Afsnit 2: Anna i Retsopgøret
Anna Lund i politiets fotottek eller 'forbryderalbum' som er det mere folkelige navn.
Hun er 'fange nr. 10.430 og skønt arresteret 5. maj 1945 først fotograferet 18. august
Hårdt invalideret med påfølgende operation og senere indlæggelse som varetægtsfange på det københavnske Sundholm Hospital og evindelige politiafhøringer i efterforsknings øjemed gjorde sommeren 1945 svær for Anna. Sensationsprægede avisartikler forud for retssagen medvirkede stærkt til at sætte Anna Lund i speciel miskredit i offentligheden, endnu før hun kom i retten. Senere fulgte referater fra retsmøderne, hvor den af sig selv højt berømmede frie presse ikke synes at have taget det så tungt med forskellen på sigtelse, anklage, vidneforklaring og dom.
Man holdt sig hverken før eller under retsbehandlingen for god til at viderebringe løse rygter, der senere viste sig usande.Anna fik ingen selvstændig rettergang. Hendes handlinger og straffen herfor indeholdes i en fælles dom over hele ’Lorenzengruppen’. Den omhandler ikke færre end 166 anklagepunkter (i juristsproget kaldt ’forhold 1-166’), og omhandler alle den påståede ’gruppes’ 22 overlevende medlemmer. Tre var som fortalt blevet dræbt ved selve arrestationen i Asserbo, andre var blevet likvideret af modstandsbevægelsen i krigens sidste uger og måneder. I denne bog medtages alene de lovovertrædelser, som Anna - og i nogen grad hendes kæreste Jørgen Lorenzen - blev dømt for. Ellers ville bogen blive tyk som en telefonbog. Man kan med nogen ret hævde, at alt burde medtages ud fra det gamle ord: "Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal fortælle, hvem du er!". Det afstår jeg fra, fordi de 20’s sager er omtalt i bogen ’HIPOFOLK’.
Jeg har i det følgende søgt at omsætte det tørre retssprog til læseligt dansk, uden at fjerne indtrykket af, at det er en dommer, som dikterer rettens opfattelse til den proto-kol, som den senere dom er baseret på. Forskere, som gennem årene har haft, og i fremtiden vil få, adgang til den originale dom kan konstatere, at skønt opbygningen af en sådan dom i sprog og ordvalg er meget forskellig fra min gengivelse, har jeg omskrevet jurasproget med fuld respekt for dommens indhold og konklusioner. Jeg skylder at oplyse, at alle tiltalte i det følgende ansås for at tilhøre Lorenzengruppen. I undtagelsestilfælde anføres det i min tekst i [skarpe parenteser].
Hvad Anna fortalte byretten om sig selv
Forhold-77 (Sagen Erik Crone) er allerede behandlet i denne bog. Her følger de øvrige 14 anklager mod Anna Lund i numerisk rækkefølge:
’Forhold-26’ i fællesdommen over ’Lorenzengruppen’ er det første, som vedrører Anna Lund, som hun dengang hed, idet hun stadig brugte sit giftenavn ’Lund’. Det havde hun af hensyn til sønnen ikke droppet, da hun i 1935 blev skilt fra drengens far. ’Forhold-26’ omhandler Annas forhistorie, politiske interesser samt anklagerne imod hende for at have været medlem af en organisation under den tyske besættelsesmagt. Dette afsnit refererer, hvad Anna har fortalt retten om sig selv:
Anna Lund er tiltalt for fra 1. januar 1945 til kapitulationen at have gjort tjeneste i ETs afdeling 9c under Jørgen Lorenzens ledelse som gruppechef. Hun har til retten forklaret, at hun er uddannet i restaurationsfaget og under besættelsen har arbejdet i restaurant ’Mayfair’, Østergade, København, indtil 1. november 1944. Hun arbejdede derefter godt 14 dage i ’Restaurant Tosca’, Frederiksborggade, København, hvis klientel var tyske soldater, danskere tilknyttet besættelsesmagten og piger af det lettere kavaleri, af folkeviddet kaldt ’feltmadrasser’. Hun boede på det tidspunkt sammen med tiltalte Jørgen Lorenzen, som hun havde lært at kende et års tid i forvejen. Anna Lund har endvidere oplyst, at hun aldrig har været medlem af DNSAP, men at hun sympatiserede med Nationalsocialismen, ligesom hun var tyskvenligt indstillet [Anna hævder, at have bestredet dette i retten, men dommeren dikterede det ikke desto mindre til retsbogen]. Hendes sympati for nationalsocialismen [nazismen] stammede helt fra 1935, da hendes ægteskab gik i stykker. Begivenhederne 9. april 1940, den 29. august 1943 og den 19. september 1944 bevirkede ikke nogen ændring i hendes indstilling. [De tre datoer er historisk markante i alle landssvigerdømtes forhold: Tyskernes besættelse af Danmark, den danske regerings stop for samarbejde med tyskerne og tyskernes opløsning af det dansk politi] Hun kendte i 1944 intet til Lorenzens hævdede forbindelse med modstandsbevægelsen. Hun vidste, at han blev anholdt af tyskerne i november 1944, og da han 6. december blev løsladt, fortalte han hende, at han havde været sigtet for illegal våbenhandel, men at de intet havde kunnet bevise. Mens Lorenzen sad fængslet, havde hun hørt, at visse personer beskyldte ham for at være stikker, hvilket hun meddelte ham. Hertil svarede han, at ’så kunne han lige så godt gå ind for dét, han syntes om’. Kort efter fortalte Lorenzen hende, at han havde været på Politigården, hvor han havde meldt sig til ET [Et på den tid for Anna og offentligheden ukendt begreb. Alt, der foregik på Politigården, blev i Besættelsens illegale presse betegnet som ’Hipo’] Anna Lund erindrer ikke, hvad Lorenzen nærmere forklarede om arbejdet i ET, men hun opdagede hurtigt, at han var beskæftiget med efterforskning i sager om illegale forhold. Hun har videre oplyst, at hun flere gange hentede Jørgen Lorenzen på Politi-gården. Under et besøg der traf hun Hanøld Note-1, der spurgte, om hun havde lyst til at blive ansat i ET som ’stemningsberetter’, væsentligst på restaurationer? Da hun bestemt ikke syntes om sådant arbejde, afslog hun, idet hun sagde, at hun gerne ville arbejde, men ikke som det, hun opfattede som stikkervirksomhed [Retten accepterer dette synspunkt og dømmer hende ikke for stikkeri i denne forbindelse]. Kort efter tilbød Hanøld hende arbejde som kontordame i afdeling 9, hvilket hun tog imod. Hendes arbejde bestod i at modtage telefonmeldinger. Hun fik tjenestenummer 1400 Note-2. Hun kan ikke sige, hvorfor hun fik dette nummer, men bestrider bestemt at have været ansat som ’meddeler’. Hendes arbejde var at notere telefonmeldinger ned på et stykke papir, som hun gav til Hanøld. De pågældende personer, som ringede, opgav ikke deres navn i telefonen, kun deres tjenestenummer. Da en ny afdeling [2c] blev oprettet i Hipokorpset, flyttede hun med Lorenzen hertil. Hun fik udleveret pistol, som hun dog kun bar, når hun færdedes uden for Politigården.
Note-1 Victor Hanøld, med dæknavenen "V.H." eller "Viktor Hansen", var chef for ETs afdeling 9, blev likvideret af Modstandsbevægelsen 19. april 1945, samme dag som den øverste Hipochef, forhenværende dansk kriminalassistent. Erik V. Petersen.
Note-2 Når Annas tjenestenummer interesserer retten, skyldes det, at man har fundet skriftligt materiale på Politigården, hvoraf fremgår, at tjenestenumrene 1300-1500 var numre på 'stemningsberettere', altså ’stikkere’. Nummeret 1400 ansås derfor i sig selv belastende, men nævnes ikke senere i dommen. Retten må altså have troet Anna.
Vi fortsætter med dommens ordlyd:
I afdeling 9c passede hun telefonen. Hun modtog her igennem dels anmeldelser udefra, dels meldinger fra andre afdelinger på Politigården. Når hun modtog en melding pr. telefon, forelagde hun den for Lorenzen, som derefter traf bestemmelse om, hvad der skulle foretages. Hvis Lorenzen ikke var til stede, forelagde hun sagen for ‘Overløjtnant Kjær’, leder af Hipos udrykningscentral. Han gav derpå ordren til evt. udrykning. Anna Lund har erkendt at have deltaget i enkelte udrykninger. Når anholdte blev indbragt til Politigården, afhørte hun dem i de fleste tilfælde om deres generalia [navn, adresse, fødselsdag o.l. ]. Hun har endvidere ført anholdelses-protokollen. Selve afhøringen foregik i et andet lokale, og hun har kun i få tilfælde overværet afhøringer. Hun har dog erkendt i nogle tilfælde, efter at have taget de anholdtes generalia, at have afhørt dem, og derefter - efter at have konstateret, at der intet grundlag var for at beholde dem - på egen hånd løsladt dem. Hun erindrer, at da statsadvokat Alex Haslund var blevet anholdt, sørgede hun for, at han og de tre personer, der var anholdt sammen med ham, efter statsadvokatens eget ønske, blev overført til det tyske politi.
Forfatternote: Det er en udbredt misopfattelse, at tyskerne jagtede alle politifolk den 19.september 1944. Politiadvokater, statsanklagere og andre i høje stillinger fortsatte faktisk deres arbejde i statsadministrationen. Således havde adskillige højere embedsmænd i dansk politi, bl.a. statsadvokat Alex Haslund, fortsat kontor på Politigården. Det blev dog kraftigt nedtonet efter befrielsen 5. maj 1945. Myten om det totalopløste politi fik derimod lov at leve.
