Den spejlvendte samaritaner De to malere van Gogh og Delacroix lavede med 50 års mellemrum det samme motiv, men med to tolkningsmuligheder til følge. Her følger en række overvejelser om betydningen af den spejlvendte komposition i forhold til to tolkninger.  af Hans Wendelboe Bøcher    Vincent van Gogh (1853-1890):                                    Eugène Ferdinand Victor Delacroix (1798-1863): "Den barmhjertige samaritaner"                                 "Den barmhjertige samaritaner" Klik på billedet for at se det i stor udgave                     Klik på billedet for at se det i stor udgave I det udmærkede blad Religionslæreren, juni 2009, bragtes i forbindelse med Jesper Sells artikel "Folkeskolens mundtlige, afsluttende prøve i kristendomskundskab", s. 10-11, et ekspressionistisk maleri. Det viser fortællingen om den barmhjerige samartitaner, hvor den tilskadekomne mand bliver løftet op på en hest. Af billedteksten fremgår, at det er Delacroix, der er ophavsmanden til dette billede. Det er det ikke! ... og dog! Franske Eugène Ferdinand Victor Delacroix (1798-1863) var en del af den romantiske strømning i første halvdel af det 19. århundrede. Hans vel mest berømte maleri, "Friheden fører folket på barrikaderne" fra 1830, gengiver det stærke motiv af vrede parisere, der med våben og anført af maleriets hovedfigur, en ung kvinde med blottet bryst, der bærer tricoloren - macherer med slagordene: Frihed, lighed og broderskab. Billedet hænger i dag på Louvre i Paris.   Delacroix' romantiske teknik og stil ligger langt fra det ekspressionistiske udtryk, som billedet i Religionslæreren tydeligvis bærer præg. Derimod leder billedet i bladet umiddelbart tankerne hen på en lidt yngre, men endnu mere kendt, maler, nemlig Vincent van Goghs (1853-1890).   Delacroix: Selvportræt, 1837                                        van Gogh: Selvportræt, 1890 Og rigtignok har van Gogh i 1890 malet en parafrase af Delacroix' motiv fra 1849. Og hvor Delacroix' billede er yderst svært at finde materiale om og gengivelser af - hvilket iflg. Elisabeth Cederstrøm, Statens Museum for Kunst, skyldes, at billedet findes i en privat samling i Paris (iflg. kilde fra 1908!) og ikke har været vist offentigt i over hundrede år - nærmest bugner kunstbøger og nettet af gengivelser af van Goghs. Flere kilder refererer i tilhørende tekst til Delacroix, men gengiver ikke hans billede. Det er altså umiddelbart let at finde Delacroix' navn sammen med van Goghs billede.  Delacroix har i øvrigt bearbejdet motivet to gange. Den anden udgave, som er væsentligt anderledes end dette (bl.a. ligger den nødlidende endnu på jorden) findes på Victoria & Albert Museum, London. Religionslærerens gengivelse af maleriet "Den barmhjertige samaritan" er van Goghs og ikke Delacroix'. Og der er en væsentlig pointeforskel i de to malerier. BILLEDERNE Da jeg for flere år siden, i forbindelse med en kristendomseksamen på Skårup Statsseminarium, første gang stiftede bekendtskab med disse malerier, slog det mig, at van Goghs billede er spejlvendt af Delacroix'. Hvor hesten hos Delacroix er venstre i billedet og den opslåede kuffert til højre, er det lige omvendt hos van Gogh. Personernes blikretning er tilsvarende spejlet. Det undrede mig, og jeg tilskrev umiddelbart dette en beklagelig fejl, en grum knægtelse af droit morale fra web-firmaets side, der skånselsløst - som stort set eneste tilgængelige sted - havde gengivet Delacroix på nettet - tilmed i dårlig opløsning. Imidlertid gav det mig anledning til at sammenligne de to billeder, som nu ikke bare var teknisk forskelligt udført, men tilsyneladende også kompositionsmæssigt væsensforskellige. Inden jeg begiver mig ud i en yderligere sammenligning, vil jeg dog nævne, at jeg gennem Statens Museum for Kunst fik afkræftet at billedet faktisk er spejlvendt. Der er