Klaus's Klaus Ewald, landskendt forsvarsadvokat,   Kloge    lægger  ikke fingrene imellem, når han   Klumme      privat tiltager sig anklagerens rolle  "Statsministeren er kaptajnen på Titanic, der står og skuer ud over havet i håb om at isbjerget, når at smelte, før hans skib rammer det" Sjældent har den kritiske  del af den danske vælger befolkning haft det vanskeligere set i forhold til de kommende scenarier der tårner sig op mod næste folketingsvalg . Man kan kun håbe på en ny Messias - eller at der måtte komme et nyt ø-råd med mulighed for at sende alle poltikerne hjem.      Hvis man shopper rundt i supermarkedet, hvor de poltitiske partier disker deres varer og synspunktet op, må man konstatere, at der enten er der meget tomt på hylderne eller også er sidste salgsdato udløbet.      På den hylde, hvorpå står "Rød Stue", kan man finde nogle udbydere, aldeles uprøvede i at lede alt andet end en organisation, der er pumpet op med støtte fra fagbevægelsen. At chefen, Thorning, er en politisk nykommer er vel i sig selv ikke en hæmsko, hvis hun havde noget at byde på. Problemet er, at hendes ambition alene er at få magten for magtens egen skyld, uanset at hun ikke har nogen politisk substans. Vi har endnu til gode at høre andet end poltiske slogans fra det kvindemenneske. Det ideologiske og det tænksomme det lader vente på sig. Thorning er et produkt af den tid, vi lever i: Overflade samt evnen til at posere og tage sig ud er vigtigere, end at blive hele landets leder. Thorning er end ikke i stand til at leve op til de minimums krav man må stille til en socialistisk orienteret poltiker: At hun selv kan leve op til partiets idealer og standpunkter som de fremgår af partiprogrammet. Thorning ved udmærket, at hun ikke evner at bringe folkeskolen op til de krav, der stilles i den internationale verden, vi befinder os i. Hun har sørget for at at få placeret sine egne børn i privatskole, manden i et nul-skatte-job i udlandet. Selv tordner hun så for vigtigheden af, at man holder fast ved folkeskolen og et højere skattetryk. Så vi  alle sammen blive lige fattige.       Man kunne forvente, at Thorning og Søvndal holdt op med at bræge, når skatte-trykket nåede 100. Men der tager man fejl. Så finder de bare en ny platform. De lever jo af netop det, de gør. Det skræmmende er, at omkring 30 % af danskerne køber den vare og den slags lederskab. Det må være af mangel på bedre.      Men: Noget tilsvarende gælder også for borgerlige vælgere. Vi får de politikere vi fortjener! Dem vi selv vælger! Så ø-råds-tanken virker faktisk ret besnærende.       Thornings tro væbner, Carsten Hansen, ville sikkert fortsat gøre en god figur som ejendomsinspektør i Vollsmose. Men at sætte ham ind i et ministerium og lede andet end håndværkere rundt i forbindelse med udskiftning af rør i varmluftskanalerne vil være ren hasard med skatteborgernes penge.   På hylden med "Blå stue" kan man plukke en forpjusket nissepige ned fra hylden under betegnelsen Lene Espersen. Sjældent har man skullet lede længere efter så ringe et produkt. Der burde være byttegaranti for partigængere hos Liste K - hvis der da overhovedet endnu er nogen tilbage. Engang i de magre 70'ere, da Mogens Glistrup spiste K-vælgere til morgenmad, kunne K holde årskongres i en telefonboks. I dag er selv en telefonboks for stor. Liste K bevæger sig mod spærre-grænsen. Ensomme og forladte. Det er hvad Liste K-vælgere er. De kan ikke en gang påstå at de har været misforstået, for der er ikke rigtig nogen der overhovedet forstår, hvad  K står for.      Var det ikke lige for Brian Mikkelsen, der sendte den lille havfrue til Kina på danske skatteborgeres regning, så var der slet ikke nogen, der vidste, hvad konservativ kultur politik gik ud på.      Statsministeren - eller den mislykkede vikar kunne man fristes til at kalde ham. Ja, hvad med ham? Hvis man efterlyser format, personlighed,visioner og karisma, så må der meldes hus forbi. Han er kaptajnen på Titanic, der står og skuer ud over havet i håbet om at isbjerget når at smelte før hans skib rammer det. Hans poltiske rorgængere? Tager man dem én for én, vil deres samlede kvalitetssum end ikke matche bestyrelsen for en brugsforening.       