I øvrigt har hun ikke foretaget afhøringer eller dispositioner overfor de anholdte på egen hånd. Hun har erkendt, at hun i nogle tilfælde har overværet, at anholdte har fået nogle lussinger, men hun har aldrig selv deltaget heri eller i andre former for vold. Hun har ofte talt med Lorenzen om, at det var hende imod, at der anvendtes den slags metoder under afhøringerne, men de blev enige om, at det var et nødvendigt onde, og at der ikke var noget at gøre ved det. Hun oppebar de første to måneder 200 kr. i løn om måneden, i de sidste 400 kr. Hun fortsatte arbejdet til nogle få dage før Kapitulationen. Ved dens indtræden tog hun sammen med Lorenzen og andre medlemmer af Hipo til Nordsjælland, sidst i Asserbo, hvorfra det var meningen, at de skulle tage til Hesselø. Retten finder det ud fra Anna Lunds beretning bevist, at hun har gjort sig skyldig i politimæssig virksomhed. Efter det oplyste går retten ud fra, at hun i hele sin tjenestetid har været Jørgen Lorenzens næstkommanderende og højre hånd - og som sådan har været overordentlig aktiv langt ud over det forventede og at hun under afhøringer i vid udstrækning har opfordret og opmuntret Lorenzen og de øvrige tiltalte til at fortsætte mishandlinger af arresterede.
Forfatternote: For dette har jeg fundet ringe belæg i politirapporter og/eller domme.EH
Aftenbladets forside 15. september 1945 viser meget godt, hvordan Anna og hendes chef og kæreste i Hipokorpset Jørgen
Lorenzen blev præsenteret for offentligheden. Dagen før havde avisen oplyst, at politiet nu begyndte at have overblik over
antallet af Hipofolk, i aktion under Besættelsen: 4000 danskere meldte sig i den sidste krigsvinter 1944-45 til Hipo. På den
tid kunne vist alle se, at tyskerne ville tabe krigen. En forsvarer sagde i retsopgøret: ’De unge meldte sig ikke af unationale
grunde, men for at opleve den spænding, de mangler i hverdagen".
Nutidskommentar fra Anna:
- Jeg var ansat på Politigården som tolk. Jeg oversatte en masse tyske papirer til dansk – ikke ved at skrive noget ned. Jeg dikterede til bl.a. Barkholt. Jeg anede på den tid ikke, hvordan man betjente en skrivemaskine. Jeg var udlært servitrice, ikke kontordame. Jeg kunne servere. Jeg overværede en del forhør på Politigården. Jeg husker en enkelt gang, hvor en af Hipomændene daskede en voldsom lussing til en fange. Jeg blev helt hysterisk og skreg til Jørgen, at ‘hvis det er den måde, I vil være politi på, så er JEG gået. Her og nu!’. Det forklarede jeg i retten. Ingen gad høre på mig. Jeg havde ingen rettigheder. Det er den slags mere end selve dommen, jeg stadig finder bunduretfærdigt!
Dommen fremholder nu anklagepunkt efter anklagepunkt (kaldet ’forhold’) og jeg vil bede læseren være opmærksom på, hvad Anna dømmes for, og hvad hun frikendes for, når jeg nu gennemgår dem ét for ét: I forhold-66 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt for den 21. april 1945 at have beordret gruppemedlemmerne Erik Rasmussen og Engell til at foretage anholdelse af statsadvokat Alex Haslund, statsadvokatfuldmægtig Leif Salomonsen, tandlæge Eistrup og sekretær Grau, alle København, ligesom politiadvokat Dorn-Jensen og politifuld-mægtig Jakobsen, begge København, blev eftersøgt med anholdelse for øje. Statsadvokat Haslund blev holdt fængslet til kapitulationen, mens de øvrige anholdte blev løsladt 5-6 dage senere. Der er under sagen afgivet vidneforklaring af statsadvokat Haslund, statsadvokatfuldmægtig Salomonsen, fru Birgit Salomonsen og tandlæge Holger Ejstrup, ligesom Hemmingsen [medlem af Lorenzengruppen] har afgivet forklaring. Jørgen Lorenzen, Erik Rasmussen og Engell har erkendt og dømmes efter anklage-skriftet. Anna Lund har nægtet at have givet ordre til den pågældende aktion. Retten finder det betænkeligt at statuere, at Anna Lund har givet ordren. Anna Lund frifindes derfor for denne anklage.
I forhold-78 er Anna Lund, Jørgen Lorenzen og Pries Jensen tiltalt således:
** Lorenzen og Anna Lund for den 14. januar 1945 sammen med den daværende leder af ET’s afdeling 9, Aage Würtz, med anholdelse for øje at have drøftet politibetjent Svend Glendaus forhold og her at have oplyst, at han arbejdede illegalt, at han var bevæbnet, hvorfor det besluttedes at anholde ham,
*Pries Jensen for at have skygget Glendau og ringet til ET med oplysning om, at Glendau nu opholdt sig i ‘Bodega Els’.
Derefter rykkede Hipo ud og anholdt ham. Han blev overgivet til det tyske politi, som dømte ham til døden og lod ham henrette 27. februar 1945. Jørgen Lorenzen, Anna Lund og Pries Jensen har afgivet forklaring. Vidneforklaringer er afgivet af fru Rosa Stoltenberg, fru Ellen Margrethe Larsen, fru Kate Nielsen, politibetjent Carlo Panduro og vognmand Knud Børge Christiansen, ligesom arrestanterne Aage Würtz og Poul Justesen, domfældte Aage Nordahl Petersen, allieret krigsfange Albert Hahnemann, allieret krigsfange Poul Carsten, domfældte Erik Konner, arrestanten Jørgen Danielsen, arrestanten Henry Sünbøl og arrestanten Falkenberg har afgivet forklaring. Retten finder det bevist, at både Lorenzen og Pries Jensen har gjort sig skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet, og forholdet vil herefter for disses vedkommende, tillige under hensyn til de alvorlige følger deres angiveri fik for Glendau, være at henføre under lovbekendtgørelse 368 af 6. Juli 1946 § 12 II. [’dødsstrafparagraffen’]. Men retten finder det overfor Anna Lunds benægtelse betænkeligt at statuere, at hun skal have deltaget i det pågældende angiveri. Anna Lund frifindes for denne anklage.
Jeg bad Anna om en nutidskommentar:
- Under politiets efterforskning bad man mig en dag udpege forskellige personer i politiets fototek. Én mand genkendte jeg, som jeg vidste, i hvert fald ikke havde været på ’vores’ side, men derimod formentlig frihedskæmper. Derfor fortalte jeg roligt historien: At der en dag i efteråret 1944 var kommet en mand, jeg ikke kendte, ind i ’Restaurant Mayfair’. Manden sagde lavmælt: - Jeg skulle hente nogle pistoler her! De skulle ligge i en ølkasse! Jeg udpegede for manden, hvor pistolerne lå og gik straks tilbage til baren. Tænkte ’Gudskelov! så slipper vi af med de skydere!’ Han flyttede selv kasserne (pistolerne havde jeg set ligge i en af de underste), og forsvandt så ud af en bagdør. Kasserne havde han pænt sat på plads. Jeg formodede, at han havde fundet pistolerne og taget dem med. Men jeg undersøgte det ikke, for så skulle jeg igen have flyttet alle de tunge ølkasser. Dengang var ølkasser lavet af træ og med 50 fyldte flasker i hver. Det var ikke kvindearbejde. Men der var ingen andre end vi servitricer i ’Mayfair’. - Det var ham dér, sagde jeg og pegede på billedet i fototeket. Så fortalte de, at manden var den danske politibetjent Svend Glendau. Han var 'gået under jorden' 19. september 1944, da dansk politi blev sat fra bestillingen af tyskerne. Politifolkene fortalte mig, at manden var blevet taget til fange af tyskerne og henrettet. Det havde jeg ingen anelse om, og ikke haft nogen forbindelse med. Pistolerne i ølkassen var alt, hvad jeg havde haft af kontakt med ham – og jeg blev da også frikendt for at have ’stukket’ ham, slutter Annas kommentar.
Forfatternote Jeg har opgivet at løse et lille mysterium: Ved efterforskningsforhør af Anna Lund den 6. juli 1945 fortalte hun politiet, at Svend Glendau havde boet hos hendes veninde gennem 13 år Grethe Larsen, Lykkesholms Allé 57, indtil Gestapo tog ham. I retten fortæller hun, at hun kun kendte ham fra hans besøg som illegal i "Mayfair"
I slutningen af 1946 begyndte ’Lorenzensagen’ i Københavns Byret. Det var forsidestof, ikke mindst fordi anklagemyndigheden krævede dødsdom over næsten halvdelen af de 22 sigtede. Blandt disse 22 på anklage-bænken var mange, som ikke havde tilhørt gruppen, men alene været på ’gæsteoptræden’. I alt drejede anklagen sig om 166 anklagepunkter, hvoraf kun et brøkdel handlede om Anna. De var til gengæld alvorlige nok. Flere af anklagerne blev hun frikendt for, således som vi skal se det på de følgende sider.
Hvad er tortur?
2005 havde man i Danmark en debat om, hvorvidt en dansk-algiersk fange, der var blevet slået i amerikansk fangenskab i Afghanistan og i USA's fangelejr Guantanamo, havde været udsat for tortur.
Manden syntes ikke selv, at den behandling, han har været udsat for, kunne kaldes tortur. Formentlig fordi han i sit oprindelsesland er vant til politivold. Visse politikere kaldte det hysteri at bruge ordet ’tortur’ i dén forbindelse. Men oppositionen prøvede at fiske i rørte vande med en forargelse, der lød ret hult i munden på folk fra de kredse, som før 1991 havde hyldet bestialdiktaturer som DDR og Sovjetunionen.
Dommere og politikere udtrykker sig i høj grad anderledes end journalister og disse igen anderledes end folk i hverdagen. Jurister og politikere kunne i retsopgørets dage få selv dødsstraf til at virke spiseligt ved at tale om ’livsstraf’. Dommere er dannede småborgerlige folk fra pæne hjem i pæne æsker, hvor man ikke siger 'forbandet svineri', 'modbydelig tortur', ’blodige og afskyvækkende lemlæstelser’. Det slipper vi andre ikke uden om.
