Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

945375
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


Kolofon: 

Udyr – eller hvad
Tilegnet Rie og Poul H. Knudsen i hvis hyggelige Tylenäs Gæstgiveri i Värmland, Sverige, jeg fik fred og ro i naturskønne omgivelser til at skrive bogen.
Viking Forlag 1977 * Tryk Sjøbeck, Skagen * ISBN 87 87503 03 4 
(Den trykte bog kan stadig lånes på bibliotekerne)

Herunder både FORORD  og længere nede på siden
KAPITEL 1"Den første henrettelse i Danmark efter 1945"

Forord
Denne bog handler om mennesker, der er blevet kaldt udyr. Seks hovedpersoner har den som kun har to ting til fælles: De er alle danskere, og dødsstraffen blev en del af deres tilværelse. Enkelte af 'de seks' har døden endnu ikke indhentet. Jaget af myndighederne eller plaget af frygt for hævnere, skjuler de sig rundt om i verden. En af de seks er notorisk død i russisk krigsfangelejr.
Det tog mig fire år at finde dem, besøge dem og få dem til at fortælle deres livshistorier. Det har de gjort i sikker tro på, at jeg ikke vil røbe deres opholdssted. Det har jeg givet mit æresord på.
To af de fem véd af egen erfaring, hvordan det føles at blive dømt fra livet. De nåede at gennemleve alle stadier af følelser, der melder sig i sindet, når der ikke længere er nogen tro på redning fra bøddelen. De lever, fordi kongen i sidste sekund ændrede deres dom til livsvarigt fængsel. De har nu været på fri fod i 20 år [i 2006 er det altså 50 år, for de lever begge stadig]
En af de seks er aldrig blevet fundet af andre end mig. End ikke hans kone og barn véd, at han er eftersøgt for mord i Danmark. Fanges han vil anklageren kræve dødsstraf.
To af de seks har de danske myndigheder sporet til det land, hvor de nu bor. Man krævede dem for retten og anklagede dem for drab i Danmark. Dommerne lod dem forlade retssalen som frie mænd. Retten fandt intet grundlag for at dømme dem.
   Men det har ingen justitsminister vovet at fortælle befolkningen. Bag lodrette løgne har man skjult sandheden - indtil i dag. Jagten på disse to mænd er indstillet. Men overfor disse mænd eller deres familier har man end ikke vist det menneskelige hensyn at fortælle, at de ikke længere er jaget.  Derfor hænger dødsstraffen stadig officielt over disse mænds hoveder.
Danmark, som benytter enhver lejlighed til at fordømme lande, der truer medmennesker med dødsstraf og henrettelse, gør endnu i 1976 det samme selv. Men disse mænd regnes måske ikke som medmennesker? Udyr eller hvad?   

 For at enhver dansker skal kunne vide, hvad dødsstraf er i Danmark, vil jeg fortælle, hvordan henrettelser foregår i vort land. Hvad dødsstraf indebærer for den, der skal dø. Og for dem, der bliver tilbage. Sådan skal måske også de mænd dø, som i denne bog fortæller om deres liv.
46 mennesker er blevet officielt dræbt efter genindførelsen af dødsstraf i Danmark. En lov, som aldrig er blevet ophævet. Jeg kan ikke fortælle udførligt om hver enkelt. Jeg har som eksempel valgt den første, der henrettedes efter den nye lov.
I år er det netop 30 år siden [i 2006 altså 50 år . EH], han faldt om offer for ti danske politibødler, der havde meldt sig frivilligt til dette job.
Det er en beskidt historie, som folk med indflydelse i mere end en menneskealder har haft held til at skjule for offentligheden. Det er sket ved at båndlægge alt skriftligt og mundtligt materiale af betydning. Disse båndlæggelser er ikke sket ved parlamentarisk beslutning, men ved 'kongelig resolution'.
Dette udtryk dækker over, at en skrivelse er udfærdiget af en justitsminister og underskrevet af en konge. De kan begge have haft personlige grunde til at udelukke kritikere fra at kigge dem i kortene. Ingen minister eller anden ansvarlig politiker har siden ønsket at ændre dette, skønt det kunne ske ved et enkelt pennestrøg. Ingen har ønsket at offentligheden skal have kendskab til de metoder, man har brugt - og kan bruge igen - for at udrydde forbrydere, som også er politiske modstandere. Og som måske vidste for meget.
Jeg har INGEN respekt for disse båndlæggelser. Jeg kan derfor i denne bog bringe adskilligt båndlagt materiale, smuglet ud fra arkiverne. Vil man straffe mig herfor, tager jeg min straf med god samvittighed i sikker forvisning om at have gjort en god gerning ved at rive noget af sløret bort fra de tildækkede sandheder.
En af disse udsmuglede beretninger er den gamle præsts gribende redegørelse for, hvorledes han fulgte sin egen søn til henrettelsespladsen. Hvorledes han bad Fadervor for sin store dreng, kyssede ham til et sidste farvel og måtte træde til side for at se ti bødler løfte deres rifler og dræbe det menneske, som var ham kærest.
Denne begivenhed fandt sted i det danske folks navn og med det officielle Danmarks fulde velsignelse. Disse sandheder må og skal frem, så enhver kan se, at dødsstraffen er umenneskelig. Også fordi den rammer dem hårdest, som bliver tilbage.
Så alle kan se med hvilke beskidte midler visse kredse den dag i dag får lov at holde hadet ved lige i vort land med myndigheders og politikeres lumpne godkendelse.                                                                             November 1976  - Erik Haaest. 

