Lagt på nettet 27.01.12 kl. 20:00
Digitalt Gravøl
Erik Haaest døde mandag den 23. januar 2012 på Hospice Fyn efter længere tids sygdom
Fotomontage: © Peter Wendelboe 2001
Han får ikke noget gravøl ... sådan rent fysisk i hvert fald. Øllen må han nyde med sig selv, hvor han nu end befinder sig. Han skal gravsættes på Følstrup, når frosten går af jorden. Men familien har besluttet, at bisættelsen skal foregå i stilhed og helt privat. Det må pressen samt hans store vennekreds og fanskaren affinde sig med, selv om rigtig mange gerne ville samles og mindes den store jornalist, forfatter og provokatør.
Talrige interesserede har henvendt sig til redaktionen med ønsket om at få lejlighed til at komme med nogle personlige betragtninger eller bringe en sidste hilsen til dette stor menneske eller hans familie. Derfor er det nu gjort muligt her på denne side "rejse sig op og sige et par ord" ligesom ved en fysisk mindehøjtidelighed i forbindelse med et dødsfald.
Det kan ske på det åbne debatfoprum, der findes i topmenuen under menupunktet "Debat".
Faktisk var det en gammel kollega, Allice Rohr, der fik ideen. Hun sendte nedenstående opfordring til redaktionen. Og straks den blev lagt på hjemmesiden, strømmede det ind med hilsener.
Det er blevet et veritabelt "digitalt gravøl"! Og det glæder os. For vi ved, at der er flere af Erik Haaests nærmeste, der savner en afsluttende mindstund, hvor de også kunne have fået fornemmelsen af, hvor meget han har betydet for mange menensker.
Redaktionen opfordrer alle, der på denne måde har et ord at sige til at skribe minde ord på debatsiden eller sende ord, tanker og billeder - ja selv lyd- eller videohilsner er velkomne - til den hidtil opgivne adresse på teknikken eller til redaktion@erikhaaest.dk
Med venlig hilsen,
Red.
Han tog hul på et emne, som mange ikke turde berøre, og for det, fortjener Erik respekt, så absolut!
Mvh.
Kim Borgholt
Alice Rohr skriver 26.01.12 kl. 12:15:
Min ven, journalisten Erik Haaest er død, kun få uger før han ville være fyldt 77. Jeg har kendt ham siden slutningen af 1964, hvor jeg reflekterede på en annonce som sekretær i Public Center, Gasværksvej 10A på Vesterbro. Men Haaest havde allerede set sig varm på en anden ansøger. Han ville dog gerne ville have mig i nærheden pga. min journalistiske fortid, og da hans kompagnon i nabokontoret også havde brug for assistance, blev jeg ansat hos manager og impresario Birger Gylling, der bl.a. havde grupperne Matadorerne, Keld & Donkeys, Immigrants m.fl. Haaest var også impresario, men havde ikke synderlig sans for musik. ”Den eneste musik, jeg sætter pris på, er lyden af kasseapparatet”, som han sagde! Haaest vakte også postyr, da han i Poul Martinsens TV-portræt fortalte, at han solgte pigtrådsmusik, som hans far solgte grise. Men journalist var han til fingerspidserne, og i 1965 startede han magasinet ”Beat”, der senere blev til ”Børge” og startede også en lang række lokale mesterskaber for pigtrådsmusik.
Jeg skrev petitstof til begge magasiner og kunne dermed fikst også reklamere for vore egne bands. Desuden var jeg spøgelsesskribent for Inge og Sten Hegeler i fem artikler om sex, hvor jeg dog skulle holde mig til deres bibel, Kærlighedens ABZ, men derudover skrive i det ’ungdommelige’ sprog, de ikke selv mente, de kunne.
Haaest havde store armbevægelser, gik i kameluldsfrakke og kørte i MG sportsvogn. Mine ’honorarer’ bestod ofte i splendide middage og hotelophold, når vi var rundt til div. koncerter. I bilen skrålede vi gamle slagere og revyviser, som vi begge havde et rigeligt lager af. Og når vi var i biografen, ville den gamle kyniker holde i hånd. Mange har siden undret sig over, at jeg kunne være ven med Haaest, der jo senere blev kendt for sin tilknytning til Fremskridtspartiet. Men vi snakkede aldrig politik, kun om bøger og turisme, som jeg senere fik tilknytning til. Jeg har til gengæld altid forsvaret ham med, at han var et regulært, dumt svin. Han kunne være lige så uforskammet over for bybuddet som over for den, han evt. skulle låne 50.000 af. Og han var også sine venners ven i allerhøjeste grad.
Mit job som booker, sekretær og skribent sluttede sommeren 1966, da jeg blev gift og mor og senere foretog andre karriereskift. Vi holdt kontakt igennem årene – dog med store pauser – indtil for et par måneder siden. Julen 2011 var den første i mange år, hvor jeg ikke modtog svar på min årsrapport og ikke modtog hans sædvanlige rimede og muntre Solhvervshilsen. Men jeg er sikker på, at dér hvor han nu er, er han allerede i gang med at oprette en ny hjemmeside og skrive sine første Bror Janus-vers om tilværelsen og dens finurligheder på ”den anden side”.
Jeg vil savne dig Erik.
Alice Rohr
Kongevejen 43
3000 Helsingør
-->