Ord er nu engang kun ord. Inden vi fortsætter gennemgangen af dommens forhold, ønsker jeg at erindre om, at man under læsning af retssproget ikke må glemme, ..
* at en spade er en spade,
* at spark eller gummiknippelslag i skridtet er forbandet, modbydelig, svinsk brutalitet. -at trusler mod en arresteret, skrækslagen kvinde, om at hun vil blive voldtaget af 50 Hipomænd hvis hun ikke snakker, er modbydelig, afskyvækkende, psykisk tortur,
* at alle trusler overfor en anholdt er psykisk tortur.
* at blive bundet til et bord, slået med knipler og våde håndklæder er fysisk tortur.
* at lussinger er vold.
* at knytnæveslag udført af en politimand, legal eller illegal, under afhøring på Københavns Politigård opfattes som politivold.
* at en sætning som ’idet han tog hende på kønsdelene’ er et alt for pænt udtryk for noget, jeg ikke har ord til at beskrive min afsky for. Var det min datter, kone eller mor, der var blevet udsat for den slags, ville jeg nok have svært ved at styre mit had.
Men, men, men…Måske skal man tøve en kende, før man dømmer. Ikke fordi dommerne gør dét i denne sag. Men derfor kan vi ordentlige mennesker jo godt gøre det.
I forhold-83 er Anna Lund, Jørgen Lorenzen og Holger Vagner Hansen tiltalt således:
* Jørgen Lorenzen for den 13. februar 1945 om aftenen på Politigården at have truet fru Aase Akselbo, Nordborggade 6, København, med at hun ville blive voldtaget af 50 Hipomænd, hvis hun ikke talte. Han havde samme dag sammen med Holger Hansen, Buhl Andersen og Erik Rasmussen anholdt hende på bopælen. De havde ført hende til afhøring på Politigården, hvor hun i øvrigt forblev fængslet indtil kapitulationen.
* Anna Lund for at have slået fruen først med flad hånd, senere med politistav over ryg, sæde og lår,
* Holger Hansen for at have slået fru Akselbo med flad hånd og senere med et vådt håndklæde over ryg, lænd og sæde, knebet hende i brysterne, revet tøjet af hende, så hun kun var iført sko og strømper og herunder taget hende på kønsdelene.
Der er afgivet forklaring af Lorenzen, Anna Lund, Holger Hansen, Buhl Andersen, Hemmingsen og Erik Rasmussen, af arrestanten Poul Justesen samt vidneforklaring af fru Aase Akselbo. Navnlig på grundlag af fru Akselbos egen forklaring finder retten bevist, at alle de tiltalte har gjort sig skyldige som beskrevet i anklageskriftet.
-Er du, kære læser, helt sikker på, du ville have dømt lige sådan, når du læser, hvad dommerne har haft at basere deres dom på?
Jeg citerer dommen:
"Lorenzen forklarer, at han 13. februar 1945 deltog i anholdelsen på bopælen af den 32-årige fru Aase Akselbo. Fru Akselboes navn var fremkommet i forbindelse med Erik Crone/Steen Hansen-sagen (om den senere) gennem oplysninger fra Shellhuset [Gestapos danske hovedkvarter]. I anholdelsen deltog også Buhl Andersen, Holger Hansen og Erik Rasmussen samt en mand, Lorenzen ikke husker, hvem var… På Politigården kom fru Aksebo i forhør hos Lorenzen. Da hun herunder oplyste, at hun, mens hendes mand som fhv. politimand sad i tysk koncentrationslejr, havde boet sammen med en række andre mænd, spurgte Lorenzen hende, hvordan hun dog kunne indlade sig på den slags. Fru Aksebo svarede, at grunden var, at hun ellers måtte undvære ’mandligt selskab’. Lorenzen sagde hertil i spøgende form, at hvis det var den slags, det kneb med, havde han da et halvt hundrede Hipomænd, hun kunne forlyste sig med. Lorenzen fastholder i retten, at dette ikke var ment som en trussel og ikke var blevet sagt i truende form…Tiltalte Holger V. Hansen supplerer Lorenzens forklaring således ifølge retsprotokollen: - Da Lorenzen spurgte hende, hvorfor hun havde så mange modstandsfolk boende, havde hun sagt, at det var i erotisk hensigt. Lorenzen sagde derpå, at for ham kunne hun da godt få sine erotiske tilbøjeligheder tilfredsstillet, hvorefter han – tydeligt på skrømt – gav ordre til, at der skulle hidkaldes et halvt hundrede Hipomænd. Den ’ordre’ greb Holger Hansen, åbnede døren til afhøringslokalet på klem og råbte den nævnte ’ordre’ ud af døren med ordene: ’Så er der brug for 25 raske svende her!’. Han erkender, at dette udelukkende var for at forskrække fru Aksebo. Holger Hansen blev derefter ladt alene i afhøringslokalet med fru Aksebo og fulgte op på ’spøgen’ med at beordre hende til at klæde sig af, til hun stod i trusser, BH, strømper, og underkjole, hvorefter han gav hende nogle slag på sædet. Han bestrider på det bestemteste, at han der ud over har slået fru Aksebo, knebet hende i brysterne eller taget hende på kønsdelene. Ej heller har han slået hende med et vådt håndklæde. Noget sådant fandtes overhovedet ikke i den del af Politigården. I øvrigt har ingen af de afhørte erindring om, at Anna Lund overhovedet skulle have været til stede under afhøringen, og Jørgen Lorenzen oplyser i en senere erklæring, at der i mange tilfælde er taget fejl af Anna Lund og andre af Politigårdens kontordamer. I det hele taget mener ingen af de tiltalte, at fru Lund i noget tilfælde har overværet endsige deltaget i afhøringer, hvor der brugtes vold. Normalt blev alle andre end afhøringsofficeren som regel vist ud af lokalerne, hvis der skulle ’tages lidt ekstra fat’." [Disse udsagn er i dommen ikke tillagt nogen værdi! EH]
I forhold-84 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt for den 14. februar 1945 at have anholdt den 55-årige frk. Eleonora Petersen på Amtssygehuset i Gentofte, hvor hun var indlagt som patient. Frk. Petersen blev af det tyske politi holdt fængslet i Vestre Fængsel, indtil hun kort før kapitulationen afgik ved døden.
Både Lorenzen og Anna Lund har erkendt anklagepunktets rigtighed. Under sagen har repræsentant Hans Anker Holm afgivet vidneforklaring. Retten finder begge tiltalte skyldige. Da den pågældende anholdelse findes at måtte falde ind under de tiltaltes sædvanlige virksomhed i afdelingen, kan retten ikke følge anklagerens krav om tillige at henføre forholdet under lovbekendtgørelse 368 af 6. Juli 1946 § 12 II. [’dødsstrafparagraffen’ ]
Forfatternote: Retsprotokollen fortæller her, at Anna Lund og Jørgen Lorenzen enstemmig vedgår forløbet. At Anna var med, skyldtes at anholdelsen skulle ske på sygehusets kvindeafdeling, hvor mænd ikke havde adgang. Lorenzen konstaterede, at Eleonora Petersen var indlagt under falsk navn, hendes udseende var skjult i forbindinger. En læge bekræftede, at hun intet fejlede. Hun gik da også uden besvær med til den ventende bil, i hvilken de kørte hende til Vestre Fængsels sygeafdeling. Derimod har forfatteren ikke fundet noget om årsagen til hendes død. Hun døde i tysk fængsel få dage før Kapitulationen. Hendes død har ikke belastet Anna Lund eller Jørgen Lorenzen I forhold-94 er Anna Lund, Jørgen Lorenzen og Lomholdt-Pedersen tiltalt for den 5. marts 1945 på Politigården at have mishandlet litograf Cai Caspersen, Amager Fælledvej 27, København, idet de slog ham med en politistav over den ene arm og på ryggen og lænden, ligesom Lorenzen, opfordret af Anna Lund, truede ham med at blive skudt. Jørgen Lorenzen, Anna Lund og Lomholdt-Pedersen har afgivet forklaring, litograf Kaj Caspersen har givet vidneforklaring. Lorenzen, Anna Lund og Lomholdt-Pedersen findes skyldige i anklagen og dømmes derefter.
Forfatternote: Der tages åbenbart ikke hensyn til retsprotokollen, hvori oplyses, at Lorenzen bestrider Cai Caspersens påstande om tortur. Ingen vidner kan bekræfte Caspersens påstand. Anna Lund bestrider overhovedet at have været til stede. Senere under landsrettens behandling af sagen forklarer Jørgen Lorenzen, at der må være tale om en forveksling med andre af de ansatte damer på Politigården. De tiltalte bad om rettens tilladelse til at føre kantinebestyrer ved Det kongelige Teater Bang Andersen som vidne. Han kunne – mente de - bevidne, at på tidspunktet for deres påståede deltagelse i afhøring og tortur af litograf Cai Caspersen - havde både Jørgen Lorenzen og Anna Lund deltaget hele aftenen i Bang Andersens søsters fødselsdagsfest i Hellerup. Retten nægtede dem sådan vidneførsel.