KAPITEL 1: Henrettelsen - den første i Danmark efter Straffelovstillægget om landssvig 1940-45.
Dette er en fars meget personlige, gribende beretning om de sidste minutter sammen med sin dødsdømte søn. De minutter, hvor de begge venter på sønnens henrettelse. Tiden er 1946 - helt nøjagtigt lige over midnat 5.januar 1946. (> th) Vi kigger ind i dødscellen på Vestre Fængsel i København. 
Faderen, der beredte sin søn til døden og fulgte ham til henrettelsespladsen, var pastor emeritus Poul Helweg-Larsen, København, tidl. Dansk Vestindien, hvor sønnen var født.
Sønnen var den tidligere SS-mand Flemming Helweg-Larsen, dømt for mordet 30.august 1943 på redaktør Carl Henrik Clemmensen, Berlingske Tidende .
På billedet fra retssalen, hvor Flemming Helweg-Larsen har rejst sig for at påhøre dødsdommen, har avisen uden held søgt helt at bortretouchere forsvareren, Højesteretssagfører Steglich-Petersen..
Jeg har hele pastor Helweg-Larsens beretning i afskrift fra Rigsarkivet, men i dette afsnit bringes kun et uddrag, nemlig de lange minutter i fængslet, den halve time i bilen på vej til den ventende peloton og de frygtelige minutter ved henrettelsesskuret på Holmen bag Bådsmandsstrædes Kaserne, det nuværende Christiania. Senere følger resten af faderens beretning.
Gamle Pastor Helweg-Larsen:
....Kort efter bankede det på døren. Fængselsinspektøren og - noget overflødigt - stats- advokaten kom ind og oplæste dødsdommen for ham. Derefter gik jeg ud. Fængsels- inspektøren gjorde ham i stand til den sidste tur. Der manglede vel ti minuter i at klokken var ét nat, da alt var rede, og vi kørte af sted. Som lille sagde han ofte med stothed, når han og jeg derude i Vestindien gik turen fra kirken til præstegården: 
- I am going with my daddy!"
Nu var han for sidste gang ‘going with his daddy’. Og var det ikke med stolthed, så var det dog i dyb glæde over, at vi kunne følges. Jeg, over at kunne få lov at være hos min elskede dreng til det sidste. Han, med glæde over at have sin ‘daddy’ med sig på denne sidste tur. Den svære tur .
I politibilen vendte de to passagersæder mod hinanden. Flemming og jeg sad på bagsædet, og overfor os to betjente. Jeg ville lægge min hånd på hans sammensnørede hænder på ryggen. Men det måtte jeg ikke. De frygtede vel at jeg skulle løse hans bånd. Så lagde jeg i stedet min arm om hans hals. Sådan kørte vi. Turen varede vel en halv times tid. Et par gange gav de ham en af hans egne cigaretter i munden og tændte den for ham. Meget talte vi ikke på turen. Men begge følte vi den samme ro og tryghed, som Gud havde givet os dagen igennem.: "Jeg rejser og véd, hvor rejsen går hen. Den går til Guds evige rige."
Han var ikke sikker på, om han havde fået sagt tak til fængselsinspektøren for den gode behandling, de havde givet ham, og han bad mig derfor overbringe den. (Det viste sig, at han havde fået det sagt, og fængselsinspektøren skønnede meget derpå - han var ikke forvænt med den slags).
Et par gange spurgte Flemming: "Tror du ikke, det bliver for svært for dig, far?" Jeg svarede, at derom var der ikke tale. Vi kørte over Langebro og op ad Langebrogade. Han så sit hjem for sidste gang: 
" -Blot mor ikke kan høre vognen, far"
Men den kørte om ad Voldgade. Da vi næsten var kommet derud, sagde han , at der forhåbentlig ikke var fotografer til stede. Men det var der ingen fare for. Alt skulle tydeligvis foregå så skjult som muligt.
Han havde bedt højesteretssagfører Steglich-Peteren om at udvirke, at han ikke blev bundet eller fik bind for øjnene, men det var ugørligt, og ville kun have virket uhyggeligt.
Da vi kom til stedet, og han så den stærkt oplyste trævæg, han skulle stilles op ad, sagde han blot: 

