Sammenhænge - 4 x KERAMIK
Tove Anderberg • Nina Hole • Gregory Miller • Eva Zethraeus
 


Keramik er COOL - Vis mig din keramiksamling, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. De nye statussymboler er formet i ler og tager konkurrencen op med det klassiske maleri. Sådan indledte journalist Kitt Andersen en artikel i Berlingske om den aktuelle interesse for kunstnerkeramik både på nationalt og på internationalt plan.

Interessen for keramik og dansk kunsthåndværk er dog ikke ny, den har altid været der. Det nye er, at interessen er nået udover en snæver kenderkreds. Keramik og kunsthåndværk er begyndt at tiltrække samlere, der er parate til at bruge lige så mange penge på unikakunsthåndværk, som der traditionelt er blevet investeret i billedkunst.

Årsagen til den udvidede kreds af samlere på bl.a. keramikområdet skal formentlig findes i den store fokus, de mange livsstilsmagasiner og -programmer i dag sætter på design inklusiv kunsthåndværk og keramik. At omgive sig med bl.a. samtidsunikakeramik bruges i højere grad i dag til at signalere hvem man er.

Og der sker rigtig meget på keramikområdet. Faget er i udvikling og mere populært end det længe har været. Der eksperimenteres med former, glasurer, brændinger etc.

Udstillingen ”Sammenhænge - 4 x keramik” på Vendsyssel Kunstmuseum 30/10 2008 - 4/1 2009 ville gerne sætte fokus på keramikken og give publikum et indblik i fire markant forskellige keramikeres udtryk og samtidig vise, at der trods de indlysende forskelle også er sammenhænge.


Fire kunstnere
Tove Anderberg (f.1942) og Nina Hole (f.1941) er kendte navne for de fleste keramikinteresserede, mens Gregory Miller (f.1969) og Eva Zethraeus (f.1971) formentlig vil være ukendte i Danmark. Gregory Miller er amerikaner, delvis uddannet i USA og Japan men lever og arbejder i Nordjylland. Eva Zethraeus er svensker uddannet i Göteborg, hvor hun også bor og arbejder.

I filmen ovenfor viser Gregory Miller rundt i udstillingen og kommenterer både sine egne og sine kollegers værk. Det er en kær blanding af uumiddelbar glæde ved kunsten og en stor teknisk indsigt i temperaturer, glasurer og brændteknikker, som vi her bliver vidne til.

Filmen er lavet på udstillingens sidste dag, som et forsøg på at fastholde udstillingen som enhed.


Besøg tre af de fire kunstnere online:
Eva Zethreaus
Nina Hole
og Gregory Miller

Besøg også Vendsyssel Kunstmuseum, som altid byder på spændende og vedkommende udstillinger.




[tekst bearbejdet efter www.vkm.dk]