I forhold-102 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt således: *Anna Lund for den 5. marts 1945 at have opfordret Lorenzen til at slå med knytnæver på vognmændene Foldmann, Moldausgade 4, og Arnold Henry Jensen, Artillerivej 46, begge København, som samme dag var blevet anholdt af Lorenzen og indbragt til Politigården, hvor Foldmann sad fængslet til 1. maj 1945. *Jørgen Lorenzen for at have slået Foldmann med tre knytnæveslag i ansigtet og ved som leder af afhøringen at have billiget, at Henri Jørgen Langfrits tildelte Arnold Jensen (der senere sad fængslet indtil kapitulationen 4. maj), 30 slag over sædet og fire slag på hver overarm med en politistav samt en del lussinger med den følge, at Jensens hørelse er nedsat på begge ører, som stadig er betændte. Der er afgivet forklaring af Jørgen Lorenzen og Anna Lund samt af vidnerne Arnold Henry Jensen, Ruth Tove Rasmussen, Ole Foldmann og endelig af de tiltalte Barkholt, Hemmingsen og arrestanten Henri Jørgen Langfrits. Retten finder Jørgen Lorenzen og Anna Lund skyldige i anklagen - dog således, at det alene anses bevist, at Lorenzen har slået med flad hånd, og at den af Anna Lund fremsatte opfordring til at slå derfor må antages at have været rettet til arrestanten Langfrits og ikke til Lorenzen.
Forfatterkommentar: I denne sag har forfatteren i ’de lukkede arkiver’ fundet politiets afhøringsrapport fra 1945-46, hvor Foldmann og Arnold Jensen anmelder, hvad de har været udsat for. Det fremgår af politirapporten, at de ikke med sikkerhed har kunnet udpege Anna Lund som den kvinde, der var til stede under afhøringen af dem. Af byretsprotokollen fremgår, at Anna Lund bestrider at have opfordret nogen som helst til at slå Foldmann og/eller Arnold Jensen, og hun i øvrigt ikke mener at have været til stede. Lorenzen bestrider at have fået opfordring til noget sådant, og at han i givet fald aldrig ville have rettet sig efter det. Langfrits siger, at Anna Lund overhovedet ikke var til stede. Jørgen Lorenzen mener, at de anholdte må have forvekslet hende med en af de andre 6 ansatte kontordamer. Anna Lunds foto var i øvrigt det eneste, som havde været afbilledet i aviserne. Erik Haaest: "Anna" – 2006-0623 142
I forhold-109 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt for på Politigården at have mis-handlet anlægsgartner Henry Leo Kamstrup Jensen, Ole Suhrs Gade 18, København, idet Lorenzen tildelte Jensen, der stod bundet til en dør, en række slag i ansigtet og på kroppen med knytnæve, og Anna Lund drejede Jensens næse rundt, hev ham i håret, dunkede hans hoved mod væggen og slog ham to gange i hovedet med en politistav, så han i en måned efter var døv på det ene øre. Hans høreevne er varigt nedsat med 30%. Jørgen Lorenzen og Anna Lund har afgivet forklaring. Endvidere har vidnet Leo Kamstrup Jensen, arrestanten Erik Iversen og tiltalte Holger Hansen afgivet forklaring. Retten finder anklagen bevist, og dømmer Jørgen Lorenzen og Anna Lund skyldige som i anklagen beskrevet – dog finder retten ikke ført bevis for, at Henry Kamstrup Jensen under mishandlingerne har været bundet til en dør.
Forfatterkommentar: På dette sted finder jeg grund til at give nutidslæsere en forståelse for retsbehandlingen i Retsopgøret ved at bringe afskrift af et dokument fra ’de lukkede arkiver’. Det er skrevet af Jørgen Lorenzen, da han i 1948 søger sin sag genoptaget, og handler netop om den herover omtalte sag om Henry Leo Kamstrup Jensen:
Lorenzen slår fra sig
Lorenzen skriver i nævnte brev til Ankenævnet:
"Dommen i forhold-109 er alvorlig, idet både Anna Lund og jeg i Landsretten er dømt efter § 245. I byretten var vi dømt efter § 246 pga. en af Kamstrup Jensens urigtigt afgivne forklaringer, som han så måtte korrigere i Landsretten, da der her blev fremlagt en lægeerklæring, som beviste, at Kamstrup Jensen havde talt usandt i byretten. Anmelderen i dette forhold, anlægsgartner Henry Leo Kamstrup Jensen, er i det hele taget fremkommet med så divergerende forklaringer til politi og retsinstanser, at jeg finder det nødvendigt, at redegøre nærmere for forholdet: Den 16.marts 1945 blev Kamstrup Jensen anholdt i Lido Kaffebar, efter at der til os var indgået meddelelse om, at han overfor to kvinder havde pralet af, at han deltog i illegalt arbejde, derunder likvideringer. Han havde til underbygning heraf vist dem en lommebog indeholdende navne på folk, der var likvideret og folk, der skulle likvideres. Kamstrup Jensen blev afleveret på mit kontor. Efter at Anna Lund havde taget generalia [navn, fødselsdag, bopæl o.l.], udspurgte jeg ham. Da sagen tilsyneladende var af alvorligste karakter (likvideringer af vore folk), og da han ikke var villig til at udtale sig, slog jeg ham med flad hånd nogle lussinger. Jeg blev kaldt bort, og da jeg kort efter vendte tilbage, fik han atter nogle lussinger og var nu villig til at tale. Hans forklaring gik nu ud på, at han intet som helst havde med illegalt arbejde at gøre, men at han havde villet prale overfor de to kvinder og derfor havde vist dem notater bestemt på skrivning af kulørte hefter – som han (indrømmet i retten) var forfatter af – og havde fremvist dette som navnemateriale for arbejde i en likvideringsgruppe. Han forklarede mig videre, at han dog havde en del kendskab til illegale forhold og personer og var villig til at give disse oplysninger, hvilket skete. Hans oplysninger medførte nogle anholdelser af modstandsfolk. Med hensyn til de af Kamstrup Jensen påståede mishandlinger vil jeg gerne fremføre, at indtil han blev fremstillet for mig, er der mig bekendt intet sådant overgået ham, og han har under sagens behandling for retten heller ikke oplyst noget sådant. Han har alene gjort det i et læserbrev i "Politiken". Anna Lunds andel i sagen var at skrive generalia. Jeg har som ovenfor nævnt givet ham nogle lussinger og i mit fravær har en af mine folk vistnok gjort det samme. Da jeg lagde mærke til, at han havde salve bag det ene øre, og da han på mit spørgsmål oplyste, at han nylig var opereret for mellemørebetændelse, gav jeg ordre til, at han ikke måtte udsættes for yderligere overlast. Blødende mund, bundet til en dør, trusler om skydning, afreven negl (jævnfør hans førnævnte læserbrev i ’Politiken’), slag på kønsdele - er pure opspind. Jeg har haft ham til afhøring cirka 2 timer, og da sagen dermed var klarlagt, blev han på vanlig måde afleveret til tysk myndighed. Det bemærkes at Kamstrup Jensen i sit læserbrev til ’Politiken’, udtrykkelig siger, at jeg skulle have overgivet ham direkte til "Poul Tysker" (i øvrigt også en ny forklaring). Jeg kan hertil kun sige, at jeg aldrig har talt med "Poul Tysker" og derfor heller ikke kan være fremkommet med de af Kamstrup Jensen påståede udtalelser. [Poul’ Tysker’ Hansen var en fynsk Gestapohjælper. Han blev henrettet 1949] En arrestant blev aldrig fra os overgivet personligt til nogen tysk myndighed, men afleveret i arresten eller på Hipo-kommandocentralen, hvorefter papirerne på arrestanten gik til den tyske afdeling. Derefter havde vi intet mere med sagen at gøre. Efter kapitulationen var Anna Lund og jeg selv politiet behjælpelig med at identificere Kamstrup Jensen, da dette viste sig nødvendig i en anden sag, idet stikkerne i sagen havde tilstået forholdet. Men de kunne ikke huske andet end, ’at det var en mand fra Lido Bar’. Denne hjælp til politiet ville vi selvsagt ikke være gået med til, såfremt vi kunne have regnet med af få et § 245-, for ikke at sige § 246-forhold, ud af det. Først efter at vi havde identificeret ham, fremkom han med sine forklaringer mod os. Vi må opfatte det som privat hævn. Kamstrup Jensen har i 1945 overfor Erstatningsrådet Note forklaret, at han ikke huskede de personer, der havde afhørt ham. Men ved sagens behandling i byretten huskede han os pludselig. Retten troede dog ikke på hans påstand om, at han havde været bundet til en dør under mishandling. Rettens stilling skyldtes ifølge dommen Kamstrup Jensens vaklende forklaring.
I Landsretten fremlagde forsvaret en lægeerklæring om, at Kamstrup Jensens døvhed (der efter hans egen påstand skyldtes slagene), vitterligt var af ældre dato end anholdelsen. I begge retsinstanser måtte Kamstrup Jensen på dommerens formaning korrigere sin forklaring. Han er i forskellige retssager mødt som vidne vedrørende samme forhold, og har i alle sager givet divergerende forklaringer. Påstandene om en afreven negl, slag i maven og på kønsdele er senere tildigtning. Kanstrup blev af en forsvarer i en af de omtalte sager, under sin vidneforklaring i retten standset og foreholdt, at denne forsvarer havde overværet hans forklaring om samme forhold i en anden sag. De var stærkt divergerende. Endvidere anføres, at Kamstrup Jensen blandt bekendte betegnes som ’Løgne-Jensen’, ’Münchaussen’ o.l. Endvidere var han allerede før krigens begyndelse kendt i Lido Kaffebar for at underholde gæsterne og servitricerne med usædelige fortællinger. I disse spørgsmål anmoder jeg om, at måtte få afhørt følgende personer: Fængselsoverbetjent Skytte Andersen, som kender Kamstrup Jensen personligt og har udtalt sig om baggrunden for de nævnte øgenavne. Jørgen Chr. Sørensen (’Lille-Jørgen’), som har kendt Kamstrup Jensen før krigen og kender til hans færden i Lido Bar. Endvidere kan man ved afhøring indenfor Kamstrup Jensens bekendtskaber få klarhed over, hvor meget man kan stole på en forklaring fra ham. Dette har overordentlig stor betydning for dette forhold i Anna Lunds og min sag."