" - Ja, det er jo meget tydeligt."
Det småregnede. Han gik straks rask og hurtigt hen over pladsen, hen, hvor han skulle stå. Da hans arme blev bundet, sagde han: "Ikke for stramt!". Det var vist Flemmings sidste ord.
Jeg fulgte efter ham. Jeg skulle efter reglementet have været i ornat, men det ville jeg ikke. Heller ikke ved jordpåkastelsen.
Så lagde jeg armene omkring ham, sådan som han stod dér - bundet til trævæggen. Med min kind til hans bad jeg Fadervor.
Jeg tror kun han og jeg kunne høre det. Så rejste jeg mig lidt op for at kunne løfte min hånd og lyse velsignelsen over ham. Jeg sagde:
" - Flemming, min søn, vær frimodig. Dine synder er dig forladt!"
Så kyssede jeg ham på begge kinder og sagde: " - Farvel, min elskede dreng. Vi mødes igen i Guds rige."
Så gik jeg lidt bort.
Da jeg et øjeblik efter vendte mig om, havde han allerede fået en hætte over hovedet. Jeg gik ind i en havegang. En herre kom hen til mig. Jeg spurgte, hvem han var. Det var rigspolitichef Begtrup Hansen.
" - Ork, er det Dem. Vore fædre var ungdomsvenner."
Han fortalte, at da jeg gik fra Flemming havde han set efter mig med et så smukt og kærligt udtryk. 
Peletonen marcherede forbi os - efter hvad der senere blev sagt i Rigsdagen - med hætter og masker for ansigtet for at ingen skulle vide af hinanden.
Et øjeblik efter - mens jeg talte med Begtrup-Hansen - hørtes skuddene. Klokken var 01,25. Et par minutter efter var Flemming lagt i kisten. Det hele - fra det øjeblik vi stod ud af vognen - varede måske kun 5 minutter. Derpå blev kisten kørt til krematoriet. Jeg kørte i en vogn lige bagefter. Derude lagde jeg den lille halvvisne blomst på hans kiste og forrettede jordpåkastelsen i overværelse af politidirektør Seidenfaden og en anden embedsmand. Som altid ved jordpåkastelse fremsagde jeg salmen "Jeg venter dig, Herre, til dom". Så blev jeg kørt hjem.  Flemming havde ikke været død en time, da jeg låste mig ind ad entrédøren.
Astrid og Ragna (den henrettedes mor og hustru.EH) var i seng, og jeg ville ikke forstyrre deres urolige søvn.
Jeg gik ind i mit værelse, op og ned ad gulvet med en tak til Gud, som havde taget vores dreng hjem til sig fra denne vildsomme verden. Så satte jeg mig til at læse i "Kejser og Galilæer", inden også jeg gik i seng.
Per (den henrettedes bror, som var læge. EH) fortalte senere, at han ikke var i seng den nat. 
Kjeld (også en bror. Journalist og på den tid selv interneret for samarbejde med tyskerne. EH) fortalte, at han netop i de minutter, på må og få slog op i sin Bibel, som åbnede sig på det sted, hvor der står, at folket råbte til Pilatus "Korsfæst ham! Korsfæst ham! - og deres råb vandt overhånd, så Pilatus gav ham hen til at korsfæstes. Men også nu var Gud med i det altsammen."
- - -
Her slutter faderen, den gamle præst sin beretning. Den er båndlagt. Jeg har læst den og afskrevet den i Rigsarkivet under skriftligt løfte om ikke at offentliggøre materialet.  Det forbud trodsede jeg allerede i 1975. Her gør jeg det igen. Hvorfor skal offentligheden ikke erfare, hvordan en henrettelse foregik, og hvordan den indvirker på det enkelte menneske, som deltager. I hvilken rolle det nu måtte være. 
Nærmere den henrettedes egen oplevelse kan man næppe komme, end med denne fars og præsts følsomme, men nøgterne beretning. Flemming Helweg-Larsen var den første dansker, som blev henrettet af det officielle Danmark siden 1892 og det første dødsoffer for "Straffelovstillægget af 1.juni 1945", der genindførte dødsstraffen, som ellers var afskaffet 1930.
Den fandt sted tidligt om morgenen den 5.januar 1946, i et til formålet opbygget skur på Refshaleøen i det nuværende Christiania (dengang Bådsmandstrædes Kaserne). Dødsstraffen var 15 år tidligere afskaffet, som en konsekvens af, at alle dødsstraffe siden 1892 havde resulteret i benådning til livsvarigt fængsel. Ikke mindst fordi man anså dødsstraf som uforeneligt med et moderne, humant samfund som det danske. Flemming Helweg-Larsens forbrydelse: Et mord på en københavnsk journalist. En grim forbrydelse - men var det en krigsforbrydelse eller et gement mord? 
Hvis det var et almindeligt mord, burde den almindelige straffelov være gældende med fængsel på livstid som strengeste straf.
Beretningen, jeg herover har givet et vægtigt uddrag af, er skrevet dagen efter henrettelsen.  Et gribende dokument.
Findes der mon overhovedet i verden nogen anden beretning om en far, der frivilligt har overværet sit eget barns henrettelse?
Biblens Jomfru Maria overværede sin søns henrettelse på korset. 
Hendes personlige beretning har vi ikke. Men vi har pastor Helweg-Larsens.
Jeg offentliggjorde første gang beretningen i bladet 'Ugens Rapport' i 1975, senere i avisen 'Søndags-Aktuelt' .
Nu i min bog "Udyr - eller hvad?" I den udtaler endnu tre mænd sig om henrettelserne efter Besættelsen:

