lagt på nettet 19. dec. 2007 Hvad ser Raphaels engle på? Webmasteren dykker her ned i historien bag et af verdenskunstens måske allermest kendte ikoner: Raphaels engle.  af webmaster Hans Wendelboe Bøcher Kaffen er endnu dampende varm. I cd-skuffen snurrer en af de inderligt smukke arier fra Bachs juleoratorium. Og om lidt er det sidste julekort endeligt skrevet. Nu mangler blot frimærkerne og de hyggelige klistermærker med de to søde engle, der uskyldigt sidder med armene under hagen. Der er noget behageligt genkendeligt over dem. De er indbegrebet af barndommens jul, uskyld og forventning. Den ene tankefuld, støttende hovedet i sin venstre hånd, mens han kigger fjernt eller henført opad. Den anden hvilende på begge arme. Også han kigger op. Men på hvad? Raphael, eller Raffaello Sanzio (1483-1521), som han retteligen hedder, malede det mere end 2x2,5 meter store billede i 1512-14 som et alterbillede til højaltret San Sisto-kirken i benediktinerklostret i Piacenza i det nordlige Italien. Her hang billedet i mere end 200 år, indtil munkene kom i økonomiske problemer og solgte det til den senere konge af Polen, August III. Han havde længe havde haft netop dette billede på ønskelisten til sin imponerende samling af italiensk renæssancekunst, og i 1752 enedes de om en pris på 36.000 scudi, men August III var ikke tilfreds og prangede yderligere i mere end et år, indtil handelen gik i orden i 1754. Pris: 25.000 scudi. Til sammenligning kostede et helt års forplejning og fornødenheder for en arbejdsdygtig mand i 1750 ca. 50 scudi, så det har været en anseelig sum, August  måtte betale. Men August III fik sit billede, og munkene i Piacenza fik lavet en kopi, som i dag hænger over alteret i klosteret. Originalen har siden hængt forskellige steder i Tyskland. Under 2. verdenskrig blev den stjålet og ført til Moskva, men er i dag tilbage i Tyskland, hvor det kan opleves Gemäldegalerie Alte Meisters i Dresden. Klik på billedet for at se det stor størrelse. Billedet åbner i et nyt vindue. På det store lærred ses den legemsstore Jomfru Maria gående direkte frem mod os i billedets midte; svævende i skyer om sine fødder. Med et uskyldsrent, lillepigeagtigt udtryk i ansigtet, er hun målrettet på vej imod os. Glimtet i hendes øjne udstråler lige dele hengivenhed og undren og overraskelse over det, hun går i møde. Hun er på vej til at træde ud af sit himmelske rum og ud i den fysiske verden, hvor billedet hænger. Ud til os. Hun er klædt i renæssancens tækkelige og kulørte kvindedragt; en lang, blå kjole med rødt skørt og en løstsiddende, rød overdel over en hvid skjorte. Om håret bærer hun et orange tørklæde, der draperer sig smukt på hendes venstre side, og dermed danner en harmonisk modvægt til Jesus-barnet, som hun bærer mod sit højre bryst. Han er nøgen og hverken barn eller voksen. Ansigtet og kroppen bærer, typisk for perioden, tegn på begge dele, og dermed en uendelighed, ingen start, ingen afslutning. Hans fjerne, men samtidigt insisterende blik antyder, at han allerede kan se ind i fremtiden og begynde at se omfanget af den sorg og smerte, han senere skal møde. Ved Marias venstre fod knæler den fromme Barbara (død 235).  Andagtsfuldt kigger hun væk. Også hun er klædt i renæssancens farvestrålende, dyre stoffer. Hendes far var den rige Diocuros fra Nicromedia, hovedstaden i den romerske provins Bithnia (Asia Minor). Herfra opponerede han kraftigt mod kristendommen og gjorde alt for at opdrage sin eneste og elskede datter til at tilbede de romerske guder. Han sørgede for de bedste undervisere, musikanter og præster og holdt hende adskilt fra udefrakommende påvirkninger ved at indrette et særskilt tårnkammer kun til hende. Trods faderens stærke holdninger - eller måske netop i ungdommeligt trods her mod - begyndte Barbara at anse de romerske guder som hule og falske og sneg sig i smug til undervisning i den undertrykte kristendom. Her lærte hun at tro på Jesus, hvilket hun efter en af faderens lange