Forfatterkommentar: Brevet fra Lorenzen kom for sent. I 1948 havde retssystemet allerede travlt med at afvise kritikken fra indflydelsesrige kredse, som var begyndt at besinde sig. Ingen ønskede offentlighed om enkeltheder i store, allerede afgjorte sager.
Forfatternote: "Erstatningsrådet" er et begreb, man som nutidslæser bør hæfte sig ved. Det var nedsat af Folketinget for at kunne give fhv. frihedskæmpere erstatning for tort og svie under besættelsen – f.eks. hvis man kunne bevise at have været udsat for tortur hos tyskerne eller deres danske håndlangere. Udskrift af en dom var et uigendriveligt bevis. Med dommen over Jørgen Lorenzen og Anna Lund i dette forhold sikrede Kamstrup Jensen sig fuld erstatning.
I forhold-110 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt således: Jørgen Lorenzen ved den 16. marts 1945 på Politigården at have tildelt assistent Gustav Rasmussen, Amager Fælledvej 6, København, 10-12 lussinger, hvilket skete efter opfordring fra Anna Lund. Han havde samme dag anholdt Rasmussen i Store Kongensgade. Denne sad fængslet indtil 25. april 1945. Jørgen Lorenzen har erkendt. Anna Lund har nægtet sig skyldig. Der er afgivet vidneforklaring af assistent Carl Gustav Rasmussen. På grundlag af vidnet Rasmussens klare og bestemte forklaring i vidneskranken finder retten begge tiltalte skyldige.
Forfatterkommentar: For at give nutidslæsere en endnu større forståelse for retsopgørets retsbehandling tillader jeg mig også at bringe et par uddrag fra ’de lukkede arkiver’ omkring det foranstående pådømte forhold-110:
Uddrag af en politirapport, fremlagt i byretssagen.
Den fortæller, at politiets 1. undersøgelseskammer i februar 1946, 10 måneder efter 5. maj 1945, fik besøg af en fhv. modstandsmand Gustav Rasmussen, Amager Fælledvej 6, som ønskede at anmelde, at han 16. marts 1945 var blevet udsat for mishandling af Jørgen Lorenzen og Anna Lund. Han blev tilsagt til at møde den 1. marts 1946, hvor kriminalbetjent P. Thomsen kon-fronterede ham med Lorenzen, som han genkendte. Lorenzen afviste ikke, at han kan have givet Rasmussen nogle lussinger. Han [Rasmussen] var blevet anholdt på et kontor i Store Kongensgade 16. marts 1945 kl. ca. 11,30, og forblev på stedet bevogtet af Hipo. Omkring kl. 18 blev han afhentet af Lorenzen, der tog ham i forhør, hvorunder Lorenzen tildelte ham de anførte lussinger. Han vil mene, at det var på opfordring af Anna Lund, som han har genkendt efter et foto af hende, der havde været bragt i avisen. Rasmussen har nu haft lejlighed til at se et andet foto af Anna Lund end det, der har været vist i aviserne, hvorefter han ikke tør fastholde sin forklaring om, at det var Anna Lund, der opfordrede Lorenzen til at slå ham. Denne konfrontation fandt sted 1. marts 1946. Hen på efteråret indkaldtes Rasmussen som vidne i byretten. Herunder følger yderligere et lille uddrag af retsprotokollen, som dannede grundlag for dommen: Derefter fremstilledes tiltalte Anna Lund, som på forespørgsel erklærer, at hun ikke erindrer at have været til stede under afhøringen af vidnet. Hun bestrider nogensinde at have opfordret Lorenzen eller andre til at slå løs på anholdte. Vidnet erklærer nu, at han med sikkerhed genkender Anna Lund som den dame, der var til stedet under hans afhøring og som fremkom med den foran omtalte opfordring. På denne baggrund blev både Jørgen Lorenzen og Anna Lund kendt skyldige. Bemærk i dommen, at ingen andre end anmelderen selv har bevidnet hændelsforløbet.
Som forfatter har jeg undersøgt påstandene om billederne i politiets ’fototek’ af kontordamer på ET/Hipos kontorer. Et billede viser syv af de ET/Hipoansatte kontordamer. Det var det billede, som anmelderne altid blev bedt om at udpege vedkommende dame på. Anna Lund var derfor den eneste af de kvindelige ansatte i Hipo, som offentligheden kendte navn på og udseende af.. Billedet af Anna Lund havde igen og igen været bragt i pressen med den ene saftige torturhistorie efter den anden. Anna er nr. 6 ud af de 7 kvinder.
I de følgende anklageforhold (Nr. 111, 112, 113 og 119) foreligger der i ’de lukkede arkiver’ både politiets afhøringsrrapporter fra 1945-46 og retsprotokollen fra sagernes behandling i byretten efteråret 1946. Det er karakteristisk, at anmelderne, som blev indbragt af Hipo til Lorenzengruppens foranstaltning, udtrykker stor usikkerhed til efterkrigstidens politirapporter, om hvilke personer de havde mødt under anholdelse og afhøring, mens de meget ofte året efter i vidneskranken virker helt skråsikre på navne og personer.
En historie, som ellers kun findes i én enkelt af politiets rapporter - og havde allerede 1946 havde været lækket til pressen! - gentoges nu to år senere i retten af adskillige anmeldere i vidt forskellige sager.
Nemlig, at Anna Lund under afhøringen af dem rasende havde skreget: - Disse slag er fra de kvinder, I har gjort til enker efter de Hipofolk, I har skudt!
Annas nutidskommentar: Ikke én eneste gang gjorde dommeren ophævelser over en sådan påstand. Som selvfølgelig kun skyldtes, at anmelderne havde læst den som overskrift i en avis. Hvor den for øvrigt aldrig havde været sand!
I forhold-111 er Anna Lund, Jørgen Lorenzen, Erik Rasmussen og Rupert Nielsen tiltalt for den 17. marts 1945 på Politigården at have mishandlet tilskærer Victor Graff, Forhåbningsholms Alle 10, og dekoratør Niels Herluf Petersen, Lauravej 7, begge København. De to var samme dag anholdt af Hipofolk, bl.a. af Erik Rasmussen og Rupert Nielsen, og Jørgen Lorenzen, Anna Lund og Rupert Nielsen slog Graff. De havde alle på skift slået ham med en politistav, Anna Lund tillige tildelt ham slag i skridtet og Erik Rasmussen tildelt Petersen knytnæveslag i ansigtet.
Lorenzen, Anna Lund, Erik Rasmussen og Rupert Nielsen har afgivet forklaring. Dekoratør Niels Herluf Petersen og Victor Carl Johan Graff har afgivet vidneforklaring.
Her igen et citat fra retsprotokollen:
Derefter fremstilledes tiltalte Anna Lund, som nægter at have været til stede under afhøringen af Graff og Petersen. Derefter fremstilledes tiltalte Erik Rasmussen…Denne erindrer ikke, om Lorenzen var til stede under afhøringen, men i hvert fald var Anna Lund ikke til stede… Derefter fremstod som vidne dekoratør Niels Herluf Petersen. 39 år, Lauravej 7 [anmelderen]. Vidnet forklarer, at han den 17. marts 1945 blev anholdt på sin bopæl af nogle Hipofolk, deiblandt Rupert Nielsen, som han med sikkerhed genkender her i retten… Han blev afhørt, men nægtede at svare og blev herunder tildelt slag med en politistav. Hverken Anna Lund eller Lorenzen overværede dette. Han kom derefter til forhør hos Lorenzen og Anna Lund, men han led ikke ikke nogen overlast herunder. Vidnet sad fængslet indtil kapitulationen…
På denne baggrund hedder det ikke desto mindre i dommen vedrørende Forhold-111:
Retten finder Lorenzen, Anna Lund og Erik Rasmussen skyldige efter anklageskriftet.
I forhold-112 er Anna Lund og Rupert Nielsen tiltalt for den 19. marts 1945 på Politigården at have mishandlet repræsentant Svend Toft Kristensen, Azaleavej 32, København, idet Rupert Nielsen sparkede Kristensen over skinnebenet og tildelte ham nogle lussinger, mens Anna Lund trak ham i håret ved tindingen, idet hun udtalte, at han skulle skydes, og liget sænkes i Utterslev Mose. Kristensen var samme dag blevet anholdt af Jørgen Lorenzen og Rupert Nielsen. Han sad fængslet indtil kapitulationen. Rupert Nielsen og Anna Lund har afgivet forklaring. Endvidere har Svend Toft Kristensen og cigarhandler Knud Andersen afgivet vidneforklaring. Retten finder begge tiltalte skyldige.
Her igen et uddrag af retsprotokollen: Derefter fremstilledes tiltalte Anna Lund. Hun forklarer, at Toft Kristensen den 19. marts 1945 blev anholdt og indbragt til Politigården, hvor han blev afleveret til Lorenzens afdeling. Hun afhørte ham, og han fortalte herunder, at han havde siddet arresteret hos tyskerne for sabotage, men var blevet løsladt, fordi han gjorde tyskerne forskellige tjenester. Efter at Anna Lund ved henvendelse til registraturen havde fået bekræftet dette, overgav hun ham til det tyske politi. Yderligere afhøring af anholdte blev ikke foretaget, og han var på intet tidspunkt genstand for overlast. 
< Til venstre: Faksimile fra en side i retsbogen. Dette er, hvad retten fandt anledning til at gøre ud af Knud Andersen som vidne! H
an vidnede til fordel for Anna Lund og Jørgen Lorenzen.
Den slags var retten aldeles uden interesse i.
Man kan ikke lade være med at få en klar fornemmelse af, at retten ikke turde finde formildende omstændigheder.
Presset fra den slet skjulte frihedsbevægelse om strenge domme, er ikke til at tage fejl af.