Pensioneret politimand: - Jeg var en af de ti, der var med til at henrette Flemming Helweg-Larsen. Jeg kunne sikkert ikke gøre det i dag. Men dengang havde jeg ingen betænkeligheder. Jeg hadede. Hadede alle, som havde været medansvarlige for mine kammeraters, kollegers død og lidelser. Det havde Flemming Helweg-Larsen ganske vist ikke, men han havde dog lænet sig op ad det system, som havde gasset 6 millioner jøder og været skyld i så megen lidelse og død. Jeg følte det som en personlig hævn at få lov til at udrydde alle landsforrædere.

Embedsmand, der var til stede ved Flemming Helweg-Larsens henrettelse: - Det var et chock for mig at se, at det var Flemming Helweg-Larsens egen, gamle far, som fulgte sønnen til henrettelsen og foretog ritualet. Da jeg så ham knuge sig dreng ind til sig dér ved trævæggen, kunne jeg have sprunget frem og råbt: - Lad være! I gør jo de politimænd til forbrydere med dette her! Men jeg var den pæne embedsmand, som ikke gør den slags. Jeg har tit og ofte skammet mig, bebrejdet mig selv, at jeg ikke gjorde det. Selv om det intet havde nyttet. De havde blot fjernet mig. Og sikkert ikke ladet mig avancere. Jeg følte mig som ‘medskyldig i mord’, da jeg så de ti politimænd marchere ind på pladsen og tage opstilling foran den bagbundne og helt hjælpeløse mand. De stod helt tæt sammen. Afstanden til den bagbundne mand var højst 5 meter. Når jeg senere har erfaret, at nogle af dem skød forbi, må det have været, fordi de ikke v i l l e ramme manden. Han havde en hvid papskive på sin mørke jakke, ud for hjertet. Projektørerne lyste lige ned på ham. Der kunne ikke skydes ved siden af. Selv en totalt utrænet skytte kunne ikke uden egen vilje skyde forbi på den afstand. Om han så aldrig rystede så meget på hånden. Det var modbydeligt at overvære.

