden’. Nu kom den viden så heldigvis ikke frem. Den heldige kendsgerning bragte os straks fra 1945 ‘ind i varmen’ på det verdenspolitiske plan. Vi kom fra begyndelsen med i FN, modtog Marshallhjælp og blev inviteret med i NATO. Ingen politiker er nogensinde stillet til regnskab for nogen som helst handling, endsige forhandling, der foregik under Besættelsen.
Frihedsrådets leder, Frode Jacobsen, var snu. Han skyndte sig da også den 5.maj 1945 at blive politiker.
Gå til Indholdsfortegnelse |