I forhold-113 er Anna Lund, Hemmingsen og Rupert Nielsen tiltalt for 19. marts 1945 på Politigården at have mishandlet telefonist Holger Stougård Nielsen, København, som samme dag var blevet anholdt af Hipo på Rådhuspladsen, idet Anna Lund slog ham med en politistav over skulderbladene og hænderne. Hemmingsen og Rupert Nielsen holdt ham, mens andre slog ham på armene med en politistav. Anna Lund, Hemmingsen og Rupert Nielsen har afgivet forklaring. Endvidere er der afgivet forklaring af vidnet Holger Stougård Nielsen, tiltalte Jørgen Lorenzen, arrestanten Sigfred Gudmund Erik Haaest: "Anna" – 2006-0623 148
Petersen og domfældte Erhard Jørgensen. Retten finder Anna Lund, Hemmingsen og Rupert Nielsen skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.
Forfatterkommentar I de mere end 30 år, jeg har kendt Anna Lorenzen har hun altid nægtet at have deltaget i tortur. Retsprotokollen fortæller, at Anna nægter anklagen, og at Hemmingsen og Rupert Nielsen intet har set. Hun dømmes alene på vidnets udsagn. Det er måske endnu en gang værd at erindre, at en udskrift af dommen havde stor betydning, vedfhv . frihedskæmperes ret til erstatning fra ’Erstatningsrådet’.
I forhold-119 er Anna Lund og Jørgen Lorenzen tiltalt for den 24. marts 1945 på Politigården at have mishandlet officersaspirant Bent Budde-Lund, Dosseringen 46, København. Budde-Lund var samme dag blevet anholdt på sin bopæl af de tiltalte og af Hemmingsen. Under deres ransagning af hans lejlighed blev han frastjålet et ur, en livrem, en bajonet og en pistol, alt til en samlet værdi af 300 kr. samt 25 kroner i kontanter. Under afhøring af Budde-Lund tildelte Jørgen Lorenzen ham ca. 30 slag med en politistav, tre slag med en fleuretNote-1 over ryg og lænd, og en mængde slag i ansigtet med hænderne. Anna Lund holdt Budde-Lund i håret for at holde hans hoved stille, mens Lorenzen slog, og endelig gav Tage Petersen og Holger Hansen ham nogle lussinger. Jørgen Lorenzen, Anna Lund, Tage Petersen og Holger Hansen har alle afgivet forklaring. Endvidere er der afgivet forklaring af vidnerne Bent Budde-Lund, John Alfred Thornam, Karl Staack-Petersen og Karl Johan Staack-Petersen samt tiltalte Lomholdt-Pedersen og Hemmingsen. På baggrund af vidneforklaringerne finder retten anklagerne bevist.Note-2
Note-1: En fleuret er en fægtekårde. I nutiden har spidsen af en fleuret altid en påstøbt metalkugle, som gør den ufarlig som stikvåben. Den kan til gengæld forstærke dens slagvirkning under tortur. Bemærk dette 'redskab', idet vi ofte hører Jørgen Lorenzen benægte at have udøvet tortur. Han opfatter kun tortur som påførte pinsler, hvortil der er brugt 'redskaber'. En fleuret må vel betragtes som ’et redskab’.
Note-2: Følgende citat fra retsprotokollen går igen i alle disse afhøringssager: " Derefter fremstilledes Anna Lund, som erklærer, at hun ikke erindrer at have været til stede under afhøringen. Hun bestrider at have opfordret til at slå løs på anholdte"
I forhold-132 er Anna Lund, Jørgen Lorenzen, og Kjærsgaard Rasmussen tiltalt for den 9. april 1945 på Politigården at have mishandlet skræddersvend Jens Halvor Petersen Westergard, Mågevej 83, København. Westergaard var blevet lagt på maven over en stoleryg og bundet til stolen med læderremme. Lorenzen slog ham flere gange med knytnæve i ansigtet og med den flade side af en fleuret. Efter at Westergaard derpå var blevet lænket med håndjern, som igen var bundet til en læderrem, der var ført over en stang, anbragt mellem to skabe, så han kom til at hænge i armene, slog Lorenzen ham på ny på overarmene med en politistav. Derefter blev Jens Westergaard lagt over en stol og blev igen tildelt mange slag over ryg og sæde med fleuretten, efter at jakke og benklæder var taget af ham. Westergaard var samme dag på Nørrebrogade blevet anholdt af Lorenzen og Hemmingsen. Under ransagning, foretaget dels på hans bopæl af Hemmingsen og Helge Petersen, dels på hans værksted Alexandravej 12, af Lorenzen, Hemmingsen og andre Hipofolk, var Westergaard blevet frastjålet beklædningsgenstande for 4.300 kr., ligesom der ved personlig ransagning af ham var blevet frataget ham effekter til en værdi af 760 kroner. Tiltalen mod Anna Lund lyder på, at hun har opfordret mændene til mishandlingen. Kjærsgaard Rasmussen er tiltalt for at have slået Westergaard i ansigtet med en fleuret. Der er afgivet forklaring af Anna Lund, Jørgen Lorenzen, Kjærsgaard Rasmussen, Hemmingsen og Helge Pedersen samt allieret krigsfange Falkenberg, vidnet Jens Halver Petersen Westergaard og domfældte Aksel Ingemann Petersen. Retten finder anklagerne bevist.
I forhold-134 er Anna Lund og Erik Rasmussen tiltalt for tyveri ved den 10. april 1945 fra fru Ingerlis Sørensens lejlighed Nattergalevej 52, København, under ransagning at have stjålet beklædningsgenstande, madvarer, spiritus og kontante penge til en samlet værdi af 5.550 kroner. Ransagningen skete, efter at Anna Lund sammen med Erik Rasmussen, Kjærsgaard Rasmussen, Hemmingsen, Lomholdt-Pedersen og Buhl Andersen samme dag havde anholdt Ingerlis Sørensen. Erik Rasmussen, Anna Lund, Jørgen Lorenzen, Hemmingsen, Lomholdt-Pedersen, Kjærsgaard Rasmussen og Buhl Andersen har alle afgivet forklaring, ligesom fru Ingerlis Sørensen og Henny Dora Koldt har afgivet vidneforklaring. Anna Lund har erkendt og dømmes for tyveri af en kuffert, 2 jakkesæt og 1 par herresko til en samlet værdi af 550 kroner. Det hele forærede hun til Lorenzen, der vidste at tingene hidrørte fra tyveri. Erik Rasmussen dømmes for at have stjålet en gabardine herreoverfrakke samt for under opholdet i lejligheden at have stjålet forskellige mad- og drikkevarer, som han nød på stedet.
I forhold-160 er Anna Lund tiltalt for den 25. april 1945 ved garageanlægget Strandvej 70, København, at have mishandlet student Jørgen August Gideon, Nykøbing S., som umiddelbart forinden under en ildkamp med Hipofolk var blevet såret, og som hun slog med knytnæve og sparkede på kroppen. Hun var ikke uniformeret og hun var ubevæbnet. Som vidne har Jørgen Gideon afgivet forklaring. Det samme har Anna Lund og Jørgen Lorenzen. Retten finder det bevist, at Anna Lund rev den sårede Jørgen Gideon i håret og truede ham med at skyde ham, når han blev indbragt til Politigården. Hun frikendes for at have slået med knytnæve og sparket Gideon på kroppen.
Ildkampen i Hellerup Det foregående forhold-160 (Sagen Jørgen Gideon) vil jeg gerne uddybe. Den syner i dommen kun lidt, men i ’de lukkede arkiver’ får man en rigtig spændende historie fra det terrorplagede København i hine sidste vanvidsdage, før det tyske sammenbrud. En periode, som forekommer vi nutidsmennesker helt uvirkelige. Men prøv at se det hele for dig: Det foregår den 25. april 1945. Krigens ur er ét minut i 12. De Allierede hære står langt inde i Tyskland. Sovjethæren voldtager Berlins yderkvarterer. Tyske drenge og oldinge bygger barrikader i den før så smukke hovedstads ruindynger og søger at standse verdens stærkeste panserarmé, Den Røde Hær, med rifler, maskinpistoler og panser-fauster (bazooka), hvis de kan finde et par endnu ikke afskudte granater at putte i. Bomberne hamrer ned over de sidste rester af det sønderlemmede Berlin. Alle, der er sluppet ud af Berlin i tide, gemmer sig i civilt tøj som ’Heinz Schmidt’. Den fordums storhed, generalfeltmarskal Herman Göring skjuler sig i Alperne. SS-chefen Heinrich Himmler forhandler trods alle førerordrer separatfred med Røde Korschefen Folke Bernadotte, og gør udsultede KZ-fanger til handelsvarer. De hvidmalede, svenske Røde Korsbusser henter udmarvede, forpinte danske og norske fanger ud af de tyske fængsler og KZ-lejre og bringer udsultede muselmænd gennem det sønderbombede, deprimerende Ragnarok og det forårsgrønne Danmark til sidsteøjebliksredning i det neutrale Sverige. Adolf Hitler raser (som alle vist har set det i den tyske spillefilm ’Der Untergang’) i sin førerbunker dybt under sit udbombede Rigskancelli i centrum af den fordums smukke og pompøse hovedstad. Nu en rygende ruin. Han har 5 dage tilbage at leve i før sit selvmord. Tusindårsriget holdt 12 år. Nichts weiter. Og som om dette ikke var galskab nok, sidder såmænd i København de tyske og danske chefer for Gestapo, Sicherheitsdienst, Hipo, ET, SA, Schalburgkorps og den tyske Værnemagts mange afskygninger, travlt optaget omkring et fælles stabsbord og er dybt optaget af… at lave nye organisationsskemaer for Hipo! Imens farer de menige Hipomænd maskinpistolskydende gennem gaderne i sorte personbiler, hvis døre er afmonterede for at de sortuniformerede støvleknægte kan komme hurtigt ind og ud, når de bliver beskudt af aktive modstandsfolk. De sortuniformerede, bestøvlede Hipomænd er afskyede af 99% af danskerne. Deres biler kører på de sidste dråber syntetisk benzin eller drives frem af bagmonterede gengasgeneratorer, som holder tryk på gaspedalen ved hjælp af småtsavet bøgebrænde. Selv på film har man aldrig været i stand til at skildre disse vanvittige københavnerdage.