Karen Elleman (kaldet 'kemiske eller komiske' Karen' som hun nu kaldes, efter at have gjort sig til ekspert i sikkerhed for internationale skibstransporter med kemisk affald) er et af de bedste affalds-produkter,  det politiske supermarked har set de seneste par år.  Et Churchill-citat af statsmandens tak til de engelske jagerpiloter efter slaget om England i 1940 "Never in the field of human conflict has so much been owed by so many to so few" passer let omskrevet som fod i hose til det poltiske blålys Karen Ellemann: "Aldrig har så lidt talent og vision fået så meget at sige om så meget" Hvor er hun fisket frem fra? "Some one has to pay" som Dr. Evil siger i Austin Powers filmene.      Svindel med CO2 kvoter for 38 milliarder bekymrer heller ikke den nye energiminister. Hun ligner et produkt af for lang tid under påvirkning af elektrisk strøm tilsat tomgangs speedsnakkeri, uden at hun har 80'ernes radiospeaker Kim Schumachers charme og lune. En klar ommer.       Hvad er det så lige regeringen har kunnet diske op med de sidste 9 år - ud over en jobsikring af Fogh Rasmussen  som superpamper i NATO? Resultaterne vil i ministrenes øjne være mange. Og som de siger: 'Vi har jo holdt de røde fra magten'. Ja, tak, men I har selv ført socialdemokaratisk politik. Så hvori bestod forskellen? Sagt med Peter Schrøder: Det er fandeme uhyggeligt, Du !   Uanset om det efter valget - det komme snart - bliver rød, grøn eller blå stue, så vil politikken være den samme. Enkeltsagerne vil fortsat stå i kø, og værdipolitikken og udlændingedebatten vil fortsat være den mantra, vi kan forvente at blive trakteret med.      Hvis 'blå stue' fortsætter efter valget, vil det stadig være Peter Skaarup og Birthe Rønn Hornbech, der kommer vraltende ud fra forhandlingerne om finansloven med nye stramnninger i indrejse- og opholds-reglerne i Danmark.      Hvis det bliver 'rød stue', vil det være en gammel betonkommunistOle Sohn - med blod på hænderne fra de glade DDR-dage - som kommer ud sammen med Thorning og Søvndal - iklædt Kejserens nye Klæder.       Liberal Ambulance (Undskyld Alliance) kunne muligvis komme til at gøre en forskel for dem der fortsat har en tro på, at der skal være et indhold i en liberal politik. Det krævede ihvertfald et vist mod at  trodse  Claus Hjort Frederiksen og forlade finanslovsforhandlingerne, da det gik op for trekløveret, at Hjort Frederiksen bare var en ulv i fåreklæder. Samme Hjort Frederiksen udgiver sig for at være liberal, men er lige så meget som den øvrige regering kørt ubehjælpsomt fast i det poltiske morads, som den borgerlige regering har bragt sig selv i. Den evner ganske enkelt ikke at lede landet og reformere det politisk.   Bundlinien i dette er en opfordring til velbjergede om at forlade landet så hurtigt som muligt, overlade det til måger, skatteopkrævere og folk som Rønn Hornbech samt alverdens pointsystemer i regeringens bingo-banko spil for at fremmede kan komme ind i dette forjættede land. Skynd jer tag den SUm som i endnu måtte have i behold, I unge mennesker. Tag jeres pensioner alle I lidt ældre, placér dem i en hacienda i Spanien eller Peru. Lev livet, mens I har det. Nyd at opholde jer langt væk fra en dansk andegård, hvor hønsene er begyndt at gå i laksko.   Få hellere sendt et julekort fra moster Karen på plejehjemmet, nu uden lys og varme, fra det Danmark der var engang  - og hvor selv fortidens Anker Jørgensen må siges at have været en tænketank. Se jer ikke tilbage, når I først har forladt landet.  Om nogle år, vil der være fyldt op på boghandlerens hylder med det nuværende rædselskabinet af poltikere og deres lige så rædselsfulde erindringer fra deres spændende år på Christiansborg og i DR-byen under de indledende runder af  "Vild med Aved-om-dans". Sidste mand lukker og slukker. Venlig nytårshilsen 2010/2011    Klaus Ewald ------------------------- Republikanske Tea Party  er intet mindre end et genopdukket Ku Klux Klan  af Klaus Ewald      Midtvejsvalget i USA har afsløret de modsætninger som stadig præger verdens eneste tiloversblevne supermagt. Det være sig etnisk, socialt og økonomisk. Hvor Republikanerne på den ene side lægger vægt på så lidt 'Washington' som muligt, så ønsker på den anden side et flertal af Demokraterne, at USA opstiller nogle mindstemål for til eksempelvis sygesikring efter europæisk standard.      