forretningsrejser, afslørede for ham. Han svarede ved at låse sin datter inde i tårnet, som på billedet svagt anes bag hendes ryg. Her udsultede han hende og overgav hende senere til retsforfølgelse for bespottelse af de romerske guder. Hun blev først idømt fængselstraf, som hurtigt udstod. Derfor blev hun idømt offentlig pisk, men hendes stærke tro helede til omgivelsernes store forfærdelse hastigt hendes sår. Dommeren dømte hende derfor til døden for gudsbespottelse (mod de romerske guder, forstås). Diocuros, hendes far, var nu så rasende, at han selv første sværdet og halshuggede hende på byens torv. Umiddelbart efter henrettelsen udbrød et forfærdeligt uvejr, og et kraftigt lyn dræbte Diocuros. Barbara har herfor efterfølgende (frem til 1969, hvor hendes helgendag 4/12 blev fjernet af kalenderen) i den katolske kirke været beskytter mod lyn og torden, og også helgen for minearbejde. Hun gengives ofte i eller - som her - ved et tårn. Se f.eks. billedgalleriet med billeder og ikoner af Barbara. Som med Barbara er man nødt til at ay have en del forhåndsviden for at kunne tyde, hvem det er, der knæler ved Marias højre fod. Pavekåben og dens ornamenter viser, at det er Pave Skt. Sixtus II, der også har givet navnet til billedet: Den sixtinske madonna. Dette har altså intet med Michelangelos Sixtinske Kapel i Vatikanet. Rafaels billede har aldrig hængt her.  Pave Sixtus II, der nød tilnavnet Den fromme, døde som martyr i Rom år 258 e.Kr. efter blot at have beklædt posten i under et år. Alligevel nåede han at manifestere kristendommen i en ekstremt voldsom og blodig tid, hvor kristenforfølgelserne under den romerske kejser Valerian (ca. 200 - 260 e.Kr.) nåede grusomme højder. Det fortælles således, at de kristne menigheder i Rom for at undgå forfølgelser måtte søge tilflugt i de mindste katakomber (underjordiske gange og kapeller) langs Via Appia. Sixtus har her selv ledt flere af messerne, inden han netop under en messe blev pågrebet af romerske soldater 6. august 258. Han blev uden rettergang halshugget foran alteret. På billeder er Sixtus II klædt i hvid og orange ornat. Han ser henført op mod Maria, mens han holder sig andægtigt for brystet med den ene hånd, og åbner mod verden – ud mod beskueren - med den anden. Han har taget sin tiara af og sat den på det implicitte pulpitur, der må danne billedets underkant. I klosterkirken har det utvivlsomt virket som om, at Skt. Sixtus har sat sin tiara på alteret, og dermed skabt en visuel bro mellem billedets malede himmelske verden, og den fysiske, hvor vi munkene så Maria komme dem i møde. Også de tunge, mørkegrønne portierer, der elegant er trukket til side for at afsløre dette glimt af den himmelske verden, er med til at skabe illusionen af mødet mellem to sfærer. Men mest kendt er "Raphaels engle" i billedets nederste del. Den ene tankefuld, støttende hovedet i sin venstre hånd, mens han kigger fjernt eller henført opad på Maria med barnet, der er vejen og Sixtus II og Barbara, der har fulgt den. Den anden engel, eller cherubini, om man vil, hviler på begge arme. Også han kigger med nysgerrigt henførte øjne op på personerne ovenfor. I dag er de mest kendt fra glansbillederne og postkortene, kuglepennene, krusene og de billige T-shirts, men oprindeligt – for Raphael, munkene i Piacenza og August III – var de bindeleddet mellem to verdener. Jeg håber arbejdet med billeder - både det nydende og det udøvende - også fremover må give mange oplevelser af netop det, at binde to verdener sammen; vores evigt påtrængende verden med dens uophørlige hverdagstrummerum og den fantasifulde, kulørte, eventyrlige, overnaturlige, guddommelige (find selv på flere...), som ingen grænser kender. Kaffen er blevet kold. Men julekortene er skrevet, og udenpå sidder de to engle og fortæller deres helt egen historie, som du nu nu også kender. Du ønskes en fredfyldt og velsignet jul og et lykkebringende nyt år, Hans Wendelboe Bøcher, Horne Medlem af Bestyrelsen for Kreds 1 Webmaster