Her er et i 1967 nyt, dansk krimimagasins første nummer . Bag overskriften ’Danske Krigsforbrydere’ skjuler sig et ordret uddrag af byretsdommen over ’Lorenzenbanden’:
10 sider tekst med speciel vægt lagt på Anna Lunds og Jørgen Lorenzens meriter – om end magasinet ikke tør bruge deres rigtige navne, men kalder parret for ’Jørgen Larsen’ og ’Anna Ludvigsen’.
Magasinet blev redigeret af den fantasifulde redaktør Ole Bornemann (tidligere 'Mandens Blad'), gift med skuespillerinden Birgitte Reimer (Om hun overhovedet huskes i dag, er det for hovedrollen som den piccolo-forklædte ejer af strandhotellet i farcefilmen "Solstik"). Bladets adresse var parrets fælles hjem på Frederiksberg.
Under arbejdet med denne bog har jeg igen og igen stillet mig selv spørgsmålet: - Hvad fik dén Anna, jeg gennem mere end 30 år har kendt, til i hin fjerne periode at stille sig til rådighed for en gansterbande som Hipo? Vel har jeg altid kendt hende som temmelig fanden-i-voldsk, men med et stort hjerte for dem, der lider. Hvordan kunne hun? Jeg er hverken psykiater eller psykolog. Men sådan én har vi faktisk til rådighed, takket være min aktindsigt i dele af ’de lukkede arkiver’. Spørgsmålet er, om den overlæge i psykiatri ramte plet, som havde Anna til mentalundersøgelse i 1947. Her er uddrag af, hvad han videregav til retten som resultatet af sin mentalundersøgelse, som må have stået på i uger, måske måneder. Det faldt i overlæge i psykiatri ved Politiet Max Schmidts lod at vurdere hundreder af landssvigertiltalte i Retsopgøret. Han var lægeligt højt anerkendt, men folkeligt omdiskuteret. Han blev - især i landssvigersagerne - beskyldt for ensidighed i sine udtalelser. Efter at have læst de 22 mentalerklæringer, han skrev om Lorenzengruppen, må jeg nok sige, at han har været ret så énsporet og forudsigelig.
I sine mentalerklæringer generede han sig ikke for at fremsætte sin personlige mening om sine klienters skyld i de mod dem rejste anklager, hvilket næppe har hørt under hans opgave. Men ingen dommere synes at have protesteret, skønt han dermed opsatte sig til en slags overdommer. Han gennemgår også i sin erklæring om Anna alle anklager, forhold for forhold. Det ser jeg ingen grund til at gentage. Jeg nøjes med de uddrag, som fortæller om det, han må skønnes at have forstand på. Karakteristisk for alle hans mentalerklæringer er, at han er meget fikseret på det seksuelle. [Jeg har for at gøre tingene mere klare udskiftet hans fagudtryk ’Observanden’ med ’Anna’ eller ’hun’]
Overlæge Max Schmidt skriver: . I foråret 1944 traf Anna den medsigtede Jørgen Lorenzen, som hun blev stærkt forelsket i, og med hvem hun hurtigt indledte et seksuelt forhold. De blev forlovede, men kunne ikke blive gift, før Lorenzens ægteskab blev ophævet. De har søgt om at blive viede i fængslet.
Anna er nu tiltalt for …[her følger opremsning af forhold, vi har gennemgået. ]
Ved mine samtaler har Anna været åben, fri og meget talende. Hun kunne føre lange enetaler og var i det hele til en vis grad særdeles villig til at give oplysninger, idet hun tilsyneladende ikke gjorde særlige forsøg på at dække over sig selv, bortset fra at hun konsekvent har benægtet samtlige anklager for mishandling af fanger. På den anden side viste Anna den yderste loyalitet overfor de medsigtede. I de forhold, Anna udtalte sig om, forekommer hun pålidelig, fraset ovennævnte benægtelser [her viser Schmidts overdommertendenser sig tydeligt]…og røber ingen større trang til at prale eller stille sig selv i noget gunstigt lys. Da Anna først havde overvundet sin generthed og ulyst til at udtale sig om sit seksualliv, gav hun også på dette punkt uforbeholdne og tilsyneladende pålidelige oplysninger. Om selve sagen må de af Anna Lund givne oplysninger dog bedømmes med en vis reservation, idet de øjensynligt var noget subjektive og prægede af følelsesbestemt tænken og husken - og vist også nogen neurotisk fortrængning. Om de påsigtede forhold fortalte Anna, at hun allerede i december 1944, inden hun meldte sig til ET, deltog i en anholdelse, hvori også den medsigtede Jørgen Lorenzen var delagtig, men i øvrigt var Annas arbejde på Politigården væsentligst centreret om nedskrivning af indbragte arrestanters realia…[Navn, adresse, fødselsår og –dag osv.] Erik Haaest: "Anna" – 2006-0623 166
Hun nægter på noget tidspunkt at have gjort sig skyldig i mishandlinger. Tværtimod hævder hun, at hun ofte var de arresterede eller sårede til hjælp. Hun benægter ligeledes, at hun på noget tidspunkt opfordrede andre til mishandlinger. Tog angiveligt ofte direkte afstand fra sådanne - og benægter nogensinde indenfor Lorenzengruppen at have overværet, hvad hun kalder ’egentlig mishandling’, idet hun alene så, at man gav fanger lussinger. Anna fandt noget sådant forkert, men forsøgte ikke at undskylde det overfor mig, men forklarede det med henvisning til, at det åbenbart var nødvendigt for at fremme arbejdet…Anna deltog i flere tilfælde i anholdelser ude i byen, men hævder også herunder aldrig at have gjort sig skyldig i voldshandlinger og aldrig at have skudt, til trods for at hun var bevæbnet på disse ture. Anna fremhæver gang på gang, at tonen i Lorenzengruppen ikke var nær så slem, som det bliver fortalt. Hun indrømmer dog, at hun under sin daglige færden på Politigården så og hørte meget af grusomste art i andre dele af Hipokorpset. Efter at Jørgen Lorenzen i februar 1945 blev såret, blev det ham forbudt at bo ude i byen. Han og Anna flyttede derfor sammen i et værelse på Politigården. I de følgende måneder angiver Anna nærmest at have været som en moder for hans underordnede, idet hun påstår, at hun på mange måder hjalp dem til rette og ofte gik i forbøn for dem hos Lorenzen. Anna påstår i flere tilfælde at have taget sig af sårede frihedskæmpere.
Overlæge Schmidt fortsætter: Anna Lund er selv noget i vildrede, når det gælder at motivere sin indtræden i ET, men er dog udmærket klar over, at forholdet til kæresten Jørgen Lorenzen havde været afgørende. Dog nærede Anna et ret udtalt had til friheds-bevægelsen, idet mange af hendes venner og bekendte var blevet likvideret af den. Anna var ved sin indtræden i korpset ganske klar over, hvilke konsekvenser dette kunne få. Hun var klar over, at hun derved var truet på livet. Anna følte sig til trods herfor aldrig ængstelig eller på nogen måde nervøs, og hun fandt sig omgående og uden besvær til rette i det meget forcerede liv på Politigården. Ej heller ved udrykninger følte Anna sig oprevet, men ved mishandlinger måtte Anna angiveligt ofte forlade lokalet, idet hun ikke kunne udholde at se derpå. Anna følte sig dog på ethvert tidspunkt solidarisk med Lorenzen og hans underordnede. Til tider forekom livet på Politigården hende anstrengende. Navnlig generedes hun af, at hun og Lorenzen sjældent havde en nat i ro. At det hele var spændende, benægter Anna ikke, men hun nægter bestemt, at hun nød at være kombineret heltinde og elskerinde i et vildt og lovløst liv. Anna var tilfreds med, at hun også på Politigården kunne få anvendelse for sine evner som organisator og leder, men benægter at have haft afgørende indflydelse på Lorenzens beslutninger og dermed på gruppens handlinger.
Hun finder, at Lorenzengruppen som sådan ikke gjorde sig skyldig i landsforræderisk virksomhed. Hun betragter det helt som en kamp mellem to overbevisninger og kan ikke forstå, at det er strafbart at kæmpe under en krig. Men hun indrømmer gerne, at likvidationerne, for eksempel ’Bombenatten’, var forkerte og på forhånd hjemfalden til lovens strengeste straf. Hun understregede dog, at hun ingen del havde i den, og heller ikke er anklaget i forbindelse med de pågældende aktioner.
Om Anna foreligger ingen oplysninger i akterne [dvs. tidligere mentalundersøgelser eller psykiatriske indlæggelser], og det lykkedes kun at indhente sparsomme oplys-ninger udefra. En søster, fru Edith Fibiger, oplyste til mig, at Anna ikke adskilte sig fra sine søskende og som barn var let at have med at gøre, ikke nervøs og klarede sig godt i skolen. Hun havde som ung pige altid arbejde, skiftede ikke hyppigt plads, klarede sig godt og var sparsommelig uden at være begærlig. Havde altid små gaver med til niecer og nevøer. I øvrigt intereserede Anna sig altid 100% for sit arbejde, som hun passede omhyggeligt. Hun var støt og solid, ikke nervøs, forandrede ikke karakter og havde aldrig vanskeligt ved at komme ud af det med andre. Hun havde ingen særlige interesser, men var fuld af energi og mådeholden med alkohol. Søsteren skildrede Annas karakter som god og fast. Hun var glad, munter og sorgløs samt let til at blive bevæget, og gik stærkt ind for, hvad hun fandt sundt, godt og hæderligt. Hun var pålidelig, flittig og udholdende, arbejdsom, men måske noget urolig. Holsted skole, som Anna angav at have gået i, kendte ikke noget til hende. Ingen lærere var tilbage, som kunne huske hende. Af de medsigtede i Lorenzengruppen omtales Anna gennemgående særdeles godt og skildres som ’noget ud over det almindelige’. Et menneske, der – som de bemærker - skulle leve op til sit oprindelige jeg. Hun var dog noget hidsig og opfarende, men ikke af slet karakter. Bemærkelseværdigt: De har alle gjort bemærkning om, at Anna aldrig var bange. Siger nærmest enslydende: ’Det er forbavsende, at hun kunne optræde så roligt og afbalanceret, selv i outrerede situationer. Hun kunne tage enhver situation i stiv arm’. De bemærkede, at hun altid spekulerede meget på, hvordan hun skulle skaffe tøj til sin dreng.