Republikanerne er historisk set præget af at være de hvides, dvs. de stærkes parti.  En stor del af de vælgere, der stemmer republikansk, har, godt presset af en historisk dårlig økonomi, taget afsæt i kristne dyder.  Her afspejles en konservatisme, der minder om et USA, hvor bl.a apartheid var mere hovedreglen end undtagelsen i nationens affærer. Det være sig alt fra forbud mod, at sorte besatte visse stillinger til, hvor de sorte skulle sidde i offentlige transportmidler. Biblen angav jo - hævder de -  at de sorte er mindreværdige.  "Tea Party bevægelsen" var oprindelig et oprør mod engelske feudalherrers undertrykkelse af nybyggerne i 1700 tallet. Nu har denne dybt konservative, hvide bevægelse taget "Tea Party bevægelsen" som gidsel og gjort sig til talsmand, for hvad der kan anses for rigtig amerikansk.  Det Republikanske parti har ikke indset, at der er placeret en trojansk hest inden for dets mure. Hesten risikerer at udslette det parti, der engang fostrede nationens største statsmand Abraham Lincoln. "Tea party bevægelsen" er et løsgående misil som vil true selve sammenholdet og repekten amerikanere imellem.   Det kan undre at ingen politiske kommentatorer har funderet over, hvorfra finansieringen af "Tea Pary bevægelsen" sker. Når der åbenlyst tales om at den første, farvede præsident,Barack Obama, er antikrist, og når han afbildes med tallene 666 (Ifølge tradition Djævelens tegn), så viser bevægelsen sit sande jeg. Højrekræfternes foretrukne medie FOX har en særlig placering og et særligt ansvar i den radikalisering af USA, som finder sted. Det er svært at se forskel på de holdninger, der åbent kommer til udtryk via FOX - og dem, der viste sig imod borgerrettighedskampen i 1960erne. Djævelen har mange ansigter, men kun en hensigt, om man så må sige.   Politiske kommentatorer, danske som udenlandske, analyserer "Tea Party bevægelsen" efter en forkert målestok. Udgangspunktet skal ikke tages i en generel utilfredshed med økonomien eller statslig indblanding. Det skal tages i mere fundamentale højrekræfters manipulation med letkøbte argumenter. Man har oplevet den i et utal af variationer, men hensigten har altid været den samme: De stærkes sejr over de svage.     Det der gør forskellen mellem de uskadelige småpartier og "Tea Party bevægelsen" er, at man risikerer at magtbalancen i USA vil ændre sig radikalt til højre. USA vil isolere sig. Det vil skade både internationalt samarbejde og verdensøkonomien som sådan. Bag det hele fornemmer man en lobby af folk med relationer til såvel "White Supremacy bevægelser", som bl.a. tæller Ku Klux Klan, men er mere strømlinet og knap så belastet af sin fortid. Indpakningen er pænere i dag og talerne knap så racistiske som tidligere. Men det kræver ikke megen indsigt at høre ordlyden og ekkoet i talerne fra fortidens stormestre eller Grandmasters i KKK. Der tales nu om med alle midler, at blive fri af den sorte præsident i det Hvide Hus.      Det er en historisk kendsgerning, at "Tea Party bevægelsen" på et eller andet tidspunkt vil blive afsløret af, hvorfra pengestrømmen kommer  og hvilke kræfter, der reelt dækker sig under den fernis af indigneret, hvid frustration over ikke længere at være tone angivende.      Det vælger bedrag, som foregår i USA fra "Tea Party bevægelsen" vil vise sig at være af uhørte dimensioner. At et Republikansk parti kan genskabes på løgne om, at det ikke har fået ansvaret for den økonomiske situation eller på, at USA er blevet draget ind i Irakkrigen på en løgn. Over denne påstand kan kun historien fælde dom.   