vitterligt tale om to forskellige billedkompositioner. VAN GOGHS SAMARITANER Det altid givtigt at tage udgangspunkt i den umiddelbare oplevelse af, hvad man faktisk ser. På billedet i Religionslæreren, altså van Goghs version af lignelsen om den barmhjertige samaritaner [Luk. 10, 25-37], ser man først og fremmest, to personer og en hest. Den ene, en midaldrende mand med rødligt fuldskæg, er klædt i en gul kofte, holdt sammen om livet af et bælte. Under koften: løst siddende, blå benklæder. På hovedet bærer han en tofarvet (rød og hvid) turban, mens han på fødderne bærer hælløse, bløde sko. Han er i færd med at hjælpe en anden, glatbarberet mand enten op eller ned af hesten. Også han er klædt i løstsiddende, blå benklæder, men er nøgen på overkroppen. Det kan være svært at afgøre om han bærer sin turban, eller har viklet en bandage om sit hoved, hvor penselstrøgene mest minder om mørkt, kortklippet hår. Til venstre, skråt bag hesten, ligger en brun, åben kuffert. Foran den (muligvis?) et blåt stykke tøj, måske mandens kofte? Scenen er bjergrig. Bag de to mænd og hesten er stejle klippevægge, som mødes om en kløft. En vej fører i venstre side ind i billedet (muligvis væk gennem kløften). Lyset falder højt fra venstre, og kaster således hestens skygge relativt kort mod højre. Efter at have studeret billedet et stykke tid dukker yderligere to personer op. De er begge på vej væk, ind i billedet, ad vejen mod kløften, altså væk fra de andre; den ene helt fjernt, hvor billedets mellemgrund møder baggrunden. Den anden lige over den åbne kuffert. Også han bærer kofte. Så vidt, hvad man umiddelbart kan se. I kraft af, at billedet ikke med sikkerhed fortæller, om manden er ved at hjælpe den anden op eller ned af hesten, og heller ikke konkret fortæller, hvorfor der ligger en åben kuffert midt i et bjerglandskab, er her mulighed for frit at reflektere over en række mulige handlingsforløb, både op til billedets motiv og efterfølgende. Også andre, almindeligt anerkendte aflæsningsmetoder, som fx, at vi i vor billedverden læser billeder fra venstre mod højre, kan medvirke til en tolkning af billedets budskab. I læseretningen, som altså går oppe fra og ned, venstre mod højre, møder vi efter kort tid et åbent ansigt. Den første person, vi identificerer os med er således ikke manden, der hjælper den anden op på hesten, men manden, der bliver hjulpet op på hesten. Der er altså her en dobbelthed i udtrykket og dermed, ligesom i lignelsen i bibelen, en åben tolkningsmulighed af, hvem, der er fortællingens virkelige hovedperson. DELACROIX' SAMARITANER Hvor man i van Goghs billede først møder den nødlidendes bekymrede ansigt, møder man i Delacroix' billede hans ryg. I stedet er det samaritanerens ansigt, man hæfter sig ved, når øjnene følger billedfladen, som ovenfor angivet. Samtidig virker det nu også som om, manden i stedet for at blive løftet op på hesten, skal skubbes eller holdes igen for ikke at falde af den. At dømme efter billedet må samaritaneren lægge flere kræfter i i Delacroix' billede end i van Goghs. Betoningen af hans indsats er altså større hos Delacroix end hos Van Gogh. Herudover ses en række andre forskelle: Samaritanerens kofte er på Delacroix' billede rød og hans turban mørk med rød kant, mod på van Goghs: rød med hvid kant. På Delacroix' billede ses kun en person på vej bort fra scenen. Og i kraft af spejlingen falder lyset nu fra højre mod venstre, hvilket giver en meget stor kontrast mellem klippevæggen og den nødlidendes ryg, en kontrast, man som beskuer skal over for at møde den nødlidende. Sidst skal her nævnes, at efter at dømme udfra fingerpositionerne, har den nødlidende på van Goghs billede tilsyneladende meget mere krampagtigt fat om samaritanerens skuldre, end på Delacroix'.   