Om sin egen barndoms udvikling fortæller Anna mig, at hun ikke befandt sig særlig godt i hjemmet, idet hun nok kunne komme ud af det med faderen, men stod i et vist misforhold til moderen, der gerne valgte Anna til syndebuk, når der var uro blandt de mange børn. Anna anser sig selv for en ’gå-på-natur’, noget vild og meget nævenyttig. Ofte den, der regerede såvel med de andre søskende som med kammeraterne i skolen. De økonomiske vanskeligheder i hjemmet, som tit fremkaldte dårligt forhold mellem forældrene, tog Anna sig meget nær, og hun satte sig tidligt som mål, at hun selv ville være ’noget’ - gøre sig fri, så hun kunne stå på egne ben. Det er Annas overbevisning, at hun var mere handledygtig og viljekraftig end sine søskende, hvilket hun også mener at have bevist ved sin sociale fremgang, idet de fleste af hendes søskende er endt i meget jævne kår. Anna havde altid let ved at komme ud af det med andre mennesker og lagde tidligt mærke til, at hun havde evner til at lede andre. På arbejdspladserne blev Anna altid skattet af såvel over- som underordnede, idet hun havde en evne til at få tingene til at glide. Anna var altid noget egocentrisk, idet hendes tanker altid drejede sig om hendes egen fremtid, men hun var samtidig ikke blottet for altruistiske [dvs. uegenyttige] følelser. Navnlig holder Anna altid af de mennesker, der kom i et vist afhængighedsforhold til hende. Hun betragter sig ikke selv som en hensynsløs stræber trods de meget årvågne ambitioner. Hun mener altid at have taget hensyn til sine konkurrenter. Da Anna indgik ægteskab var hun, skønt meget uerfaren, allerede inde på tanken om at blive til noget, og da hun hurtigt indså, at ægtemanden var en sut, opstod tanken hurtigt om skilsmisse. Hun havde det svært med berusede personer, men holdt hovedet klart. Hun havde set flere eksempler på, hvad det kunne føre til, hvis man gav efter for tilskyndelser. Hun forlod derfor med glæde arbejdet som bartenderske for at blive oldfrue - en stilling der passede hende udmærket, idet hun dér havde stor mulighed for at bruge sine evner, og tillige kunne arbejde uden alt for megen berøring med gæsterne. Anna er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ville have haft yderligere social fremgang, hvis hun ikke havde taget ansættelse i ET. Sønnen står Annas hjerte meget nær, og det var hendes eneste tanke, at han fik den bedst mulige opdragelse. Det var Anna en sorg, at sønnen i 15-årsalderen ikke ønskede at læse videre. Hun havde håbet, at han ville vælge en akademisk karriere. Sønnen er katolik – præget af de mange år på katolsk kostskole. Erik Haaest: "Anna" – 2006-0623 168
Selv er Anna ganske uden religiøs følelse, ligesom hun i det hele taget aldrig har haft åndelige interesser, men monomant (dvs. ’sygeligt optaget af en bestemt ting eller idé] var besat af tanken om at komme frem i verden. Det var Anna en personlig tilfredsstillelse at sidde på en fremskudt post med mange underordnede, som hun kunne dirigere med. Anna er i det hele meget arbejdsduelig og kan ikke udholde lediggang. Hun arbejdede hellere 20 timer i døgnet end 5.
Annas sexliv
>> Ingen har bedre end tegneren Herluf Bidstrup i få streger forstået at vise Retsopgørets almægtige psykolæger og deres fascination af at forklare alle tiltalte landssvigeres handlinger ud fra seksuel adfærd. Her er hans forside til en af advokat Carl Madsens efterkrigskritiske bøger >>>>
Nu kommer overlæge Max Schmidt til sin absolutte kæphest: Seksuallivet. Han finder, tydeligt inspireret af Simon Freuds teorier, al psykisk hos et menneske forklaret i dets seksualliv. Overlægen fortsætter sin mentalrapport: Om Annas seksualliv lykkedes det efterhånden at få hende til at udtale sig ret indgående og åbent og vist nok ganske pålideligt. Anna havde sit første seksuelle forhold i 17-årsalderen. Det var med den senere ægtefælle, som det seksuelle samliv med var og forblev yderst dårligt. Anna var ung, ganske uerfaren og meget genert. Ægtefællen brutal. Det seksuelle samkvem blev udført uden ømhed, ret hårdhændet og uden formildende omstændigheder, når det passede manden - og uden at give Anna tilfredsstillelse. På grund af ægtefællens væremåde og de erfaringer, Anna senere indhøstede under sit daglige arbejde, følte hun mere og mere afsky for mandfolk, og hun var udtalt frigid. Efter skilsmissen havde Anna nogle kortvarige forbindelser, som hun ikke ønskede at udtale sig om til mig, men som dog ikke synes at have været talrige. I restaurations-virksomheden synes Anna at have holdt alle mandfolk mindst tre skridt fra livet. Men med Jørgen Lorenzen blev alt pludselig anderledes. Gennem hans kærtegn og ømhed vågnede Annas seksualitet, således at hun nu kunne gennemføre samleje med nogen tilfredsstillelse for sig selv, selv om det krævede nogen forberedelse. I forholdet til medsigtede Jørgen Lorenzen opnåede Anna for første gang fuld og intens seksuel tilfredsstillelse gennem hans kærtegn og stærke hengivelse og ømhed. Forholdet synes at have været gensidigt. Seksuelt synes det at have været overordentligt harmonisk og af en vis intensitet. Anna synes dog aldrig at have været særlig erotisk anlagt, og hendes hele seksualitet er ret infantilt præget. Det varede ret længe, inden hun kunne overvinde sig selv til erotisk samliv, og først efterhånden under samlivet med Jørgen Lorenzen lærte hun den fulde hengivelse. Hertil medvirkede uden tvivl, at Anna altid var meget genert og i en sådan grad, at selv når hun var alene, sov hun som regel med underbeklædning og benklæder på.
Først i slutningen af samlivet med Lorenzen kunne hun overvinde sig til at klæde sig af, mens denne overværede det og overvinde en intens ulystfølelse ved at blotte sig. Kønsdriften syntes ikke at være særlig stærk, om end hun efterhånden opnåede en stærk hengivelse i denne. Anna hævder, at det seksuelle ikke prægede deres samliv særligt, navnlig ikke efter at de var flyttet ind på Politigården, idet arbejdet var så forceret, at de ofte slet ikke kom i seng flere nætter i træk. De var heller aldrig sikre på ikke at blive forstyrret, idet der på et hvilket som helst tidspunkt af natten kunne komme nogen brasende ind i deres værelse, ligesom telefonen ofte ringede. Derfor blev det erotiske samliv stadig sjældnere, ligesom Anna i nogen grad blev ængstelig for at indlade sig på grund af risikoen for eventuelle forstyrrelser. Erik Haaest: "Anna" – 2006-0623 169
Anna er ikke utilbøjelig til at indrømme, at der hos hende muligt efterhånden oparbejdedes en vis utilfredsstillet kønsdrift, men hun benægter bestemt, at dette har nogen forbindelse med de påsigtede handlinger, ligesom disse ikke på nogen måde gav hende bevidst seksuelle rørelser, endsige tilfredsstillelse.
Anna benægter enhver forbindelse med andre mænd i den tid, hun har kendt Lorenzen, slutter overlæge Max Schmidt sin mentale redegørelse vedrørende af Anna.
I Max Schmidts lange erklæring af 30. dec. 1946 vedr.Anna Lund er konklusionen: ‘Observanten er ikke fundet sindssyg eller åndssvag, men velbegavet. Følelsesmæssigt er hun noget psykoinfantil [barnlig] og partielt følelseskold. Samtidig er hun affektlabil, [følelsesmæssigt svingende] noget sensitiv [overfølsom] og sentimental med et stærkt neurotisk [nervebetonet] præget følelsesliv med lejlighedsvise hysteriske affektreaktioner. Af karakter er hun overvejende stoisk [urokkelig] præget, viljestærk, handlekraftig, selvhævdende, stolt og stædig. Moralsk er hun ikke dårligt udviklet, men må betegnes som i lettere grad konstitutionel psykopat af den selvhævdende, partialt følelseskolde type med en noget infantil, men ikke abnorm seksualitet, ret neurotisk, hysterisk reagerende. Observanten må anses strafegnet’. Såvidt overlæge, dr. med Max Schmidt.
Jeg tror, at Max Schmidt rammer lige i centrum med hensyn til baggrunden for Annas totale forblændelse af Jørgen Lorenzen: Som den første mand, der har bragt den frigide, 30-årige kvinde fuld seksuel tilfredsstillelse, har han fået total magt over hende – måske uden at forstå hvorfor. Hun forstod derimod ikke, at for ham var det hele politik. Hun har lukket øjnene og ladet sin tankevirksomhed styre af fryden ved nydelsen. Den ellers jordnære Anna, som vurderede alt med hjernen, havde med hensyn til Jørgen flyttet forstanden fra hjernen og til et helt andet sted i kroppen. For første gang smagte hun nydelsen og længslen efter en mands krop. Det resulterede i det, man i romantikkens sprog kaldte, at ’kærlighed gør blind’.