Som præsident Abraham Lincoln sagde "Man kan narre et folk noget af tiden. Man kan narre nogle folk hele tiden. Men man kan aldrig narre hele folket hele tiden"  Bare synd at en politisk éner og stærk personlighed som Obama risikerer at se sit politiske livsværk smuldre til fordel for egoisme,vælgerbedrag og et USA der på slængere igt risikerer at ende som en  tredjerangs nation med alles kamp mod alle. Det vil ske med Sarah Palin i det ovale værelse. Klaus Ewald Hver gang Klaus Ewald sender ny artikel til sin faste klumme, vil den blive lagt på ØVERST. De hidtidige klummer vil blot blive skudt nedad. Kan altså fortsat læses! ================================================================== Tidligere klumme fra Klaus Ewalds:   OPSANG FRA EN  KERNEVÆLGER SOM HAR FÅET NOK Den landkendte advokat Klaus Ewald sender åbent brev til De Konservative   Det gør ondt at være konservativ i disse år, hvad enten man er medlem af partiet, blot stemmer på partiet eller som jeg har gjort det: Iagttaget det udefra. Det gør ondt på den måde, at der ikke umiddelbart ser ud til at være hverken ledelse, ideologi eller politik tilbage i et af folketingets ældste partier. Landsrådet i Aalborg havde derfor mere karakter af indkaldelse af kreditorerne i et konkursbo end indkaldelse af en forsamling, der har medindflydelse på virksomheden Danmark.  Det Konservative Folkeparti repæsenterede henved hver femte vælger helt frem til jordskredsvalget i 1973, hvor de tre nye protestpartier Z, CD og Kristeligt Folkeparti dukkede op. Valget i 1973 var historisk i den forstand, at det brød med mange års fast forankret blokpolitik varetaget af de 5 gamle partier S, RV, V, K og SF.Kun sporadisk havde andre partier som Kommunisterne eller Retsforbundet haft styrke nok til at lade sig repræsentere på tinge.      Konservatismen, som dannede grundlag for dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915, har et ideologisk arvegods, der bygger på tanken om en evolutionær udvikling i samfundet, hvor de gode samfundsbevarende kræfter og instituioner, såsom det nationale, forsvarsviljen, landets kultur og historie skal spille en overordnet rolle set i forhold til det enkelte menneske. I skarp modsætning til de revolutionære idéer. Men også tanken om at værne om de svage i samfundet og om en sober retspolitik spillede en stor rolle i forbindelse med dannelsen af partiet for snart 100 år siden.        En af de grundlæggende styrker i det danske folkestyre frem til valget i 1973 var netop, at det Konservative Folkeparti havde en egen strategi og tradition, og at det markerede sine langtidsmål i samfundsdebatten. Styrken var også, at partiet havde en ledelse, der kontinuerligt forstod at tilpasse sig de nye tider, men aldrig glemte det ideologiske ophav -  som statsminister Schlüter tilbage i 1980erne kaldte 'noget bras'. Pinligt rammende for et parti. der siden 1973 om noget har været præget af personstridigheder og slingrekurs i forsøget på at tilpasse sig vælgernes gunst og enkeltsagernes populisme.        Den manglende reformvilje i Det Konservative Folkeparti i disse år - for eksempel til at tage hul på debatten om afskaffelsen af efterlønnen - er et af de bedste eksempler på partiets frygt for at tage ansvar og blive straffet af de troløse vælgere. Dette til trods for at netop viljen til langsigtede mål tidligere var partiets største styrke.´Samfundsudviklingens hastighed og opbrudet i vælgerkorpset har været en del af undskyldningen for nedgangen i det, som tidligere var den store kreds af Konservative kernevælgere. Ingen vil vel påstå, at der i årene fra 1915 og knap 60 år frem ikke var udfordringer nok på såvel den inden- som udenrigspolitiske scene: To verdenskrige, depression, koldkrig, opgang i 1960erne og så det konkurrerende parti, Venstre, som til stadighed satte de Konservative skakmat på den poltiske scene. Der var nok af sager, som kunne måle sig med nutidens problemer: Integration, finanskrise og terrortrusler.      Historisk har der aldrig været så stor stabilitet i verden som nu. Så der er alene tale om dårlige undskyldninger for tilbagegangen. Den rystende, massive tilbagegang!     