Pastor emeritus Kaj Ryhede, Sorø: - Som fængselspræst ved Vestre Fængsel i København nåede jeg at ledsage adskillige til det sidste sted. Måske bliver det misforstået. Alligevel siger jeg: - De skulle have været henrettet på Rådhuspladsen! Ikke skudt i ly af mørket derude på Refshaleøen. Så ville danskerne have skammet sig over sig selv. Så var det sikkert kun blevet til den ene henrettelse. Måske to, måske tre. Så ville vi være sluppet for de fantasifulde beretninger om, at de dødsdømte blev slæbt hylende og skrigende til henrettelsen. Alle som én gik de værdigt i døden som ofre for folkets had og hævntørst, udtrykt gennem domstolene. Mange var notoriske forbrydere, men deres gerninger blev ikke ugjorte, fordi man dræbte dem. Og så glemmer man en meget vigtig ting, når man taler om dødsstraf: For at dræbe en dødsdømt kræves det, at man gør andre mennesker til mordere. Dem, der skal dræbe den dødsdømte. Ville du gerne have en far, der var statsansat morder?

Således fuldbyrdedes den første danske dødsdom siden 1892.

Om at skifte heste i vadestedet
Danmarks justitsminister nægtede endda overhovedet at forelægge benådningsansøgningen for kongen, som ellers - selv efter den stærkt diskutable lov - havde ret til at benåde dødsdømte til livsvarigt fængsel. Justitsministeren var advokat, medlem af Svendborg byråd for partiet Venstre: Aage Ludvig Holberg Elmquist. Men der var ikke megen Holbergsk humor over dette medlem af Knud Kristensens Venstreregering 1945-47. Elmquist var medlem af Folketinget 1927-1932 og af Landstinget fra 1939. Kendt som en juridisk begavelse, der så tidligt som i 1932 havde han været på talerstolen adskillige gange for at tale for genindførelse af dødsstraffen. Et synspunkt, som ikke fik tilslutning af ret mange andre rigsdags-mænd. Først i hadets år 1945 fik han med Retsopgørets Straffelovstillæg mulighed for at gennemføre sine idéer i den retning. Han var en af juristerne bag Frihedsrådets udkast til Straffelovs-tillægget af 1. juni 1945, og manden som mest ivrigt talte for at give disse love tilbagevirkende kraft. Nu var der endelig en mulighed for justitsministeren for at få afprøvet sine teorier.  Det var dog hans socialdemokratiske kollega i Vilh. Buhls såkaldte 'Befrielsesregering,  Niels Busch-Jensen, også medlem af Frihedsrådets juristudvalg 1943-45 , som i maj 1945 forelagde de såkaldte 'Landssvigerlove', der bl.a. gen-indførte dødsstraffen. De blev hastet igennem Folketing og Landsting, så de kunne vedtages allerede den 1. juni - kun tre uger efter den tyske kapitulation.
Med kendskab til disse to ministres indstilling kan det ikke overraske nogen, at Flemming Helweg-Larsens ansøgning om benådning blev afslået - ikke af kong Christian X, som slet ikke fik spørgsmålet forelagt som loven ellers påbød.
Vi har siden fået ny grundlov og ny arvefølgelov (1953), Vi har fået nyt syn på verden omkring os. Vi har underskrevet FN's Menneskerettighedserklæring, som erklærer dødsstraf for umenneskelig  og forbyder love med tilbagevirkende kraft(1948). Vi har taget militær front imod en del af de lande, som Nazityskland bekrigede og meget andet. Men Landssvigerlovene med tilbagevirkende kraft gælder stadig  [Dog er dødstraffen fjernet fra loven fra den 1. januar 1994. EH].
Tror noget menneske da virkelig, at man i givet fald ville bruge den lov overfor de mennesker, som omtales i denne bog?  Og som vi stadig truer med rettergang for  krigsforbrydelser, hvis de viser sig i Danmark? Love, som den dag i dag er en skamplet på dansk jura. Hvis ikke, hvorfor opretholder vi den så?
I et renseri så jeg nylig et skilt med teksten:
                                    
         "Det er ingen skam at få en plet.
                                              Men det er en skam ikke at få den fjernet"

                                                          Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152