Der er altså uomtvisteligt tale om to forskellige billeder; med to forskellige mulige tilgange til en tolkning af lignelsen hos Lukas. LIGNELSEN (luk 10,25-37) Gennem historien har lignelsen om den barmhjertige samaritaner været udlagt på vidt forskellig vis. Mange har forklaret lignelsen som en ren eksempelfortælling: Af tre forbipasserende, en præst, en levit og en samaritan, hjælper kun den sidste den nødstedte vejfarer, der ligger døende i grøften. Han gør det tilmed grundigt og gavmildt, på trods af, at han kulturelt og socialt set hverken burde eller kunne regnes for at ville hjælpe. Han bliver derved et eksempel til efterfølgelse. Andre hævder, at det i virkeligheden er den nødlidende, der er fortællingens hovedperson. Dette åbner for den anden tolkningsmulighed, som van Gogh også lægger op til i sin version af billedet. Lektor dr.theol. Svend Bjerg mener imidlertid, at hovedpersonen er "ingen anden end læseren selv. Sådan set skifter hovedpersonen, hver gang en ny læser melder sig. Efterhånden som læseren vandrer ind i historien, bliver han selv til som en etisk aktør, der får tilspillet en vision og en appel til handling". [Svend Bjerg: Fortælling og etik, Gyldendal 1986, p. 137]  I sin argumentation henleder Svend Bjerg opmærksomheden på det afgørende synsvinkelskifte, der er i lignelsen. Den lovkyndige spørger indledningsvist Jesus: Hvem er så min næste? Implicit i spørgsmålet ligger, at ikke alle skal hjælpes. Han vil gerne vide, hvem han skal regne for sine næste; hvem han er forpligtet at hjælpe og hvem han skal lade ligge. Efter at have fortalt lignelsen, svarer Jesus med et spørgsmål: Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røverens hænder? Herved skifter Jesus behændigt synsvinklen fra, i historien, den (ud fra konteksten korrekt) agerende samaritan, til den nødlidende, der passivt kun kan håbe på at modtage en næstekærlig forbipassrendes hjælp til at overleve. Der bliver med ét fokus - ikke på nødvendigheden af at handle og hjælpe for evt. en anden gang selv at kunne nyde hjælp; der er ikke tale om en noget-for-noget-tanke - men, på forståelsen og indlevelsen i andres liv og situation. Det bliver pludselig medfølelsen, der er drivkraft for fortællingens videre handling. Fortællingens projekt bliver således at skabe et personligt, etisk refleksionsrum for læseren. Efter at have læst lignelsen og først oplevet verden fra samaritanerens synsvinkel (den agerende), og siden i Jesu spørgsmål til den lovkyndige (gen)oplevet hændelsen fra den nødlidendes (den passives) synsvinkel, bliver de forskellige historier, de forskellige følelser, med ét læserens egne. Det er fortælling på højt plan. Efter sidste punktum, står man "dér, beriget med en livsvision og en fordring, der sammenlagt giver […] én en historie som et etisk bevidst og et handlekraftigt menneske […] Den barmhjertige samaritaner kan siges at fungere som et rollehæfte, der lader læseren blive som en ny person, når han [siden] spiller en rolle med sit eget liv" [Svend Bjerg: Fortælling og etik, Gyldendal 1986, p. 139]. DELACROIX eller VAN GOGH eller? Lignelsen kræver altså en aktiv medtolkning af sin læser, men også en vis mængde realiaoplysninger, fx om arten af fjendskab mellem jøder og samaritanere, for at kunne åbne sig helt. Men netop sammenstillingen af van Goghs og Delacroix' billeder giver mulighed for, gennem billedoplevelsen og -samtalen, som er anderledes end fortællingen, at tolke budskabet og nærme sig de to (muligvis flere?) tolkningsmuligheder. DIREKTE LINKS TIL BILLEDERNE: Delacroix (1849): http://www.artbible.net/3JC/-Luk-10,25_Parable_Good_Samaritan_Bon_Samaritain/19%20DELACROIX%20LE%20BON%20SAMARITAIN.jpg Delacroix (1852): http://d1shzm2uca9f83.cloudfront.net/large/delacroix_samaritaan1852.jpg van Gogh (1890): http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/a/a3/The_good_samaritan_(after_Delacroix).jpg   HW - 05/02 - 06/09