Det Konservative Folkepartis forfald er derfor ikke af ny dato, men er i sin nuværende form inde i en historisk lavkonjuktur, så man må frygte for konservatismens fremtid i Danmark både som parti og som ideologi.        Med en ledelse bestående af skiftende justitsministre som Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Lars Barfoed har man udlevet sig selv som samfundsbevarende og kulturbærende parti.           Det gælder f.eks. sanktionering af at  udlevere danske statsborgere til retsforfølgning i  lande som USA og Indien for anklager, der enten er juridisk forældede eller som med Indien-eksemplet med stor sikkerhed vil medføre både tortur og formentlig død for én af landets borgere. Dér har partiet nået et retspolitisk nulpunkt i forhold til, hvad almindelig borgerlig anstændighed kan bære.       Med en partiformand som Lene Espersen, der hellere vil promovere egen handlekraft (uden at være i besiddelse af den), og som næsten dagligt bliver yndlingsoffer for pressen og stand-up-komikken på grund af manglende hæderlighed og manglende arbejdslyst, så er der ikke tale om personhetz, men derimod velplacerede angreb på et handlingslammet parti, der politisk såvel som i historisk sammenhæng befinder sig på dødslejet.       Man kunne håbe og ønske både for folkestyret og for Det Konservative Folkeparti, at der virkelig i baglandet findes folk, som er i stand til at forstå alvoren af, at 'rigor mortis' (dødsstivheden)  har indfundet sig både på det ledelsesmæssige, men også på det politisk ideologiske niveau.        Man kunne også håbe, at disse kræfter måtte tage den fakkel op, som en gang blev båret af hædersmænd som Christmas Møller samt brødrene Poul og Aksel Møller. Folk der levede og åndede for andet end personlig vinding. Folk, som på hver sin måde bidrog positivt til Danmarkshistorien. Hvor lang tid skal der gå, før det en gang igen bliver godt? Kom tilbage til virkeligheden, alle I dér med silde'salat med K på'   Budskaber i flik og flak. Det er ikke til at finde hverken hoved eller hale i De Konservatives budskaber. I modsætning til de 94% - og i skrivende stund måske 95% - af vælgerkorpset, som ikke giver en døjt for, om De Konservative lever eller dør, så bekymrer jeg mig. Mange tror, det er en naturlov, at det går op og ned, og at man ikke selv har medansvar for udviklingen. Kritik kan være konstruktiv. Det føler jeg som MIN mission.      Jeg er forarget over, at en flok politiske charlataner for tiden sætter alt det over styr, som tidligere generationer af Konservative har kæmpet for. Hvis det ikke er gået op for andre Konservative ved at læse heertil, så skyldes min opsang et inderligt ønske om, at De Konservative måtte rejse sig af asken  som en anden Fugl Phønix.      * Når man befinder sig på den politiske slagmark, må man have en mission for ikke at bliver omringet af fjender ('Kringsat af  fiender' - som Norges Nordahl Grieg skrev). De konservative ser i deres optræden ingen mission, og de er endda kun omgivet af fjender.      * Når man befinder sig på den politiske slagmark, er det nødvendigt at have en overordnet disciplin, orden i egne rækker og en kommando, der ikke gør sig selv til grin. De Konservative holder p.t. kun formiddagsbladene og stand-up komikerne beskæftiget. Lene Espersen og den øvrige ledelse befinder sig for andre at se i et ustyret rumskib uden for jordens atmosfære.       * Når man befinder sig på den politiske slagmark skal man holde hovedet koldt, krudtet tørt og sørge for at fjenden ikke stjæler det krigsbytte, man har tilkæmpet sig ved tidligere sejre. De Konservative har vadet gennem en sø af selvmål. De har overladt både styring og dagsorden til novicer som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti - uden selv at markere andet end overbud i forhold til konkurrenterne.        I historisk sammenhæng er De konservative kun et bølgeskvulp fra at være overskyllet af andre aktører, uden at det er gået op for hverken kaptajn, officerer eller mandskab, hvad det lige var, der skete. Der mangler selvstændige tanker og en nuanceret indstilling til en kompliceret verden fra De Konservatives side - formidlet af karismatiske aktører. Se til Sverige og England, hvor godt det går for søsterpartierne!        Jeg har absolut ingen ambitioner om selv at køre i stilling til noget som helst - mindst af alt som chauffør for en rustvogn.       Hvis jeg meldte mig ind i De Konservative for herefter at begynde at kritisere ledelsen, ville det ikke kun være illoyalt, men lige så torskedumt som at tro, at partiet alene kan overleve ved bidrag i medgang og modgang. Det svarer til at tro på, at så længe orkesteret på Titanic spiller, så går det nok alt sammen.     Velkommen til virkeligheden, alle I med silde-'salat med K på'. Alle I, der lytter til skibsorkstrets opløftende toner 'Nærmere Gud til dig...', mens skibet synker.  Måske skal partiet helt ned og ligge på halen, før det kan genrejses. Pressemeddelelsen, jeg gerne ville se Det har skortet på pep-talking hos De Konservative. Og den selverkendelse, man kunne have ønsket sig, er udeblevet. Herunder udkast til en pressemeddellelse, jeg gerne så udsendt fra De Konservative: Til pressen Snart 10 års samarbejde i en regering under primært en altdominerende statsminister  Anders Fogh Rasmussen og en velsmurt Venstre-maskine har tæret på Det Konservative Folkeparti. Samtidigt har regeringen være tvunget til at samarbejde med et Dansk Folkeparti som til stadighed har bidt det Konservative Folkeparti i haserne og testet partiets evne til at formulere en selvstændig partipolitik.   Vi må konstatere, at regeringens reformpolitik heller ikke har haft den gennemslagskraft, vi kunne have ønsket. Konservative mærkesager som domstols- og politireform er løbet ud i sandet. Vælgerne har nu kun fokus på de erstatningssager, som kommer ud af forsinkelserne i tinglysningssystemet. Landets politi folk bruger mere tid på at kigge på netsidernes jobannoncer end på, hvordan de skal kunne nå at få has på de indkomne anmeldelser over døgnrapporterne. Tingene fungerer simpelthen ikke, og det har vi selv et medansvar for.   Vi må også konstatere, at tilslutningen til vort parti er så katastrofal lav, at det ikke vil være forsvarligt at køre med på en fribillet til næste valg. For det ville være til en destination, vi ikke selv kender. Som en konsekvens heraf har den Konservative ledelse meddelt statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det Konservative Folkeparti udtræder af regeringen. Dette for at partiet i ro og mag kan formulere en mere selvstændig´, borgerlig politik i forhold til Folketingets øvrige partier og i forhold til vælgerne.   De Konservatives leder Lene Espersen og ministrene Lars Barfod og Brian Mikkelsen har samtidig valgt frivilligt at forlade Folketinget. De er af den opfattelse, at de som personer er for belastede af regeringssamarbejdet til, at de vil kunne medvirke til at genskabe troen på De Konservative over for vælgerne. Vi takker dem for deres indsats gennem årene.   Der vil nu blive indkaldt til et ekstraordinært landsråd med henblik på valg af såvel ny ledelse som en urafstemning om det reviderede partiprogram, der er under udarbejdelse.   Vi fra det Konservative Folkeparti har en tro på at Danmark bør forblive i den blå stue, også efter næste valg. Vi står side om side med Venstre og alle andre partier, der vil møde udfordringen fra den røde blok.  Den bedste måde at markere det på vil være, at vi Konservative træder i kararakter og relancerer nogle selvstændige, politiske budskaber. En fremtidig regeringsdannelse er det endnu for tidligt at spå om. Den vil bero på vælgernes dom på valgdagen. Samarbejdet med Venstre har på mange områder været forbilledligt, men skal vi overleve som selvstændigt parti og bevare vor troværdighed, så er vores udtræden af regeringen en historisk nødvendighed. - - - Og så er denne artikel i øvrigt skrevet af en klummeskriver, der ikke kan prale af andet en almen livserfaring. Klaus Ewald Du kan komme  med din mening ved at skrive til dansketidende@haaest.dk Du vil alene fremtræde med navn og by, men redaktionen behøver at kende din postadresse, som IKKE vil blive offentliggjort